På tide med en ny kurs for Europa

Skrevet af Sony Kapoor, Direktør i finanstænketanken Re-Define og ekstern lektor ved London School of Economics og Kristian Weise, direktør i Cevea.

Vi står i den mest seriøse krise i vores levetid og EUs svar har slået fejl. De ensporede nedskæringer, vi indtil videre har forsøgt os med, vil kun føre til recession med høj arbejdsløshed, velfærdsforringelser og stigende social uro.

I 2009, da Grækenlands alt for høje statsgæld blev afsløret, skiftede fortællingen om krisen med chokerende hastighed, fra ‘finanskrise’ til ‘gældskrise’. Skiftet var politisk og ideologisk drevet, fordi lederne i nogle lande fandt det nemmere at bebrejde ’de dovne grækere’ for krisen end at adressere de underlæggende problemer i deres egne banker. Svaghederne i den finansielle sektor blev gemt og glemt, men nu betaler Europa prisen. Selvom det europæiske banksystem nyder hidtil uset støtte fra befolkningen, er det defekt og svigter sit formål: at understøtte realøkonomien.

At generalisere, sådan som de europæisk ledere og visse intellektuelle gør, ud fra Grækenlands meget specifikke statsgældsproblem til at mene, at hele den europæiske krise skyldes forvokset statsgæld går i mod både logik og fakta. At udskrive en behandling på baggrund af en forkert diagnose vil aldrig ende godt. Derfor er EU's krisehåndtering indtil videre mislykkes.

Ifølge Eurostat er en betydelig del af den såkaldt kritisk høje gæld blevet opbygget efter 2007 – ikke før – da landene kæmpede for at finde et modsvar til finanssystemets nedsmeltning og dets konsekvenserne for realøkonomien. Mellem 2007 og 2011 steg den irske statsgæld med 273 pct. fra 24,8 pct. til 92,5 pct. af BNP, den lettiske firdoblede fra 9 til 44,7 pct. og Storbritanniens gæld næsten fordobledes fra 44,4 til 79,9 pct..

De store underskud på de offentlige budgetter, som de fleste lande har oplevet, skyldes en kombination af at krisen har fremkaldt et kollaps i staternes provenu og at udgifterne til bankpakker og offentlig understøttelse af arbejdsløse europæere er steget. De fleste lande har et meget lavere offentligt forbrug end Danmark. Krisen er ikke skabt af offentligt overforbrug og derfor vil besparelser, EU's hidtidigt eneste svar, ikke få Europa ud af krisen.

Det lykkedes rigtigt nok Sverige i 1990erne at spare sig til øget konkurrencedygtighed og dermed eksportere sig ud af økonomiske problemer. Men de erfaringer, en lille, åben økonomi med en fleksibel valuta omringet af voksende handelspartnere dengang gjorde sig, kan verdens største økonomi ikke lære meget af i den nuværende situation.

EUs taktik med at skære det offentlige forbrug i alle lande på én gang vil fungere mod hensigten. For EU nyder ikke den luksus at have fleksible valutaer og har ikke de samme eksportmuligheder, i en tid, hvor resten af verden også har rigeligt med problemer.

Det, der er brug for – især I en tid hvor forbrugere og private virksomheder sparer op – er flere offentlige investeringer på EU-niveau. Det vil ikke bare generere eftertragtet efterspørgsel og vækst på kort sigt, det vil også øge EU's potentiale for fremtidig vækst.

De offentlige investeringer kan til dels finansieres af en europæisk indsats for at bekæmpe skatteunddragelse, der vil kunne indbringe hundrede af milliarder af euro. Andre vækstfremmende finansieringsmuligheder er at hæve afgifterne på CO₂-udslip og skadelige finansielle aktiviteter.

Lande som Danmark og Tyskland, for hvilke det er historisk billigt at låne penge, bør gribe muligheden for at foretage produktivitetsfremmende offentlige investeringer. Det vil med sikkerhed også have en positiv effekt på vores kriseramte naboer. Derudover bør Den Europæiske Centralbank fordoble sine udlån til projekter, der kan påbegyndes allerede i morgen, f.eks. i bredbånd, transport og grønne investeringer. Alle disse projekter vil øge Europas muligheder for vækst på den lange bane.

Sidst men ikke mindst skal Den Europæiske Centralbank ændre kurs og hjælpe kriseramte økonomier som Spanien og Italien til at opnå billigere lån. Det vil afværge det øjeblikkelige behov for besparelser, så den langsigtede vækst ikke udhules af nedskæringer i investeringerne. Den Europæiske Centralbanks nuværende tilgang, hvor private banker får ubegrænset adgang til midler mens staterne nægtes nogen som helst form for støtte, er dyr og frugtesløs.

Den bedste måde at reducere både offentligt og privat gæld og få det finansielle system tilbage på sporet er gennem et målbevidst fokus på vækst. Derfor har Europa brug for en kombination af fortsatte offentlige investeringer og strukturelle reformer, ikke endeløse nedskæringer i de offentlige budgetter.