Derfor er finansskat vejen frem

Det kunne lyde som sund skepsis og påpasselighed, når skatteordfører Nadeem Farooq (R) den 12. januar understreger at hans parti ikke har ideologiske udeståender med bankerne. Men desværre bygger hans analyse og argumenter mod indførelse af en afgift på finansielle transaktioner (FTT) på række stærkt fejlagtige antagelser.

For det første vil en finansskat på mellem 0,01-0,1 pct. ikke skade økonomien. Kommissionen har i en pressemeddelelse netop afkræftet den igangværende skræmmekampagne om, at Europa skulle miste 440.000 jobs ved indførelse af FTT’en. Kommissionens nye korrektion lyder som følgende: ”en sandsynlig konsekvens - som følge af den konkrete konstruktion af forslaget - vil blive et mindre tab af vækst på ca. 0,53 % af BNP, dvs. under en tredjedel af de tal der citeres”. En hurtig hovedregning tilsiger, at hvis økonomien vokser med 2 procent om året, så vil væksten om 10 år være 21,9 pct. større uden en FTT-beskatning og 21,4 pct. med en ny afgift. Næppe noget alarmerende tal.

For det andet, så er der ikke tale om noget nulsumspil. De penge som afgiften vil indbringe forsvinder ikke ud af økonomien. De 10 EU-lande, der allerede i dag opererer med forskellige former for finansielle transaktionsafgifter opnår tværtimod et betragteligt provenu, som netop kan anvendes til sparke gang i de europæiske investeringer og den alt afgørende jobskabelse. Den såkaldte ”Stamp Duty”, som oprindeligt blev indført i Storbritannien i 1694, indbringer således 30-40 milliarder kroner om året. Det har endnu ikke undermineret finanshovedsædet i London, der fortsat sidder på 34 pct. af den globale finansielle handel. Det giver gode investeringsmuligheder.

For det tredje er spørgsmålet om en afgift på finansielle transaktioner også et spørgsmål om hvordan man generelt indretter sit skattesystem. De fleste fagøkonomer er fortalere for at placere skatter og afgifter på det, vi ønsker mindre af og som dermed kan bruges til at afbøde for negative eksternaliteter. Det er f.eks. grønne afgifter på energiforbrug, afgifter på tobak eller afgifter på kortsigtede spekulationer. Umiddelbart bekender Radikale Venstre sig netop til denne tænkning, når de på deres egen hjemmesider skriver følgende: ”Vi vil øge beskatningen af det, vi har for meget af – sundhedsskadeligt forbrug og forurening - og mindske skatterne på det, vi har brug for – mere arbejdskraft.”

På denne baggrund er intet, der taler for at de Radikale skulle være modstandere af en europæisk afgift på finansielle transaktioner, som dels ikke hæmmer væksten, dels skaber provenu til ønskede investeringer, og dels stemmer overens med radikale beskatningsprincipper. Vi må med andre ord kunne forvente en Folketingsgruppe i Radikale Venstre på bølgelængde med Sarkozy, Merkel, 80 pct. af de europæiske befolkninger, og alle andre der i dag kæmper for at skabe en mere bærerdygtig vækst i Europa.