Når man ser sig blind på økonomiske dogmer!

Skrevet af Kristian Weise og Jens Jonatan

Langt fra at være på vej mod en egentlig brydningstid, så befinder det politiske system sig i en tid, hvor de store dogmer og teorier, består på trods af, at samfundet omkring os oplever dramatiske forandringer.

Det seneste eksempel på fastholdelse af dogmerne har været den måde, hvorpå førende økonomer, ledende embedsmænd og særligt liberalistiske meningsdannere har diskuteret den nu vedtage skattereform på.

Grundlaget for den just gennemførte reform har således været en forventning om mangel på arbejdskraft fremover og forestillingen om en direkte sammenhæng mellem marginalskat og udbuddet af netop arbejdskraft. Reformen fortjener ros på nogle områder, men det gør dogmet om udbud af arbejdskraft ikke.

Vi kan skyde første del af grundlaget ned ved at forholde os til en analyse fra Det Økonomiske Råd, der viser, at arbejdsstyrken vokser med 50.000 mere frem mod 2020 end regeringen hidtil har regnet med. Næsten samtidig lagde Danmarks Statistik vægt bag denne korrektion ved i maj at regne sig frem til, at der 68.000 flere personer i den arbejdsdygtige alder (de 15-64-årige) i 2020 end hidtil antaget. Det betyder, at der vil være 2000 ekstra i den alder til den tid end i dag, altså en stigning og ikke et fald.

Alligevel holder især de blå økonomer fast i behovet for øget udbud af arbejdskraft.

Den anden del af grundlaget bliver straks mere teoretisk og ganske kompliceret at forholde sig til, fordi de økonomiske dogmer her ikke bare forholder sig til simple og fortsat usikre fremskrivninger, men beror på en række overvejende teoretiske og simulerede effekter.

Man kan ikke fuldkommen afvise, at sænkninger af marginalskatten kan øge udbuddet af arbejdskraft.. Men spørgsmålet er, hvor store disse effekter bliver og om sænkningen af skatterne er det bedste middel til at øge arbejdsudbuddet, sådan som det er blevet påstået de seneste måneder.

Der er en hel del metodiske problemer ved undersøgelserne omkring skat og udbud af arbejdskraft, som ikke normalt gengives i debatten. Et problem er, at alle danske undersøgelser bygger på gamle data. De fleste bygger på en og samme survey-undersøgelse, som blev foretaget i 1996, og som omfatter mindre end 2500 respondenter. Andre bygger på data fra skattereformen i 1987.

Det er et problem, at undersøgelserne bygger på gamle data, da vores adfærd påvirkes af skatten på forskellig vis afhængig af økonomiens tilstand og strukturerne på arbejdsmarkedet.

Det hyppigt refererede survey fra 1996 giver kun et øjebliksbillede af dem, der besvarede det. Det er derfor ikke muligt at observere faktiske adfærdsændringer herudfra. Når forskerne alligevel ud fra disse data konkluderer, at en lavere skat øger udbuddet af arbejdskraft, så er det fordi resultatet er fremkommet gennem simulationer i matematiske modeller.

Man har desværre set sig blind på, at skattenedsættelser skulle kunne udvide arbejdsudbuddet, og taler meget lidt om, hvilke andre værkstøjer, der kan skabe job og dermed potentielt have samme effekt på udbuddet af arbejdskraft. For på makroniveau kan man se, at udbuddet af arbejdskraft primært er bestemt af og faktisk meget tæt følger den økonomisk vækst målt i BNP. Det er dermed efterspørgslen og ikke af skatteniveauet, der definere arbejdsudbuddet. Vi arbejder mere, når der er arbejde at få.

Hvis teorierne, synteserne og dogmerne ikke passer til virkeligheden, så kunne det være at de trænger til at blive justeret. Måske vi kan nå at gøre dette inden den næste skattereform rammer Danmark?