Værdiløs borgerlig vækststrategi

Vækst er blevet det store dyr i åbenbaringen. Og hvis man lytter til de borgerlige meningsdannere, prøver de ihærdigt at bilde os ind, at der findes ét objektivt korrekt svar.

Ifølge disse ensidige stemmer, så skabes vækst alene gennem lavere løn, lavere selskabsskat og lavere topskat. Der er - for dem - kun én vej til vækst. Men i ' The Globale Competitiveness report 2010-2011', som udgives hvert år af World Economic Forum, tegner sig et mere nuanceret billede af den internationale konkurrenceevne.

Rapporten er baseret på det anerkendte GCI-indeks, som bygger på 12 grundlæggende parametre. Resultatet viser, at hvis vi kigger på top-10, finder vi lande som USA og Singapore og samtidig lande som Danmark, Finland og Sverige. Det tilsiger, at der findes mere end en vækststrategi.

DER ER FORSIMPLET SAGT TALE OM TO FORSKELLIGE veje til vækst, som man kunne beskrive som »the high road« og »the low road«. Hvis vi vælger »the high road« til vækst, som Sverige og Finland, så handler det om investeringer i humankapital, uddannelsesløft, sundhed i arbejdsstyrken, forbedring af innovationsevnen, styrkelse af infrastrukturen og målrettede forskningsinvesteringer i fremtidens industri. Hvis vi i stedet vælger »the low road«, som USA og Singapore, så handler det om endnu lavere selskabsskat, skattelettelser til de rigeste, mindre offentlig sektor, sænkninger af lønniveau og import af udenlandsk arbejdskraft. Sidstnævnte har spillet en særlig rolle for lande som Singapore og USA, der har nydt særdeles godt af en illegal arbejdende underklasse, bestående af mexicanske og kinesiske arbejdere, som har bidraget positivt til BNP-væksten under kummerlige og rettighedsløse arbejdsvilkår. Det har samtidig skabt et samfund med store sociale spændinger og lav social tillid.

DERFOR ER DET I SIDSTE ENDE ET SPØRGSMÅL om prioriteringer: hvilken vej skal Danmark vælge? Vi diskuterer meget, hvordan Danmark kan kæmpe sig tilbage fra den nuværende 13.-plads til den 6.-plads, som vi havde på OECDs rangliste over verdens rigeste lande i 1997. Men diskussionen handler alt for lidt om potentialet i den danske model og om, hvordan vi første omgang blev rige. Velstanden blev nemlig ikke skabt på skattelettelser og mindre offentlig sektor, men tværtimod på en stærk velfærdsstat, der fik kvinderne på arbejdsmarkedet, sikrede et højt uddannelsesniveau og skabte rammerne om nye højvækst-erhverv. De borgerlige vækststrategier ignorerer, hvordan vi er blevet rige, og kan derfor heller ikke besvare, hvordan vi skal blive det fremover. Den dominerende historieløshed er således en trussel mod Danmarks fremtid.