Finansskatterne kommer

Forslaget om en skat på finansielle transaktioner, ofte også kaldet Tobinskatten eller Robin Hood skatten, er blevet denne vinters mest iøjnefaldende EU-sag. Konflikterne er tydelige og skræmmebillederne mange. Modstanden er indædt blandt nogle, ikke mindst briterne, og EU får derfor formentlig ikke en transaktionsskat, der omfatter alle 27 medlemslande.

Men det betyder ikke, at vi ikke får nye finansskatter på europæisk plan. For der er en del flere skud i bøssen: en transaktionsskat blandt udvalgte lande, en finansiel aktivitetsskat, og såkaldte bankafviklingsfonde.

Finansskatterne kommer. Det er bare et spørgsmål om, hvilken form de får – og om man vælger den bedste løsning. Hvis skatten skal forhindre nye kriser og sikre en sundere økonomi for fremtiden, er den fælles skat på finansielle transaktioner klart at fortrække.De første tegn på, hvilken vej vi kommer til at gå kan komme allerede indenfor et par uger.

Ved EU’s finansministres møde i næste måned (d. 13. marts) vil den finansielle transaktionsskat, eller FTT’en som den typisk bare kaldes, nemlig formentlig komme på dagsorden. Det er Tyskland og Frankrig, der presser på for at få taget stilling til forslaget – og Margrethe Vestager, der formelt skal tage det op.

Ni lande kan gå foran

Hensigten er at få afgjort, om et samlet EU kan arbejde videre med forslaget. Meget skal ændre sig, hvis det skulle blive muligt, ikke mindst fordi Storbritannien så kraftigt sætter hælene i. Men et afslag i første omgang, er ikke enden for den finansielle transaktionsskat.

For når først stillingen er gjort op, kan en mindre gruppe af lande kan gå videre og implementere forslaget indenfor et såkaldt ’udvidet samarbejde’. Og det er der netop nu ni lande, blandt andet Tyskland, Frankrig, Italien, Belgien og Østrig, som ser ud til at ville gøre.

Tidligere på måneden sendte de et brev til Margrethe Vestager om, at de støtter transaktionsskatten og vil have arbejdet med den fremskyndet. Frankrigs Sarkozy har allerede selv fremsat et forslag til en fransk skat. Og der findes lignende skatter i flere af de andre lande. Så det er på ingen måde utænkeligt, at der kommer en tysk-fransk-og-middelhavs skat på finansielle transaktioner. Både hvis det sker og uafhængigt heraf, er der også en hvis sandsynlighed for, at vi i EU i fremtiden vil have en fælles finansiel aktivitetsskat.

Den vil beskatte banker og andre finansinstitutioners omsætning, lønninger, indtjening eller overskud. Og den fremføres ikke mindst fordi, den finansielle sektor ikke betaler moms, og at der kun er enkelte lande – eksempelvis Danmark med vores lønsumsafgift – som har kompenseret for det. De finansielle aktører er derfor underbeskattede; noget de rent faktisk selv har erkendt. Bankafviklingsfonde er der allerede blevet etableret.

Siden sommeren 2010 har der således været et program for, hvordan EU-landene kan opkræve bidrag fra deres banker, som går til fonde, som kan hjælpe dem, hvis de skulle blive ramt af en ny krise. Formålet er, at regningen ikke endnu engang havner hos den almindelige skatteyder.

Både den finansielle aktivitetsskat og bankafviklingsfondene er fornuftige tiltag. Men hvis vi virkelig skal ændre noget ved den måde finansverden fungerer, er det nødvendigt med den finansielle transaktionsskat, eller FTT’en som flere foretrækker at kalde den.

Det skyldes, at finansverden har udviklet sig forkert og på mange måder er blevet dysfunktionel. Dens hovedopgave er at sikre opsparing i økonomien, at kapital placeres hvor den er mest produktiv, og at risici minimeres. Men op til krisen fejlede den på alle disse områder og blev i stedet fanget i sit eget selvrefererende net af handler med alskens værdipapirer; det der mest af alt ligner en spekulativ kasinoøkonomi.

Mere stabil økonomi og stærkere økonomisk udvikling

Mængden af finansielle transaktioner er således vokset eksplosivt. I 2008 udgjorde værdien af dem 74 gange verdens BNP. I 1990 var det 15 gange verdens BNP. Men en meget stor del af disse transaktioner er alene spekulative eller foretaget for på anden vis at opnå en kortsigtet gevinst. De har ikke nogen relation til realøkonomien og hjælper dermed ikke til at skabe yderligere produktion og beskæftigelse. I de bedste tilfælde er deres samfundsfunktion neutral. I de værste er den direkte skadelig.

En stor del af disse handler foregår ved at computere køber og sælger værdipapirer på baggrund a meget små prisforskelle. Det er det, der hedder højfrekvenshandel eller high frequency trading. I EU vurderes højfrekvenshandel i dag at udgøre 30-40 procent af alle handler. I USA er det op til 50-60 procent. Sådanne handler er i USA blevet kritiseret for at stå bag det såkaldte ’flash crash’ i maj 2010, hvor Dow Jones aktieindekset på et kort tid faldt med 9 procent, og i Storbritannien er der blevet opfordret til en undersøgelse af dem i forbindelse med større tab på aktier.

Men selv når det ikke er computere, der handler med hinanden, er der sjældent samfundsøkonomiske fordele ved de store mængder af kortsigtede spekulative handler. Hvad godt kommer der eksempelvis ud af, at en stadig større del af finansverden bruger sin tid på at handle i små prisforskelle på afledte papirer, det vi også kalder derivater, eller på at spekulere i, at et land som Grækenland går statsbankerot?

Absolut intet.

Da FTT’en pålægges selve handlen med finansielle produkter, fremfor de overordnede finansielle aktiviteter, vil den ramme netop disse hurtige handler, men ikke de langsigtede investeringer, der skaber arbejdspladser og vækst. Derfor vil FTT’en rent faktisk også være med til at skabe økonomisk vækst. Det har økonomiprofessor ved Columbia University, Stephanie Griffith-Jones og finanseksperten Avinash Persaud netop vist i en ny rapport.

Deres vurdering er, at skatten mindst vil øge væksten med 0,25 procent. EU-Kommissionen er også selv på vej med en rapport, der viser det samme.

Og myterne om, at en finansiel transaktionsskat vil lede til kapitalflugt og at prisen for den i sidste ende vil blive betalt af almindelige forbrugere, er også blevet punkteret.Så når nu vi ved, at finansskatterne kommer, hvorfor så ikke vælge den bedste løsning? Det vil være at gøre jobbet helt, ikke halvt.