Lytter i når Goldman Sachs kalder?

Indrømmet. Jeg vil normalt ikke være den første til at opfordre til lydhørhed, når det gælder meldinger fra de store globale finansvirksomheder. Deres rolle i finanskrisen, deres mangel på erkendelse af medansvar, og deres generelle ligegyldighed overfor samfundet har sat sine spor.

Men ikke desto mindre, så vækker det opsigt, når Goldman Sachs bruger ordene ”vinderøkonomi” og ”robusthed” om Danmark.

Det har ellers mest været ord og overskrifter som recession, lavvækst, løntørke, taberbørn i Pisa-undersøgelser og 10 års smalhals i det offentlige, der har været taget i brug, når eksperterne har beskrevet dansk økonomi. Men nu er vi ifølge Goldman Sachs pludselig blevet til vindere og vi har sågar styrkepositioner at bygge videre på.

Det kommer som en overraskelse og lyder næsten ufatteligt, når vi fra politisk hold gang på gang har fået tegnet billedet af Danmarks som et håndværkertilbud, der ved at falde fra hinanden og en økonomi, der er på vej ud over kanten.

Men den nye opgørelse fra Goldman Sachs bakker op om undersøgelsen ”Doing Business” fra Verdensbanken, hvor Danmark opnåede en førsteplads blandt de europæiske lande, bl.a. fordi det er nemt at opstarte nye virksomheder. Men hov, let at starte ny virksomhed i Danmark? Hvis man skulle tro Liberal Alliance (Disclaimer: hvilket man helst bør undgå), så skulle det jo nærmest være umuligt at starte og tjene penge på private virksomheder i Danmark.

Men en endnu vigtigere pointe i forbindelse med de nye konklusioner fra Goldman Sachs – der særligt peger på Danmarks position indenfor innovation, offentlige myndigheder, infrastruktur og ressourcer – er faktisk den simple opdagelse, at vi netop har styrkepositioner i lille Dannevang. Der er faktisk noget, som vi er gode til. Og bedre til end andre. Med andre ord behøver vi ikke at stirre blindt på Tysklands workingpoor-lønniveau eller svenskernes marginalt lavere selskabsskabt for at skabe vækst. Vi kan selv og vi kunne måske endda vælge en anden vej?

Det lyder næsten helt kættersk. Men ikke desto mindre, så sagde den danske cheføkonomen fra den svenske bank SEB Enskilda i forbindelse med rapporten følgende: "Vi har selv en del af skylden for, at dansk økonomi ikke kører så godt lige nu, fordi vi ikke er klar over, hvor stærk vores position i virkeligheden er. Det har ført til, at vi har ført en forkert politik, der har destrueret væksten i efterspørgslen,"

Et vigtigt svar er derfor at genopdage vores styrker og opdyrke disse fremover. Vi skal bygge op og bygge videre frem for at rive ned baseret på tvivlsomme teorier og våde ideologiske drømme. En sådan strategi ville betyde stærkere samarbejde mellem det offentlige og private, større offentlige investeringer i det, der ruster os til fremtiden, og fælles front for det fleksible, men trygge arbejdsmarked, der er den danske model.