Uberficeringen under lup

Den teknologiske udvikling har givet mulighed for, at deleøkonomiske ordninger kan vokse til stor skala. Koncepter som Airbnb og Uber vækker begejstring hos mange brugere, men stiller os samtidig med udfordringen: Hvordan implementerer vi tjenesterne uden at det totalt underminerer det, vi forstår ved en sund og retfærdig økonomi?

Indrømmet. Jeg har kørt med Uber. To gange. Den ene gang i Minneapolis, hvor nogle jeg besøgte bestilte en vogn. Den anden gang, da jeg selv skulle praje en taxa i New York, og der kom en fin sort Sedan forbi, chaufføren så mit tegn efter de gule taxaer, stoppede og råbte ’hop in’.

Det er smart, at man kan bestille sin vogn via en app og endda se et billede af chaufføren. Det er ofte også billigere end alternativet i form af en traditionel taxa. Og det kan virke uskyldigt, harmløst og sågar som en samfundsmæssig fordel, at en skilsmissefar – som det var tilfældet ved min tur i Minneapolis – kan tjene lidt ekstra penge på at køre bil de børnefri aftener, hvor han skulle have lyst til det.

Kortsigtede fordele, langsigtede ulemper

Men de sparede penge i dag kan vise sig at komme med en høj pris i morgen: et arbejdsmarked hvor det traditionelle ansættelsesforhold gradvist forsvinder og usikkerheden stiger. Og det er ikke kun risikoen ved Uber, men også ved en udbredelse af Airbnb og firmaer som freelancer.com og Taskrabbit.

Fordelene ved flere af de firmaer, der er blevet symboler på den nye deleøkonomi, er nemme at se. En tur med Uber er eksempelvis ofte billigere, fordi den, der står for den, enten selv skal den samme tur, og dermed bare tilbyder samkørsel. Eller kun kører Uber som et supplement til et andet job, og dermed ikke skal dække pensionsudgifter m.m. eller betale af på investeringen i bilen. For chaufførerne kan det være en nem og hurtig ekstraindtægt, som gør en forskel i hverdagen.

Men ulemperne er også til at tage at føle på. Og de kan få vidtgående konsekvenser. Så vidtgående, at de langt overstiger de små fordele.

I Ubers tilfælde er chaufførerne ikke ansat og deres rettigheder er derfor noget nær ikke-eksisterende. Lønnen er på akkord og en Uber-chauffør kan risikere at arbejde mange timer til en løn, der er langt under noget man kan leve for i Danmark.

Uber-chauffører har ingen goder som pension eller feriepenge ligesom der er ikke noget, der hedder løn under sygdom. Der er heller ingen mulighed for at forhandle med chefen. Chaufførerne er, kort sagt, fuldstændig i Ubers vold.

Markedsrisici overføres fra virksomheden til medarbejderen 

Denne model og situation er ikke begrænset til Uber, Lyft og andre taxa-selskaber. Det er grundlæggende den samme tendens, der gør sig gældende, når folk arbejder som freelancere, løst ansatte eller enkeltmandsfirmaer for pakkepostfirmaer og webbaserede supermarkeder.

Dette gør sig ligeledes gældende blandt de laveste dele af hierarkiet af vidensarbejdere, eks. journalister, kommunikationsfolk og andre, der arbejder på dagsaftaler til minimumslønninger og uden ansættelsessikkerhed, pension eller lignende.

Uber-modellen overfører hele risikoen for, om der er kunder og nok gang i butikken, fra arbejdsgiveren til freelance-arbejdstageren. Det er ganske vidtgående.

Med den juridiske relation, som et ansættelsesforhold er, og som blev udbredt i Danmark, Europa og resten af den kapitalistiske økonomi gennem de sidste 100 år, accepterede arbejdsgiverne, at de på den ene side stod med den kortsigtede risiko, hvis forretningen ikke løb rundt, men på den anden side så også skummede fløden i form af overskud, når der var mange kunder. Arbejdstagerne fik til gengæld en vis sikkerhed for, at de ville få den samme løn hver dag.

I Uber-økonomien har arbejdsgiveren – eller tjenesteudbyderen, som Uber og de andre virksomheder ville kalde sig selv – alle fordelene. Der er ingen faste udgifter til biler eller chauffører, ingen økonomiske forpligtelser, men bare kraftigt stigende indtægter og overskud, når køreaktiviteten øges. Til gengæld bærer arbejdstageren hele risikoen for, om der rent faktisk er kunder i butikken.

Udfordringen med tendenser som Uber er således, at de underminerer det ansættelsesforhold, som giver folk tryghed og sikkerhed i arbejdslivet. For de fleste vil det betyde lavere løn, dårligere arbejdsforhold og langt flere bekymringer om, om huslejen og regningerne kan betales i slutningen af måneden.

 

En Cevea-analyse har vist, at den udvikling er i gang herhjemme: antallet af enmandsvirksomheder – det der også kaldes arme-og-ben virksomheder – er vokset med over 20.000 fra 2003 til 2013. 

Tendensen til at se sig selv som en virksomhed eller ultimativ freelancer ses i den ekstreme udgave ved virksomheder som Taskrabbit og freelancer.com. Her kan man sælge sin arbejdskraft til private eller virksomheder, og salgsenheden kan snildt være 30 minutters arbejde til en flad halvtredser. Den moderne daglejer er således kommet på formel.

Individ vs. fællesskab

De firmaer, der kendetegner deleøkonomien, har typisk det fællestræk, at de leverer noget smart og praktisk til den enkelte forbruger, men ofte også medfører et problem eller en udfordring for fællesskabet.

Hvis Airbnb og lignende tjenester skulle overtage en stor del af hotelmarkedet, vil det betyde, at rigtig mange, der i dag arbejder på hotellerne, vil stå uden job. I de områder og byer, hvor Airbnb allerede er udbredt, er der meldinger om, at boligpriserne stiger væsentligt. Og at mange lokale ikke længere har mulighed for at leje boliger – enten fordi, man hellere vil fremleje til turister på dagsbasis eller priserne er blevet for høje. Endelig er det usikkert, om de private udlejere får indrapporteret alle indtægter til skattevæsenet og risikoen for en større sort økonomi stiger således.

Det er dog langtfra alle, der godtager denne kritik. Faktisk kan man allerede se, at opmærksomheden på, om Uber og Airbnb skal reguleres for at sikre, at de fremmer generelle samfundshensyn, af nogen udlægges som en indskrænkning af den individuelle frihed. I denne udlægning knægtes nytænkende og innovative virksomheder af statens trang til at regulere.

Her bliver deleøkonomiens mest kommercielle aktører del af en ideologisk kamp, hvor det er den grundlæggende virkelighedsopfattelse, der er våbnet. Skal staten sikre, at de nye teknologier kan fungere uden at underminere etablerede arbejdsmarkedsinstitutioner og erodere skattebasen? Eller er staten alene en hæmmende kraft, der ender med at kvæle de mest nyskabende initiativer? Skal der gives fuld los for at den enkelte kan forfølge sine interesser eller er der en rækkes fælles interesser, der må sættes først?

Overdreven hype; behov for praktisk tilgang

Deleøkonomi a la Uber har fået stor opmærksomhed. Den er kommet – og formentlig er det ’for at blive’ i et eller andet omfang. Men der er heller ikke nogen grund til at overdrive dens omfang indtil videre.

Ifølge Venture Kapital-analytikere er der på verdensplan indtil videre 17 store firmaer, der hører hjemme i kategorien, og som samlet har 60.000 ansatte. En del af dem er mere traditionelle virksomheder, som for eksempel eBay, der ret beset er en elektronisk udgave af Den Blå Avis. Flere af disse virksomheder vil ændre måden, som der gøres forretning på, men i mange tilfælde vil det ske indenfor traditionelle og etablerede virksomheder.

Den teknologiske udvikling har åbnet op for mindst to udviklingstræk hvad angår deleøkonomi: enkelte virksomheder vil kunne udnytte teknologien til at skabe globale platforme, som der kan drives nye forretninger på, og lokalt vil flere og flere formentlig ’deles’ om enkelte forbrugsgoder.

Men alt tyder på, at det hverken vil betyde et markant mindre forbrug eller en demokratisering af økonomien. De 17 store virksomheder, der er nævnt ovenfor, og som alle har en værdi på 1 milliard dollars ejes nemlig af folk blandt den rigeste 1 procent i verden. Det er, som en forretningsanalytiker har udtrykt det, ”fortsat kapitalisme, ikke idealistisk socialisme”.

Til gengæld er der en markant risiko for, at daglejer og freelance tendensen fortsat bliver mere udbredt.

Men ærlig talt, Taskrabbit-modellen fungerer ikke. Et samfund hvor en stor del af befolkningen skal foregive at kunne leve af på tilfældige tidspunkter at gå tur med din hund, hente dit tøj fra renseriet, samle dine Ikea-møbler eller skrive bordkortene til dit bryllup, er ganske enkelt hverken realistisk eller attraktivt.

Der er ingen grund til at være teknologiforskrækket eller holde op med at sende e-mails for at sikre stillinger i Post Danmark. Men politikere og lovgivere må tage det meget alvorligt, når deleøkonomiens faldgruber risikerer at gøre tusinde arbejdsløse, åbne sorte økonomier og forringe almindelige menneskers arbejdsforhold.

Læs hele indlægget på Kommunikationsforum her.