Bankdirektørerne har besejret aktionærdemokratiet

En svag aktionærkultur og en underkuet ejerkreds er forklaringen på hvorledes skyhøje lønninger, forskruede incitamenter og etableringen af et reelt direktøroligarki kunne hælde benzin på den finansielle krise.

Det er, langt om længe, gået op for de fleste, at det løb løbsk i den finansielle sektor op til krisen. Den finansielle og økonomiske krise har haft konsekvenser og medført smalhals overalt i samfundet. Selv i bankerne skæres der ned: På antallet af ansatte, på lønnen til almindelige rådgivere, og ikke mindst på de altafgørende udlån til små og mellemstore virksomheder.

Den historie kender vi kun alt for godt. Men spørgsmålet er, om vi også har forstået hvorfor det kunne gå så galt, og hvordan euforien kunne tage så helt og aldeles overhånd for bankdirektører, børsmæglere og almindelige aktieinvesterende småsparere?

Bankernes gearing og risikovillighed nævnes som en afgørende faktor. Flere internationale forskere, bl.a. Casper Rose Skaksen herhjemme, har peget på de økonomiske incitamenter, som en væsentlig årsag til den høje risikovillighed. Direktørernes lønninger og mulighed for bonusser har simpelthen fristet over evne.

På den baggrund har den tidligere direktør i Danske Bank og forhenværende formand for Finansrådet Peter Straarup direkte opfordret til løntilbageholdenhed med følgende udtalelse: "Det bedste I kan gøre for sektoren er at vise tilbageholdenhed. Nu er det sagt. I har hørt det". Sådan lød det fra en stålsat Straarup i hans tale ved Finansforbundets Landsmøde i 2010.

Men Straarup levede ikke selv op til princippet. Og udviklingen har sidenhen vist, at principperne om tilbageholdenhed alene har gjort sig gældende for de ansatte på gulvet, der har måttet acceptere årlige lønstigninger på mellem 1,0-3,9 pct. i overenskomsterne for 2008-2013, mens cheferne på direktionsgangene har forøget deres lønninger i samme periode.

På trods af svigtende resultater i de fire største danske banker, så er lønningerne til direktørerne i Danske Bank, Jyske Bank, Nykredit Bank og Sydbank steget i kriseårene 2007 til 2011. For disse banker er direktionslønningerne i gennemsnit vokset med 21 pct. siden 2007, selvom bankernes overskud er faldet med hele 77 pct.. For direktionen i Danske Bank har det f.eks. betydet en lønstigning på 58 pct. mellem år 2010 og 2011.

Det ser ud til, at man i sektoren har accepteret, at lønnen på topniveau stiger på trods af svigtende resultater. Med andre ord har man kørt sammenhængen mellem resultat og løn for direktører i den finansielle sektor fuldstændigt over. En udvikling, som må vække underen og dybe panderynker rundt om på landets handelshøjskoler, hvor sammenhæng mellem løn og resultat ellers indgår som en fast del af pensum for 1. års studerende.

Men også i Dansk Aktionærforening har denne udvikling vækket underen, som deres formand Niels Mengel tidligere har påpeget: ”I en række tilfælde har lønstigninger på chefgangene næsten haft karakter af et tag-selv-bord. Ofte har aktionærerne haft svært ved at sige stop på grund af stemmeretsbegrænsninger. Samtidig har et meget spredt ejerskab gjort det svært at samle en modstand. Det her er et emne, der bør sættes betydelig større fokus på fremover på de årlige generalforsamlinger”.

Netop aktionærdemokratiet i både de store og små danske banker har været et overset element i den offentlige debat om den finansielle nedsmeltning. Den manglende aktionærkontrol og -indflydelse over for stærke bestyrelser og egennyttige direktioner kan netop være en væsentlig forklaring på, hvordan lønniveauet og incitamentsforskydningen kunne fortsætte med at løbe løbsk.

Ny forskning fra CBS bekræfter, at vi har en svækket aktionærkultur i Danmark. Aktionærerne i børsnoterede danske virksomheder står bag 2,2 pct. af samtlige forslag stillet på generalforsamlingerne, mens tilsvarende svenske aktionærer står bag 53,5 pct. af de indkomne forslag på generalforsamlinger. Og i Sverige bliver 83 pct. af forslagene vedtaget, mens det gælder for 0 pct. i Danmark. Den oplagte konklusion fra forskeren bag undersøgelsen er således også, at det medfører en magtforskydning fra ejere til direktioner i de børsnoterede danske selskaber.

Bestyrelser og direktioner har ganske enkelt for lidt indflydelse på de mest afgørende beslutninger, som for bankerne bl.a. har handlet om fastsættelse af lønnen, vurdering af gearingen og kontrollen med risikable investeringer. De stærke bestyrelser og stærke direktører har ganske enkelt kunnet overtale en svag ejerkreds af aktionærer til at fortsætte festen og blæse på de efterfølgende tømmermænd.

Hvis balancen i de danske banker skal genskabes og værnet mod fremtidige kriser styrkes, så kræver det, at vi får styrket aktionærdemokratiet. Det handler kort og godt om at gøre op med de nuværende ’direktøroligarker’, som findes i både små og store banker for at sikre større magt til aktionærerne. Dette kan ske på flere måder, blandt andet ved at fjerne store dele af stemmerets- og ejerbegrænsninger som findes i hovedparten af bankerne, ved indførelse af nomineringskomiteer til at indstille bestyrelseskandidater, ved at stille krav om uafhængige bestyrelsesmedlemmer og ved at sikre fuld gennemsigtighed om aktionærerne.

Helt generelt har vi brug for investoraktivisme, som vi nu ser i flere lande, hvor ejerne begynder at gøre krav på deres retmæssige indflydelse. Og dertil kommer naturligvis det eksterne pres, hvor vi fortsat har behov for, at Finanstilsynet og Erhvervsministeriet øger pres for mere åbenhed og indflydelseUden reel aktionærindflydelse og øget demokratisering af de danske banker vil afkoblingen mellem samfund, resultater og ansvarlig løn med al synlighed fortsætte med at forøge risikovilligheden i de danske banker.