Lavere topskat er ikke økonomisk vidundermiddel

Det er tvivlsomt, om danskerne vil arbejde mere, hvis man sænker topskatten. Det er dog fuldstændig sikkert, at uligheden i samfundet øges.

Første halvdel af valgkampen har i høj grad handlet om arbejdsmarkedet. En stor del af debatten har kredset om to spørgsmål: Kan det betale sig at tage at arbejde for alle og hvordan vi øger beskæftigelsen i Danmark?

Det er også med ønsket om at øge beskæftigelsen, at Radikale Venstre senest præsenterede et forslag om skattelettelser. Med udspillet foreslår de Radikale at reducere skatten for 13 milliarder kroner, der skal eksekveres allerede i næste valgperiode. Skatten på arbejde skal ned – også for dem, der tjener mest, bebuder de Radikale.

Med udspillet melder Radikale Venstre sig ind i gruppen af skattelettelsespartier, der som minimum tæller Venstre, Konservative og Liberal Alliance. Alle ser de lavere skat som et effektivt middel til at øge beskæftigelsen og få danskerne til at arbejde mere.

Et økonomisk vidundermiddel så at sige.

Men der er ingen garanti for de lovede vidundere ved en nedsættelse af skatten. Lavere skat vil have effekt på nogen, som vil arbejde mere. Til gengæld er der andre, der vil vælge at veksle skatterabatten til mere fritid.

Mange økonomer forudsætter ellers, at lavere skat automatisk vil øge udbuddet af arbejdskraft. Men grundlaget herfor er ganske tyndt.

For det første bygger flertallet af danske undersøgelser om sammenhængen på en survey-undersøgelse fra 1996, hvorefter man har vurderet sig frem til effekten. De økonomiske og arbejdsmæssige forhold har naturligvis forandret sig siden 1996, hvorfor undersøgelsens aktualitet er tæmmelig begrænset.

For det andet peger undersøgelserne ikke på, hvor stor adfærdsændringen skal være (det økonomer kalder elasticiteten) før en sænkelse af marginalskatten har en effekt.

Endeligt har stort set alle undersøgelserne isoleret marginalskatten, hvilket gør det umuligt at sige noget om, hvorvidt andre faktorer kunne påvirke udbuddet af arbejdskraft. Andre faktorer såsom arbejdsmiljø, institutionelle rammer eller arbejdstidsbestemmelser kunne tænkes at have en effekt.

Cevea har tidligere påvist, at lavere skat historisk ikke har fået danskerne til at arbejde mere. Derimod viser den historiske udvikling, at det er de økonomiske konjunkturer, der afgør, hvor meget danskerne arbejder.

Den tidligere VK-regering gennemførte skattenedsættelser af flere omgange. Hvis lavere skat altid skulle få danskerne til at arbejde mere, burde der kunne ses en effekt i kølvandet af skattereformerne.

Ceveas analyser viser imidlertid, at det stik modsatte skete. Antallet af ugentlige arbejdstimer i gennemsnit pr. beskæftiget dansker faldt stødt, fra 35,6 i 2004 til 35 i 2010. Skattelettelserne har altså ikke umiddelbart fået danskerne til at arbejde mere.

Fra finanskrisens start er beskæftigelsesgraden også faldet markant.

Kigger man på de økonomiske konjunkturer, bliver det tydeligt, at den økonomiske udvikling i høj grad styrer danskernes arbejdstid. Når der er arbejde nok, arbejder danskerne mere.

Skatteniveauet er naturligvis også med til at fastsætte de samlede omkostningerne for virksomhederne. I den sammenhæng er det dog interessant og afgørende, at den samlede skat på arbejde faktisk er meget lavere i Danmark end de fleste andre europæiske lande.

16 ud af 34 OECD-lande har således en højere samlet skat, som inkluderer indkomstskat og arbejdsgiverbidrag, end Danmark.

Lavere topskat er således ikke er et økonomisk vidundermiddel. Det er ikke sikkert, at topskattelettelser vil få danskerne til at arbejde mere. En konsekvens af lavere topskat, der derimod er helt sikker, er, at det vil øge uligheden.

Radikale Venstres skatteudspil vil betyde, at en person med en indtægt på 1 mio. kr. vil skulle betale op mod 30.000 kr. mindre i skat om året. For en person med en indtægt på 1,5 mio. kr. vil det være over 50.000 kr. om året.

Med andre ord: De danskere, der i forvejen har mest, vil få en endnu større del af samfundskagen.

Det er ikke den vej, vi skal gå, hvis Danmark fortsat skal være et land, hvor den sociale mobilitet er høj, og alle har lige muligheder.

Det vil sikkert skue mange i ørerne, men der er også store økonomiske fordele forbundet med Danmarks relativt øje skatteniveau. Det betyder, at vi har mulighed for at investere i alle de ting, der øger den institutionelle konkurrenceevne. Og det betyder ligeledes, at arbejdskraften bruges på en klog måde, hvor kompetencerne løbende udvikles.

Skulle Danmark blive et lavskatte-land er der derfor en risiko for, at vi rent faktisk bliver fattigere på sigt.

Find debatindlægget på Finans.dk