Konkurrencestaten er den forkerte løsning – på det forkerte problem

Der er ingen tvivl om at professor Ove Kaj Pedersen (OKP) tilhører den absolutte elite indenfor dansk samfundsvidenskab. OKP har udmærket sig ved sin forskning i småstaters vækstpotentialer, komparative velfærds analyse og institutionel analyse. Det har vi begge lært meget af at læse.

Det samme var tilfældet, da begrebet konkurrencestaten i 2011 skabte sine første overskrifter. Selvom forestillingen om at stater konkurrer indbyrdes går helt tilbage til Platons og Aristoteles og dermed udgør selve forudsætningen for overhovedet at forstå staternes eksistens, så giver konkurrencestaten et vigtigt analytisk greb til at forstå de udfordringer, som velfærdsstaterne står overfor i dag.

Men i den aktuelle debat om konkurrencestaten knækker filmen, fordi den deskriptive analyse bliver til normative idealer. Derfor nytter det ikke noget, at OKP optræder præcis lige så forblændet, som de konkurrencestatskritikere, som han beskylder for at være dumme (I har ikke forstået min bog) eller dovne (I har ikke læst den), som vi så det 18. august i Politiken.

Professoren træder ud af sin rolle som forsker, når han accepterer at konkurrencestaten går fra at være en analyse af verden som den er, til at blive et ideal for verden som den bør være. Det bliver med Finansministerens ord til en bedre udgave af velfærdsstaten. Der er tale om en helt klassisk forveksling af mål og middel, hvor konkurrencestaten pludselig bliver et selvstændigt mål.

Fremfor at skælde ud på alle, der lytter med og ønsker at bidrage til debatten, burde OKP tage et større ansvar for den virkningshistorie og betydning, som bogen har fået for den politiske virkelighed herhjemme.

Konkurrencestaten er i dag blevet til et decideret politisk projekt. Men hvad både Finansministeren og Professoren overser, er at konkurrencestaten samtidig har en stærk ideologisk kant. Når man sætter konkurrencen i centrum, så forvandles stater til moderne virksomheder, og de enkelte individer bliver små produktionsenheder. For at være med på den internationale bane bliver vi i denne optik nødt til at satse på lavere selskabsskat, lavere lønninger og NPM-styring i den offentlige sektor. Vi skal altså konkurrere på samme vilkår, som alle de andre; ’laveste fællesnævner’. Konkurrencestater giver ingen bud på, hvordan vi kan vinde over kineserne, genskabe de over 100.000 arbejdspladser vi har mistet under krisen eller genopbygge den tillid til staten, som mange danskere har tabt.

May-Britt Larsen, der er tillidsrepræsentant og vaskerimedarbejder udtrykte under en tale for et par år siden sin opfattelse af den virkelighed, som OKP beskriver: ”Ord som udbud, udlicitering, kontrolbud og konkurrenceudsættelse betyder for os: Uro – Kaos – Frygt.” For May-Britt og mange af os andre har konkurrencer altid tabere – og spillebanen er ofte meget ujævn.

Nogle har bedre chancer for at vinde end andre. Og derfor er vi mange, der naturligt kigger efter politikere og fællesskaber, der både kan dække vores ryg og sikre, at vi på den lange bane har en tryg fremtid. En styrke i velfærdsstaten var, som en anden forsker har formuleret det: ”Politics against markets”. Vi havde og har fortsat brug for et politisk forsvar mod den løsslupne kapitalisme – og ikke endnu et knæfald for markedet, som bliver resultatet af konkurrencestaten – også i OKPs udgave.

Derfor skyldes kritikken af konkurrencestaten at mange ikke deler OKP’s ideal om ’det opportunistiske menneske’, hvor vi alle er soldater i konkurrencestaten, ligesom det for mange heller ikke løser de konkrete problemer, som vi står overfor idag?