DONG: Kampen slutter – men slaget fortsætter!

‘It aint over till the fat lady sings’, sådan lyder et kendt amerikansk motto og sådan er det også for DONG, selvom alverdens kommentatorer, overformynderiske embedsmænd og politiske analytikere der har haft travlt med at fælde deres enslydende dom. En domfældelse, der meget vel kan vise at have fungeret, som decideret selvbekræftende…

Problemet for både kommentatorer og embedsapparat er imidlertid, at indgåelse af den endelige aftale kræver demokratisk opbakning fra Folketingets Finansudvalg i eftermiddag. Der har altså været nogen, som på et tidspunkt i processen, har været letsindige eller sågar demokratiske at indskrive at aftalen skal godkendes i Folketinget. Som Finansministeriet også kort præcist skriver på deres hjemme, så er den nært forestående aftale netop ‘betinget’ - hvilket Goldman Sachs i øvrigt har været indforstået med hele vejen igennem - af den demokratiske tilslutning:

“Aftalernes endelige gennemførsel er i forhold til den danske stat betinget af Finansudvalget godkendelse samt de relevante konkurrencemyndigheders godkendelse”.

Salget er DONG er derfor ikke TINA-spørgsmål (There Is No Alternative), men et demokratisk og politisk spørgsmål, som burde have givet anledning til en langt dybere og grundigere politisk/ideologisk debat!

Hastværk er lastværk
Det gode og suverænt store spørgsmål er imidlertid, hvorfor vi fra dansk side har haft så forbavsende travlt med at få lukket denne aftale med netop Goldman Sachs? Hvorfor dette mærkelige hastværk? Hvorfor har det været så vigtigt for Finansministeren og hans ministerium at få aftalen i hus her-og-nu? Hvis vi skal finde svaret i det nuværende hast for at få gennemtrumfet aftalen, så kan vi tage udgangspunkt i det vi ved:

1) Tilbuddet fra Goldman Sachs har en løbetid på endnu et halvt år,

2) der har været mere end 100 investorer sig parat til at se nærmere på Dong, mens 30 selskaber var med i opløbsfasen

3) Goldman Sachs selskabskonstruktionen vil betyde at millioner føres i skattely via Luxembourg Cayman Islands og Delaware,

4) Goldman Sachs er bank med kontroversiel og udskældt forretningsmodel

5) endelig så får DONG i aftale nogle uhørte særrettigheder.

Og hvis ovenstående ikke skulle være tilstrækkelige argumenter for at genoverveje sagen og udskyde den endelige beslutning, så kunne man begynde at kigge på de økonomiske aspekter i aftalen mellem DONG og Goldman Sachs, som nedenstående.

Et dårligt regnestykke for den danske stat
Aftalen ser ud til at være uhørt fordelagtig for Goldman Sachs, hvilket Cevea også netop har bekræftet med nye beregninger. Statens salg af DONG til Goldman Sachs vil indirekte staten koste 6,86 mia. kr., hvis DONG børsnoteres med 50 procent værdistigning. Kun hvis DONGs værdi falder med 57 procent eller mere, tjener staten på salget.

Hvis Goldman Sachs kan øge DONGs markedsværdi ved at være investor, skal de øge markedsværdien med 31 % eller 14 mia. kr., for at staten tjener omkostninger og kurstab ind. Der er grund til at tro, at DONG er solgt billigere end den reelle markedsværdi, idet kursen er lav både i forhold til DONGs udbyttepolitik og egenkapital. Med andre ord, så vil Goldman Sach opnå stor andel i potentielle gevinster, men meget lav af andel potentielle tab.

Derfor bliver spørgsmålet om hvorfor DONG aftalen partout skal gennemtvinges netop nu - kun endnu mere aktuelt, sagligt og demokratisk vigtigt? Der synes at være langt flere argumenter for at få udskyde end at gennemføre en aftale nu. Og svarene på vigtigheden fremstår just soleklar?? Finansministeriet har rodet rundt i en række forskellige forklaringsmodeller, som bl.a. har gået på nogle uspecificerede EU-krav, på at rating-bureauer kræver det, på et akut behov for kapitalindsprøjtning og frem for alt på at udråbe Goldman Sachs som ‘det bedste tilbud’ (som til forveksling lyder som et Thatcher’sk ‘there-is-no-alternative’ argument).Markedet vs. demokrati?

Men hvis man prøver at se bort fra de mange søforklaringer og kaster et realistisk blik på de bagvedliggende årsager, så handler det nærmere om at Finansministeriet fra day-one havde besluttet sig for at en stor global spiller som Goldman Sachs ville være ‘de eneste rigtige’ til at føre en kommende børsnotering igennem. Og samtidig så ville de stærke mænd i Finansministeriet ikke risikere at tabe ansigt og anseelse, som kunne være en konsekvens ved en udskydelse af salget.

Miseren om DONG-salget har været endnu eksempel på den stigende konflikt mellem marked og demokrati. Markedsargumenterne sejrede over Finansministeriet, de langsigtede danske interesser og forhindrede en reel offentlig diskussion om prioriteringen af vores danske infrastruktur. Vi endte på venstrefløjen med en diskussion, dels knækkede SF og dels viste at der ikke var tro et muligt alternativ.

Vi har brug for at styrke den demokratiske diskussion og den demokratiske indflydelse, så vi ikke blive ved med at ende ud i nye situationer, hvor beslutningerne er truffet på forhånd og hvor magten er overladt til markedet alene. Den kommende tid må derfor byde på en langsigtet diskussion af både ejerskab og forvaltning af vores fælles værdier, samt finansiering af fælles investeringer over de næste 50 år.

Skal vi fortsætte blindt ud af den nuværende vej, hvor vi alene sætte vores lid til de globale finansmarkeder og deres jagt på kortsigtet profit eller kan vi styrke alternativerne, hvor fællesskabet og de langsigtede interesse bliver sat i centrum. Spørgsmålet er DONG er rendyrket politisk og kampen for langsigtede interesse er langt fra slut endnu… ‘It aint over till the fat lady sings’…

Læs indlægget på JP her

Forfatter: Jens Jonatan Steen.