Debat

Alle debatindlæg i denne kategori
8. February 2019

Efter Radius: Infrastruktur er bedst og billigst i fælleseje

Bragt som kronik i Jyllands-Posten 24/1 2019   Salget af eldistributionsselskabet Radius blev stoppet i sidste øjeblik. Det var godt, for Danmark bør fastholde traditionen for fælleseje frem for at gentage andre landes fejlslagne privatiseringer. Hvem skal eje en potentielt set lukrativ monopolforretning, der dels forsyner en fastlåst kundekreds med et basalt livsbehov, dels udgør samfundsvigtig infrastruktur? Det var reelt spørgsmålet, som forligspartierne bag Dong-salget forholdt sig til, da 19.000 km elnet, der forsyner en mio. københavnske og sjællandske husstande med strøm, var til salg for et tocifret milliardbeløb. Udsigten til langsigtede, stabile monopolafkast havde vakt interessen blandt flere udenlandske institutionelle investorer, der søger andre investeringsmuligheder end den stadigt mere uforudsigelige aktieroulette og de slunkne afkast i det nuværende lavrentemiljø. Selv om salgsprocessen formelt blev stoppet, pågår jagten efter en ny ejer stadig i kulisserne. Det glippede Radius-salg tipper næppe velkapitaliserede Ørsteds 200 mia. kr. store investeringsplan eller den grønne omstilling, men Radius-kunderne, der ikke kan gå andre steder hen, fortjener stadig en ejer, der vil give dem de laveste priser og det bedste net. Der tegner sig konturerne til en ny politik for forsyningssektoren, hvor flere af Folketingets partier er enige om, at den kritiske infrastruktur, vi alle er afhængige af, er noget, vi ejer i fællesskab. I Danmark har det traditionelt været fællesskabet – enten i form af forbrugerejede eller offentlige selskaber – som har ejet den samfundsvigtige infrastruktur. Der er intet i hverken indenlandske eller udenlandske erfaringer, der tyder på, at det halvideologiske markedseksperiment, det ville være at privatisere infrastruktur, skulle medføre bedre service eller billige priser. Tværtimod. Infrastruktur er bedst og billigst i forbrugernes eller det offentliges ejerskab. Vi behøver ikke se til udlandet for eksempler på, at privatisering af infrastruktur er en dårlig idé. Radius-sagen vækkede minder om salget af TDC i 1998, hvor teleselskabet med tilhørende kobberledninger endte i hænderne på kapitalfonde, der hev milliardudbytte ud af virksomheden. Den fælles evaluering på tværs af alle partier er, at det var en fejl at sælge kobberet, forsyningsnettet, med. Radius er kobberet i Ørsted, og vi skal ikke begå den samme fejl to gange. Når vi alligevel var millimeter fra en genudsendelse, skyldes det en uforklarlig beslutning i forbindelse med børsnoteringen af Dong. Partierne fik indskrevet i aftalen, at gasforsyningen var kritisk infrastruktur og stadig skulle være i offentligt ejerskab, men en lignende klausul findes ikke på elområdet. Det er svært at se, hvorfor elforsyningen ikke skulle være kritisk infrastruktur, når gasforsyningen vurderes at være det. I takt med at antallet af gaskunder falder, bliver elnettet endnu vigtigere. Det er også svært at forstå, hvorfor forligspartierne ikke skulle arbejde for, at det statslige selskab Energinet overtager elnettet, når selvsamme partier tilbage i 2016 lagde sig i selen for, at det daværende Dong frasolgte gasdistributionsnettet til netop Energinet. Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt fejrede det som »et stykke dansk energihistorie«, da det kort før jul lykkedes at samle hele Danmarks gasdistribution i ét statsligt selskab. Det ville give statens ejerskabsstrategi en klædelig konsistens, hvis forligspartierne vedtager den fornødne lovgivning, så Energinet – der allerede ejer og driver en stor del af elnettet – kan overtage Radius. Der er en overvældende mængde dårlige erfaringer med privatiseringer af forsyningssektoren i vores europæiske nabolande. Et studie af sammenhængen mellem forbrugerpriser og ejerskabsform i elsektoren på tværs af 15 EU-lande over en 30-årig periode viste, at offentligt ejerskab historisk set har sikret lavere elpriser. Omvendt var der ikke entydige tegn på, at liberaliseringer af elsektoren havde medført et nedadgående prispres. Tværtimod er prisen typisk steget som følge af liberaliseringer. Alene i Storbritannien, som privatiserede størstedelen af elsektoren i 1990’erne, er realpriserne på el steget med 67 pct. siden årtusindeskiftet, hvorfor priserne på el før skatter og afgifter er blandt de absolut højeste i EU. Omvendt har fælleseje i den danske elforsyningssektor sikret borgerne en af de laveste grundpriser på el i Europa. Når fælleseje er billigere for brugerne, skyldes det bl.a., at forsyningssektoren er meget kapitalintensiv. Det kræver store investeringer at vedligeholde og udvikle elnettet. Og offentlige selskaber kan optage lån til langt lavere renter end private virksomheder. Private selskabers kapitalomkostninger er højere, og det sætter sig i forbrugerpriserne. Og lige netop inden for forsyningsbranchen er kapitalomkostningerne et afgørende parameter. De positive incitamenter, som opstår ved konkurrenceudsættelse, har heller ikke specielt gunstige vilkår, når det gælder naturlige monopoler. Der er kun ét forsyningsnet. Var Radius endt i hænderne på en kapitalstærk aktør, havde de sjællandske elkunder næppe fundet sammen om at trække 19.000 nye km elnet. Derfor har private distributører ikke et stærkt incitament til at holde priserne lave eller foretage de langsigtede investeringer, det kræver at vedligeholde og udvikle elnettet. Et lavt investeringsniveau koster i sidste ende på den grønne omstilling og på forsyningssikkerheden. Derudover stiller et monopol i privat kontrol store krav til reguleringen af priserne. Det kan være svært at kontrollere, hvorvidt en ny ejer trækker for mange penge ud af forretningen. Finansministeren har udtrykt sin skuffelse over, at S og SF faldt for kampagnen om, at et salg af Radius til en privat distributør ville gøre det dyrere for forbrugerne. Den danske regulering skulle angiveligt være en garanti for, at en ny ejer ikke kan plukke forbrugerne. Ministeren må føle sig overbevist om, at vores regulerende og tilsynsførende embedsmænd er markant dygtigere end deres engelske, tyske og franske kolleger. Regulering af private distributører i forsyningssektoren har slået fejl i mange lande, der har eksperimenteret med det, finansministeren også vil forsøge sig med i Danmark. Det er f.eks. svært at kontrollere detaljerne i omkostningssiden af den indtægtsrammeregulering, som dansk lov underligger naturlige monopoler. En privat ejer kan sikre sig en fortjeneste ved at lave dyre koncerninterne handler, som tilsynsmyndighederne har svært ved at vurdere markedsmæssigheden af. Forsyningstilsynet kontrollerer aktuelt ikke prissætningen på koncerninterne aftaler. Hvordan skulle et lavt bemandet tilsyn, der i forvejen har svært ved at rekruttere økonomer og jurister, så blive i stand til at føre effektiv kontrol med en professionel investor, der har gjort forretning ud af at hente penge af infrastrukturaktiver? Samtidig befinder vi os i en brydningstid, hvor den grønne omstilling forudsætter en omfattende elektrificering, der stiller store krav til fremtidens elforsyning. Det kræver nogle samfundshensyn og langsigtede investeringer, som det er mere end tvivlsomt, at private investorer vil prioritere. Det er meget bedre for både forbrugerpriser, forsyningssikkerhed og den grønne omstilling at have naturlige monopoler og forsyningssektoren lagt i det rigtige kollektive ejerskab i stedet for et privat ejerskab, hvis kompleksitet vi så kan håbe at regulere. Ender Radius på andet end forbrugernes eller det offentliges hænder, vil priserne på at få leveret elektricitet gå op, og investeringerne vil gå ned. Det er en af grundene til, at der på tværs af Europa er en genkommunaliseringsbølge i gang, hvor el, vand og varme købes tilbage på kommunale hænder efter mislykkede privatiseringer. Hvorfor skulle vi dog begå de samme fejl? Det bør være en doktrin i dansk energipolitik, at forsyningsvirksomhed bør ligge i fælleseje; enten statsligt eller kommunalt. Vi har brug for et ejerskab, der kan levere høje investeringer med lave omkostninger. Hvis ikke regeringen vil følge sin egen klare logik og placere elnettet sammen med gasnettet i statslige Energinet, bør man lave et kommunalt driftsselskab til elnettet i København og Nordsjælland.    

8. February 2019

Privat opgavetyveri kan koste danskerne dyrt

Bragt som debatindlæg i dagbladet Berlingske 28/1 2019   At markedsudsætte er et fint princip, hvor markedet fungerer og kan levere det bedste og billigste. Men markedsudsættelser må ikke blive til et ideologisk dogme, hvis de forventede besparelser eller forbedringer forbliver teoretiske. I hele Europa drager kommuner og regeringer konsekvensen af 1980ernes fejlslagne privatiseringsbølge. En stor del offentlig forsyningsvirksomhed, vand, el, varme og affaldshåndtering blev dengang privatiseret i flere af vores europæiske nabolande. Resultatet var højere priser, dårligere service og et lavt investeringsniveau, og det skaber nu en modreaktion. Privatiseringsbølgen trækker sig stille, men sikkert tilbage, og i stedet skyller en genkommunaliseringsbølge ind over kontinentet. Det sker også i Danmark, hvor flere kommuner hjemtager affaldsindsamlingen. Erhvervslivets interesser brokker sig under overskriften »offentligt opgavetyveri«. Men der er i virkeligheden tale om det stik modsatte: Et forsøg på at fremme et uhensigtsmæssigt privat tyveri af opgaver, der produceres mest hensigtsmæssigt i offentligt regi. Ligesom tyskerne køber deres energiforsyning tilbage, franskmændene generhverver deres vandværker, og svenskerne tager fjernvarmeværkerne tilbage i kommunalt ejerskab, vælger flere danske kommuner selv at stå for affaldsindsamlingen. Hvad er årsagen til den kommunale kursændring? Ideologiske motiver i kommunalbestyrelserne? En modvilje mod markedsgørelse? Eller bare en konstatering af, at kommunale affaldsselskaber kan være en bedre løsning, når det gælder priser, service og grønne løsninger?   I Halsnæs Kommune besluttede man, at det kommunale forsyningsselskab skulle overtage affaldsindsamlingen, da kontrakten med den private vognmand udløb i 2015. Kommunen forudså et stort besparelsespotentiale. Siden kommunen overtog affaldsindsamlingen er taksterne for dagrenovation for almindelige husstande faldet med 20 og 15 pct. i hhv. 2015 og 2016, en samlet besparelse på ca. 500 kr. pr. husstand. I andre kommuner er fortællingen den samme: Kommunale undersøgelser og kontroludbud viser, at de kan optimere økonomi og ressourceudnyttelse ved selv at stå for indsamlingen. I Rødovre kunne kommunen spare 1,8 mio. kr. om året ved selv at stå for indsamlingen af affaldet. Derfor har kommunen også valgt at klare opgaven selv i 2019 og bruge besparelsen på at investere i miljøvenlige el-skraldebiler. I Faxe har kommunen valgt at overtage affaldsindsamlingen fra i år. Det kommunale forsyningsselskab leverede det klart billigste tilbud – hele 1,7 mio. kr. billigere om året end det næstbilligste tilbud. Kommunerne hjemtager altså affaldsindsamlingen, fordi kommunen er en billigere operatør. Det tyder på, at de er ved at være i mål med at høste de rationaliseringer, som udbud af affaldsindsamlingen kunne give. Dansk Erhverv opgjorde sidste år, at 20 kommuner enten havde eller var i gang med at hjemtage affaldsindsamlingen. Det er der jo en grund til. Erhvervsorganisationen mente, at det var et problem, men hvorfor egentlig? Borgerne skal da ikke betale mere, fordi operatøren partout skal være privat? At kommunerne er billigere skyldes flere forhold. For det første drives de kommunale forsyningsselskaber efter et »hvile i sig selv«-princip. Den kommunale drift bygger på, at det skal være billigst for borgerne – priserne på bortskaffelse af affald må ikke overstige omkostningerne ved indsamlingen. Omvendt drives de private operatører ultimativt med profit for øje. For det andet er konkurrencen ofte stærkt begrænset. Det indebærer en stor risiko for markedsfejl. I mere end halvdelen af de seneste kommunale udbud af affaldsindsamlingen, har der kun været to-tre indkomne tilbud fra private aktører. Et marked uden konkurrence er ikke at foretrække frem for offentlig produktion. For det tredje skal mange forskellige led i indsamlingskæden hænge sammen på affaldsområdet. Kommunerne har allerede ansvaret for flere led i affaldets vej til at blive genanvendt, og der kan være effektiviserings- og koordinationsgevinster at hente, når den ene hånd også ved, hvad den anden laver. At markedsudsætte er et fint princip, hvor markedet fungerer og kan levere det bedste og billigste. Men markedsudsættelser må ikke blive til et ideologisk dogme, hvis de forventede besparelser eller forbedringer forbliver teoretiske. Hvis kommunerne i mange tilfælde er de bedste til at stå for affaldsindsamlingen, er det kun naturligt, at de løser opgaven selv. Beslutningen må baseres på økonomiske og samfundsmæssige hensyn, ikke ideologi og dogmatisk funderet privat opgavetyveri. Hvis de kan gøre det grønnere, bedre og billigere, skal kommunerne selvfølgelig tage skraldet selv.

8. February 2019

Regeringens korstog mod fjernvarmen kan sende milliardregning til kunderne

Bragt som debatindlæg i Finans 26/12 2018   Bankerne står til at få en stor, forsinket julegave af regeringen den 1. januar. Når tilslutningspligten til landets fjernevarmsystemer ophæves, kan fjernvarmeselskabernes adgang til at optage billige, kommunegaranterede lån i kommunerne og regionernes kreditforening, KommuneKredit, nemlig ophøre. Det vil drive fjernvarmeselskaberne ud i at optage dyrere lån på private markeder. Bankerne vil tjene fedt på at låne ud til fjernvarmen, og ekstraregningen kan kun havne et sted – hos varmekunderne. I første omgang er der eksisterende lån for 25 mia. kr., der skal indfries. Det vil medføre væsentlige meromkostninger, fordi de skal lånefinansieres hos bankerne, der ikke kan tilbyde lige så gode finansieringsvilkår som Kommunekredit. Ifølge beregninger fra Kommunekredit og Dansk Fjernvarme vil ekstraregningen beløbe sig til mindst 3,5 til 4,5 mia. over hele løbetiden på de optagne lån i Kommunekredit, hvis de skal refinansieres med en rente, der er tættere på markedsvilkår. De negative konsekvenser vil med al sandsynlighed have en markant geografisk slagside, fordi bankerne næppe vil finde fjernvarmeværkerne i de tyndt befolkede egne kreditværdige til så store lån. Truslen mod den model, der sikrer dig og mig en billig opvarmning af eget hjem, kommer fra regeringens plan for implementering af sommerens energiaftale. De danske kommuner har igennem årtier haft mulighed for at binde forbrugerne til de fælles fjernvarmenet, hvis det har været nødvendigt for at sikre kundegrundlaget for de meget store investeringer, som etablering, udbygning og grøn omstilling af fjernvarmenetværket kræver. Denne type af kollektive løsninger er fundamentet for, at de kommunale fjernvarmeselskaber kan levere den laveste varmepris i Norden, når man fratrækker skatter og afgifter. Samt at 60 pct. af fjernvarmen i dag er baseret på grøn energi, og at fjernvarmesektoren er den sektor, der har reduceret sine CO2-udledninger mest siden årtusindeskiftet. Men VLAK-regeringen er angiveligt ikke meget for kollektive løsninger. Den stiller spørgsmål ved, om varmeforsyning er en offentlig opgave. Hvis svaret er nej, vil Kommunekredit ikke længere kunne yde lån til de lavest mulige omkostninger. Regeringens officielle motivation for at ophæve tilslutningspligten er, at varmekunderne også i fremtiden skal kunne få grøn og billig varme. Det er svært at se, hvordan det skal blive udfaldet af et arrangeret ægteskab mellem varmekunderne og bankerne, der skal tjene penge på, at du og jeg kan varme vores huse op.  

7. February 2019

FORSLAG TIL AT BEKÆMPE ULIGHED OG SIKRE EN SOLIDARISK FINANSIERING AF VELFÆRDEN

UDARBEJDET AF CEVEA PÅ VEGNE AF SF SF har bedt Cevea vurdere en række politikforslag som et oplæg om, hvordan man i fremtiden kan sikre en solidarisk finansiering af velfærden, og samtidig adressere den stigende ulighed. Rapporten er udarbejdet i forbindelse med partiets 60 års fødselsdag d. 19. januar 2019. Rapporten er derfor at betragte som et diskussionsoplæg, ikke et egentligt samlet, politisk udspil. Uligheden i Danmark er steget markant over de to seneste årtier. I løbet af de seneste 30 år er Gini-koefficienten i Danmark vokset med 7 procentpoint fra 22,07 i 1987 til 29,32 i 2017. Indkomststigningerne er i løbet af perioden blevet stadigt mere koncentreret i toppen af indkomstfordelingen, og det er især den rigeste ene procent, der har oplevet den største indkomstfremgang. Samtidig er indkomststigningerne for de lavere indkomstgrupper enten aftaget eller helt stagneret over tid - i løbet af de seneste 10 år har de fattigste 10 pct. endda oplevet en indkomsttilbagegang. Formueuligheden i Danmark er endnu større end indkomstuligheden. En OECD-opgørelse viser, at Danmark har en af de mest ulige formuefordelinger blandt OECD-lande, når man ikke medregner arbejdsmarkedsrelaterede pensioner, der ikke eksisterer i alle landene. De 60 pct. mindst formuende danskere har i gennemsnit negativ formue, hvilket i praksis betyder, at flertallet af danskere ikke har en likvid formue at falde tilbage på ved pludselige rentestigninger eller ændringer i levegrundlag. Denne rapport rummer en række forslag, der kan bidrage til en mere ligelig finansiering af velfærden og reduktion af ulighed. Forslagene er inddelt tre emner: 1) Øget beskatning af arbejdsfrie indtægter2) Sanering af skattesubsidier til erhvervslivet3) Nationale og internationale initiativer for en mere effektiv beskatning af virksomheder Læs forslagene her: De 10 forslag er kort opsummeret her: 1) INDFØR AKTIEINDKOMST I TOPSKATTEGRUNDLAGET: Ejerskabet over aktier er koncentreret i indkomstfordelingens top. Derudover beskattes aktieindkomsten aktuelt lempeligere end arbejdsindkomsten. Med forslaget vil topskatteydere betale 42 pct. i skat af al aktieindkomst, mens ikke-topskattepligtiges aktieindkomst vil beskattes ved 27 pct.  2) AFSKAF BUNDFRADRAGET OG DET SÆRLIGE SKATTELOFT PÅ KAPITALINDKOMST: Kapitalindkomsternes andel af den samlede indkomst er steget efter finanskrisen, hvilket har øget uligheden, fordi kapitalindkomsterne i udpræget grad er koncentrereret i toppen af indkomstfordelingen. En afskaffelse af det særlige skatteloft for positive kapitalindkomster på 42 pct. sammen med en afskaffelse af bundfradraget for indregning af positive nettokapitalindkomster i topskattegrundlaget kan bidrage til at reducere den stigende ulighed og inddæmme kapitalindkomsternes voksende betydning for samfundets fordeling. Derved vil reglerne for kapitalindkomstbeskatning være de samme som i 2010. 3) GENINDFØR EN FORMUESKAT: Danmark har en relativt høj formueulighed. Højtlønnede har bedre mulighed for at spare op, og derved investere, og afkastsgraden er typisk større for store formuer, hvilket kan være selvforstærkende for yderligere stigninger i uligheden. En genindførsel af en formueskat med lav sats og høj bundgrænse kan være ét instrument til at mindske formueuligheden i Danmark.  4) ET OPGØR MED GENERATIONSOVERDRAGET VELSTAND: Formuer og formueulighed går typisk i arv i flere generationer og nye studier viser, at formuemobiliteten typisk er mindre end indkomstmobiliteten. Flere nye studier peger endvidere på, at store nedarvede formuer reducerer arbejdsudbuddet blandt arvingerne. En progressiv bo- og arveafgift kan inddæmme reproduktionen af formueulighed igennem generationer og gøre samfundets fordeling mere afhængig af ambitioner og hårdt arbejde. 5) RYD UD I FORÆLDEDE LANDBRUGSSUBISIDIER: En stor del af erhvervsstøtten i Danmark går direkte eller indirekte til landbrug. ”Bondegårdsreglen” bevirker, at grundværdien af landbrugsjord fastsættes kunstigt lavere end handelsværdien. Denne regel er ikke ændret siden 1922, og derfor forældet. Grundskyldspromillen er derudover meget lavere fastsat end for andre ejendomme. Det er to subsidier, der direkte tilgodeser jordejere. En afskaffelse af bondegårdsreglen og udligning af den lave grundskyldspromille, vil inddæmme den fordrejning af markedspriserne vi ser i dag. 6) FJERN AFGIFTSLEMPELSER PÅ FORBRUG AF FOSSILE BRÆNDSLER: Afgiftslempelserne fastholder flydriften i at benytte sig af energiformer, der i høj grad belaster miljøet, og er derudover reelt konkurrenceforvridende i forhold til andre transportformer. 7) EFTERSYN AF DE ERHVERVSDRIVENDE FONDE: Den såkaldte transparensregel giver fondsejede selskaber mulighed for at undgå beskatning af en ellers skattepligtig indkomst, hvis indkomsten overføres til fonden og derefter uddeles eller hensættes til almenvelgørende formål eller på anden måde almennytte formål. Der er generelt mangel på transparens i de danske fonde og deres uddelinger. Dette gør det svært at vurdere om fondene reelt lever op til deres forpligtelser og bidrager til almennyttigheden. En større transparens omkring erhvervsdrivende fondes uddelinger, hensættelser og formuekonsolidering vil gøre det muligt at identificere aktiviteter i fonde uden klare og betydelige og almennyttige formål. 8) REKLAMESKAT SKAL SIKRE, AT TECH-GIGANTERNE BETALER SKAT I EUROPA: De store teknologivirksomheder betaler nærmest ikke skat i Europa selvom vores forbrugerdata skaber værdi for dem. Det betyder store skattemæssige fordele for disse selskaber. De forvrider konkurrencevilkårene for fysiske etablerede virksomheder sammenlignet med digitale internationale virksomheder. Digital beskatning er blevet et mere udbredt instrument, og en beskatning på digitale tjenesteydelser solgt til danske virksomheder og reklameskat på reklamer kan bidrage til at sikre et proportionelt skattesvar for den indtjening, tech-giganterne skaber på ryggen af danske forbrugerdata. 9) REDUKTION AF VIRKSOMHEDERS SKATTE- OG MOMSGAB: Danske virksomheder hvert år 14,1 mia. kr. mindre i skat og moms end de burde i henhold til lovgivning. Omtrent halvdelen kan henledes til bevidst snyd, som hver tiende virksomhed forsøger sig med. En styrket kontrolindsats og skrappere sanktioner over virksomheder, der snyder, kan bidrage til at sikre, at flere virksomheder betaler den skat de skal. 10) STYRKET INTERNATIONALT SAMARBEJDE OM GRÆNSEOVERSKRIDENDE KAPITAL OG SKATTEUNDGÅELSE: Den gennemsnitlige selskabsskattesats er faldet markant i EU de seneste 25 år. Medlemsstaterne underbyder hinanden i kampen om at tiltrække udenlandske investeringer. En kraftigt medvirkende årsag til ræset mod bunden er skattearbitrage, hvor multinationale selskaber indretter sig på en måde, hvor de kan minimere deres skattebetaling ved at udnytte huller og mismatches mellem de forskellige nationale lovgivninger. Et forslag er, at arbejde for en mere ambitiøs model for offentlig "land for landrapportering" for at sikre større gennemsigtighed med multinationale virksomheders aktiviteter i forskellige lande og samtidig etablere en fælleseuropæisk bund under selskabsskattesatsen.  

27. September 2018

Fælleseje er guld værd i finanssektoren

I Europa som helhed var kooperative banker mere stabile under krisen og har generelt klaret sig bedre end alle andre typer af banker de sidste 10 år, viser analyser fra den europæiske investeringsfond. I Danmark viser branchens egen opgørelse, foretaget af Finans Danmark, at de fællesejede pengeinstitutter kom bedre gennem krisen. Der var 19 danske banker m.m., der blev afviklet eller fusioneret som følge af krisen. Af dem var 15 konventionelle banker, mens 4 var sparekasser. Det til trods for, at der før krisen var omtrent lige mange konventionelle banker og fællesejede pengeinstitutter. Læs indlægget om fordelene ved fællesejede pengeinstitutter

27. September 2018

Teenageoprøret fra generationen, der blev meget sent voksen

STORT SET ALLE reformer, der har justeret konkurrenceevne og arbejdsudbud og nedbragt trækket på de offentlige kasser uden undtagelse, har ramt yngre hårdere end ældre. Det er de unge, der skal blive på arbejdsmarkedet til de er 73 år. De er dem, der ikke fik efterløn, førtidspensionen kunne de ikke få, de har fået lavere ydelsesniveauer på dagpengene, kortere sikringsperioder. Der var SU-reform, vores boligpolitik beskytter deres forældres friværdi, men der er ingen betalelige boliger til unge osv. osv. Det skal ikke misforstås, som om at jeg er uenig i mange af de her reformer. Der er ingen grund til at pacificere så mange unge på førtidspension eksempelvis. Men alt andet lige er velfærdsstatens tilbud og sikring af unge danskere hel indiskutabelt ringere, end det deres forældre har kunnet regne med. Det ville jo ikke være unaturligt, hvis det havde kølnet de yngre generationers begejstring for vores samfundsmodel - al den tid at der både fordelingspolitisk og i velfærdsstaten er mere til deres forældre end til dem. Men det er ikke tilfældet. Læs indlægget på Avisen.dk

22. June 2018

7 ANBEFALINGER TIL EN GOD OG ATTRAKTIV OFFENTLIG SEKTOR

I Cevea er vi glade for det store arbejde, der er lagt i Ledelseskommissionens anbefalinger, og det at Regeringen tager den offentlige sektor alvorligt og inviterer gode folk med til at udvikle den. Vi synes bare, der manglede nogen. For ledere leder ikke alene. De samarbejder hver dag med medarbejdere, der står i fronten af velfærdssamfundet, har fingeren på pulsen og ved, hvordan forandringer virker i praksis. Derfor samlede vi på Folkemødet 2018 tre repræsentanter for den offentlige sektor i en midlertidig medarbejderkommission, der live på scenen sammen udviklede et sæt alternative og supplerende anbefalinger til fremtidens offentlige sektor. Medarbejderkommissions medlemmer var Rasmus Bredde, specialarbejder i Københavns Kommune og fællestillidsrepræsentant, Pia Henriksen, lærer og kredsstyrelsesmedlem i Danmarks Lærerforeningen i Albertslund og Jan Hoby, næstformand i LFS – Landsforbundet for Specialpædagoger. Opdraget til arbejdet i Medarbejderkommissionen var, at: Diskutere og nuancere debatten om den offentlige sektor i dag og i fremtiden Komme med konkrete anbefalinger til, hvordan vi sikrer en god og velfungerende offentlig sektor i fremtiden Komme med konkrete anbefalinger til, hvordan vi sikrer, at den offentlige sektor i fremtiden er en attraktiv arbejdsplads Kommissionens anbefalinger skulle ligeledes kunne realiseres inden for de nuværende økonomiske rammer.   Medarbejderkommissionen udviklede syv anbefalinger, der hver især og tilsammen skal sikre en retning, hvor vi bevarer og udvikler en offentlige sektor, der leverer god kvalitet og er en attraktiv arbejdsplads: Alle der arbejder i og med den offentlige sektor – ledere, medarbejdere, politikere og fagbevægelse – skal have den samme forståelse af kerneopgaven hele vejen rundt og op. Det er en fælles og ledelsesmæssig opgave at sikre sammenhæng mellem værdikæden, styringskæden og meningskæden. Der må ikke sættes nye forandringer i gang uden, at der er sikkerhed for, at de kan implementeres – og uden mål for, hvordan de bliver evalueret undervejs og efterfølgende. Politikerne skal lade være at udstikke one size-fits all krav til dokumentation og benchmarks – og lade de enkelte institutioner selv fastsætte mål. Politikerne skal have tillid til den offentlige sektor. Drop overstyringen og detaljeregler. Ledere og medarbejdere skal følges ad – med fælles, understøttende uddannelse og i den konkrete udvikling af løsningerne. Politikere og fagbevægelse skal understøtte, at medarbejdere og ledere engagerer sig professionelt i deres arbejde, deres fag og udviklingen af den offentlige sektor.  

21. June 2018

Du burde sikkert betale mere i skat

Synes du, at arveskatten skal væk og topskatten ned? Og at dem, der vil beskatte og omfordele mere, er misundelige og lidt dummere end dig? Så er du formentlig en af dem, der har nydt godt af opsvinget og den stigende ulighed. Regeringen har med succes fået sænket arveafgiften for familieejede virksomheder fra 15 til 5 pct. Så nu står arveskatten for alle andre også for skud. Enten skal den fjernes eller sættes markant ned, mener Konservative og Liberal Alliance. Det går stik imod anbefalingerne blandt internationale økonomer. Det kan derfor virke som lidt af et paradoks, at det er på dagsordenen netop nu. Men det er det ikke. For dagsordener er styret af følelser og psykologi snarere end af økonomisk videnskab. Det er derfor helt efter bogen, at de rigeste nu føler, at de skal slippe lettere i skat. Uligheden er stigende. Det er alle – også finansverdenen – enige om. Det har fået flere til at påpege, at øgede skatter for de rigeste er en del af recepten for en verden, der ellers kan ende i nye kriser og sociale konflikter. Økonomen Thomas Piketty har advokeret for en global formueskat. Det liberalistiske hoforgan The Economist har omfavnet arveskat som et middel til at skabe et mere lige udgangspunkt for alle. Og Den Internationale Valutafond har argumenteret for, at skatten på de højeste indtægter kan hæves i de fleste lande. Alligevel går vi i Danmark for tiden den modsatte vej. Topskatten er løbende blevet sat ned de seneste 15 år, og nu er arveskatten på samme vej. Uligheden er skam også steget herhjemme. Det viser alle statistikker. De økonomiske vismænd har sågar påpeget, at en stor del af stigningen skyldes øgede kapitalindtægter. Altså fordi de rige tjener mere på (bare) at være rige.  Men mens økonomien tilsiger, at vi burde øge beskatningen af de rigeste, er dagsordenen den modsatte. Det skyldes formentlig, at stigende ulighed typisk går hånd i hånd med, at dem, der havner på den grønne gren, mener, at de har fortjent at beholde en større del af den nye velstand selv. Det resultat ses i ny forskning og i en række eksperimenter inden for psykologi. Den amerikanske professor Keith Payne har eksempelvis fundet ud af, at folk, der føler sig rigere end resten af befolkningen, ønsker lavere skat og mindre omfordeling (også uafhængigt af hvad deres indtægt i virkeligheden er). Forsøgspersoner, der fik at vide, at de havde klaret sig bedre i et aktiespil end andre deltagere - uden at de dog reelt havde det - ønskede også mindre omfordeling. Samtidig vurderede ”vinderne”, at de deltagere, som havde klaret sig dårligere, var ”mere partiske og mindre rationelle” i skatte- og fordelingsmål. Des mere de mest velhavende stikker af fra resten af samfundet, des mere vil de mene, at de bliver brandbeskattet, og at det ikke bare er uretfærdigt, men også tosset. Og så er deres partier, De Konservative og Liberal Alliance, stik imod økonomisk sund fornuft hurtigt klar med en kampagne om, at afskaffelsen af arveskatten er et moralsk spørgsmål. Men det solide opsving, globalisering, disruption og udbredelsen af ny teknologi – og deraf højere lønvækst i toppen end i bunden – betyder altså ikke, at os, der betaler topskat, har fortjent flere skattelettelser. Snarere tværtimod.   Af direktør Kristian Weise. Bragt i Finans d. 1. juni 2018.

21. June 2018

Dansk Industri er fanget i en parallel erhvervsvirkelighed

Den kommune, der år efter år skaber flest nye job i nye virksomheder, er København. Alligevel ligger den i bunden i Dansk Industris årlige måling af erhvervsklimaet. Det giver nul mening. Dansk Industri gør sig for umage med ikke at forstå det arbejde, Cevea har lavet omkring hvilke kommuner, der har det stærkeste erhvervsliv. DI-direktør Kent Damsgaard skriver: »Problemet med Ceveas undersøgelse er, at de reelt ikke kårer den mest erhvervsvenlige kommune. De kårer den kommune med mest erhvervsaktivitet. De måler altså på resultatet og ikke indsatsen.« I stedet mener man i DI, at den spørgeskemaundersøgelse, man foretager blandt sine medlemsvirksomheder, giver et retvisende billede af hvilken indsats, der bliver gjort for erhvervslivet. Det er naturligvis interessant, hvad kommunerne gør for erhvervsudviklingen og jobskabelsen. Men der er ingen sammenhæng imellem de kommuner, som DI kårer som de mest erhvervsvenlige, og der hvor erhvervslivet klarer sig bedst. Derfor siger vi, at man er nødt til at interessere sig for den virkelighed, der kan konstateres økonomisk-statistisk, og ikke blot kortlægge følelserne i toppen af erhvervslivet for de forskellige kommuner. Lad os tage et eksempel: I en mindre kommune med et mindre antal virksomheder, vil kommunens erhvervschef, eller borgmesteren, formodentligt være personligt kendt af de fleste virksomhedsledere. Vil man her ikke være tilbøjelig til at have en bedre opfattelse af en kommunes erhvervsindsats end i en større kommune? Jo, formentlig. Men betyder det overhovedet noget for iværksætteri eller vækst? Når DI undersøger tilfredsheden med personskatterne, så finder man ud af, at de kommuner, hvor erhvervslivet er mest tilfreds med personskatterne, er Billund, Ikast-Brande og Hedensted. Men Billund har kun den 13. laveste kommuneskat, og de to andre kommuner er ikke blandt de 20 kommuner i Danmark med de laveste kommuneskatter. Helt overordnet er pointen, at der nok ikke er nogen sammenhæng mellem de ret små variationer der er i kommuneskatterne og erhvervsaktiviteten. Kommuner skal altid bestræbe sig på at være erhvervsvenlige, men de fleste kommuner har ikke ret meget indflydelse på erhvervsaktiviteten. Vi har lavet Ceveas undersøgelse for at forstå vilkårene for erhvervsaktivitet i forskellige dele af landet. Det er begrænset, hvad man bruge DI's undersøgelse til. Det er fordi, DI undersøger nogle ting, der kun delvist hænger sammen med eks. vækst, eksport og iværksætteri. Det bliver krystalklart, når man konstaterer, at den kommune, hvor der bliver skabt flest nye job i nye virksomheder er København. Men København ligger konstant i bunden af DI’s undersøgelser. Hvis den mest dynamiske kommune er den mindst erhvervsvenlige, er man nødt til at spørge sig selv, hvad man undersøger. Man kommer til at modsige virkeligheden. Her er et forslag: Hvad med at vi sammen laver et nyt indeks? Hvor vi både indtager erhvervslivets oplevelser, og samtidig tegner et billede af hvilke vækstforhold, der er afgørende, og i hvilket omfang en kommune kan arbejde med forhold, der faktisk vil have betydning? Vi giver gerne den første kop kaffe.     Af direktør Kristian Weise. Bragt i Finans d. 3. maj 2018.

21. June 2018

Nyt energiforlig kan underminere grøn vækst

Synspunkt. Hvis vi endelig skal skabe mere forbrug af noget, skal det så være elektricitet? Al energi koster penge at producere – også den grønne. Og selv om vi i Danmark er langt fremme med den grønne energi, vurderes det, at kun 42 procent af vores samlede energiforbrug i 2020 kommer til at stamme fra vedvarende energi. Den bedste energi er stadig den, vi ikke bruger, både klimamæssigt og økonomisk. Men regeringen er langt med planer, hvor den foreslår, at vi holder op med at spare på strømmen. Hvis vi endelig skal skabe mere forbrug af noget, skal det så være elektricitet? Efter at topskattekrigen blev tabt i det borgerlige Danmark, er det nu andre skatter, der står for skud. Helt aktuelt energibeskatningen, som regeringen varsler et stormløb mod i det forestående energiforlig. Der er to argumenter, som bruges i forhold til at sænke elafgiften. Det ene er, at det er en skattelettelse med en socialt forsvarlig profil, fordi lavtlønnedes el­regning udgør en større del af deres disponible indkomst end højtlønnedes. Det er rigtigt. Men det ændrer ikke ved, at samfundet ikke får noget for pengene. Pengene kunne bruges bedre, og der efterlades i stedet en regning i børne­værelset, for regeringen planlægger at hente de manglende indtægter i »råderummet«. Altså penge, der teoretisk kommer i kassen om mange år. Det andet argument – som er bedre – er, at så stor en del af strømmen er blevet grøn, at der ikke er nogen grund til at have så høje grønne afgifter, og at lavere elafgifter vil billiggøre elbiler og varmepumper. Her det dog vigtigt at huske, at der stadig er masser af sort strøm i systemet, og det vil der blive ved med at være. Bruttoforbruget af elektricitet er faktisk steget de seneste to år. Dertil kommer, at især forbruget af el forventes at stige på grund af planlagte datacentre fra Facebook, Apple og Google. Hvis Danmark skal bibeholde og forbedre sin internationale styrkeposition inden for grønne teknologier, kan vi ikke lade resten af den grønne omstilling gå i stå. Hvis vi dropper satsningen på at reducere elforbruget, kommer vi ikke i mål med klimamålene, og den grønne eksport, som vi har inden for andre områder, vil miste sit hjemme­marked. Det kan meget vel være resultatet af det forestående energiforlig. Kan man finde en model, hvor elektricitet til varmepumper samt elbiler, elbusser med mere gøres billige – hvor man altså erstatter olie og benzin – men hvor man i øvrigt beholder en fornuftig beskatning af elektricitetsforbruget, har man både en grøn beskatning, der virker i retning af, at vi nedbringer vores ressourceforbrug, og som samtidigt hænger sammen med en erhvervspolitik, der gavner andre end de danske elselskabers bundlinje. Selv om en stor del af vores energiforbrug er grønt, er vi stadig langt fra en bæredygtig model. Elselskaberne tjener deres penge på det danske hjemmemarked, hvorimod grønne teknologivirksomheder som Velux, Rockwool, Danfoss og Grundfoss tjener penge på verdensmarkedet til Danmark. Det gør de vel at mærke på teknologier fremelsket af en dansk politik, der har prioriteret energi­effektiviseringer og grøn energi samtidigt. Regeringen overser den betydning, dansk klimapolitik har haft for dansk erhvervslivs grønne førerposition. Det vil være et kolossalt tilbageskridt at opgive en klimapolitik og en grøn erhvervspolitik, der går på to ben. Vi skal ikke gøre den sorte strøm billigere og droppe ambitionerne om at sænke energiforbruget. På selve klimapolitikken må man sige, at vi er kommet langt med elektricitetsdelen, og selv om vi kan komme længere, mangler vi, at regeringen tager fat på de to udfordringer, hvor vi ikke er kommet ud af stedet: Landbruget og transportsektoren. Vi kan godt lave endnu mere grøn strøm, men der er helt uløste problemer. Måske regeringen skulle forsøge at løse de reelle udfordringer i stedet for at ødelægge en velfungerende dansk klima- og erhvervspolitik.   Af presse- og kommunikationschef Kasper Fogh. Bragt i Berlingske Business d. 21. april 2018.  

21. June 2018

Debat: Cepos ævler fejlagtigt løs om arveskatten

Den gik ikke med topskattelettelser. Så i forsøget på at begunstige de allermest velstillede er skytset nu rettet mod arveskatten. Helt uforståeligt er arveskatten blevet lettet for de allermest velhavendes børn: Efterkommere, der arver en virksomhed, skal nu kun betale fem pct. i skat af dens værdi. Alle andre skal betale 15 pct. af den arv, der overstiger ca. 300.000 kr. Samtidig hyler LA-koret om misundelses-Danmark, der tryner de mest initiativrige. Det gælder så i hvert fald ikke deres børn. Men hvorfor stoppe der? »Man kan også kalde arveafgiften for en trippel-beskatning,« piver Cepos’ Mads Lundby Hansen her i Berlingske. »Først betaler man indkomstskat af sin løn. Dernæst betaler man skat af renterne på sin opsparing. Og når man afgår ved døden, skal der betales skat en tredje gang, når ens opsparing skal videregives til børnene.«   Det postulat skal der ryddes op i. Det er nemlig meget lidt indkomst, der beskattes to eller flere gange. Indkomst beskattes én gang. Hvis den formue, man har, giver et afkast, beskattes den indkomst, man får på den formue, selvfølgelig. Der er intet dobbelt i det. Når børn arver fra deres forældre, er en stor del af arven i dag typisk en bolig eller en formue skabt på boligmarkedet. Det er som regel penge, der aldrig er betalt skat af. Overhovedet. Oftest vil der ikke være tale om dobbeltbeskatning af noget som helst. Indtil for nylig havde vi et temmelig rimeligt princip om at beskatte al arv over en bagatelgrænse med 15 pct. Og det bør man genindføre for alle. Også for Lego-familien. Nogle lande har ingen arveskat, f.eks. Sverige. Her mente man, at den var for dyr at opkræve. Bliver arveafgiften meget lavere end 15 pct., begynder det at blive for dyr en skat at opkræve. Derfor er en sænkelse til fem pct. reelt det samme som en afskaffelse.   Nej tak til amerikanske tilstande Vi har en stigende og arvelig formueulighed, som vokser meget mere end indkomstuligheden. Så man er nødt til at insistere på en arveskat, hvis ikke vi skal have amerikanske eller engelske tilstande. I Frankrig har man en progressiv arveafgift, der kan gå helt op til 45 pct. Noget tyder på, at det er for højt et niveau, da det ødelægger eller gældsætter mange virksomheder og landbrug ved generationsskift. Vi vil ikke vil have vores jord eller erhvervsliv samlet på for få hænder, eller i lommen på bankerne. Derfor skal arveskatten nok heller ikke være meget højere end 15 – 20 pct., som er det normale niveau i OECD-landene. Regeringen har ødelagt et rimeligt og afdæmpet arveskattesystem – også sammenlignet med resten af Europa – for at tækkes en lille håndfuld kisterige familier. Derfor er det godt, at oppositionen lover at genetablere en sund balance i dansk arvebeskatning. Indtil det sker, må nogen af os så gøre, hvad vi kan, for at vaccinere debatten mod decideret ævl, som f.eks. at der findes trippel-beskatning.   Af Kristian Weise. Bragt i Berlingske d. 12. april 2018.

2. March 2018

Højrefløjens ulighedsfornægtere skader dansk økonomi

Både de førende konsulenthuse, erhvervslivet og landets topøkonomer fokuserer på den voksende ulighed i verden. Men Løkke-regeringen gør nærmest grin med problemet. I toppen af det internationale erhvervsliv er man stærkt optaget af, at den økonomiske vækst for tiden ikke kommer alle til gode, og at uligheden dermed stiger. Det ses ved topmøder som World Economic Forum i Davos og i de økonomiske analyser, som diverse finansinstitutioner og konsulenthuse laver. Den samme opmærksomhed er ikke tilstede i toppen af dansk politik, hvis vi forstår den som dem, der for tiden er ved magten. Danske borgerlige benægter, at stigende ulighed er et problem, og lukker øre og øjne for den nye viden om hvorfor det er afgørende, at væksten er inkluderende. Erhvervslivets toprådgivere, de førende managementkonsulenthuse, har alle sammen sat fokus på den stigende ulighed og de risici, den indebærer: McKinsey har påpeget, at realindkomsten var »flad eller faldende for 65-70 pct. af befolkningen« i de rige lande mellem 2005 og 2014, og at denne udvikling har »ætsende sociale og økonomiske konsekvenser«. Boston Consulting Group har dokumenteret, at landes evne til at omsætte velstand til velvære og livskvalitet afhænger af, hvor lige og inkluderende deres økonomier er. Bain and Company stemmer i med en ny rapport, der understreger, at stigende ulighed vil være med til at »true væksten«, betyde »øget volatilitet« og at »middelklassemarkederne sandsynligvis svinder ind«. Når finanssektorens cheføkonomer – også de danske – udlægger forventningerne til den globale økonomi, tager de nu ligeledes højde for den stigende ulighed og de risici, som den indebærer for den økonomiske vækst og politiske stabilitet.  Og danske virksomheder lytter heldigvis. Flere og flere af dem ser det nu som en del af deres opgave at være med til at vende udviklingen. De lægger deres strategier op ad FN’s verdensmål (SDG’erne) og deltager aktivt i diskussionerne om at skabe inkluderende vækst. Erhvervslivet har altså forstået, at en ordentlig fordeling af velstanden, er godt for økonomien. Det er langt fra tilfældet for dem, der mener, at de er deres politiske repræsentanter i Danmark. Igen og igen skal vi høre fra særligt Liberal Alliance, men også Konservative og Venstre, at stigende ulighed ikke er et problem. Ja, borgerlige ministre møder sågar journalisters spørgsmål til fordelingseffekter af deres reformer med kommentarer som »stop jer selv«. Og når regeringens udsendte kommer hjem fra Davos, påstår de, at ulighed slet ikke var på dagsorden, og at det højst kan være politisk korrekthed, hvis det var. Den tilgang er dybt paradoksalt, når vi i Danmark er et af de lande, der har nydt bedst af en forholdsvis lige fordeling af indtægter, formue og livschancer. Og når vi har nogle af de bedste kort på hånden ift. at sikre, at det forbliver sådan. Ulighedsfornægterne snyder ikke bare sig. De risikerer også at svække dansk økonomi.   Af Kristian Weise. Bragt i Jyllands-Posten Finans d. 22. februar 2018.