Danske Bank står bag ny gyser

I den berømte gyser Nightmare on Elm Street var det den skrækindjagende Freddy Kreuger, der huserede og skabte frygt i de små hjem. Herhjemme er det såmænd ingen ringere end Danske Bank, der fortsætter gyset i den danske banksektor.

Det er skræmmende at følge Danske Bank, der for få måneder siden fik stillet milliarder af skattekroner til rådighed af den danske stat under finanskrisen. Men nu sender en prompte tak i form af skattetænkning på niveau med internationale skattenægtere som Nestlé og Q8. Der til forskel ikke modtager statsstøtte.

Det er klart, at Danske Bank ikke har handlet ulovligt, men blot har spekuleret i og udnyttet mulighederne for at trække på regler om international sambeskatning. Regler der gjorde det muligt at flygte fra en dansk skatteregning på tre milliarder kr. Vi kan ikke dømme dem for andet end at forbryde sig på almindelig forretningsetik og det fællesskab, som de driver forretning i.

Til gengæld bør vi sætte fokus på de ansvarlige politikere. Kan det virkelig passe, at man ikke har stillet krav til de samlede danske banker, der alene med Bankpakke 2 fik et lån på 100 milliarder kr. fra den danske stat med henblik på at konsolidere sektoren.

Hvordan kunne regeringen spendere skattekroner i milliardklassen og samtidig acceptere, at bankerne gør som det passer dem? Men den danske gyser er på ingen måde enestående. Hvis vi bliver i filmens verden, så minder udviklingen herhjemme på mange måder om budskabet i den biografaktuelle og oscarbelønnede amerikanske dokumentarfilm Inside Job.

Filmen er en skræmmende beskrivelse af, hvordan nogle få amerikanske banker kunne skabe den finanskrise, som vi stadig mærker konsekvenserne af. Inside Job viser hvorledes forretningskulturen på Wall Street har spredt sig og skabt en magtfuldkommen elite, som ikke alene har sat dagsordenen i finanssektoren, men også blandt politikerne i Washington.

På samme måde har vi skabt et uhyre af en finanssektor herhjemme.

Vi er således vidner til skyhøje bonusser, gennemgribende skattefiduser, voldsom statsstøtte og ekstrem risikovillighed på bekostning af almindelige bankkunder. Alt sammen tendenser der finder sted med politikernes og særligt regeringens stiltiende opbakning.

Hvis vi ønsker at gøre op med danske gyser, har vi brug for øget gennemskuelighed. Det kræver for det første, at vi får afdækket forbindelserne mellem den nuværende regering og finanssektoren.

Det betyder dels fuld åbenhed om den gensidige dialog og dels fuld åbenhed om bankernes lyssky partistøtte til V og K. For det andet kræver det, at vi adskiller almindelig bankdrift fra risikobetonede investeringsbanker.

Vi har brug for at lære af historien, hvis vi skal undgå fremtidige gysere i den danske finansverden.