Nulvækst slår økonomien i bakgear

Danmark har allerede haft dårlige erfaringer med nulvækst i det offentlige.

Højrefløjen er gået i selvsving over spekulationer om, at nulvækst i det offentlige kan finansiere lavere selskabsskat og fjernelse af topskatten samtidig med at det fremtryller nye job i den private sektor.

For partier som Venstre, Konservative og Liberal Alliance, der alle har en hed ideologisk drøm om en mindre offentlig sektor, er nulvækst det nye super-koncept.

En trylleformular, som, ifølge fortalerne, både vil mindske det offentliges størrelse i forhold til det private og styrke økonomien.

Men Danmark har allerede gjort sig sine erfaringer med nulvækst. Og de var ikke pæne.

Da VK-regeringens såkaldte 'genopretningspakke' blev gennemført i 2011 blev de offentlige udgifter reduceret en smule. De økonomiske konsekvenser var, at luften blev taget ud af det opsving, der så småt var begyndt at tage form året før.

I 2010 var dansk økonomi vokset med 1,4 procent. Men i 2012 var vi tilbage i recession, og økonomien skrumpede med 0,4 procent.

Sammenhængen mellem væksten i det offentlige og væksten i økonomien som helhed er tydelig, når man ser på hvordan det er gået Danmark og vores naboer under krisen.

Siden 2007 har Danmark nemlig strammet livremmen om den offentlige sektor væsentligt mere ind end vores nabolande. Sverige, Norge og Tyskland har haft en offentlig vækst på henholdsvis 7,7, 12,4 og 10 procent, mens den i Danmark kun har været på 2,2 procent.

I samme periode har alle tre nabolande oplevet positiv vækst i økonomien på mellem 2,1 og 3,3 procent. I Danmark er økonomien omvendt fortsat 5 procent mindre i dag end den var i 2007. Vi er altså blevet fattigere, mens de er blevet rigere.

Mange andre lande i resten af Europa har også oplevet, at finanspolitisk konsolidering - typisk via en reducering af de offentlige udgifter - er en vækstdræber, når det gennemføres i krisetid.

Nedskæringskursen, der har været den foretrukne medicin overfor gældskrisen, har ofte taget livet af patienten snarere end bragt denne tilbage i fin form.

Som konsekvens har ikke bare arbejdsløsheden fortsat med at stige, statsgælden er også fortsat med at vokse, ikke mindst som del af den samlede økonomi (som er det, man måler og bekymrer sig om).

Den internationale valutafond, IMF, har derfor også indenfor de seneste par år revurderet effekten af finanspolitisk konsolidering i krisetider og advaret mod for hurtig opstramning.

Selv præsident Obama har i flere omgang sagt til sine europæiske kolleger, at de med fordel kunne udskyde spareplaner og nedskæringer til økonomien var kommet helt ud af krisen.

I Danmark har effekten af nulvækst i det offentlige, som nævnt, været til at tage at føle på. Prisen for VK-regeringens 'genopretning' var stagnerende indenlandsk efterspørgsel og at krisen blev trukket i langdrag.

Det er stadig billedet i dag, hvor efterspørgslen herhjemme fortsat ligger væsentligt under niveauet fra før krisen, mens eksporten er stigende og for længst har passeret niveauet fra før krisen.

Nulvækst i det offentlige er således ikke den trylleformular, som højrefløjen forsøger at bilde os ind, at det er. Det vil derimod højst sandsynligt fastholde dansk økonomi i en nedadgående spiral, som forhindrer opsvinget i for alvor at bide sig fast.

Nulvækst er således ikke så uskyldigt som det lyder. Det vil ikke kun have konsekvenser for velfærden, som der vil være færre penge til, men også for økonomien og beskæftigelsen.

Den cocktail skal man være meget statsforskrækket og velfærdsfjendsk for at se det attraktive i.

Se indlægget på Politiken her