Finanskrise, eurokrise, gældskrise, tillidskrise, nej, det er en investeringskrise

Vækst. Over en årrække er investeringsniveauet faldet, samtidig med at den økonomiske vækst er faldet. Vi har levet af aktie-og boligbobler.

Hvis du tror, gældskrisen er Danmarks største problem, tager du fejl. Hvis du tror, finansieringen af fremtidens velfærd er Danmarks største udfordring, tager du også fejl. Og hvis du tror, at Danmark bare er fanget i en kort økonomisk krise, så tager du virkelig fejl.

Nej, i Danmark står vi desværre over for et helt årti med lavvækst. Vores konkurrenceevne er aftagende. Og vi er blevet dårligere og dårligere til at forbedre vores produktivitet.

Selv da der var fut i økonomien inden krisen, skete det kun, når aktie-eller boligbobler trak læsset. Væksten var ikke holdbar.

Det, vi reelt er havnet i, er en investeringskrise.

En krise der handler om, at vi er blevet dårligere til at investere i alt det, der skaber rigtig vækst, øger produktiviteten og forbedrer vores konkurrenceevne. Ikke mindst private investeringer i ny produktion, teknologi, forskning og udvikling.

Investeringer er afgørende for, at økonomien fortsat udvikler sig. For at den ikke bare vokser, men rent faktisk ændrer sig på positiv vis. Et samfund bliver nemlig ikke mere velstående af bare at producere mere af det samme eller ved at producere på den samme måde, som man altid har gjort. Vi bliver tværtimod mere velstående ved at bruge nye, mere effektive produktionsmåder eller ved at tilvejebringe nye varer og tjenesteydelser, som ligger højere i den globale værdikæde.

Det er det, der er sket når vi har automatiseret landbrugsproduktionen og taget øget teknologi i brug i industriproduktionen. Og det er det, der skal til, hvis vi fortsat skal beskæftige os med aktiviteter, der har en stigende værditilvækst.

Men det kræver væsentlige investeringer.

Dårligt tidspunkt at investere mindre

Historisk har der i Danmark været en direkte sammenhæng mellem det overordnede investeringsniveau og den økonomiske vækst.

Investeringer svinger fra år til år og er meget konjunkturfølsomme. Men hvis man tager gennemsnittet over et helt årti, fremstår udviklingen meget tydeligt: I 1960' erne var de samlede bruttoinvesteringer på gennemsnitligt 28,1 procent om året, og væksten nåede helt op på 4,9 procent.

I 00' erne var de samme investeringer faldet til blot 19,1 procent om året, mens den økonomiske vækst var røget ned på gennemsnitligt 0,85 procent. Vi har således investeret væsentligt mindre i det seneste par årtier, hvor dansk økonomi har sænket farten, end vi gjorde i den periode, hvor vi tog de største kvantespring i den økonomiske udvikling.

Meget tyder på, at det har været et rigtig dårligt tidspunkt at sænke investeringslysten.

For som det skulle være alle bekendt, er den globale konkurrence tiltaget betragteligt over det sidste par årtier. Produktion er blevet mere teknologitung, og en række fremadstormende økonomier har skruet gevaldigt op for deres investeringer i ny infrastruktur, bygninger, maskiner og lignende.

Mens de danske bruttoinvesteringer de sidste ti år har svinget omkring 20 procent af BNP, har Sydkoreas ligget på 30 procent, Indiens på 35 procent og Kinas været på over 40 procent af BNP.

Lande der tager afgørende skridt op ad udviklingsstigen har generelt et højt investeringsniveau.

Derfor er det naturligt, at udviklingsøkonomierne ligger højt. Men lande som Danmark, der er kendetegnet ved et højt uddannelsesniveau, en velkvalificeret arbejdskraft og høje lønninger, har typisk en mere kapitalintensiv produktion og bør derfor opretholde høje investeringer i maskiner og lignende.

Det lave danske investeringsniveau be tyder, at det mest sandsynlige er, at dansk økonomi højst forbedrer sig en smule i den kommende tid. Men små forbedringer er ikke tilstrækkeligt.

Hvis dansk økonomi også i fremtiden skal give gode job og forbedrede livsmuligheder, må vi i stedet tage kvantespring.


Nordisk baghjul på forskning og udvikling

Den mest afgørende faktor for at rykke op i det økonomiske hierarki, den såkaldte værdikæde i produktionen, er investeringer i nye maskiner, teknologi, forskning og udvikling.

Men heller ikke her ser det godt ud for Danmark for tiden. De sidste to år er der ifølge Danmarks Statistik blevet investeret 73-75 milliarder kroner i maskiner og lignende om året. Det er - i absolutte, inflationskorrigerede tal - det samme som for 10 år siden. Men da økonomien er vokset i samme periode, ligger disse investeringer som andel af BNP altså på et lavere niveau i dag.

I Danmark bryster vi os af vores indsats inden for forskning og udvikling. Og på dette område er investeringerne da også steget en smule. Men vi får ikke desto mindre baghjul af vores nordiske naboer, som, ikke så overraskende, har bedre vækstudsigter end vi. De danske investeringer i forskning og udvikling ligger stabilt lige over 2,5 procent af BNP, mens de finske i en årrække har været på over 3,5 procent og de svenske nærmer sig 4 procent af BNP. Og det gør en forskel. Det er derfor ikke så overraskende, at Sverige og Finland har markant højere vækstrater, end vi har.

Det danske niveau for investeringer i forskning og udvikling er på både globalt og europæisk plan ikke så dårligt. Men det er altså betydeligt lavere end de lande og økonomier, som vi minder allermest om. Vi bevæger os således langt væk fra den økonomiske førsteplads.

Alt i alt tegner der sig et billede af, at udviklingen af dansk økonomi er ved at gå i stå. Eller i hvert fald, at den foregår med sneglefart. Og at den vækst-, produktivitets-og konkurrenceevnemæssige krise, som vi er fanget i, i bund og grund skyldes, at vi investerer for lidt.

Behov for ny aktiv vækstpolitik

Det store spørgsmål er så, hvad der skal til for at få gang i investeringerne igen? Arbejdsgiverne mener, at der findes et vidundermiddel. Nemlig en sænkning af selskabsskatten.

Det har vi hørt igen og igen. Men det holder ikke. Siden midten af 1980' erne er selskabsskatten blevet halveret fra 50 til 25 procent. På bare de sidste 10 år er andelen af virksomheder, der i det hele taget betaler selskabsskat, faldet fra 60 til 26 procent. Ikke desto mindre er der altså ikke sket noget med niveauet for de private investeringer.

Hvad der i stedet er brug for er nytænkning af vores vækstpolitik. Den må gøres aktiv og mere strategisk. En del af det vil være, at det offentlige investerer mere i infrastruktur - ikke bare midlertidigt, men permanent - samt i forskning og udvikling. I dag er det målsætningen, at private og offentlige investeringer i forskning og udvikling samlet set skal nå 3 procent af BNP. Den bør hæves til 5 procent.

Det må også gøres mere fordelagtigt for private virksomheder, ikke mindst de små-og mellemstore vækstvirksomheder, at investere i nye aktiviteter. Det kræver blandt andet bedre afskrivnings-og fradragsmuligheder for investeringer i ny teknologi. Derudover bør det overvejes at omlægge erhvervsstøtten, så den i fremtiden samles i støttepuljer, der kan understøtte sådanne investeringer.

Dansk økonomi skriger på nye, modige træk. Det mest afgørende er at tage hånd om den danske investeringskrise.