Økonomisk patriotisme

Stolthed står for fald. Det er dukkede nakker og nedslåede blikke, som præger dansk politik i disse år.

Og selv samme billede vil kaste grå skygger over de slidsomme arbejdere, gode socialdemokrater og alle andre, der i dag mødes til Arbejdernes Internationale Kampdag.

Vi bliver stopfordret med forfaldshistorier om dovne arbejdsløse og økonomiske dystopier om nødvendighedens logik. Fordums storhed og stolthed er afløst af politisk tristesse, ideologisk afmagt og gennemgribende modløshed.

Men det er netop ud af denne politiske aske, at vi skal skabe nye alliancer og udvikle en ny økonomisk filosofi, som transcenderer modløsheden, finansministeriets overmagt og markedsgørelsens tvingende nødvendighed. En ny økonomisk patriotisme.

Den økonomiske patriotisme handler om ikke at overlade danskernes fremtid til multinationale selskaber, en løssluppen globalisering og markedets utømmelige lyksaligheder. Vi lever uomtvisteligt i en global verden, som ikke kan eller skal ignoreres. Men det betyder ikke, at alt skal accepteres. Alt er ikke lige godt. Og alle løsninger er ikke givet på forhånd.

Et uventet bidrag til en sådan tænkning kom fra de Konservatives tidligere partiformand, Per Stig Møller, som ramte den konservative tone helt rent, da han for nylig udtalte:

”Jeg er meget imod disse meget dynamiske erhvervsfolk, som - når de har tjent tilstrækkeligt meget, eller hvis de har været så heldige at få en jackpot - flytter til udlandet for at slippe for dansk skat. Det, synes jeg ikke, er anstændigt. For de har fået det hele gratis. Børnehave, foreningsliv, skolegang og universitetsstudie.”

Vi har netop meget at være stolte af og meget at værne om. Det bekræfter vores nuværende position som verdens mest fleksible arbejdsmarked, stort set ikkeeksisterende budgetunderskud, overskud på betalingsbalancen og lavere gæld end de lande, vi normalt sammenligner os med.

Samtidig skal vi slå ned på skatteundragere, der snylter på fællesskabet; gule fagforeninger, der ikke tager ansvar for kollektive overenskomster; sodavandskrigere, der påstår at lavere afgifter er vejen til højere vækst; topdirektører, som høster lønstigninger, mens de ansattes løn presses i bund; en finansiel sektor, der gambler med almindelige opsparinger; regnedrenge, der kontrollerer vores liv, og alle andre, som fører en økonomisk politik, der vil få Danmark til ligne noget ganske andet, end det vi kender i dag.

1. maj er en oplagt anledning til at afvise forfalds myterne og fastholde et stolt fokus på vores succeser, som repræsenter en sti mod fremtiden, der skal flytte Danmark ud af den nuværende mistillidscyklus, som holder vores økonomi nede.