Nyliberalismen finanskrise

I denne tid kæmper den økonomiske doktrin, der har hersket de seneste tre årtier - nyliberalismen - sin dødskamp. Men ganske som orkestret på "Titanic" fortsætter de nyliberalistiske dirigenter deres melodi, mens skuden er på vej ned.

Mange har peget på, at finanskrisen ikke mindst er blevet muliggjort af omfattende deregulering af de finansielle markeder i de seneste årtier, inspireret og gennemkæmpet af nyliberalistisk inspirerede økonomer og politikere, som har været imod statslig regulering.

Denne erkendelse deles ikke af det nyliberalistiske CEPOS: »Krisen har intet med liberal og frimarkedsorienteret politik at gøre overhovedet. Bush regeringen har f. eks. ikke ført liberal økonomisk politik«.

CEPOS mener yderligere ikke, at krisen sætter spørgsmålstegn ved den nyliberale patentmedicin om fri markedsøkonomi og mindre statslig regulering: »Det er ikke et tegn på markedsmekanismernes svaghed, at aktører, der er dårlige til at drive forretning, går ned, men derimod tegn på dets styrke.«

Endelig omkring hvad læren af finanskrisen er for penge- og kreditpolitik og økonomisk politik, er der ingen vaklen hos CEPOS: »Finanskrisen skyldes ikke for lidt, menfor meget..regulering.«

(Citater hentet fra CEPOS' hjemmeside fra debatindlægget: "Lad falde, hvad ikke kan stå").

Nyliberalismen skyllede ind over og igennem økonomverdenen, erhvervslivet og de store borgerlige højrepartier i 1980'erne, navnlig i USA og Storbritannien. Frontfigurer for stærkt nyliberalt inspireret politik var i USA den republikanske præsident Reagan og i Storbritannien den konservative premierminister Thatcher.

Ikke mindst blev finansmarkederne afreguleret, inspireret og gennemtrumfet af nyliberalister. Det skete på bekostning af det offentliges pengepolitiske regulering, hvorved centralbankerne trak sig tilbage til rentefastsættelsen som deres kerneområde. Hermed blev fordelingen af lån og investeringer overladt til finanssektoren på dennes betingelser. På samme måde som nyliberalismens fremmarch også betød, at staten reducerede på sit tidligere overordnede ansvar for en balanceret samfundsøkonomisk udvikling i finanspolitikken og i stedet i højere grad lod markedskræfterne råde.

I pengepolitikken har dette betydet, at den primære drivkraft nu er finansinstitutternes indtjening og mere kortsigtede gevinster. Men herved er kortsigtede og risikable transaktioner og spekulative investeringer blevet langt mere fremtrædende på bekostning af samfundsøkonomiske hensyn, ja også på bekostning af det øvrige erhvervsliv. Og den "frigjorte" kapitalismes kriseskabende tendenser har igen har fået friere spil og stærkere effekt.

Siden præsident Reagan har den økonomiske politik i USA haft et overordnet slagord: Mere fri markedsøkonomi og mindre statslig regulering. Det har ikke mindst været gældende på penge - og finansmarkederne. Og det har netop ikke bare én, men flere gange ført til finanskriser.

I 1982 fulgte Reagan slagordene op og liberaliserede den amerikanske sparekassekassesektor, der fik samme frihedsgrader som bankerne, menuden de generende offentligt fastsatte spilleregler for bankverdenens forretningsdrift.

Resultat: Efter syv år kom det til et finansielt sammenbrud i en løbsk sparekassesektor, der havde kastet sig ud i allehånde spekulation. Og staten - dvs. de amerikanske skatteydere - måtte rydde op efter det nyliberale "frimarkeds"eksperiment og bruge 125 mia. dollar eller op mod 600 mia. kr. på at opkøbe op mod 1000 sparekasser.

I 1990 gentog historien sig. Nyliberalistisk inspirerede, højreorienterede politikere i det republikanske parti fik gennemtrumfet en deregulering af banksektoren med nøjagtig samme resultat.

Før Bush kom til forbød staten slet og ret bankerne at yde ubetalelige boliglån til Amerikas lavindkomstgrupper. Et indlysende og fornuftigt princip både over for forbrugerne og for at undgå destabilisering af det finansielle system. Men ikke for Bush-regeringen, for hvem statslig regulering altid har været af det onde og markedsfrihed altid løsningen. Derfor afskaffede man denne begrænsning, hvorpå banker og finansinstitutioner i jagten på hurtige gevinster på boligmarkedet oversolgte rentetilpasning - og pauselån til millioner af amerikanske boligejere med en drøm om eget hus, men uden økonomi hertil.

Få år senere kom resultatet: Finanskrisen.

Det er således klart dokumenteret at finanskriserne ikke er kommet på trods af den nyliberale økonomiske politik og teori: Finanskriserne er direkte opstået i kraft af nyliberalismen.

Ligeså forkert og endda kynisk er påstanden om, at finanskrisen kun repræsenterer en sund udrensning af dårligt drevne virksomheder.

Ikke alene koster krisen tusinder af medarbejdere jobbet i den finansielle verden, men den økonomisk krise i realøkonomien, som er affødt af finanskrisen, har allerede kostet omkring 600.000 jobs siden starten af 2008 og den samlede ledighed i USA er nu oppe på omkring 6 pct. Der er desværre imidlertid ikke grund til at forvente andet end, at dette kun er begyndelsen, og USA kan ende med den højeste arbejdsløshed i årtier.

Da USA tegner sig for mellem en femtedel og en fjerdeldel af verdensøkonomi og er den globale økonomis lokomotiv, vil tabet af jobs også ramme Europa og resten af verden. Millioner vil blive ledige som følge af finanskrisen. Også på boligmarkedet vil krisen ramme hårdt. Alene i USA forventes op mod 2 millioner tvangsauktioner og igen vil Europa også blive ramt. Udviklingen er allerede i gang i f. eks. Storbritannien. Hertil kommer, at krisen naturligvis vil koste økonomisk vækst og dermed betyde ringere indkomst og velfærd i en årrække fremover i hele den udviklede vestlige verden, for slet ikke at tale om, hvor meget mere følelig krisen vil blive i ulandene.

Den nyliberalistiske holdning om krisen som sund udrensning er udtryk for intet mindre end"økonomisk darwinisme". Nyliberalismen er åbenbart kold over for de store menneskelige, sociale og økonomiske omkostninger, som finanskrisen har fået og vil få.

En sådan udvikling med enorme menneskelige og sociale og økonomiske tab må selvfølgelig søges inddæmmet og fremover forebygget.

Vi er hermed ikke forelskede i den hjælpepakke, som er vedtaget i USA og finder det blandt andet helt forkert, at hjælpen går til finansspekulanter og ikke til almindelige boligejere og lønmodtagere, som tværtimod over skatten kommer til at betale. Men vi er under alle omstændigheder af den klare opfattelse, at et omfattende statsligt indgreb i finanskrisen i USA var helt afgørende nødvendigt for at forhindre en total nedsmeltning af økonomien i USA og dermed en global økonomisk krise på højde med i 1930'erne. Derfor er det foruroligende at indgrebet ikke løser krisen på det amerikanske boligmarked.

Den klare konklusion af finanskrisen er, at nyliberalismen har sluppet markedsøkonomiens kriseskabende tendenser løs igen og at inddæmning og forebyggelse af dem kræver øget offentlig indsigt i og regulering af finansmarkederne og stærkere offentlig penge- og kreditpolitisk styring.

Nutidens nyliberalistiske opskrifter stammer i virkeligheden fra forrige århundredes klassiske industrikapitalisme. Vi er imidlertid på vej ind i fremtidens videnssamfund. Fortidens løsninger hjælper ikke på fremtidens udfordringer.

Vi skal ikke tilbage til fortidens løsninger, således heller ikke gammeldags planøkonomi. Vi er for et gensidigt udviklende parløb mellem stat og marked. Men et parløb med respekt for hinandens nødvendighed og roller. Her har nyliberalismen over lang tid amputeret statens rolle ved at fratage den penge - og kreditpolitiske beføjelser og dermed amputeret afbalanceringen af markedsøkonomiens krisetendenser.

Vi agter ikke at lade økonomien gå ned med mand og mus og skal derfor ikke tillade nyliberalismens orkesters frimarkedsdogmatiske eksperimentalmusik at forhindre de politiske hænder, der er brug for ved roret. Vi skal styre os igennem finanskrisen og det gør vi ikke ved at prisgive os markedskræfternes stormstød.