Stærk vækst i Europa

I morgen går Danmark til valg om sammensætningen af Europa-Parlamentet. Valget er en god anledning til at genoverveje, hvad der skal kendetegne EU-samarbejdet og dets økonomiske kurs fremover.

 Det er højrelevant i en tid, hvor Europa på sjette år står i den største økonomiske krise i hele EUs levetid. Over 25 millioner europæere­, svarende til mere end hver tiende i den arbejdsdygtige alder, er i dag arbejdsløse. Velstanden er faldet, og Europas borgere har mødt den ene nedskæringspakke efter den anden.

Gældskrisen var – heldigvis – kun midlertidig­. Det er den manglende økonomiske vækst og fortsat høje arbejdsløshed, som trykker.

Det vurderes, at mere end 500.000 danske job er direkte eller indirekte afhængige af udviklingen i økonomien i EU. Det skyldes primært, at knap 2/3 af al dansk eksport – svarende til mere end 600 milliarder kroner – går til lande inden for EUs indre marked. Sikringen af vækst i Europa er derfor helt afgørende for øget beskæftigelse i Danmark.

Men krisen viste, at der ofte blev ført den forkerte politik på europæisk plan, og at EU ikke har de rigtige redskaber til at sikre vækst og beskæftigelse.

Kriseløsningsstrategien var ganske enkelt ikke effektiv. Sparepolitikken, der er blevet ført i det meste af Europa som følge af EUs finanspolitiske reglers fokus på budgetovervågning, slog fejl. Snarere end at løse den økonomiske krise, som EU fortsat er fanget i, har forlænget og forværret den.

Skal EU udgøre et stærkt økonomisk samarbejde i fremtiden, kræver det helt andre redskaber og et andet fokus. EU skal ikke alene kunne stramme op i fællesskab, men også sikre, at medlemslandene investerer sig ud af kriser samt udvikler nye industrier og erhverv.

En europæisk investeringsplan

Europa er grundlæggende ramt af både en kort- og langsigtet vækstudfordring. Den kortsigtede er en konjunkturkrise, som skyldes manglende efterspørgsel. Den mere langsigtede omhandler EU-landenes konkurrenceevne­ og strukturelle forhold såsom demografiske ændringer.

Et middel som både kan genoprette efterspørgslen i Europa og samtidig have en positiv effekt på konkurrenceevnen er en europæisk investeringsplan. Altså en ny europæisk version af Marshall-planen efter Anden Verdenskrig eller en New Deal særligt rettet mod de værst ramte kriselande. En sådan plan kunne bestå af en kombination af fælles tiltag på EU-plan og nationale tiltag i de EU-lande, der har de største økonomiske og finanspolitiske råderum (dvs. Tyskland, Holland, Danmark, Sverige, Finland og Østrig).

På EU-plan skulle investeringsplanen bestå af ubrugte midler i EU-budgettet, og ved at Den Europæiske Investeringsbank, EIB, aktiveres yderligere. På sigt vil såkaldte projektobligationer også kunne indgå i planen­, som skal finansieres af lån og nye indtægter, eksempelvis fra en finansiel transaktionsskat.

I forlængelse heraf kan lande med et vist finanspolitisk råderum understøtte den europæiske økonomi ved at føre en mere ekspansiv finanspolitik. Investeringer i offentlig infrastruktur samt øgede udgifter til uddannelse, forskning m.m. kan både påvirke de aktuelle konjunkturer og øge vækstpotentialet på længere sigt i form af forbedringer af konkurrenceevne og produktivitet.

Beregninger viser, at en investeringsplan, der øger de offentlige investeringer med én pct. af BNP, ville kunne øge væksten i EU med to pct. over de næste par år og skabe fire millioner nye job.

Offentlig velfærd som vækstdriver

En europæisk investeringsplan vil have større effekt, hvis den suppleres med øget offentligt forbrug, som i konjunkturkriser er det mest effektive middel til på kort sigt at øge den økonomiske aktivitet og beskæftigelsen. Én mia. euro brugt på offentligt forbrug vil typisk give en dobbelt så stor job­effekt som én mia. euro brugt på offentlige investeringer.

For det kortsigtede vækstperspektiv vil det derfor være hensigtsmæssigt, hvis en europæisk investeringsplan suppleres med øget offentligt forbrug i form af styrket kerne­velfærd og flere ansættelser i den offentlige sektor.

Reglerne for euroen og de ikke-eurolande, der er med i valutasamarbejdet som f.eks. Danmark, er stadfæstet i Europluspagten, Finanspagten og Stabilitets- og Vækst­pagten. Disse regler fokuserer alene på budget­konsolidering, og på at landene ikke har for store underskud.

Afdæmpet konsolidering og ny Investeringspagt

Men det europæiske fokus på balance på de offentlige budgetter har taget overhånd. Tænketanke, forskningsinstitutter og selv den spareglade Internationale Valutafund, IMF, har lavet utallige rapporter, hvor de har vurderet, at sparepolitikken har hæmmet den økonomiske vækst og haft den betydning, at statsgælden målt som andel af BNP blev større (da BNP faldt), end hvis man havde ført en mindre restriktiv og mere ekspansiv finanspolitik.

Skiftet i krisepolitikken bør baseres på, at der gives mere tid til at de kriseramte lande foretager deres finanspolitiske konsolidering. Førsteprioriteten må nemlig være at genskabe væksten frem for fokus på at reducere underskuddet på de offentlige finanser.

Derudover kan der med fordel foretages en ændring af de eksisterende pagter eller laves en ny Investeringspagt.

Det ville sikre, at den økonomiske regeringsførelse og koordination i Europa ikke kun handler om at overvåge de enkelte landes offentlige finanser, men også om at agere i fællesskab og styre de europæiske økonomier trygt gennem høj- og lavkonjunkturer samt kriser.

Læs indlægget på Politiko her

Forfattere: Jens Jonatan Steen og Kristian Weise.