Demokratiet vandt første sæt i kampen om frihandelsaftalen

EU-kommissionen reviderer efter stor kritik et afgørende punkt i handelsaftalen mellem USA og EU. Demokratiforkæmperne har vundet første slag, men der er lang vej endnu.

EU-Kommissionen fremlagde i sidste uge et revideret forslag til investerings- og handelsaftalen mellem EU og USA, der netop nu forhandles. I det nye forslag erstattes det kontroversielle ISDS-voldgiftssystem med et såkaldt Investment Court System (ICS).

Den hidtil påtænkte ISDS-mekanisme har mødt voldsom kritik. Det skyldes, at det gamle forslag gav udenlandske investorer adgang til at sagsøge regeringer ved at gå uden om de nationale domstole og direkte til en investeringsvoldgift, der består af tre private advokater. Advokater som ofte arbejder for de selvsamme type af virksomheder, der ville kunne lægge sag an ved voldgiften.

De tre advokater skulle så vurdere, hvorvidt og i hvilket omfang et givent EU-land skulle betale erstatning, hvis den udenlandske investor mente, at lokale reguleringer i det pågældende EU-land gik imod hensigterne i investeringskontrakten.

En sådan investorbeskyttelse ville give særbehandling til de udenlandske virksomheder. Det er uhensigtsmæssigt. Ikke bare fordi, det ville give dem rettigheder, som nationale virksomheder ikke ville have. Men også, og ikke mindst, fordi det kunne bringe Danmark i en situation, hvor vi risikerer at betale udenlandske investorer erstatning, fordi vi passer på vores miljø.

Eller værre endnu: Politikere kunne begynde at gå på kompromis med vores høje miljøstandarder for at undgåen ISDS-sag.

Et sådant fremtidsscenarie ville være en bombe under vores demokratiske spilleregler.

Den kritik har EU-Kommissionen heldigvis lyttet til. Og den har nu erkendt, at den gamle ISDS-model ikke fungerer optimalt. Så langt så godt.

Det nye forslag indeholder en række forbedringer. Den foreslåede domstol skal erstatte voldgiften. Og den skal bestå af 15 dommere, der har kvalifikationer på linje med andre internationale domstole.

At domstolen består af flere dommere er godt. Det samme er forslaget om at domstolen skal indeholde en appelret. Det nye set-up skulle overkomme de interessekonflikter, der uvægerligt ville være i det gamle system.

Men essensen af ISDS er stadig intakt i det nye: Udenlandske virksomheder og koncerner bevarer deres ret til at sagsøge statslige myndigheder, og de vil stadig have mulighed for at gøre det gennem en international domstol uden om de nationale domstole.

Det er institutionaliseret særbehandling.

Hvis man normalt har tillid til de nationale domstole, hvorfor skal de så forbigås i disse sager? Mener politikerne, herunder Udenrigsminister Kristian Jensen (V) virkelig ikke, at den danske Højesteret har noget at sige, hvis en amerikansk virksomhed skulle løbe ind i problemer med den danske stat?

En ny domstol vil også koste penge og kræve ressourcer. Man må derfor også spørge, om de midler ikke er givet bedre ud på andre områder?

Udenrigsministeren har ofte sagt, at ISDS bare var en del af normale frihandelsaftaler. Det er forkert. For det er noget helt nyt at introducere dem i handelsaftaler. Tidligere har de været del af enkelte investeringsaftaler, men WTO-systemet og dets forløber GATT har fungeret fint uden noget, der lignede ISDS.

Danmark og de andre EU-lande har meget at vinde på økonomisk globalisering. Men initiativer som voldgiftssystemet og det nye ICS, hvor politikere giver magtfulde multinationale virksomheder særrettigheder, giver globaliseringen et dårligt ry og risikerer at lede til mere folkelig modstand mod den.

 

Læs debatindlægget på Finans.dk her.