Rygmarvsreaktioner mod finansskat

POLITIKEN flød i den forgangne uge over med godsindede mennesker som Carsten Koch og Peter Birch Sørensen, der vil en bedre verden, men ikke har viljen til at tænke ud over status quo. De nedsablede begge forslaget om en EU-skat på finansielle transaktioner. Og det endda uden at overbevise om, at de har sat sig ordentligt ind i den. Finansskatten afvises med afsæt i påstandene om, at den vil lede til kapitalflugt, betyde lavere vækst, og at den i sidste ende vil blive betalt af almindelige mennesker. Men skatten er netop indrettet, så man ikke kan undgå den, hvis man handler med europæiske værdipapirer eller via europæiske banker m. m. Kapitalflugt kan kun finde sted, hvis man eksempelvis placerer alle sine penge i Hongkong, og kun handler med asiatiske værdipapirer. Det er der ikke mange, der vil gøre på grund af en afgift på en promille eller mindre. Så den frygtede kapitalflugt vil udeblive.

MYTEN OM, at finansskatten vil svække økonomien, er også ved at blive punkteret.

Økonomiprofessor ved Columbia University, Stephanie Griffith-Jones, og fi-nanseksperten Avinash Persaud har netop fremlagt en rapport, der viser, at finansskatten vil øge væksten. EU-kommissionen er også selv på vej med en rapport, der viser det samme. Almindelige mennesker vil ikke blive ramt af den.

Skatten vil hverken omfatte optagelse af hus-og billån eller veksling af penge til ferien. Den vil heller ikke spise en del af deres pensioner. Skattens adfærdsregulerende effekt vil betyde, at der vil blive placeret flere penge i netop langsigtede investeringer som aktier og obligationer.

Deres værdi og de samlede pensionsopsparinger kan derfor forventes at stige.

Når finansskatten så samtidig kan være med til at forhindre fremtidige finanskriser, er det åbenlyst, at den vil bidrage positivt til økonomien. Men mange eksperter, som Koch og Birch Sørensen, kan ikke forestille sig en økonomi, hvor bankerne ikke længere sidder i førersædet. Og mens de er klar til at regulere meget andet, fortæller deres økonomiske modeller dem, at enhver hindring for fuldstændig frie kapitalbevægelser vil betyde dommedag. Med sådan et udgangspunkt når man kun de løsninger, som bankverdenen allerede selv har accepteret: lidt højere krav til de enkelte bankers egenkapital.

Det betyder ' business as usual'. Og det vil hverken sikre, at finansverdenen tjener resten af økonomien, eller at det ikke igen er skatteyderne, der står med regningen for et nyt finanskrak.