Er fattigdom nødvendigt for at skabe rigdom?

”Private produktionsjob kommer kun tilbage, hvis det er rentabelt at producere i Danmark i forhold til udlandet. Det kræver et løbende og vedvarende fokus på at forbedre Danmarks konkurrenceevne.” Ole Sohn, 6. februar 2014

Vi sidder bogstaveligt talt fast i en trættende og gammel rille. Og netop Ole Sohn er med sine seneste ’friske udmelding’ tilbage i den rendyrkede planøkonomiske, hvor man antager, at det er muligt at fastsætte lønniveau, skatteniveau og samlede omkostninger for det private erhvervsliv de næste 10 år. En planøkonom slutter sin cirkel.

Men diskussionen omkring det danske arbejdsmarked og hvorledes vi herhjemme bør tage ved lære af den dramatiske udvikling Tyskland er ingenlunde nogen innovativ raket-videnskabelig-tænkning. Her har Venstre, ført an af Claus Hjort Frederiksen og Lars Løkke krævet, at mange af Danmarks fremtidige udfordringer, særligt på arbejdsmarkedet, kan løses med et snuptag: vi skal have styr på lønningerne, og vi skal have fremmet eksporten - og gerne have flere i arbejde. Det kor har den nyslåede Socialdemokrat Ole Sohn nu meldt sig ind i.

Men er time-out i lønudviklingen nu også den rette medicin til bedre konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse i Danmark? Og er Tyskland egentlig et forbillede? Er øget ulighed eller direkte fattigdom vejen til vækst?

Selvom det tyske arbejdsmarked ofte udråbes til et drømmescenarie fordi arbejdsløsheden er lav sammenlignet med Danmark og andre europæiske lande, er den tyske model i høj grad også et skræmmebillede med store sociale problemer for tyske arbejdstagere.

En kommende Cevea rapport afslører, at mange af disse glansbilleder om det tyske arbejdsmarked i praksis ikke holder: Tyskerne har ganske vist en høj eksport, men samtidigt er ¾ af alle eksportlønninger på niveau eller højere end de danske eksportbranchers lønninger.

Erfaringen fra Tyskland: Lavere arbejdsløshed, større ulighed
Forkærligheden for ’det falsk tyske mirakel’ er oplagt og nærliggende, hvis man ikke går ned i tallene og bag om den påståede succes. Det er nemlig den skinbarlige virkelighed, at Tyskland siden 2005 faktisk har reduceret antallet af arbejdsløse med seks procentpoint, og er i dag nede på 5,4 pct.. Umiddelbart kan man sige at det er tal, der kan få enhver politiker til at savle. Og tal der vidner om et arbejdsmarked, der nærmest florerer, selv i disse kolde vintermåneder. Men det er langt fra sandheden.

Under overfladen ulmer der en vis uro. For det tyske arbejdsmarked og dettes arbejdstal skal ikke ses blot på overfladen, men snarere også i hvad der ligger bag. Selvom den tyske arbejdsløshed ligger på ‘blot’ på 5,4%, er billedet ikke så rosenrødt, som man skulle tro. Det tyske arbejdsmarked har en voksende mængde af såkaldt fattige arbejdere; altså folk som er i beskæftigelse, oftest på deltid eller i “midi” og “mini” stillinger med endnu færre timer, men som på denne måde, maskerer for det kæmpe ulighedsproblem, som det tyske samfund står overfor. Siden 1983 er antallet af tyskere på deltid steget fra 12 pct. til 25 pct. Og godt og vel 25 pct. af tyskerne tjener i under 75 kr. i timen.

Så er vores mål, at vi for enhver pris skal tilstræbe os et lavere arbejdsløshedsniveau, hvis prisen for dette er, at ofre de principper og værdier, som gør det danske arbejdsmarkedet attraktivt? Det tyske arbejdsmarkeds er altså et fælt ansigt, tildækket af en flot maske, der gemmer sig bag en stor ulighed, og som i sidste ende kan få voldsomme konsekvenser for vækst og social stabilitet.

Fra gråt til sort: udsigterne for den arbejdsløse falmer under den tyske model
Derfor stiller det spørgsmålet om, hvad det er vi vil med vores arbejdsmarked? Vil vi som i Tyskland nedlægge fuldtidsstillinger, for at i stedet få et fleksibelt arbejdsmarked? Det tilgodeser ganske vist de enkelte arbejdsgivere, men sænker på samme tid den opfattede arbejdsløshed i samfundet markant. Arbejdsløsheden i samfundet på papiret bliver højere, men har på samme tid den effekt, at den effektive arbejdstid i samfundet bliver lavere. Vores analyse viser, at de tyske arbejdsløshedstal ikke er helt så prisværdige, som de ser ud ved første øjekast. Når vi korrigerer for tallene for deltidsjob, ser arbejdsløshedstallene langt værre ud - 17,1 pct. af tyskerne vil stå uden for arbejde.

På det danske arbejdsmarked kunne effekten være, som erfaret fra Tyskland, at arbejdsløshed som tilstand ændres. Det at være arbejdsløs er ikke længere at stå uden et job, men dog trods alt med en udsigt om, at der er et arbejde med en fair løn, ordentlige ansættelsesforhold og vished om, at ens ansættelse ikke kun er på kort varsel. Sådan er det nemlig at være arbejdsløs i Tyskland, hvor udsigten snarere er at blive en af de arbejdende fattige, der lever med arbejdsvilkår, som hverken kan garantere penge at leve for, vished om ansættelse eller ens egne fremtidsmuligheder. Så kan det altså godt være, at der er kortsigtede jobs og muligheder for hurtige og fleksible ansættelser, men det er ikke forhold som på nogen måde må anses som værende ønskværdige, eller som vi bør tilstræbe at tilpasse os under på det danske arbejdsmarked.

Flere analyser, bl.a. IMF-chef Christine Lagarde, USA’s præsident Obama, World Economic Forum og en artikel her fra Jyllands-Posten, peger netop på, at det er ved at dele samfundets goder blandt den brede befolkning og dermed skabe øget lighed, at man på samme tid får de største økonomiske gevinster.

Så vi skal vælge denne vej for det danske arbejdsmarked, og fortsat vægte den danske models helt unikke tradition for social sikkerhed, fair lønninger og stærke overenskomster, frem for den tyske version med både økonomiske og sociale skeletter i skabet, hvor fokus særligt er på midlet frem for målet, nemlig at mindske uligheden i vores samfund.

Læs indlægget på JP her.

Forfatter: Jens Jonatan Steen.