Skab kontrol med finansverdenen

Skab kontrol med finansverdenen

Kristian Weise mener, at det er et problem, at verdens finansielle aktiver udgør en stadig større andel af den globale økonomi og handel. For finansverden skaber ikke selv værdi. Derfor opfordrer han politikerne til at gøre op med ”finansialiseringen”. Det vil ikke kun skabe en mere stabil og bæredygtig økonomi, men vil også generelt udvikle vores økonomi.

Vi skal have gjort vores samfund og økonomi mindre afhængig af den finansielle sektor og finansmarkederne. Luften skal tages ud af den stadig oppustede finansverden, og dens indflydelse skal mindskes. Det er en pointe, der ikke har fået nok opmærksomhed – på trods af finanskrisen, protester mod bankerne verden over og flere tiltag til ny finansiel regulering. For én ting er, at finansdominerede økonomier er mere sårbare over for kriser. Men hvad der er mindst lige så slemt, er, at sådanne økonomier skaber mindre vækst, færre gode jobs og dermed mindre social fremgang. De er således både en økonomisk og social katastrofe.


Udviklingen har været undervejs de seneste par årtier, men er blevet helt tydelig nu: forholdet mellem realøkonomiens virkelige produktion og finansøkonomiens papirpenge er simpelthen blevet vendt på hovedet. I dag er det finansielle begivenheder, der sætter dagsorden for økonomien. Ikke omvendt. Den globale økonomi trækker således vejret i takt med udviklingen på alverdens børser. Det er ikke genopretningen af eksport, produktion, beskæftigelse og forbrug i de enkelte lande, der afgør den økonomiske skæbne, men risikoen for et nyt aktiekrak eller faldende tillid til amerikanske og europæiske obligationer. Rent finansielle forhold bestemmer, om vi havner i en ny akut krise eller ej.

Det så vi tydeligst i august i USA, hvor rygterne om en fremtidig nedvurdering af USA’s kreditværdighed alene var ved at sende den amerikanske økonomi til tælling. Og det er det, vi har været vidne til de sidste par måneder, hvor EU’s stats- og regeringsledere har gjort utallige krumspring for at tilfredsstille de finansielle markeder. Finansverden afgør verdens gang og monopoliserer den politiske debat. Vores økonomier er simpelthen blevet ”finansialiseret”. Både private virksomheder og økonomien som helhed dikteres i stigende grad af finansmarkedernes krav. Og som konsekvens heraf har vi skabt et nyt finansielt monster. Det er tydeligt, hvis man kaster et blik på et par nøgletal.


De seneste årtier er værdien af verdens finansielle aktiver steget meget hurtigere end den globale økonomi har udviklet sig. Fra at udgøre nogenlunde det samme som verdens BNP i 1980 til svimlende 212 trillioner dollars, eller 3,4 gange verdens BNP, ved udgangen af 2010. Og himmelflugten fortsætter. Det anslås således, at handlen med finansielle aktiver stiger 50 procent hurtigere end handlen med andre varer og tjenesteydelser.

Finanssektoren er også vokset og har særligt skærpet sin evne til at rage stadig større dele af værditilvæksten i økonomien til sig. I USA er finanssektorens andel af virksomhedernes overskud eksempelvis steget fra gennemsnitligt 15-20 procent af de samlede overskud i starten af 70’erne til 35-40 procent i tiåret op til krisen. Det endda i en periode, hvor de samlede overskud som andel af USA’s BNP steg betragteligt.

Men det er altså ikke, som mange ellers påstår, et tegn på succes for en økonomi, at den finansielle sektor bliver ved med at vokse. Og det er bestemt ikke smart, at den finansielle sektor bliver den mest profitable del af erhvervslivet. For mens den finansielle sektor er afgørende for, at andre sektorer kan skabe værdi, velstand og velfærd, så gør den det ikke selv.

Det gentager jeg gerne: finansverden skaber ikke selv værdi. Den kan få resten af økonomien til at glide. Og det er dens opgave. Men den skaber ikke selv hverken økonomisk vækst eller udvikling. Så når den finansielle sektor trækker flere og flere ressourcer til sig og koncentrerer en stigende del af økonomien hos sig selv er det et problem. Det svarer til en parasit, der suger stadig mere næring til sig fra sin værtsorganisme.

Det risikerer simpelthen at reducere den økonomiske vækst. Det skyldes, at pengene – modsat hvad teorierne ellers siger – har en tendens til at blive i det finansielle system, og ikke komme ud og arbejde i realøkonomien. Samtidig med, at finansialiseringen har taget fart, er investeringerne i ny teknologi, produktion og lignende således faldet. Finansialiseringen af vores økonomier har simpelthen en tendens til at redistribuere indkomst og indtægter fra produktive aktiviteter til ikke-produktivt finansielt hokuspokus. Det taber hele økonomien på. Men det går særligt ud over middelklassen og de fattige. For det betyder, at der ikke skabes tilstrækkeligt med nye gode jobs.

Når der ikke kommer nye produktive aktiviteter hos præsten, er der ikke noget, der kan dryppe på degnen.
Så længe finansverden spiller den rolle, den gør, kan vi derfor heller ikke forvente andet, end det vi ser i dag, hvor arbejdsmarkedet i stigende grad består af dårlige servicejob, som folk tager på korttids-kontrakter uden pension, efteruddannelse og andre fordele. Så der er al mulig grund til at få gjort op med finansialiseringen. Det vil ikke kun skabe en mere stabil og bæredygtig økonomi, men generelt udvikle vores økonomi, så den kan understøtte det, der må være dens formål: at sikre social fremgang og bedre livsmuligheder for stadig flere mennesker.