Det rigtige mirakel: Den tyske aftalemodel

Når man siger, at noget er for godt til at være sandt, så skal det nogle gange tages helt bogstaveligt. Det er i hvert fald tilfældet med det såkaldte ’tyske mirakel’, som af mainstreamøkonomer og andre teknokrater er blevet udråbt som prototypen på succesfuld økonomisk kriseløsning.

Men i virkeligheden er det hverken 1) de såkaldte Hartz-reformer, der har reduceret antallet af langtidsledige, skabt nye generationer af arbejdende fattige og generelt sikret en lavere realløn eller 2) Angela Merkels nedskæringskurs og afvisning af ”vækst på kredit”, der har skabt den tyske succes.

Sandheden er som ofte svær at håndtere og let at manipulere. Hvorfor det netop også har været erhvervslivets ønsker om lavere løn og liberalisterne drøm om afvikling af velfærdsstaten, der har fået lov at dominere mediernes dagsorden.

Men to forskere fra Aalborg Universitet, Jon Lystlund Halkjær og Mads Peter Klindt, har netop gået det tyske mirakel efter i sømmene og fundet en mere kompleks forklaring på den tyske succes de senere år, som langt fra alene skyldes den rettidige tyske omhu i årene op til krisen.

Da Lehman kollapsede i USA ramte krisen også hårdt i Tyskland, der fra 2007-2009 oplevede et voldsomt fald på 5,1 pct. af BNP, men samtidig formåede tyskerne at fastholde en nedgang i arbejdsløsheden på ’blot’ 1,4 procentpoint, hvilket i selv er en opsigtsvækkende bedrift.

Mens kriseløsningen herhjemme er kørt fast i den udbudsøkonomiske rille, så har tyskernes plade spillet på udbud og efterspørgselsstyring. De har ladet arbejdsgivere og arbejdstagere udforme en stor del af kriseløsningen i lokale overenskomster. Mere end hver anden tyske virksomhed med over 1000 medarbejdere har således indgået en form for sociale alliance med medarbejderne.

De sociale alliancer blev gennemført i 2009, og brugt til at gennemføre midlertidige reduktioner af arbejdstiden, øget arbejdsdeling og omorganisering af arbejdet. Det har f.eks. i industrisektoren betydet en nedgang i arbejdstiden på 20 pct., hvilket dermed også midlertidigt har påvirket lønnen i nedadgående retning. Man anslår fra forskernes side, at disse reformer har reduceret arbejdsløsheden med i alt 1,4 mio. siden 2009. Man har altså reduceret - og ikke øget arbejdstiden - som en vigtig del af løsningen på den stigende arbejdsløshed. Den var næppe gået under det udbudsøkonomiske selvsving i Danmark.

Det tyske mirakel findes altså, men det handler i høj grad om trepartsaftaler, sociale alliancer og fælles ansvar. I den forbindelse kunne det jo være, at vi skulle prøve denne form for ’Dansk Model’ herhjemme for at se om humlebien ikke kunne flyve bare lidt højere?