Juncker-plan bør kickstarte koordinering af investeringer

Junckers plan er ingen gavebod. Det er snarere en ønskeliste. For at den kan gå i opfyldelse, må vi grundlæggende ændre på, hvordan unionens lande samarbejder om økonomien.

Da kommisionsformand Jean-Claude Juncker onsdag formiddag fremlagde EU’s storstilede investeringsplan, der forhåbentlig vil få kontinentet endegyldigt ud af finanskrisens skygge, understregede hans sidemakker, Europaparlamentets præsident Martin Schulz, at planen »ikke er løsningen på alt.«

Det har han fuldstændig ret i. Investeringsplanens succes afhænger nemlig af, om EU kan motivere Europas institutionelle investorer til at stå for knap 2.200 af de 2.350 milliarder kr., som den nye investeringsfond skal udgøre. Hvis det ikke lykkes vil planen have en meget begrænset effekt.

Juncker-planen er et godt initiativ. Men den kan ikke stå alene. Den må følges op af en helt ny koordinering af finanspolitikken i EU og regler for, hvordan medlemslandene kan investere i fællesskab.

I dag er konsekvensen af EU’s økonomiske regler nemlig, at medlemslandene primært samarbejder om at overvåge hinandens offentlige underskud og statsgæld. Man bruger altså sin tid på at lege politimand overfor dem, der overskrider grænserne, i stedet for at handle i fællesskab for at skabe vækst og beskæftigelse.

Derfor bør man ændre de grundlæggende økonomiske regler, eksempelvis ved at vedtage en ny investeringspagt for EU.

En europæisk investeringspagt bør indeholde muligheden for en fælles investeringsindsats, en mere koordineret finanspolitik og undtagelser for de regler om offentlige underskud, der gælder i dag.

I Europa kan vi nemlig for alvor sætte gang i jobskabelsen, hvis vi investerer i fællesskab. I grove træk er effekten på vækst og beskæftigelse ved koordinerede investeringer dobbelt så stor, som hvis hvert land investerer for sig selv.

Fælles investeringer i hele EU på eksempelvis én procent af BNP over de næste tre år vurderes at kunne skabe op imod 5-6 millioner nye job.

Et passende tidspunkt for sådan et tiltag vil generelt være, når EU’s BNP-vækst forventes at være under én procent i gennemsnit om året over en flerårig periode. Det skal specificeres i en investeringspagt.

EU-landene bør også forpligte sig på i højere grad at koordinere de respektive landes finanspolitik, således at flere lande på samme tid kan føre enten ekspansiv eller kontraktiv finanspolitik. Derved vil EU-landene i højere grad understøtte væksten, når det er påkrævet, eller dæmpe en overophedning af økonomien, når det er nødvendigt.

Endelig bør investeringer i ny infrastruktur, forskning og uddannelse undtages fra de eksisterende reglers krav til strukturelle og årlige underskud. På den måde kan landene få mere albuerum til at gennemføre tiltag, der gavner produktiviteten, konkurrenceevne og vækst.

På samme vis bør reglerne for budgetunderskud generelt suspenderes i kriseperioder eller når der er fare for stagnation og deflation. Det kan eksempelvis være, når man i en treårig periode har en gennemsnitlig vækst på 0,5 procent eller derunder i hele EU.

Junckers plan er ingen gavebod. Det er snarere en ønskeliste. For at den kan gå i opfyldelse, må der ændres meget mere grundlæggende på, hvordan der samarbejdes om økonomien i EU.

Læs indlægget på Finans her