Nul-sums ignoranterne

Det har længe trukket op til et sjældent ideologisk stormvejr omkring den europæiske finansskat. Den igangværende debat om Tobin- eller FFT-skatten har skilt fårene fra bukkene og vist hvem, der er på lønmodtagernes side og hvem, der er på bankdirektørernes.

Vi har senest haft Europaparlamentarikeren Jens Rohde, tidligere overvismand Peter Birch Sørensen og tidl. bankdirektør (og skatteminister) Carsten Koch på banen med nogle ganske tvivlsomme og ikke-analytiske budskaber. De advarer alle kraftigt imod finansskatten. Selvom de kan have har ret i dele af deres pointer, så ligger deres samlede konklusioner milevidt fra den virkelige verden.

Der forhandles fortsat om, hvordan skatten skal skrues sammen, og vi mangler derudover også de endelige beregninger fra Kommissionen, på hvordan skatten vil påvirke vækst og beskæftigelse, som skulle komme senere i denne uge. Når de højstemte skeptikerne udtaler sig bastant uden solid grund under fødderne, skyldes det netop at de indtil videre har været ude i et ærinde, der mest af alt minder om en opblæst skræmmekampagne.

Når skræmmekampagnen for søger at sprede et budskab om at en finansskat vil begrænse vækst og jobskabelse på europæisk plan, så er det alene fordi de analysere forslaget som et såkaldt ’nul-sum-spil’. De fokuserer kun på betydningen af de omkostninger, som FTT-skatten vil påføre banker og spekulanter. Omvendt ignorerer de, hvilken dæmpende effekt en finansskat vil have på de skadelige spekulationer. Og de glemmer, hvilken effekt det provenu, som en finansskat vil generere, kan have i forhold til at øge investeringerne i realøkonomien.

Det er således klart, at hvis finansskatten var et rent nul-sum-initiativ, der alene betød penge ud af vinduet, så ville det være en meget dårlig idé. Det er bare ikke tilfældet.

Ifølge en ny rapport fra de økonomiske professorer og specialister i finansøkonomi Stephany Griffith-Jones and Avinash Persaud lyder beregningerne således helt anderledes end de ideologiske postulater. Når man tager højde for de reducerede systemiske risici, udvidelse af den aggregerede efterspørgsel og konsolideringen i den europæiske realøkonomi, så vil finansskatten ifølge de nye beregninger påvirke væksten positivt med mindst 0,25 pct. af BNP.

En lignende konklusion er den østrigske økonom Stephan Schulmeister tidligere nået frem til i hans analyse, hvor en afgift på blot 0,05 pct. vil skabe et provenu på 1,8 pct. af BNP (Eurozone, 2010 data) og samtidig reducere den spekulative handel med ca. 70 pct..

Indførelsen af en finansskat er altså langt fra et nul-sum-spil. Der er en række direkte og afledte effekter, som netop vil gavne de europæiske lønmodtagere. En finansskat er ikke det eneste redskab, som skal bruges til at skabe en mere bæredygtig økonomisk udvikling, men det er et afgørende redskab.