Udbudsmanien er skadelig for dansk økonomi

Forestillingen om, at det primære økonomiske problem er for lavt arbejdsudbud, bygger på forældede analyser og undersøgelser, der ikke kan overføres til dansk kontekst. Vi skal tilbage til virkeligheden og tilpasse politik til den aktuelle samfundsudvikling

Af Jens Jonatan Steen og Kristian Weise, henholdsvis analysechef og direktør i Cevea.

Hvor dybe skal sprækkerne være, og hvor tynd skal isen være, før vi forlader den? Hvis man lytter til regnedrengene og de økonomiske dogmatikere, er det ligegyldigt - de står fast på deres teorier og modeller uanset, hvad der sker.

Og det selv om de økonomiske argumenter ikke repræsenterer meget mere end kvalificerede gætværk og til tider nærmest blind tro på slidte dogmer.

Sådan har det længe været herhjemme.

Så mens regeringsledere og førende økonomer i resten af Europa holder vejret i frygt for yderligere økonomisk recession og arbejder hårdt på løsninger, der kan bringe vores kontinent tilbage på vækstsporet, fastholder forblændede danske mainstream-økonomer, at udbuddet af arbejdskraft i 2020 er den afgørende udfordring.

Det sker på trods af udfordringerne på kort sigt og på trods af, at der er stigende kritik af krisemedicinen. Senest er FN's arbejdsorganisation, ILO, kommet på banen. De frygter, at den nuværende nedskæringsstrategi i EU vil medføre et tab på 4,5 millioner job, hvis der ikke sker ændringer i den nuværende økonomiske politik.

Ny viden tæller ikke Det seneste indspark på den udbudsmaniske bølge kommer fra tænketanken Kraka, der her i avisen 13. juli igen forsøger at argumentere for, at lavere marginalskat i sig selv vil være det afgørende redskab til at øge udbuddet af arbejdskraft.

Det stålsatte fokus på udbuddet af arbejdskraft virker nærmest dogmatisk. Særligt når udbudsfantasterne ikke ændrer deres holdning, selv om der kommer ny relevant empirisk viden.

Tal fra Det Økonomiske Råd viser således, at arbejdsstyrken vil vokse med 50.000 mere, end regeringen hidtil har regnet med frem mod 2020. Og samtidig har Danmarks Statistik bakket op om denne stærkt ignorerede korrektion ved at fremlægge tal, der viser, at der i 2020 vil være 68.000 flere personer i den arbejdsdygtige alder ( 15-64-årige) end hidtil antaget.

Det betyder, at der til den tid faktisk vil være 2.000 ekstra i den alder end i dag - altså en stigning og ikke et fald.

Alligevel fastholder tænketanken Kraka, mainstream-økonomerne og de højreorienterede meningsdannere blindt deres fokus på øget udbud af arbejdskraft.

Ringe beviser

Vi skal ikke benægte, at der kan opstå et behov for mere arbejdskraft, og vi vil heller ikke benægte, at lavere marginalskat vil kunne have en ganske minimal effekt på udbuddet af arbejdskraft, ligesom der i øvrigt kan være andre gode grunde til at sænke skatten på arbejde.

Vi vil til gengæld nægte, at et øget udbud af arbejdskraft er den afgørende udfordring, og at lavere skat er det bedste redskab til at øge dette udbud.

Problemet med flertallet af de analyser, som ustandseligt bruges til at bekræfte sammenhængen mellem lavere marginalskat og øget udbud af arbejdskraft, er, at de typisk lider under følgende fire antagelser.

For det første er bygger flertallet af konklusionerne fra bl. a.Kraka, Cepos og Skatteministeriets på internationale undersøgelser.

Men de kan ikke overføres direkte eller antages at ville være gældende i Danmark. For de hænger tæt sammen med strukturelle forhold i andre lande.

For det andet, bygger de fleste danske opgørelser på blot to simple undersøgelser. Den ene stammer helt tilbage fra 1987, hvorfor den er meget uaktuel og ikke giver meget retning i den nuværende økonomiske situation.

Den anden er en surveybaseret undersøgelse fra 1996, hvor man i modeller har deduceret sig frem til nogle usikre simulationer.

Tiderne er skiftet, og danskernes forhold til arbejde og fritid er ikke længere det samme.

For det tredje opererer de fleste af undersøgelserne udelukkende med marginalskat, hvilket betyder, at de afgrænser sig fra alle andre variabler. Det vil med andre ord sige, at sammenhængen mellem f. eks. arbejdstid og efterspørgsel, arbejdstid og arbejdsmiljø, arbejdstid og de institutionelle rammer ikke undersøges.

Endelig blotlægger undersøgelserne ikke præcist, hvor sikker og hvor meget elasticitet - udtrykket for hvor meget vores adfærd påvirkes - der skal være til stede, for at det bliver relevant at satse på lavere marginalskat, som vejen til at øge udbuddet af arbejdskraft.

Tilbage til virkeligheden Filmen er altså knækket, når vi blindt tror på, at lavere skat fører til øget udbud af arbejdskraft, og at det er vores vigtigste udfordring.

Der er ganske enkelt andre værktøjer, der kan bruges til at øge den gennemsnitlige arbejdstid - værktøjer som samtidig er bedre til at få gang i væksten igen.

Opgaven er at sætte gang i efterspørgslen, ikke hæmme den, som meget af den dominerende politik gør. Vi arbejder ganske enkelt mere, når der efterspørges mere arbejde.

Hvis teorierne og dogmerne ikke passer til virkeligheden, trænger de nok til at blive justeret.

Vi skal væk fra udbudsmanien og tilbage til virkeligheden, hvor politik og teori tilpasses den aktuelle samfundsudvikling.

This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.

'' Filmen er altså knækket, når vi blindt tror på, at lavere skat fører til øget udbud af arbejdskraft, og at det er vores vigtigste udfordring. Der er ganske enkelt andre værktøjer, der kan bruges til at øge den gennemsnitlige arbejdstid - værktøjer som samtidig er bedre til at få gang i væksten igen