Moralisterne kvæler græsk økonomi

Det kan godt være, at det umiddelbart lyder fornuftigt at stille ekstremt høje krav til græsk økonomi, hvis de skal have hjælp i form af yderligere lån. Men det i virkeligheden pålægger man et allerede slagent land en ubetalelig bod for dårlig styring i stedet for at hjælpe det.

Den nye græske regering har fået en time-out i kampen om landets økonomiske fremtid. De seneste måneder har det dog vist sig, at kampen ikke kun handler om økonomi, men mindst ligeså meget om moral.

I den kamp står mange danske økonomer overraskende nok på moralisternes side fremfor at vurdere de praktiske økonomiske konsekvenser i situationen.

Alle kan blive enige om, at der stadig forestår et gevaldigt oprydningsarbejde i Grækenland. Det er for nemt at snyde med skatten i landet og tilliden til de offentlige institutioner er af gode grunde næsten ikke eksisterende.

Men uenighederne kommer til fuldt skue, når det handler om, hvad der er den bedste medicin at ordinere landet i dag.

Tyskland og Euro-landenes finansministre står fast på, at landet skal betale hele sin gæld, og at det ikke kan gå hurtigt nok med at få gjort det. Omvendt mener mange anerkendte økonomer og lederskribenterne på erhvervsmedier som Financial Times, at græsk økonomi kun kan reddes, hvis man løsner tøjlerne og giver landet rum til at skabe ny økonomisk vækst.

Nobelprisvinderne i økonomi, Paul Krugman og Joseph Stiglitz, har i forskellige sammenhænge understreget, at Grækenlands primære problem i dag er den hårde sparepolitik. Paul de Grauwe fra London School of Economics, har påpeget, at ingen græsk regering reelt kan bringe landet på fode så længe det bærer rundt på en gældsbyrde, der nu overstiger 170 procent af landets BNP. Og Stiglitz m.fl. har helt konkret foreslået, at sparepolitikken skal udsættes fem år eller indtil økonomien har genvundet 50 procent af det, den har tabt siden 2008.

Pudsigt nok har netop Tyskland – den i denne sammenhæng hårdeste kreditor – tidligere selv nydt godt af den form for gældssanering, som der foreslås for Grækenland. I 1953 fik Tyskland således halveret sin statsgæld og kunne herefter lægge grundstene til sit såkaldte ”Wirtschaftswunder”.

Men en konservativ tysk regering har altså indtil videre ikke villet give et Grækenland ledet af et venstreorienteret parti den samme håndsrækning.

I Danmark støttes den tyske linje af bankøkonomer, der lader til at bruge mere tid på socialpsykologiske analyser end på at regne på tingene – og som endda får fuld taletid. I DR2’s Deadline vurderede Nykredits Ulrik Bie i sidste uge således, at grækerne ”gerne vil have lommepengene, men ikke gå ud med skraldet”.

Kampen mellem praktisk fornuft og ophøjet moral handler selvfølgelig også om politik. Moralisterne frygter, at venstrefløjspartier i Spanien, Portugal og Italien også vil genforhandle deres lån, hvis grækerne får lov til det, og at det vil være for beløb, som det er meget sværere at håndtere.

Det kan der godt være noget om. Men det ændrer ikke ved, at det er almindelige grækere, der betaler prisen for den kamp.

Grækenland har allerede et overskud på de offentlige finansers primære balance. I 2014 ventes det at lande på 1,5 procent af BNP. Men Euro-landene vil have, at det skal stige til 3 procent i år og 4,5 procent til næste år.

Et land, der allerede har kæmpet med økonomisk depression i 6 år og hvor mere end ¼ af befolkningen er arbejdsløs, skal altså tredoble sit overskud på statsfinanserne, alene for at tilfredsstille sine udenlandske kreditorer.

Ambrose Evans-Pritchard fra det konservative The Daily Telegraph har kort og godt sagt, at det svarer til, hvad de allierede gjorde mod Tyskland med Versaillestraktaten i 1919: at pålægge en ubetalelig og ødelæggende bod på en allerede slagen nation.

Euro-landenes finansministre med Schauble i spidsen burde være klogere end det.

Læs indlægget i Finans.dk her.