Skat er andet end konkurrence

Skats traditionelle rolle som omfordeler er på retræte. I stedet bruges den til styring.

Veluddannede og højtlønnede udlændinge står på stort set alle landes ønskeliste. De bringer nye ideer, ny viden og nye kompetencer med sig og styrker både virksomheder og det enkelte lands samlede økonomi. Derfor tilbydes de ofte også gunstige vilkår, ikke mindst lavere skat, i en periode. Som Krakas analyse viser, lader det til at virke. Men der er grænser for, hvor stor skattefesten for de rige og dygtige skal være. For man skal ikke overvurdere, hvad de økonomiske incitamenter betyder for, om man flytter til et land for at arbejde. Og skatten er ikke kun et redskab, der skal bruges til at optimere økonomien ved at påvirke folks adfærdsmønstre. Som Kraka selv påpeger, er der mange faktorer, der har betydning for antallet af udenlandske højtuddannede i Danmark.

Derfor skal man også være varsom med at konkludere, at det er forskerskatteordningen alene, der har øget antallet af vellønnede udlændige i Danmark. Om man tager et job i et andet land påvirkes af meget andet end økonomi. Jobindholdet og muligheden for at fremme sin karriere blev fremhævet som de to vigtigste parametre for at tage et job i Danmark, da udenlandske videnarbejdere blev spurgt til det i en undersøgelse fra Oxford Research.

Derudover tyder det på, at det, der trækker højtuddannede udlændinge og deres familier til Danmark, er andre kvaliteter ved Danmark end nettolønnen: fra den store sociale tryghed, lave kriminalitet og høje grad af tillid til de gode børnepasningsordninger og den generelle livskvalitet.

Lønudviklingen for mange er gået i stå

At skatten ikke er afgørende for tiltrækningen af dygtige udlændinge er derudover åbenlyst, når Sverige i perioder, hvor der har været bud efter dem, har tiltrukket op til fire gange så mange udenlandske ingeniører som Danmark. En strategi med endnu lavere skatter til dygtige udlændinge på bekostning af investeringer i fremtidig velfærd vil formentlig ikke engang være fornuftigt ud fra rent økonomiske overvejelser. De seneste tre årtier er selskabsskatten eksempelvis blevet halveret, fra 25 til 50 procent. Det skulle give virksomhederne flere incitamenter til at investere. Men ikke desto mindre har det generelle investeringsniveau i perioden været faldende. Den økonomiske gulerod har således ikke virket.

Konsekvensen har til en vis grad været, at virksomhederne er sluppet billigere i skat i en periode, hvor de ellers har tjent flere og flere penge. Det samme kan ske med højtuddannede og vellønnede i fremtiden. Fra flere sider argumenteres der således for, at skatterne for de højestlønnede skal sættes ned. For ellers vil de ikke arbejde tilstrækkeligt (ja, det påstås der!), og ellers er vi ikke konkurrencedygtige nok. Men paradoksalt nok kommer kravet om lavere skat for dem med de højeste indtægter på et tidspunkt, hvor forskellen på høj og lav løn er stigende. Lønudviklingen for de mange er således gået i stå, mens der stadig er pæne lønstigninger til dem i toppen.

Derfor er indkomstuligheden også kraftigt på vej opad.

Hvis nye skattetiltag så oven i købet forstærker den tendens ved primært at tilgodese dem med de højeste indtægter, er det vist berettiget at spørge, om der ikke er noget galt? Det betyder i hvert fald, at skatten har fået et helt nyt politisk og samfundsøkonomisk formål. Traditionelt har den nemlig skullet finansiere den offentlige velfærd og sikre en retfærdig fordeling af økonomien. Men skattens funktion i forhold til at omfordele fra de rigeste til de fattigste er på retræte til fordel for rollen som generelt økonomisk styringsinstrument.

Dermed er det et led i en udvikling, hvor "the winner takes it al