Danmarks pagt med djævelen?

Vi har brug for at lære af vores erfaringer og vores historie. Derfor kan det også være svært at forstå, at Danmark har solgt ud af vores fælles undergrund til den amerikanske finansgigant Goldman Sachs, som var en af de helt store syndere under den globale finanskrise.

Det skaber associationer til den tyske folkefortælling om Faust -den lærde og ærgerrige mand, som indgår en pagt med djævelen, der går under navnet Mephisto. Faust sælger sin sjæl til djævelen, som til gengæld giver Faust adgang til sort magi, som han bruger til at tryllebinde sin elskede.

Myten om Faust findes i mange afskygninger hos forfattere, filmfolk og komponister. Fælles for de fleste udlægninger er dog, at Faust ender sit liv i pinsel og jammer. Hans lykke bliver kort og hans smerte stor.

Og selvom det nok ikke vil være retvisende at påstå, at vores finansminister udgør en ny Faust - særligt ikke når processen startede under VKO-regeringen - eller at Goldman Sachs skulle være vor tids Mephisto, så bør historien om Faust give anledning til besindelse i sagen om DONG.

Den danske stat har indgået en ambitiøs aftale med Goldman Sachs for at få en tiltrængt kapitalindsprøjtning i selskabet. Altså en kortsigtet ambition, der ligesom for Faust kan få langsigtede konsekvenser.

Den konkrete kontrakt, som ifølge eksperter er intet mindre end forrygende for banken, betyder, at Goldman Sachs reelt ikke kan tabe penge. Hvis den planlagte børsnotering ikke realiseres, har man sikret sig, at staten -ifølge aftalen -er forpligtet til enten at købe aktierne tilbage til en »fair markedsværdi« eller ved en »kombineret købesum«, hvis de nye investorer skulle vælge at trække sig ud. Og Goldman Sachs bestemmer selv løsningen.

Hvis værdien af DONG således skulle falde til for eksempel 35 mia. kr. i 2018, hvor en børsnotering senest skal finde sted - et fald der svarer til de 22 pct., man solgte fra - så skal staten lægge 11 mia. kr. på bordet up-front. Svarende til det samme som man solgte aktierne for, men vel at mærke efter at selskabet i et sådant scenario vil have tabt en fjerdeldel af sin markedsværdi.

Det kan således vise sig at blive en djævelsk dyr affære for den danske stat. Spørgsmålet er, om de kortsigtede gevinster ikke vil blive spist op på lidt længere sigt, når den danske stat kommer til at stå alene med regningen.

I 2009 måtte staten tilbagekøbe aktier i Post Danmark fra den britiske kapitalfond CVC til mere end fire gange så meget, som man i første omgang havde solgt dem for. Årsagen var en tilbagekøbsklausul i kontrakten, der ikke blev taget alvorligt, men som viste sig at have langsigtede konsekvenser.

Lad os derfor håbe, at politikerne har lært af deres fejl, så vi ikke senere må se i øjnene, at der også var en Faust indblandet i salget af DONG.

Læs indlægget på Berlingske her

Forfatter: Jens Jonatan Steen.