Når den offentlige debat herhjemme kaster sig over lønudviklingen, handler det typisk om løn som et problem, »en samfundsøkonomisk udfordring«, »en byrde på det danske samfund« og frem for alt som »en hindring for dansk konkurrenceevne«.

 Vi bliver med andre ord fortalt en historie om løn som noget skadeligt og ødelæggende. Og selvom det sikkert kan fremstilles som både kættersk, tonedøvt og politisk upopulært at udfordre denne mærkværdige myte, så er der alligevel behov for at gøre det.

Den aktuelle inspiration til at udfordre den ortodokse økonomiske tænkning kommer fra den amerikanske topøkonom James K. Galbraith, der i sidste måned talte ved et seminar, som Cevea og 3F havde arrangeret i fællesskab. Professoren forklarede blandt andet: »A system that produces extraordinarily rich people is a very unstable economic driver«. Han gik efter de indbyggede fejl i vores økonomiske system og forklarede samtidig, hvordan et stigende lønniveau kan have en positiv samfundsøkonomisk effekt.

Grundlæggede spiller løn en dobbeltrolle, dels som omkostning for virksomhederne og dels som motor for efterspørgslen: Hvis der ikke er nogen, som får løn, har virksomhederne heller ingen kunder. Pointen er, at uden efterspørgsel har virksomhederne ikke mulighed for at afsætte deres varer på et hjemmemarked og deres investeringslyst vil dermed blive holdt nede.

I bogen ’Wage-Led Growth’ fra december 2013 går økonomerne Engelbert Stockhammer og Marc Lavoie i dybden med lønnens betydning for vækst. Med afsæt i England, beskriver de bl.a. problemerne med at have en vækst, der for 88 procents vedkommende er skabt af et gældsfinansieret forbrug. Det skaber en vækst, som er netop gælds- og ikke-finansieret, hvilket i det længere løb skaber ikke-bæredygtig økonomisk udvikling. For Danmark lå virksomhedernes salg på hjemmemarkedet i marts i år stadig seks procent under niveauet før krisen (eksklusiv prisstigninger). Mens eksporten, derimod, ligger 30 procent over. De danske forbrugere holder igen, både fordi flere er blevet arbejdsløse eller er bange for at blive det, og fordi mange betaler af på boliggæld.

ISOLERET SET VIL højere lønninger kunne hjælpe efterspørgslen: På kort sigt vil vi få flere penge at forbruge af, og det vil gøre afbetaling på gæld nemmere, hvilket også vil øge forbruget på længere sigt. Men samtidig vil det naturligvis udgøre en udfordring for virksomhederne, som skal betale mere i løn. Her peger Lavoie og Stockhammer på muligheden for en tværnational koordination af lønstigninger. En procent højere lønninger i et land fører til 0,14 procent højere efterspørgsel, men hvis flere lande øger lønningerne samtidig, vil BNP stige med 0,36 procent i hvert land. Forskellen skyldes, at ved at koordinere lønudviklingen, stjæler landene ikke arbejdspladser fra hinanden.

Den økonomiske pointe er således, at lønnedgang kan gøre ondt værre for en økonomi i vanskeligheder, og at en positiv lønudvikling ikke i sig selv vil være en byrde for en samfundsøkonomi. Løn-drevet vækst kan med moderate lønstigninger have en positiv effekt på efterspørgslen og skabe en mere bæredygtig vækst.

Læs indlægget på Berlingske her.
 
Forfatter: Jens Jonatan Steen.