Markederne holder stadig økonomien som gidsel

Fire år efter finanskrisen brød ud, bliver samfundsøkonomien stadig holdt som gidsel af de grådige finansmarkeder.

DET ER I DISSE dage fire år siden, den amerikanske investeringsbank Lehmann Brothers krakkede og finanskrisen, som vi stadig betaler prisen for, brød ud.

Fire hårde år er gået, hvor politikerne gang på gang har understreget, at finansmarkederne aldrig igen skulle kunne sende hele økonomien til tælling.

Den mission er dog ikke lykkedes endnu.

Finansmarkeder holder stadig samfundsøkonomien som gidsel.

De fleste landes økonomer ånder dagligt i takt med de finansielle markeder. Det er således i stigende grad finansielle begivenheder, der sætter dagsordenen for økonomien, ikke omvendt.

Det er ikke kun genopretningen af eksport, produktion, beskæftigelse og forbrug i de enkelte lande, der afgør den økonomiske skæbne, men også risikoen for et nyt aktiekrak eller faldende tillid til amerikanske og europæiske obligationer. Rent fi-nansielle forhold bestemmer, om vi kommer ud af den aktuelle krise eller havner i en ny.

Der er kommet ny regulering af finanssektoren, bl.a. regler om brug af bonusser, og et forstærket både dansk og europæisk tilsyn.

Men på de afgørende punkter fungerer finansverdenen nøjagtig, som den gjorde op til krisen - endda med det tvist, at dens magt er blevet endnu mere koncentreret i nogle få store finanshuse og banker.

Finansmarkederne vurderer dagligt de nationale økonomiers styrke og holdbarhed og afsiger deres dom over politikernes handlekraft.

Markedets repræsentanter - børshandlere, bankøkonomer, aktieanalytikere, investeringschefer og porteføljemanagere - har defineret, hvad der skulle til for at afværge yderligere kriser. Og de har udstukket kursen for, hvilke nedskæringer, besparelser og reformer der er ' nødvendige' for at genopbygge tilliden til nationaløkonomierne og styrke deres konkurrenceevne.

Paradoksalt nok er finansmarkedernes indre logik og benhårde sanktionssystem godt i gang med at diktere afviklingen af de europæiske og nordamerikanske velfærdsstater, der reddede dem for under et halvt årti siden.

For selv om det meste af den statsgæld, flere og flere lande kæmper med, blev skabt for at redde banker og som følge af andre konsekvenser af finanskrisen - øgede udgifter til arbejdsløse og færre skatteindtægter - bliver gælden i dag tolket, som om staternes indretning ikke er bæredygtig på lang sigt.

Finanskrisen er således for længst blevet redefineret som ikke bare en økonomisk krise og en jobkrise, men som en statsgældskrise.

Derfor har det mest dominerende politiske svar de seneste to år været en hård reform-og nedskæringskurs, der ændrer indretningen af vores samfund, og som har fastsat nye rammer for, hvilken fi-nanspolitik der kan føres i fremtiden.

Men krisen er ikke velfærdsstatens. Og den kan ikke løses med nedskæringer og smalhals.

FIRE ÅR EFTER at finanskrisen brød ud, og alle kunne se, at der var behov for et brud med alt det, der skabte den krise, er vi snarere gået baglæns end forlæns.

Magten over økonomien og alt det, som er en konsekvens af den - job eller arbejdsløshed, gode arbejdsforhold eller social dumping, fremgang eller stagnation i levestandarder, råd til mere eller mindre velfærd - er således for længst gået fra demokratiets parlamenter til finansmarkedernes mødelokaler og handelsplatforme.

Det er uholdbart på alle planer.

Det underminerer demokratiet, gør økonomien dysfunktionel og hæmmer mulighederne for social fremgang.

DAGLIGT FÅR VI at vide, at der ikke er noget alternativ til det. Men der er alternativer.

De starter alle med, at vi fundamentalt ændrer den måde, finansverdenen spiller sammen med resten af økonomien på. Finansverdenen skal tilbage til at tjene resten af økonomien. Være dens olie i motoren, hverken dens benzin eller manden i førersædet.

Det kræver både en kulturændring, et kursskifte i den førte politik og langt mere regulering.

Fireåret for Lehmann-krakket burde være en påmindelse om, at vi skal i gang med disse forandringer, før det er for sent.

Krisen er ikke velfærdsstatens.

Og den kan ikke løses med nedskæringer og smalhals.