Europa skriger på nye kriseløsninger

Et kursskifte må til, hvis vi igen skal have vækst og skabe job i Europa. En ny Marshall-plan må være en del af det efter fem år med fejlslagne løsninger

Hvis man skulle være i tvivl om, hvorvidt Europa stadig er i krise, og om det går fremad eller tilbage, er det bare at kigge de seneste vækstprognoser:

Her mod slutningen af året er væksten i EU endnu engang blevet nedjusteret, så den forventes at blive minus 0,3 procent i år og højst kravle op på 0,4 procent til næste år.

Arbejdsløsheden fortsætter omvendt sin himmelflugt, så der i dag er mere end 25 millioner europæere uden job.

Små fem år inde i krisen er det således åbenlyst, at EU's krisehåndtering ikke har fungeret. Snarere end at få os ud af krisen har kriseløsningerne forværret og forlænget den.

Der er derfor brug for helt nye kriseløsninger, hvis Europa skal skabe nye job og sikre social fremgang for kontinentets borgere.Da krisen for alvor brød ud i efteråret 2008, holdt stort set alle EU-landene hånden under deres økonomi via bankpakker, offentlige investeringer og ekspansiv finanspolitik.Men den kurs holdt ikke længe.

De seneste tre år har EU således sværget til en politik, der har givet ekstra likviditet til bankerne og budt på besparelser for medlemslandene.

Pengepolitisk hyperaktivitet

Den Europæiske Centralbank ( ECB) har været den mest centrale spiller i kriseløsningen. Logikken har været, at så længe verdens centralbanker skruer lidt på renterne og pengemængden i form af lån til bankerne, så det passer med konjunkturerne, vil økonomien finde sin naturlige balance og køre videre, som om intet var hendt.

ECB har derfor kørt med meget lave renter siden starten af 2009. Samtidig har centralbanken pumpet likviditet ud i de europæiske banker. I vinteren 2011-2012 lånte ECB eksempelvis ekstra 1.018 milliarder euro ud til bankerne.

Den virtuelle seddelpresse har kørt for fuld damp, og den samlede pengemængde i Europa er steget med 50 procent siden krisens start. Men væksten i nye udlån til ikke-finansielle virksomheder har i samme periode været lig nul.

Dermed har pengene ikke bevæget sig ud i økonomien, hvor de kunne blive omsat i ny vækst og job. ECB's hyperaktivitet har muligvis reddet de europæiske banker, men ikke den europæiske økonomi.Samtidig med den aktivistiske pengepolitik, blev krisen reformuleret. På relativ kort tid i 2010 gik den således fra at være en finanskrise til at blive set som en statsgældskrise.

Det var særligt udviklingen i Grækenland, Portugal, Irland og sidenhen Spanien og Italien, der ændrede fokus.Den fortsatte krise blev nu udlagt som en gældskrise, der skyldtes overforbrugende politikere og velfærdsstater, der ikke længere var bæredygtige.

Krisen blev sydeuropæernes.

Og fortællingen om krisen blev til fortællingen om den sydeuropæiske ' luksusfælde'. Ligesom det er tilfældet med hovedpersonerne i det danske tv-program siges det nu om sydeuropæerne, at de har arbejdet for lidt, og at de har levet langt over evne for lånte penge. De har så at sige holdt siesta, mens kviklånene tikkede ind på kontoen, og deres forbrug steg og steg.

Men fortællingen er langt hen ad vejen forkert. For langt de fleste EU-landes vedkommende er statsgælden en konsekvens af krisen, ikke årsagen til krisen. Landene har brugt penge på at redde konkurstruede banker og på at understøtte store grupper af nye arbejdsløse, mens skatteindtægterne er faldet.Statsgælden i EU er sammenlagt steget med ca. 40 procent siden krisen satte ind, og to af de i dag værst ramte ' gældslande', Spanien og Irland, var faktisk de eneste to lande, der inden krisen aldrig havde brudt reglerne for statsunderskud og -gæld i eurosamarbejdet.De var klassens dukse i gældsmæssig henseende.

Forskellige problemer

Kun Grækenland havde helt grundlæggende problemer, som skyldtes en manglende sammenhæng mellem skatteindtægter og offentlige udgifter. Alligevel er det den græske tragedie, der har fået lov at definere, hvordan også de øvrige 26 EU-lande skal forholde sig til krisen.

Det store fokus på statsgælden betyder nemlig, at hele Europa er blevet underkastet den samme medicinske behandling: konsolidering af de offentlige budgetter i form af besparelser og nedskæringer.

Men sparepolitikken har ikke fungeret.

Som det også tidligere er blevet beskrevet her i Information, har den ikke sat gang i væksten. Tværtimod.I 2010 var der spirende optimisme og udsigt til, at Europa sammen med resten af verden var på vej ud af krisen.Men der blev strammet op for tidligt og sparepolitikken betød, at væksten igen gik i stå og arbejdsløsheden fortsatte med at stige.Her mod slutningen af 2012 er det blevet tydeligt, at det europæiske fokus på budgetkonsolidering i form af balance på de offentlige budgetter, har taget overhånd.

Adskillige tænketanke og forskningsinstitutter har dokumenteret, at sparepolitikken har hæmmet den økonomiske vækst og end ikke har betydet, at man har reduceret statsgælden som andel af BNP.

Det er derfor tid til et kursskifte.

Aktivistisk pengepolitik og fortsatte spareplaner vil ikke få Europa ud af krisen, men betyde fortsat lavvækst i Nord og en ny depression i Syd.Europas grundlæggende udfordring er ikke statsgælden eller den fælles valuta, men en vingeskudt økonomi. Kontinentet er ramt af to vækstudfordringer.

En kortsigtet, der skyldes manglende efterspørgsel og det forhold at økonomien er gået i stå, og en mere langsigtet, der handler om EU-landenes konkurrenceevne og strukturelle forhold, som eksempelvis de demografiske ændringer.

Den kortsigtede krise er en konjunkturkrise.

Alligevel håndteres den med besparelser, som kun forstærker konjunkturen, og med strukturpolitiske midler - eksempelvis arbejdsmarkedsreformer - der har til formål at udvide udbuddet af arbejdskraft.

Men på den korte bane vil konjunkturerne kun kunne blive vendt med efterspørgselsfremmende politik. En sådan vending vil dog også hjælpe med håndteringen af de strukturelle problemer på længere sigt.For fortsat krise betyder, at der investeres mindre i de europæiske virksomheder og arbejdspladser, og at de langtidsledige mister deres kompetencer og tilknytning til arbejdsmarkedet.

En ny Marshallplan

En europæisk investeringsplan i stor skala vil kunne genoprette efterspørgslen i Europa og samtidig have en positiv effekt på den strukturelle udfordring i forhold til at forbedre konkurrenceevnen.Den skal fungere som en ny Marshallplan særligt rettet mod de værst ramte kriselande. I efterkrigstiden udgjorde Marshallplanen ca. 0,5 procent af BNP om året i fire år. En ny investeringsplan i denne størrelsesorden - gerne på op til en pct. om året i eksempelvis tre år - vil kunne vende udviklingen.

En europæisk investeringsplan kan bestå af en kombination af fælleseuropæiske tiltag på EU-plan og nationale tiltag i de EU-lande, der har det største finanspolitiske råderum - f. eks.Tyskland, Holland, Danmark, Sverige, Østrig, Tjekkiet m. fl. På EU-plan ville den skulle fungere ved at man anvendte ubrugte midler i EU-budgettet, ikke mindst i strukturfondene og ved, at Den Europæiske Investeringsbank ( EIB) aktiveres yderligere.

Så hurtigt som det kan lade sig gøre, vil såkaldte projektobligationer også skulle indgå i planen.Planen vil skulle finansieres af lån, men lån, der bidrager til at sætte gang i økonomien, er godt givet ud. Og nye indtægter, for eksempel fra en finansiel transaktionsskat, kan også indgå i finansieringen.

Effekten af en investeringsplan vil afhænge af dens størrelse.Men potentialet er stort.Koordinerede investeringer i den foreslåede skala vurderes således på baggrund af analyser foretaget af tænketankene FEPS, IPD ved Columbia University og AE-Rådet at kunne øge væksten væsentligt og skabe fem-seks millioner nye job.Hvis planen samtidig medfører, at tilliden øges hos forbrugerne og investorerne i den private sektor, vil virkningen være endnu større. Den foreløbige kurs har vist sine mangler. Europa må sadle om nu, hvis ikke de næste mange år skal stå tilbage som et tabt årti.