Sælg ikke Dong til skattesnydere

Om mindre end 48 timer kan en del af Dong definitivt være på vej på amerikanske investeringshænder.

Når først Folketingets finansudvalg har godkendt handlen med Goldman Sachs, er det nemlig slut med den politiske og demokratiske indflydelse på den.

Men det er værd at trække vejret endnu en gang, udskyde afgørelsen og i ro og mag vurdere, om alternativerne til Goldman Sachs er gode nok. Det fortjener Dong, dansk energiforsyning, den grønne omstilling og den danske befolkning.

For aftalen med Goldman Sachs er nemlig umiddelbart både unødvendigt dyr og fuld af risici. Alternativerne – i form af en investering fra staten selv eller andre private investorer, eksempelvis danske pensionskasser – kan både være bedre for Danmarks økonomi og strategiske interesser samt for Dong’s medarbejdere og øvrige interessenter.

Det er altid en politisk beslutning, hvem der skal eje dansk infrastruktur. Derfor er det helt legitimt at vælge, at der er visse folk og virksomheder, man ikke ønsker at have som ejere.

Nøjagtig som vi gør, når vi stiller krav til virksomheder, der løser opgaver for det offentlige.

Som det er blevet udfoldet i flere omgange den seneste uge, er der meget, der tyder på, at Dong’s salgsværdi er undervurderet, og at staten kan ende med at betale en høj pris for den risikodeling, som Goldman Sachs tager.

Salgsprisen først: Dong’s markedsværdi opgøres ved handlen til 31,5 mia. kr. Efter handlen, hvor den nye kapital er blevet tilført, vil værdien være 45,1 mia. kr. Men Dong’s bogførte egenkapital er allerede på 52 mia. kr.

Derudover tyder de planlagte udbyttebetalinger på, at Dong er mere værd. Ved den aftalte handelspris vil selskabets udbetale udbytter svarende til 7,5 pct. pr. aktie.

Til sammenligning er det i Danmark kun TDC, der udbetaler udbytte den i størrelsesorden, mens eksempelvis selskaber som Mærsk, Lundbeck og Novo Nordisk udbetaler udbytte på 2-3 pct. pr. aktie.

Selv hvis salgsværdien af Dong var det dobbelte, ville den direkte udbytteprocent således være ganske pæn.

Dernæst risikodelingen: Goldman Sachs tager reelt kun en risiko for 40 pct. af sin investering, svarende til 3,2 mia. kr.

Til gengæld tager den sig godt betalt for den risiko, i form af løbende udbytter (for hele investeringen) og en række særrettigheder.

Derudover får den fuld del i opturen, hvis det går godt for Dong. De seneste par dage har flere økonomer værdiansat prisen for denne risikodeling til mellem 1,74 og 2,5 mia. kr.

Aftalen med Goldman Sachs ser altså mindre og mindre fordelagtig ud.

Læg dertil risikoen for skattesnyd, risikoen for at Goldman presser Dong’s energipolitiske prioriteter til at se helt anderledes ud, end de gør i dag eller risikoen for at investeringsbanken vil indføre amerikanske medarbejderforhold i selskabet - så ser det virkelig skidt ud.

Men Dong er jo presset på pengepungen, kan vi forstå. Man har brug for ny kapital. Og man har brug for den nu, siger både Finansministeriet og Dong selv.

Er det så ikke uansvarligt at udskyde beslutningen og tage en tænkepause?

Nej. For selvom Dong er presset, er situationen ikke som hvis Dong var en familie, der risikerede at gå fra hus og hjem.

Kassekreditten udløber ikke ved udgangen af måneden. Og milliarderne fra Wall Street bliver i øvrigt heller ikke udbetalt lige med det samme.

Der er derfor tid til at overveje, om staten selv skal skyde nye penge i Dong, eller om man skal satse på en anden privat investor, eksempelvis en gruppe af danske pensionskasser.

For et par dage siden kom der et bud fra fire danske pensionskasser.

Selvom det var i 11. time, og selvom buddet langt fra er helt på plads (hvilket det teknisk set i øvrigt ikke kan være, før pensionskasserne har kunnet forhandle med Finansministeriet), er det værd at overveje. For danske pensionspenge i Dong er så langt at foretrække frem for amerikanske spekulationsdollars.

Pensionskasserne er langsigtede investorer, og hvis investeringen kommer fra dem, vil det betyde, at det reelt set stadig er det danske fællesskab, der ejer hele Dong.

Pensionskasserne ATP og PFA er i forvejen en del af kapitaludvidelsen af Dong. Det vil kun være naturligt, at udbygge deres investering med penge fra andre pensionskasser.

Dong fortjener en investor, som tænker længere end den næste bonusordning, som ikke spekulerer i skattesnyd, og som kan sikre Dong’s position som et af verdens førende selskaber inden for grøn omstilling.

Det er værd at give alternativerne til Goldman Sachs en chance. Både statens eget alternativ og de villige pensionskasser.

Goldman Sachs har accepteret, at aftalen kræver politisk godkendelse. Derfor må de også have respekt for, at salget af noget så vigtigt som et lands infrastruktur er en beslutning, der kræver en dybdegående diskussion.

Det bør de i hvert fald have. Og det vil andre private investorer også have.

Danmark er ikke en utroværdig forhandlingspartner, fordi vi tænker os om en ekstra gang. Vi vil derimod være et land, der opfører sig ansvarligt overfor sin befolkning.

Læs indlægget på Berlingske her