Krisen er bankernes, ikke velfærdsstatens

Den såkaldte ’statsgældskrise’ sætter stadig dagsorden for hele Europa. Fra dag til dag får den Europas ledere til at iværksætte nye rednings- og sparepakker, mens de i krisens navn er ved at afmontere de velfærdsstater, der blev opbygget i de foregående årtier.

Men krisen er ikke velfærdsstatens. Den skyldes ikke – hvad man ellers skulle tro, hvis man lytter til de mest dominerende økonomer og andre meningsdannere – at de europæiske velfærdssamfund har overlevet sig selv. Og den kan heller ikke alene bebrejdes uansvarlige politikeres overforbrug.

Derfor kan krisen ikke løses med nedskæringer og smalhals. Fra hovedstad til hovedstad bruges statsgældskrisen ellers til at reformere, barbere eller helt afskaffe pensionsordninger, arbejdsmarkedsunderstøttelse og lignende velfærdsordninger. Andre steder er det offentlig forskning, sygehuse og infrastruktur der står for skud. Og helt gennemgående bliver antallet af offentligt ansatte og deres lønninger angrebet.

Indretningen af nationalstaten, hvad end det er den danske, tyske eller italienske, skal naturligvis være bæredygtig og holdbar. Hvis politikerne vælger at lade udgifterne stige på lang sigte, må indtægterne gøre det samme. Og hvis befolkningerne lever væsentlig længere end hidtil, er det også naturligt, at de må tage en ekstra tørn på arbejdsmarkedet. Derfor er velfærdsstaten aldrig en statisk institution, men noget, der løbende må tilpasses og reformeres.

Når den nuværende statsgældskrise bruges som påskud til at udtynde og udviske velfærdsstaterne, er det dog både forkert og fejt. Forkert fordi det er en fejlmedicinering, der vil forlænge den grundlæggende krise. Fejt fordi det blot er en undskyldning for at gennemføre ideologiske og politisk motiverede angreb på de etablerede velfærdssamfund.

Den høje gæld i en række europæiske lande er, for langt de flestes vedkommende, ikke en konsekvens af, at deres samfund ikke længere hænger sammen og at deres politikere har skabt uregerlige velfærdsfantasmer.

Politikerne kan og skal naturligvis aldrig helt frikendes. Men krisen er først og fremmest en konsekvens af, at landene har reddet deres skrantende private banker. Og at landene har oplevet en eksploderede arbejdsløshed, som har kostet dyrt på både tabte skatteindtægter og i form af flere udgifter til understøttelse.

Der er lande som Grækenland, Italien og Belgien, der allerede inden krisen og som det kan ses af grafen, havde stor gæld og ikke overholdt EU-reglerne på området. Men der er også mange af de lande, der nu er i krise – ikke mindst Irland, Spanien, Island og Storbritannien samt Letland og Litauen – hvor de store stigninger i statsgælden skyldes gæld, der er blevet skabt af finanskrisen. Den britiske statsgæld er blevet fordoblet under krisen, mens den lettiske er firedoblet.

Lande som Spanien og Irland var rent faktisk blandt eurozonens dukse inden finansverdenen kollapsede. Begge lå de langt under EU’s gældsgrænse på 60 pct. af BNP. Irlands gæld udgjorde blot på 24 pct. af BNP i 2007. Men efter at den irske stat har brugt i omegnen af 400 mia. kroner på at redde konkurstruede banker, er den irske gæld steget til 108 pct. af BNP.

Et nyt, stort og meget citeret studie af nogle af USA's førende økonomer, Carmen Reinhart og Kenneth Rogoff, har vist, at store bank- og finanskriser i gennemsnit fører til, at statsgælden stiger med 86 pct. i årene efter krisens start på grund af bankpakker og dårligere økonomi. Det mønster har vi, som vist, også set i årene efter den aktuelle krise – dog med den forskel, at statsgælden i EU endnu ’kun’ er steget med ca. 40 pct., eller halvdelen af det historiske gennemsnit, siden krisens start.

Den øgede statsgæld i kølvandet på finanskrisen er således en konsekvens af, at finansverden som vi kendte den op til efteråret 2008 – med høj gearing, stor appetit på risiko og et væld af ugennemskuelige produkter og praksisser – spillede fallit. Ikke desto mindre er det altså nu de stærke stater, der redde bankerne og verdensøkonomien, som står for skud.

Det er samtidig paradoksalt, når det nuværende gældsniveau i historisk sammenhæng ikke er alarmerende højt. Den britiske gæld ligger i dag lige over 80 pct. af BNP. Men sidste gang vi havde en krise på størrelse med den nuværende, var gælden i Storbritannien 200 pct. af BNP. Den italienske gæld var højere i midten af 1990’erne end den er i dag. Og alle vestlige lande havde langt højere gæld i kølvandet på 1930’ernes krise og verdenskrigene. Opsvinget i 1950’erne og 60’erne i kombination med høj inflation sørgede dog for, at gælden i gennemsnit krympede til en femtedel af hvad den var efter Anden Verdenskrig.

Vi kan ikke tillade os at ignorere gælden eller lade den løbe løbsk. Men gælden ikke er Europas største problem. Hvis økonomien og beskatningsgrundlaget vokser hurtigere end gælden, vil den kunne tilbagebetales indenfor en overskuelig periode. Hvis vi investerer tilstrækkeligt i at forbedre infrastruktur, uddannelsesniveauet og andre generelle produktivitetsforbedringer, så vil væksten kunne håndtere gældsproblemet. Det er derfor den manglende vækst og konkurrenceevne, der er det reelle problem.

Men så længe grækerne og resten af Europa skal finde pengene til at betale renter ved massive nedskæringer, så kan de være helt sikre på, at den nedadgående spiral af stagnation, stigende gæld og endnu flere nedskæringer vil fortsætte. Vi kan ikke fortsætte med at fodre hunden med dens egen hale.

Både det private og det offentlige må investere mere. Der er ressourcer til det. Både i private opsparinger og i pensionskasserne. Og i enkelte lande er der også plads til det i nationalregnskabet. Derudover er renterne historisk lave, så med mindre man låner penge for at skylle dem ud i toilettet eller foretager meget forkerte investeringer, vil lån optaget i dag stort set altid kunne betale sig hjem.

Det store fokus på statsgælden er noget af en misforståelse. At det skulle være det største problem i dag, er en myte, som en række borgerlige politikere og ideologisk bundne økonomer udnytter til at opfylde deres politiske ambition om at skære ned på de europæiske velfærdsstater. Og det vil kun skabe større problemer, end det det foregiver at løse.