Nej, EU stiller absurde krav

Kontrovers mellem Ulla Tørnæs og Kristian Weise

I dag skal det græske parlament vedtage EUs og Merkels reformer. Er kravene rimelige?

af KRISTIAN WEISE Direktør, tænketanken Cevea

PROBLEMET ER, AT EU nu vil bestemme, hvordan et land skal styres.

EU sætter rent faktisk Grækenland under administration og skal kontrollere og godkende alle nye love.

Derudover skal grækerne privatisere for 375 milliarder kr. Det svarer til 46 aftaler mellem Dong og Goldman Sachs eller 7,5 gange som meget, som Danmark har privatiseret for siden 1990. Det krav er umuligt. Blev vi bedt om det, ville vi ikke vide, hvor vi skulle starte.

DESUDEN KRÆVER AFTALEN eksempelvis, at butikkerne i Grækenland skal holde søndagsåbent. Det er absurd, at Europas regeringsledere sidder i Bruxelles og beslutter så konkret lovgivning for grækerne. Det ville vi aldrig acceptere i Danmark.

Noget af aftalen er selvfølgelig sund fornuft. Det er godt at bekæmpe skatteunddragelsen og de politiske eliters tendens til at hyppe sine egne kartofler. Og der er god logik i at se på pensionsalderen. Men resultatet kan også skabe en uheldig modreaktion i form af politisk og social uro - eller at mange grækere fremadrettet vil hade EU. Derudover er der en stor risiko for, at aftalen afmonterer det, der er tilbage af den græske velfærdsstat, og at de fattigste og svageste bliver stillet endnu dårligere.

EU HAR IKKE levet op til egne idealer om fællesskab og solidaritet.

Reformpakken forsøger reelt at indrette Grækenland efter tyske standarder uden at tage højde for landets selvbestemmelse. Skal Grækenland ud af krisen, må man reducere gælden og give grækerne et pusterum i nogle år, inden de igen kan afbetale gælden.

 

Indlægget bragt i Ekstra Bladet - ikke online.