Den falske fortælling om den danske velstand

Højrefløjens argumenter om, at Danmarks velstand er faldet på grund af stigende skatter, er både unuancerede og urigtige.

Når historien bliver forsøgt manipuleret og omskrevet, så plejede det at finde sted i autoritære kommunistiske regimer som Kina og Sovjet. Men nu kaster de højreorienterede meningsmaskiner herhjemme sig også ud i noget, der tangerer en historisk voldtægt. De forsøger nemlig at sætte lighedstegn mellem højere skat og faldende velstand. I en nærmest koordineret historieforfalskning skriver Eva Agnete Selsing i Berlingske og Ole Birk Olesen på sin blog, at Danmark er røget ned af listen over verdens rigeste lande siden 1960 og at den direkte årsag er et stigende skattetryk.

Men er forklaringen virkelig så simpel?

Det er mildest talt noget af en fordrejning, at tage to punkter og et parameter i historien og lade det være udgangspunkt for en historiefortælling, for slet ikke at nævne en faktuel empirisk konklusion. Det man glemmer, at fortælle er, hvad der skete i årene mellem 1960 og 2012. Er der virkelig tale om en langsom glidning ned af velstandslisten, som følger udviklingen i skatten? Nej, slet ikke – tværtimod.

Mens skattetrykket ganske rigtigt stiger fra 60’erne til midten af firserne, så falder Danmarks relative velstand ikke. På trods af et højt skattetryk er Danmark i år 2000 stadig det syvende rigeste land i verden – altså stort set status quo fra 1960.

Efter udbygningen af velfærdsstaten og de deraf følgende skattestigninger er Danmark stadig en succesfuld, rig stat. Perioden, hvor Danmark så småt bevæger sig ned ad velfærdsranglisten, starter ikke i 1960, men tager først fart i 00’erne. Sjovt nok samme periode, hvor der er blevet givet massive skattelettelser. Der er ganske enkelt ikke den lige linje, som debattørerne fremhæver.

Og den falske tese bliver heller ikke bekræftet, hvis man kigger på Cepos’ liste over de 20 lande i verden, der har det højeste skattetryk. Heraf er 12 lande nemlig også blandt verdens 20 rigeste samfund.

Hvis vi kigger på andre mulige forklaringsmodeller end skat, så kunne et væsentligt parameter for høj velstand være vores investeringsniveau. I 1960′erne var de samlede bruttoinvesteringer på gennemsnitligt 28,1 procent om året, og samtidig nåede væksten op på 4,9 procent. Men i 00’erne var samme investeringer, på trods af lavere selskabsskat og skattelettelser, gradvist faldet til 19,1 procent om året, alt imens den økonomiske vækst var røget ned på gennemsnitligt 0,85 procent.

Vi oplever altså et betydeligt lavere investeringsniveau. Så mens de danske bruttoinvesteringer, under den øgede global konkurrence, har svinget omkring 20 procent af BNP de seneste 10 år, så har Sydkoreas bruttoinvesteringer ligget på 30 procent, Indiens på 35 procent og Kinas på over 40 procent af BNP.

At Danmark langsomt bevæger sig nedad på listen over verdens rigeste lande er et alvorligt problem, men at reducere problemet til et spørgsmål om skat er både primitivt og faktuelt forkert. Det blev også påpeget for nylig, da World Economic Forum redegjorde for Danmarks position i den internationale redegørelse for konkurrenceevne. Deres beskrivelse af udfordringen blev udlagt af Hanne Shapiro, der var ansvarlig for den danske del af rapporten og til daglig er chef for Center for Analyse og Erhvervsfremme, Teknologisk Institut i Aarhus:

”Men lønnen siger ikke det hele. Heller ikke den høje skat. Den er også høj i Sverige, der ligger nummer fire på WEFs liste (…) For Danmark og de lande, som vi måler os op imod, er det først og fremmest et spørgsmål om kloge offentlige investeringer i innovation; om at den offentlige sektor skal være dygtig nok til at fremme fornyelse, som man så det i 90′erne, hvor offentlige investeringer var med til at kickstarte den danske it-bølge”.

Budskabet er derfor, at vi tydeligvis har brug for en mere grundlæggende debat om den danske vækst- og investeringskrise, hvor vi ikke tyr til dogmatiske automatreaktioner, men forholder os konstruktivt og nuanceret til verden omkring os.

Jens Jonatan Steen er analysechef i tænketanken Cevea.