Konkurrencestatens fem benspænd

Vi lever midt i en konkurrencetid, og »slagnummeret konkurrencestaten« er blevet det dominerende tankesæt i Danmark anno 2014.

 Da jeg gik i skole foregik konkurrencen mest i frikvartererne, hvor den handlede om foldboldkampen, og hvem der skulle være henholdsvis første- og andenvælger. I dag dominerer konkurrence også inden for de almindelige klokketimer, den sætter dagsordenen for de ansatte i den offentlige sektor, og den udgør det altafgørende pejlemærke for vores økonomiske politik.

Vi lever midt i en konkurrencetid, og »slagnummeret konkurrencestaten« er blevet det dominerende tankesæt i Danmark anno 2014. Det fælles produkt fra politikeren Bjarne Corydon og akademikeren Ove Kaj Pedersen er på trods af hård modstand blevet det, der sætter kursen for fremtidens Danmark.

Men kort fortalt indeholder konkurrencestaten følgende fem politiske benspænd:

For det første er der intet nyt eller opsigtsvækkende ved, at stater konkurrerer med hinanden. Stater har konkurreret med hinanden lige siden Platon og Aristoteles, hvor man for alvor begyndte at beskæftige sig med politik. Konkurrence mellem stater har altid været en forudsætning for politik og er en forklaring på nationalstaternes opståen.

For det andet sammenblander begrebet »konkurrencestaten« en deskriptiv analyse af, hvordan verden er med et normativt ideal for verden, som den bør være. Der er tale om en helt klassisk forveksling af mål og middel, hvor konkurrencestaten pludselig bliver et selvstændigt politisk mål.

FOR DET TREDJE giver konkurrencestaten ikke svar på vores nuværende udfordringer. Når man sætter konkurrence over alt andet, så anviser det ikke hvordan og på hvad vi skal konkurrere. Det bliver en konkurrence på »laveste fællesnævner«, hvor løsninger som lavere selskabsskat, lavere lønninger og NPM-styring i den offentlige sektor forbliver de eneste og dybt utilstrækkelige svar.

FOR DET FJERDE ødelægger konkurrencestaten en af hovedstyrkerne i velfærdsstaten, nemlig det faktum, at velfærdsstaten var det enkeltes menneskes forsvar mod den løsslupne kapitalisme. Konkurrencestaten bliver et knæfald for markedet og tanken om »det opportunistiske menneske«, som kun i begrænset omfang giver plads til fællesskab, tillid og civilsamfund.

FOR DET FEMTE har konkurrencestaten en tydelig ideologisk kant, fordi den netop sætter marked over alt andet. En kant, som i sidste ende baner vejen for et neoliberalt politisk projekt.

Jeg tror grundlæggende ikke på konkurrencestaten, selvom den giver en fin analyse af vores udfordringer og sætter en klar retning, fordi den ikke leverer et sammenhængende politisk svar, fordi den ignorerer behovet for tryghedsskabende fællesskaber, og fordi den ikke formår at tage afsæt i vores danske styrker. Den forbliver ren og skær afgudsdyrkelse.

Konkurrencestaten er den forkerte løsning – på det forkerte problem. Men frem for alt må konkurrence aldrig blive et mål i sig selv.

Læs indlægget i Berlingske her

Forfatter: Jens Jonatan Steen.