Debat

Alle debatindlæg i denne kategori
3. september 2020

Arnes pension hindrer ikke klimakampen

Klimaretfærdighed og sociale fremskridt skal gå hånd i hånd. Af: Alexander Grandt Petersen, Kommunikationschef KAN CENTRUM-VENSTRE ikke levere på klimadagsordenen, så får højrefløjen magten igen. Et nyt og farligt modargument mod sociale fremskridt vokser frem. Ikke blandt borgerlige på højrefløjen, men hos dele af centrum-venstre. »Jeg tror, regeringen har misforstået noget. De er valgt på et klimamandat og ikke et 3F-mandat«, skrev den nyvalgte radikale ungdomsformand Jacob Robsøe i en kritik af regeringens udspil om tidlig pension. Før kaldte radikale politikere sociale forbedringer for økonomisk uansvarlige. Nu er det klimaet, som partiet trækker frem som hovedargumentet mod nye sociale fremskridt. Logikken er, at Mette Frederiksen svigter klimakampen, når hun vil prioritere at give Arne ret til tidlig pension. Men den kritik er ikke bare forkert, den kan vise sig at være ekstrem farlig for opbakningen til en markant grøn omstilling af vores samfund. Kampen mod klimaforandringerne handler ikke kun om at finde finansiering, regulere vores adfærd og stoppe den sorte udvindingsøkonomi i at drive rovdrift på vores ressourcer. Den grønne økonomi må og skal også være et socialt projekt. Ellers taber den til den sorte udvindingsøkonomi. Hvis arbejder- og middelklassen skal ofre det sidste århundredes sociale landvindinger, så får vi ikke fastholdt en stærk folkelig alliance for grønne forandringer. Regeringen blev ikke valgt på et klimamandat. Den blev valgt på et grønt velfærdsmandat, med et folkeligt krav om at tage klimaforandringerne alvorligt, udvikle vores velfærdssamfund og sørge for, at det blev Arnes tur. I DEN GRØNNE økonomi må ambitionen være både at passe på vores klode og på hinanden. Et grønt samfund må også være et mere lige og retfærdigt samfund. Den grønne revolution gemmer på så mange muligheder og potentialer for at skabe bedre liv, mere meningsfyldte job, nye arbejdsformer og bedre levevilkår. Men for en meget stor gruppe af mennesker rummer den også en frygt for, hvad der skal ske, når gamle job forsvinder. Den frygt skal centrum-venstre have respekt for og komme med svar på. Der kan man ikke bare sige: »Sådan er det jo«. Vi må justere den økonomiske politik, så de meget store investeringer ikke koster velfærd. Danskerne skal have ret til uddannelse hele livet, særligt efteruddannelse til grønne job. Vi skal genoprette dagpengene, så vi har et sikkerhedsnet, der gør folk trygge, når forandringerne ændrer på vores job. Den svære opgave for centrum-venstre er ikke at pege på, hvordan vi redder kloden fra klimaforandringerne. Den sværeste opgave er at sikre, at vi står med et mere retfærdigt samfund bagefter.   Bragt i Politiken d. 3/9/2020  

3. september 2020

Eksperter og erhvervsliv er enige: Den offentlige sektor betyder mest for Danmarks konkurrenceevne

Danmark er konstant i top-10 i internationale målinger af alverdens landes konkurrenceevne og erhvervsklima. Især den offentlige sektor har stor betydning for Danmarks konkurrenceevne ifølge både eksperter og erhvervsliv. Det kan man ikke se i Finansministeriets regnemodeller. Af: Asbjørn Sonne Nørgaard, vicedirektør samt analysechef, Cevea, og Ask Lund Jakobsen, analytiker, Cevea Under coronakrisen har det været åbenlyst: Den offentlige sektor har spillet en afgørende rolle for, hvor godt Danmark er kommet gennem krisen. Trods bump på vejen har personalet på sygehuse og i ældreplejen kreativt og effektivt løst store sundhedsmæssige udfordringer. Uddannelsesinstitutioner har gennemført e-undervisning og udviklet nye læringsformer. Og trepartsaftaler har bidraget til, at Danmark er kommet bedre gennem krisen end stort set alle andre lande. Hjælpepakker og offentlige indsatser blev hurtigt besluttet og effektivt gennemført. Ifølge EUs seneste juli-prognose vil EUs økonomi skrumpe mere end otte pct. i 2020. I Danmark er det »kun« godt fem pct. Slemt nok, men bedre end alle andre EU-lande, bortset fra Polen. Men det er ikke kun under kriser, at staten og den offentlige sektor er afgørende for Danmarks konkurrenceevne. Mens WEF og Forbes giver en score på landes performance på de forskellige indikatorer, fortæller de ikke, hvilken rolle den offentlige sektor spiller for et lands konkurrenceevne. Men hvordan kan man så finde ud af, hvilken rolle de forskellige sektorer spiller? Eksperter og erhvervsliv som dommere Det bedste, man kan gøre, er at få en neutral ekspertvurdering. Ceveas analyse bygger udelukkende på ekspertvurderinger. Vi har spurgt forskere på statskundskab og økonomi ved Københavns og Aarhus Universitet om, hvilke sektorer der har størst betydning for Danmarks performance på de indikatorer, der indgår i Forbes og WEF samlede mål. I alt 30 eksperter svarede på spørgeskemaet. Nogle vil hævde, at eksperternes vurderinger kan være fjerne fra virkeligheden. Derfor kontaktede vi også landets 200 største virksomheder og 15 store erhvervsorganisationer. Erhvervslivet har direkte erfaring med, hvem og hvad der er afgørende for virksomhedernes evne til at konkurrere. 16 virksomheder og ni af de 15 erhvervsorganisationer, i alt 25, besvarede spørgeskemaet. De to grupper har vurderet, hvilken betydning (a) den offentlige sektor, (b) den private sektor og (c) de kollektive overenskomster har for Danmarks performance. Og deres vurderinger er enslydende: Den offentlige sektor betyder mest for de fleste forhold, der ifølge Forbes og WEF er afgørende for Danmarks konkurrenceevne. Den offentlige sektor betyder mest Eksperter og erhvervslivets repræsentanter er enige om, at den offentlige sektor har større betydning end den private sektor for 12 af de 22 indikatorer, der indgår i Forbes og WEFs vurdering af Danmarks konkurrenceevne. Faktisk vurderer erhvervslivet den offentlige sektors betydning lidt højere end eksperterne. For fire af de fem indikatorer, hvor Danmark er i den globale førertrøje, betyder den offentlige sektor mere end den private. Og det gælder både hos Forbes og WEF. Det er forhold som Danmarks økonomiske stabilitet og sunde finanspolitik, det begrænsede administrative besvær, der er med at starte en virksomhed samt befolkningens uddannelsesniveau, kompetencer og evne til at tænke kritisk og kreativt. Men det gælder også sikringen af ejendomsrettigheder, fraværet af korruption og i det hele taget effektive offentlige institutioner. Topplaceringer på disse indikatorer er med til at trække Danmarks konkurrenceevne op. Den offentlige sektor har også større betydning end den private for et par af de indikatorer, som Danmark scorer relativt lavt på. Det gælder folkesundhed hos WEF, og det gælder bureaukrati-indikatoren hos Forbes. Det rokker dog ikke ved det generelle billede af den offentlige sektors store betydning for Danmarks høje placering på listerne. Den private sektor er selvfølgelig også vigtig. Ifølge eksperter og erhvervsliv har den private sektor større betydning end den offentlige sektor, når det gælder udbredelsen af informations- og kommunikationsteknologi, Danmarks innovationsevne og evne til at udvikle nye produkter og det finansielle systems stabilitet og adgangen til kapital og lån. De kollektive overenskomster har især betydning for det fleksible og effektive danske arbejdsmarked, hvor Danmark ligger på en tredjeplads globalt set. Den offentlige og private sektor betyder mindre for Danmarks imponerende score på denne indikator ifølge både eksperter og erhvervsliv. Konkurrencedygtig økonomi I Finansministeriets regnemodeller er det svært at se den store betydning, den offentlige sektor har for dansk økonomi og erhvervsliv. De såkaldt »dynamiske effekter« af offentlige indsatser er sjældent positive, hvis de da overhovedet vurderes. Billedet er et helt andet, hvis man med udgangspunkt i internationale vurderinger, spørger eksperter og erhvervslivets repræsentanter. Så er den offentlige sektors positive betydning uomtvistelig. Den private sektor og de kollektive overenskomster spiller selvsagt også en rolle, men eksperter og erhvervsliv vurderer samstemmende, at den offentlige sektor har størst betydning for de fleste forhold, der er afgørende for Danmarks konkurrenceevne. Danmark har en stor offentlig sektor, der tilvejebringer afgørende ressourcer og kompetencer til den private sektor, og myndighederne er effektive. Det er muligt, at begrebet om konkurrencestaten giver et forkert billede. Men staten og det offentlige er afgørende for Danmarks konkurrenceevne. Spørg bare eksperterne og erhvervslivet. Eksperter og erhvervslivets repræsentanter er enige: Den offentlige sektor betyder mere end den private sektor for de fleste af de forhold, der er afgørende for Danmarks konkurrenceevne. Det viser en analyse fra Tænketanken Cevea, som bygger på anonyme svar fra 30 eksperter og 25 repræsentanter fra erhvervsorganisationer og store danske virksomheder i efteråret 2019. Danmarks konkurrenceevne Ifølge erhvervsmagasinet Forbes' liste over »Best countries for business« er Danmark det 7. bedste land i verden at drive virksomhed i (2019-tal). World Economic Forum (WEF) vurderer Danmarks konkurrenceevne som den 10. bedste blandt 141 lande. Også Verdensbanken laver en liste over, hvor let det er at drive virksomhed i et land. Her scorer Danmark en flot fjerdeplads. Danmark ligger konsistent i top-10 på internationale ranglister over landes konkurrenceevne og erhvervsklima. Disse placeringer bygger på en række indikatorer – typisk omkring ti, som er afgørende for et lands konkurrenceevne. Det er forhold som et lands kompetence- og uddannelsesniveau, fraværet af korruption, arbejdsmarkedets fleksibilitet, den økonomiske stabilitet, innovationsevne, informationsteknologi mv. Scoren på disse indikatorer sker på baggrund af objektive kriterier og ekspertvurderinger i den pågældende organisation. Bragt i Berlingske d. 16.8.20.

15. juni 2020

Giv reel mulighed for, at far tager mere barsel

Af Alexander Grandt Petersen og Benedikte Aunbirk Jeppesen (Indlægget blev bragt i Politiken den 13. juni 2020) Trods årtiers debat om fædrebarsel er vi stadig pinligt langt fra ligestilling på barselsområdet. Særligt mænd i provinsen og mænd med de korteste uddannelser er hægtet totalt af udviklingen. Fædre med lange uddannelser har fordoblet deres andel af barsel de seneste 15 år, mens de ufaglærtes andel af barselsorloven kun er vokset med 13 pct. Københavnske fædre tager desuden markant mere barsel end fædre i provinsen på tværs af uddannelse. Det viser Ceveas nyeste analyse af de seneste barselstal. Både uddannelsesbaggrund og geografi har dermed stor betydning for, hvor meget barsel nybagte fædre tager. Det skal vi have gjort op med. De seneste barselstal fra Danmarks Statistik sender forestillingen om Danmark som et ligestillingsmæssigt foregangsland til revision. Med bare 10 pct. af den samlede barsel tager danske fædre fortsat en forsvindende lille del af barslen i 2018. Dermed halter vi håbløst efter vores skandinaviske naboer, som vi ellers normalt er glade for at sammenligne os med. I Norge tager fædrene 20 pct. og i Sverige og Island hele 30 pct. af barselsperioden. Men hvorfor skal vi stille danske mænd og deres børn ringere end norske, svenske og islandske? Ligestilling på barselsområdet kommer ikke uden nye politiske initiativer. Skal familierne dele barslen mere ligeligt, så kræver det lige betingelser mellem mænd og kvinder, for langt og kort uddannede, for privat ansatte og offentligt ansatte. Selvom barslen på papiret kan deles mellem mor og far, så står langt de fleste familier stadig ikke overfor et reelt valg om at dele barslen. Både de danske regler og økonomien under barsel står i vejen for reel ligestilling. Den nordiske sidsteplads har vi nu en kærkommen mulighed for at rette op på, når vi skal implementere EU's orlovsdirektiv, der giver fædre såvel som mødre ret til minimum to måneders barselsorlov. Cevea foreslår, at vi går længere end orlovsdirektivet og øremærker tre måneders barselsorlov med økonomisk ydelse til hver forælder. Årtiers forskning fastslår, at netop øremærket barsel er en forudsætning for ligestilling på arbejdsmarkedet. Barslen er stadig hovedforklaringen på løngabet mellem mænd og kvinder. Den nuværende barselslovgivning er ofte blevet prist for at tillade den enkelte familie at træffe et frit valg om barsel. Men uden lige betingelser er valget ikke frit. Familiens økonomi spiller i dag en hovedrolle for den skæve fordeling af barsel mellem mor og far. Derfor anbefaler Cevea, at arbejdsmarkedets parter hurtigst muligt sikrer fuld løn i minimum tre måneder og ideelt set i hele barselsperioden for både mor og far. Fuld løn vil stille familierne overfor et reelt og værdigt valg om at dele barslen, fordi der ikke længere vil være et incitament til, at forælderen med den laveste lønindkomst – oftest moren – tager størstedelen. Fuld løn vil særligt gøre det lettere for fædre med korte uddannelser at tage mere barsel, fordi de ofte har dårligere dækning under barslen. Ceveas analyse viser, at denne gruppe kun tager ca. 7 pct. af den samlede barsel, mens fædre med lange uddannelser tager 16 pct. og dermed mere end dobbelt så meget. Det skyldes overvejende, at mange kortuddannede fædre danner par med mødre med lavere lønindkomst eller bedre barselsrettigheder end dem selv. For akademikerparret, hvor far er ansat i staten, og mor er ansat i kommunen, er der tale om 24 ugers fuldt betalt forældreorlov, der er ligeligt delt mellem mor og far. Den mandlige fabriksarbejder, der danner par med en kvindelig kantinemedarbejder på industriens overenskomst, har sammenlagt 16 ugers betalt forældreorlov med fuld løn. Når mange ufaglærte traditionelle mandejob giver en højere løn end kortuddannede eller ufaglærte kvindejob, så fratager vi rigtig mange familier den økonomiske frihed til at kunne dele barslen mere ligeligt. Og er mor offentlig ansat, fx sosu’er med fuld løn under barsel, bliver den økonomiske klemme endnu mere udtalt. I den seneste industrioverenskomst fik fædre ret til 8 ugers forældreorlov med fuld løn. Det er en start, som arbejdsmarkedets parter skal have ros for. Vi vil gerne opfordre parterne til at tage næste skridt og sikre fuld løn i yderligere 4 uger, så vi kommer op på 3 måneder. Endelig er der stadig geografiske forskelle, som politikere, fagbevægelse og arbejdsgivere må forpligte sig på at tage et opgør med. Analysen viser nemlig, at barselsfordelingen er pilskæv på tværs af Danmark, også når vi renser tallene for uddannelsesforskelle. Fædrebarsel er i større grad et københavnerfænomen. Mens hovedstadens fædre står for 15 pct. af barslen, tager fædre i Syd-, Vest- og Nordjylland ca. 8 pct. Øremærkning af barslen og fuld løn vil bringe os noget af vejen til lige fordeling, men vi skal også ruske op i normer og kulturer. Både lokale og nationale aktører skal derfor bidrage til at ændre normerne ved at opfordre til og oplyse om fædrebarsel. Provinsens arbejdsgivere og fagforeninger har et særligt stort ansvar. Vi går ikke ind for at tvinge familierne til en 50-50 deling af barselsorloven, men med en del af barslen øremærket til far, fuld lønkompensation og mere oplysning, kan vi give forældrene en reel valgfrihed, når de beslutter fordelingen af barsel. Det har de ikke i dag. Normer og adfærd vil først for alvor ændre sig, når vores politikere tør udvise lederskab og give familierne bedre og mere lige barselsvilkår. Det har de chancen for nu. Forspild den ikke.

20. maj 2020

Praktikpladskrise: Støt virksomheder, der tager ansvar

Af Asbjørn Sonne Nørgaard, vicedirektør i Cevea, og Benny Yssing, næstformand, Dansk El-Forbund (Indlægget blev bragt på A4arbejdsliv.dk 20. maj 2020) KRISER KOSTER DYRT, ikke mindst for eleverne på landets erhvervsuddannelser. Vi så det under finanskrisen i 2008, hvor antallet af praktikpladser tog et voldsomt dyk, og vi ser det nu, hvor coronakrisen næsten lukker helt ned for nye praktikaftaler. I perioden 12. marts til 29. april faldt antallet af elever, der fik en læreplads, med over 80 pct. sammenlignet med samme periode sidste år, hvis man ser på 35 erhverv. Værst står det til blandt eleverne inden for hotel-, restaurant- og turistfagene, hvor faldet var over 90 pct. Det er dystre tal. På erhvervsuddannelserne står 14.500 elever til at færdiggøre deres grundforløb til sommer. De skal også ud og finde praktikpladser hos virksomheder, som er stoppet med at tilbyde dem. Læg dertil de elever, som lige nu er i virksomhedspraktik, men på en kort aftale, som muligvis ikke bliver forlænget. De kan ende med at stå i samme håbløse situation. Det vil medføre et meget stort pres på skolernes praktikcentre, som ikke har rammerne til at kunne tilbyde uddannelsesforløb for så mange elever. Det er især problematisk for de mange elever, som går på en erhvervsuddannelse, hvor skolepraktik slet ikke er en mulighed. Der er behov for øjeblikkelig handling, hvis ikke vi skal tabe en hel generation faglærte på gulvet. Det bedste værktøj her og nu er at give en økonomisk håndsrækning til de virksomheder, som har lærlinge, og samtidig styrke virksomhedernes incitament til at ansætte flere. Målret frigivne AUB-midler Mange politikere har fået øje på midlerne i den såkaldte AUB-ordning, som alle virksomheder indbetaler til, og som giver tilskud til de virksomheder, der opretter lære- og praktikpladser. Først foreslog den samlede opposition at suspendere indbetalingen til ordningen for resten af året, og senest åbnede finansminister Nicolai Wammen op for at tilbagebetale en del af midlerne til virksomhederne. Baggrunden for forslagene er, at der i en årrække har været en ubalance mellem ind- og udbetalingerne til ordningen, hvilket har resulteret i en ophobning af ubrugte midler svarende til 4,5 mia. kr. Der er al mulig god grund til ikke at overopkræve penge fra virksomhederne, men det er samtidig værd at huske på, at ophobningen af AUB-midler især skyldes, at virksomhederne i for mange år har taget alt for få lærlinge. AUB-ordningen fungerer sådan, at hver virksomhed indbetaler et bidrag pr. fuldtidsbeskæftiget medarbejder – jo højere beskæftigelse, jo flere indbetalinger. Virksomhederne får derefter penge fra AUB-ordningen pr. lærling, de har ansat. Tager en virksomhed mange lærlinge, går den i plus. Tager virksomheden få eller ingen lærlinge, betaler den. Når virksomhederne opretter for få praktikpladeser, opstår der en ubalance mellem ud- og indbetalinger. Derfor hober midlerne sig op. Spørgsmålet er så, om en suspendering af indbetalingerne eller en direkte tilbagebetaling af indbetalte AUB-midler er det rigtige svar? Det virker mildest talt uhensigtsmæssigt at tømme kassen uden at sikre sig, at pengene går til de virksomheder, der nu og i fremtiden opretter de praktikpladser, vi har så stærkt brug for. Politikerne bør målrette midlerne i AUB-ordningen til de virksomheder, som rent faktisk bidrager til at sikre lære- og praktikpladser. Derfor bør man i stedet give ekstra økonomiske tilskud til arbejdsgivere, som har lærlinge og tager flere i den kommende tid. Her er to bud på, hvordan det kan gøres. For det første kan man øge lønrefusionssatsen til 100 pct. Det vil fuldt ud finansiere arbejdsgivernes udgifter til løn til lærlingene under skoleophold. Man kan desuden øge befordringstilskuddet til 100 pct., og så vil alle omkostningerne være dækket. For det andet kan man midlertidigt indføre en kontant bonus til de virksomheder, som indgår en aftale med en ny elev. Hvis store dele af lønnen til lærlinge dækkes, vil det skabe et stærkt incitament for virksomhederne til at oprette flere praktikpladser. Under finanskrisen indførte man en lignende bonusordning, og antallet af praktikpladser steg væsentligt umiddelbart efter. Det er således en god idé at kanalisere AUB-midlerne ud i virksomhederne, men det bør ikke ske uden modkrav. Midlerne skal bruges klogt, og efter hensigten, og derfor bør de gå til at belønne de virksomheder, som løfter et lærlingeansvar. Også i en krisetid.

19. maj 2020

Giv lønmodtagerne mulighed for at opkøbe deres virksomheder

Af Asbjørn Sonne Nørgaard, vicedirektør i Cevea, og Alexander Grandt Petersen, kommunikationschef i Cevea (Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten den 19. maj 2020) Medejerskab kan være nøglen til færre konkurser og samtidig bidrage til et stærkere erhvervsliv på den anden side af krisen. Der er brug for at medtænke helt nye ejerstrukturer af danske virksomheder som et led i håndteringen af coronakrisen. Trods lønkompensationsordninger, udskydelse af skatte- og momsindbetalinger og statsgaranterede lånemuligheder er krisen så dyb og alvorlig, at ikke alle virksomheder kan modstå tilbagegangen. Nyheden om boghandel Arnold Buscks konkurs giver anledning til en diskussion om, hvorvidt nye ejerformer kan være en redningskrans til konkurstruede virksomheder. I Ceveas undersøgelse af potentialet for lønmodtagernes delvise eller fulde deltagelse i ejerskabet af deres virksomhed fandt vi på baggrund af international forskning, at medejerskab typisk bidrager positivt til virksomhedens produktivitet, giver en mere stabil beskæftigelse og øger virksomhedens overlevelsesevne og modstandsdygtighed under økonomiske kriser. Mere medeje gennem medarbejderejede fonde er ikke alene erhvervspolitisk en god idé, der kan være med til at redde virksomheder på kort sigt. Øget medeje bidrager samtidig til at løse mere langsigtede udfordringer med stigende ulighed og koncentration af kapitalindtægter på stadig færre hænder. Regeringen bør udarbejde en særlig krisepakke, der har til formål at give medarbejderne mulighed for at finansiere opkøb af deres virksomheder gennem medarbejderejede fonde. Danmark er langt bagud, når det handler om medejerskab. I en række andre lande har man særlig lovgivning, der giver medarbejderne ret til at overtage virksomheden ved salg eller truende konkurser. I USA og Storbritannien har man skabt særlige muligheder for lånefinansiering til medarbejderejede fonde. I Danmark kunne en sådan lånefinansiering foregå i regi af Vækstfonden. Medarbejderfondene kunne være et supplement til de fondsmodeller, der allerede eksisterer, og som også har vist sig fordelagtige for at skabe et sundt, stabilt og modstandsdygtigt erhvervsklima i Danmark. Danmark har historisk haft en tradition for en stærk kooperativ bevægelse. Mejerier, brugsforeninger og banker er blevet drevet kooperativt. Udviklingen af medarbejderejede fonde er et supplement til de traditionelle andelsselskaber og er en moderne revitalisering af den danske andelstanke. Vi bilder os ikke ind, at alle kriseramte virksomheder kan reddes med medarbejdereje, men for en del af dem er det en mulighed og med de positive og langvarige effekter, der er af medarbejderejerskab, er det en mulighed, både højre og venstre side af folketingssalen burde være lydhøre over for. For borgerlige politikere bør medarbejdereje være et ideelt alternativ til statsligt ejerskab, og for venstreorienterede bør medarbejdereje være en ideel mulighed for at brede ejerskab og kapital ud til lønmodtagerne.

13. maj 2020

Piketty viser vejen for en ny demokratisk socialisme – og Danmark bør lade sig inspirere

Af Asbjørn Sonne Nørgaard, vicedirektør i Cevea, og Alexander Grandt Petersen, kommunikationschef i Cevea (Indlægget blev bragt i Information den 13. maj 2020) Med en moppedreng på over 1.000 sider lægger den franske økonom og forfatter Thomas Piketty med Kapital og ideologi nu op til et ideologisk opgør med det økonomiske regime, han kalder for hyperkapitalisme. Centrum-venstre skal definere et nyt samfundsprojekt, der går i kødet på den ødelæggende økonomiske ulighed. Hørt! Hans stærkeste våben i den kamp er en sammenhængende og overbevisende samfundsanalyse, der tager afsæt i historisk materiale og solide data. Kapitalismen udsættes her for en rodbehandling, hvor Piketty igen og igen rammer den blottede nerve. Først og fremmest dokumenterer den franske økonom, at kapitalen akkumulerer hurtigere end væksten i vores samfund. Det betyder, at dem, der har formue og investerer den, vil få et større afkast end dem, der har et lønarbejde, og det fører til, at rigdommen koncentrerer sig på stadig færre hænder. Vi skaber med andre ord et samfund, hvor man ikke bliver belønnet mest for at knokle i sit ansigts sved, men for at eje, arve eller gifte sig til formuer. Hvor den økonomiske elite stikker af fra fællesskabet. Det er i sig selv dybt problematisk. Men Piketty går videre og viser de fatale sociale og politiske konsekvenser af denne syge og skæve økonomiske udvikling: Arbejderklassen og den lavere middelklasse føler sig utryg og alt andet end genkendt af de politiske eliter. Denne utryghed og mistillid har fået briterne til at stemme sig ud af EU, amerikanerne til at vælge Donald Trump og franskmænd til at trække i gule veste, mens socialdemokratier og venstrefløjen er underdrejet i det meste af Vesten. Sammenhængskraften hænger i laser. Piketty drager de helt rigtige konsekvenser af denne udvikling, når han afviser såvel resignation og revolution. Progressive kræfter skal derimod fortsætte med det, de var så godt i gang med, inden liberalisterne og populisterne tog over for årtier siden: Insistere på begavet regulering af kapitalismen. Den virkede før. Den virker nu. Og den vil virke i fremtiden. Thomas Piketty revitaliserer troen på progressiv politik. Det er befriende! Handler også om Danmark Godt nok fokuserer Piketty ikke på Danmark, og selv om vi med god grund er blevet gjort til et idealsamfund i den amerikanske primærvalgkamp, så har vi også oplevet en udvikling, der har sat profit før mennesket, øget uligheden, forringet det sociale sikkerhedsnet og udfordret den sociale sammenhængskraft. Jo, Pikettys bog handler også om os. Og vi mener, at forskerens modige, konkrete politikforslag fortjener at blive diskuteret i en dansk kontekst. Ikke mindst i en situation, hvor centrum-venstre er kommet til magten. Piketty har fat i det helt rigtige, når han argumenterer for, at en Robin Hood-omfordeling over skattesystemet skal modvirke uligheden og gøre op med det forhold, at kapitalismen belønner kapitalejere mere end lønmodtagere. Han har også ret i, at vi skal omfordele bedre i uddannelsessystemet til fordel for de underprivilegerede, at en progressiv CO2-afgift er vejen frem, at vi skal have demokratiseret erhvervslivet, og at et stærkere internationalt samarbejde er helt nødvendigt for at sikre en politisk regulering af de globale markedskræfter. Tjek, tjek, tjek, tjek, tjek. Retningen er fuldstændig rigtig. Så langt, så godt. Men man kan diskutere de konkrete forslag. Her vil vi gerne forholde os til tre af forslagene. Tre forfriskende forslag Pikettys mest kontroversielle forslag er, at han vil sætte ejendoms-, formue- og arvebeskatningen markant op og bruge en del af provenuet på at sætte 120.000 euro ind på bankbogen hos alle, der fylder 25 år. Det er et farverigt og forfriskende forslag, og vi er helt med på at hæve skatterne for de rigeste gennem en progressiv beskatning af ejendom, formue og arv. Men vil det at sætte en mindre formue ind på alle 25-åriges bankbog vitterlig være den bedste måde at bekæmpe formueuligheden på? Det er vi meget usikre på. Dels er det svært at se, at en så voldsom omfordeling vil kunne lade sig gøre i praksis. Og dels vil forslaget ikke skabe de rette incitamenter til at uddanne sig og arbejde i et samfund baseret på rettigheder og pligter. Hvis man skal lade sig inspirere af Piketty, vil vi i stedet foreslå en uddannelseskonto, hvor det samme beløb sættes af til hver eneste unge dansker. Det vil sikre, at ham eller hende, der må nøjes med en kort uddannelse i ungdomsårene, til gengæld får muligheden for at uddanne sig senere i livet. Man kunne ved samme lejlighed overveje en boligkonto til alle unge, så den enkelte kan investere i egen bolig og dermed åbne det ellers ulighedsskabende boligmarked for flere. Dernæst foreslår Piketty med inspiration fra Sverige og Tyskland at hæve antallet af medarbejderrepræsentanter og begrænse enkeltaktionærers magt i virksomhedsbestyrelser. Det er godt set. Alt for længe har medarbejdernes indflydelse på arbejdspladsen været under radaren. Men hvad med at se på medarbejdermedeje? Cevea har lavet en international kortlægning af helt eller delvist medarbejderejede virksomheder. Den viser, at disse virksomheder er mere produktive, innovative og klarer sig bedre gennem kriser end ikkemedarbejderejede virksomheder. Hvorfor ikke lade staten sætte skub i sådan en udvikling via eksempelvis skattemæssige incitamenter og gennem lån og garantier til medarbejderejede fonde? Danmark halter langt efter lande som for eksempel Storbritannien og USA på dette område. Kom nu. Endelig foreslår Piketty et opgør med de rå markedskræfter i EU og efterlyser en social og klimapolitisk overligger på det europæiske projekt. Enig! EU har alt for længe været overladt til henholdsvis markedsfundamentalister og højrepopulister med hang til national indadvendthed. Her har vi savnet en europæisk centrum-venstre-stemme. Den bedste samfundsmodel Desværre sætter Piketty sine forhåbninger til et føderalistisk forslag, der skal møblere rundt på det europæiske samarbejde og etablere nye institutioner. Konstruktionen er af en anden verden, har for meget fokus på institutioner og vil sende den politik, der er brug for nu, ud på en lang tidsrejse. Lad os i første omgang hellere få et stærkt fokus på den politik, der føres af medlemsstater og europaparlamentarikere. Her – i indholdet – er vi helt enige med Piketty: Centrum-venstre må presse på for at bekæmpe skattely, indføre minimumssatser for selskabsskat og beskatte techgiganter. CO2-afgifter skal også løftes til europæisk plan, som Piketty foreslår. Og så er der frem for alt brug for et opgør med den europæiske økonomiske politik, der med Finanspagten forhindrer nationalstaterne i at gennemføre de offentlige investeringer, der skal til for at løfte europæernes uddannelser, og som kan sætte gang i klimaindsatsen. Selvfølgelig skal EU være med til at sikre den bæredygtige vækst og beskæftigelse. Centrumvenstre-partier bør lade sig inspirere af enmandshæren Thomas Pikettys kamp mod den syge kapitalisme, den destruktive ulighed og rovdriften på klodens ressourcer. Også i Danmark. Piketty bygger videre på det vilde projekt, der har gjort vores samfundsmodel til verdenshistoriens bedste: Begavet regulering af kapitalismen. Det virker! Ingen når det til sokkeholderne. Men reaktionære kræfter har desværre formået at stoppe udviklingen af det i årtier. Nu er det tid til at komme videre. Vi har det bedste til gode. Tak for din insisteren på den pointe, Piketty!

9. maj 2020

Corona burde én gang for alle sende fundamentalistiske liberalister til tælling

Af Per Michael Jespersen, direktør i Cevea (Indlægget blev bragt i Politiken den 9. maj 2020) Der er en række øjenåbnende pointer gemt i coronakrisen, som burde give medvind til en ny politisk retning i Europa og få den sidste liberalist, der tror på markedskræfternes velsignelser, til at lunte hjem. For det første er der sat to tykke streger under det, som markedsfundamentalister har så svært ved at indrømme: at den private sektor er fuldstændig afhængig af den offentlige sektor. Det har vi set med hjælpepakkerne, der holder hånden under virksomheder. Selv Trump har måttet bide hovedet af al skam og knæle for den store stygge stat. Læren: Markedet kan ikke alene. For det andet har den universelle velfærdsmodel, der giver alle borgere – uanset pengepungens størrelse – fri og lige adgang til sundhedsydelser, vist sin overlegenhed. Omvendt har sundhedssystemer baseret på lemfældige private forsikringer og fragmentarisk organisering spillet fallit i forhold til smittespredning, overblik og handling. For det tredje har den særlige arbejdsmarkedsmodel med stærke fagbevægelser igen vist sin styrke. Det har gjort stort indtryk i udlandet, hvor hurtigt og effektivt arbejdsmarkedets parter i Danmark satte sig sammen med politikerne og strikkede begavet regulering sammen, der kunne sikre arbejdspladser og tryghed. For det fjerde bliver det mere og mere åbenlyst, at begavet regulering er nødvendigt for at sikre en sund kapitalisme. Enhedslistens Pernille Skipper var angivelig ved at tabe underkæben, da Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, forleden under en forhandling argumenterede for, at der ikke skulle udbetales udbytte til aktionærer i virksomheder, der får hjælpepakker. For det femte har coronakrisen afsløret, at da det virkelig gjaldt, var der især brug for dem, der transporterede varerne, hentede affaldet, kørte busserne, sad ved kasserne og passede vores syge, gamle og børnene. Det bør give et tiltrængt boost i form af anerkendelse og belønning til lønarbejderen på gulvet, der alt for længe er gået under radaren. For det sjette har krisen demonstreret, at vi mennesker faktisk godt kan ændre vaner og adfærd markant, når det virkelig gælder, og at den store forandring forudsætter, at politikerne går forrest. Dén erkendelse er vigtig, når vi nu skal håndtere klimaomstillingen. Tilbage til ’business as usual’? Det ville være fatalt! Endelig for det syvende har vi under coronakrisen set en stærk tendens brede sig i Europa, som forskeren Malte Frøslee Ibsen har peget på: Overalt, hvor pandemien har ramt europæiske kyster, har regeringer og parlamenter sat sundhedsfaglige og sociale hensyn over de hensyn til globale markedskræfter, der ellers har præget demokratisk politik i de seneste årtier, og som især forbindes med ’konkurrencestaten’ og ’nødvendighedens politik’. De syv øjenåbnere understøtter den nye politiske kurs, der blev indvarslet i Danmark med regeringsskiftet i 2019 og forståelsespapiret mellem centrum-venstre-partierne. Hvor der højt på den gamle prioriteringsliste fra 10’erne stod arbejdsudbudsreformer, stram udgiftspolitik og ’det skal betale sig at arbejde’, har den nye centrum-venstre-alliance malet et nyt billede frem: Vi skal investere i mennesker, opkvalificere, klimaomstille, løfte velfærden, bekæmpe kløfter og ulighed og indføre nye regnemodeller. Sideløbende oplever vi en ny tænkning blandt en række danske topøkonomer, der erklærer, at det gamle paradigme med blandt andet arbejdsudbudsreformer har ramt muren, og at der nu er brug for en helt ny type reformer. Denne nyorientering spiller fint sammen med, at det nu er en reformistisk, halvsocialdemokratisk økonom – franskmanden Thomas Piketty – og ikke neoliberalistiske økonomer, der lyser op på den internationale stjernehimmel. Samtidig ser vi den neoliberalistiske stjerne falme helt ind i kapitalismens hovedkvarter i OECD og World Economic Forum. Efter at have hamret løs med argumenter om mere deregulering, udlicitering, skattelettelser og tilbagetrækning af staten har økonomerne skiftet kurs. Man frygter de konsekvenser, som den voksende ulighed kan få for den økonomiske, politiske og sociale stabilitet i Vesten. Og ikke uden grund. Brexit, Trump og højrepopulisme skræmmer. Summa summarum: Hvis der var den mindste retfærdighed til, burde ulighedskløfterne og øjenåbnerpointerne fra coronakrisen én gang for alle sende markedsfundamentalisterne til tælling i Europa. Og historiens store pendul burde sætte sig i svingninger mod centrum og venstre. Men det er desværre på ingen måde – som i: P-Å I-N-G-E-N M-Å-D-E – sikkert, at det sker. Det kan nemlig slet ikke udelukkes, at coronaregningen bliver sendt videre til de svageste i form af svækkede velfærdsmodeller, øget ledighed og voksende ulighedskløfter. For lad os ikke undervurdere, at den første fase af coronakrisen har vendt den tunge ende nedad, fordi det især er de lavtlønnede, der er eksponeret for smitte og bliver fyret. Sådan er kriser. Lad os heller ikke glemme, at centrum-venstre i europæisk politik alt for længe har været en forvirret svækling med selvværdsproblemer. I mange EU-lande ligger partierne til venstre fuldstændig underdrejet – i forhold til både idépolitisk tankekraft og folkelig opbakning. Ja, nogle steder er de helt væk. Danmark er en undtagelse. Og endelig skal man aldrig undervurdere liberalister. Selvransagelse er ikke deres styrke, og selv i en stund, hvor de står afklædte og ydmygede, holder de sig ikke tilbage med at springe op på scenen med snuptagsløsninger fra Adam Smiths tid. Bare vent: Inden længe, når den offentlige sektor har reddet den kapitalistiske økonomi igen igen, så vil liberalister lancere budskabet om, at livremmen skal strammes, og den offentlige sektor skal begrænses. Som tak for hjælpen. Det vil være fatalt, fordi det vil kaste samfundsøkonomien ud i en dødsspiral med recession, krise og måske depression. Al fornuft tilsiger, at vi skal investere i og opkvalificere mennesker, og at vi skal turde føre en keynesiansk politik i Europa, der kan stimulere erhvervslivet, optimismen og beskæftigelsen. Coronakrisen er en gamechanger, som har skabt en fuldstændig åben politisk situation, der kan ende mange steder. Nu handler det om at være bedst til at lancere de fængende ideer og visionære løsninger, der kan samle folkelig opbakning. Når alt kommer til alt, burde det være godt nyt for centrum-venstre.

2. maj 2020

Regeringen repræsenterer den blå vælgers holdning til krisen bedre end oppositionen

Af Asbjørn Sonne Nørgaard, vicedirektør i Cevea, og Simon Bruun, analysemedarbejder i Cevea (Indlægget blev bragt i Politiken den 2. maj 2020) For få uger siden var der ingen tøven. Alle Folketingets partier bakkede op om statsminister Mette Frederiksens resolutte svar på coronakrisen og nedlukningen af Danmark. Trepartsaftalen var en manifestation af konsensus-Danmark, og alle Folketingets partier støttede regeringens hjælpepakker og forsigtige strategi om at holde landet på den famøse grønne kurve, som alle danskere vist efterhånden kender.​ De seneste par uger har der været mere slinger i valsen i oppositionen. Først var det tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der kritiserede regeringens strategi for at være »en socialdemokratisk« strategi og mente, at »kuren ikke må blive værre end problemet«. Regeringen var for forsigtig, og den havde ikke nok blik for erhvervslivet. Siden har flere partiledere i blå blok i mere eller mindre forsigtige vendinger ytret sig på samme måde. Oppositionen vil have mere fart på genåbningen af Danmark – især af erhvervslivet. Regeringen har været for forsigtig. Det gjaldt også de almindelige behandlinger i sundhedsvæsenet, der skulle i gang igen. Og senest har kritikken været, at staten mangler en plan for genåbningen af Danmark. Hellere cafeer og storcentre end biblioteker og kulturhuse. Den underliggende kritik har været, at regeringens linje har for store omkostninger for den enkelte og for samfundet. Man kan på sin vis godt forstå slingrekursen. Meningsmålingerne er ikke opløftende for de borgerlige partier. Langt størstedelen af vælgerne har bakket regeringen op, og statsminister Mette Frederiksens popularitet er skyhøj. ​ I begyndelsen af april mente 79 pct. af danskerne ifølge Epinion, at Mette Frederiksen gjorde det godt som statsminister, og i de seneste meningsmålinger har Socialdemokratiet opbakning fra 32-35 pct. af vælgerne. Og det er ikke mindst blå blok, der mister stemmer. Det er deprimerende læsning for de blå partier på Christiansborg, og deres slingrekurs i forhold til regeringen må nok ses i lyset af de dårlige meningsmålinger. Man må positionere sig. Statsministerens popularitet er dog én ting. Den vil vanskeligt kunne holde sig på det nuværende skyhøje niveau for tid og evighed. For blå blok på Christiansborg er det nok så alvorligt, at oppositionen i sin kritik af regeringen er ude af trit med sine egne vælgere. Flertallet af blå vælgere er nemlig enige i regerings forsigtige coronastrategi. Sammen med Megafon har vi i dagene 30. marts-1. april – hvilket vil sige, efter kritikken fra oppositionen havde taget fart – spurgt et repræsentativt udsnit af danskerne om deres villighed til at bære omkostningerne ved en resolut indsats, hvor politikerne »gør alt, hvad de kan for at begrænse konsekvenserne af coronaepidemien i Danmark«, selv om den har omkostninger for dem selv og for samfundet. Det svarer til regeringens forsigtige strategi: Sundhedsindsatsen kommer før alt andet. Konkret har vi spurgt svarpersonerne, om de støtter indsatsen, selv om den vil resultere i en stigning i skatten på 1 pct., en forlængelse af nedlukningen af Danmark eller en stigning i arbejdsløsheden på 50.000. Vi har også spurgt om vælgernes tilslutning til indsatser, hvor effekten ikke er sikker. Det er præcis omkostninger som disse, de borgerlige partier på Christiansborg mener skal gives mere vægt: Den forsigtige linje må ikke blive for forsigtig, og omkostningerne for store, lyder kritikken. Vælgerne i rød blok bakker massivt op om regeringens forsigtige linje, uanset om indsatserne har betydelige personlige og samfundsmæssige omkostninger. Det interessante er dog, at de vælgere, der ved det seneste valg stemte på partierne i blå blok, også udviser stor opbakning til regeringens mere forsigtige linje, se figuren. ​ Et stort flertal blandt blå vælgere støtter en forsigtig linje, selv når vi fremhæver, at en sådan linje kan betyde mange flere arbejdsløse (56 pct. enig), en fortsat nedlukning af Danmark (60 pct. enig) eller sågar højere skatter (70 pct. enig). Direkte adspurgt støtter 60 pct. af de blå vælgere en sådan indsats, selv om vi er »usikre på, om de konkrete tiltag virker«. Vores tal er 3-4 uger gamle, og meget er selvfølgelig sket siden da. Men vælgernes holdninger ser ud til at være ret stabile. Vores analyse flugter således fint med den seneste Epinion-analyse for DR/Altinget, hvor data er fra midt i april. Støtten til regeringens strategi er tårnhøj på 70-71 pct. og uændret siden slutningen af marts. Niveauet svarer til det, vi ser i vores data, og så stor en opbakning til regeringens forsigtige strategi kan kun lade sig gøre, hvis også de blå vælgere fortsat bakker op i stort omfang. Statsministeren og regeringen har ikke alene formuleret en sammenhængende, forsigtig coronastrategi. Den repræsenterer også de blå vælgeres holdning til håndteringen af krisen bedre, end oppositionen gør. Det er også økonomisk set den mest fornuftige strategi, for hvis epidemien bluser op, og vi igen skal lukke samfundet ned for at undgå, at sundhedsvæsenet kommer under pres, bliver det meget dyrere for Danmark end at følge den nuværende linje. Det er svært at få øje på en anden strategi, som befolkningen samtidig har forståelse for. Har oppositionen en alternativ strategi? Det lader ikke til det.

19. april 2020

Cevea: Forbrugsfrygt er gift for økonomien. Dem med lavest indkomst bør have den økonomiske indsprøjtning

Af Asbjørn Sonne Nørgaard, vicedirektør i Cevea, og Simon Bruun, analysemedarbejder i Cevea (Indlægget blev bragt i Politiken den 19. april) Mange danskere er ængstelige og bange under den nuværende coronapandemi. Mange er også bekymrede for at miste deres job. Det ville være mærkeligt andet. Men bekymrede forbrugere holder igen med forbruget, og så bliver det svært at få gang i økonomien efter coronakrisen.​ En nylig måling foretaget af Megafon for Tænketanken Cevea viser, at det kun er godt en tredjedel af danskerne (37 pct.), der slet ikke er bekymrede for at blive arbejdsløse. Hver 10. dansker er i høj eller meget høj grad bekymrede for at miste jobbet. Bekymringen og ængsteligheden er især udbredt blandt danskere med lave indkomster. ​Blandt danskere med de laveste husstandsindkomster på under 300.000 kr. (før skat) er 1 ud af 5 (21 pct.) i høj eller i meget høj grad bekymrede for at blive arbejdsløs som følge af coronapandemien. Blandt danskere med husstandsindkomster mellem 300 og 500.000 er tallet 15 pct. Det vil typisk være husstande med én person, der har en pæn løn, eller en husstand med to meget lave indkomster, der er i denne gruppe.​ Danskere med høje indkomster er betydeligt mindre bekymrede. Blandt danskere med de højeste husstandsindkomster på over 800.000 kr. er det kun 1 ud af 20 (5 pct.), som i høj eller meget høj grad er bekymret. Blandt danskere med gode mellemindkomster er tallet 9 pct. (se figuren). Bekymringen for at miste sit job er altså fire gange så udbredt blandt danskere med meget lave indkomster end blandt dem med de højeste indkomster. Også når det gælder danskernes ængstelighed mere generelt, er det især dem med de laveste indkomster, som føler sig bange og ængstelige som følge af coronakrisen. Mønstret er det samme som for bekymringen for at blive arbejdsløs: Dem med de højeste indkomster føler sig mindre ængstelige og bange.​ Den udbredte bekymring og ængstelighed blandt dem med lave indkomster er et selvstændigt argument for at være særlig opmærksom på disse grupper, når regeringen tager næste skridt i genåbningen af Danmark. Men også økonomisk er det en god ide. Vi ved fra dansk og international forskning i forbrugeradfærd, at ængstelighed og usikkerhed er gift for forbrugslysten. Optimistiske og begejstrede forbrugere er mere gavmilde. De ’belønner’ sig selv med mere forbrug, og de foretager flere impulskøb. ​ Ængstelige mennesker, der frygter for fremtiden, er mere tilbøjelige til at se risici, og de er mere opmærksomme på negative begivenheder. De er derfor også mere forsigtige, når det gælder forbrug og økonomiske beslutninger. Glæden ved at forbruge og foretage impulskøb er der simpelthen ikke. Derfor er det helt afgørende, at politikerne forholder sig til, hvordan vi bedst kommer den stigende økonomiske usikkerhed til livs. Det er i høj grad privatforbruget, der skal trække dansk økonomi ud af krisen, når coronapandemien er kommet under kontrol. Som de økonomiske vismænd har fremført, vil et større privatforbrug med det samme skabe indtægter for andre, der så kan forbruge mere. Det har en positiv effekt nu og her, hvis flere går på restaurant, køber tøj og får vinduerne i huset malet. Hvis vi skal have fuld effekt af en stimulering af privatforbruget, skal vi både øge evnen og lysten til at forbruge. Uden indkomst og forbrugslyst går økonomien i stå. Vi vil få mest for pengene, hvis det især er dem med de laveste indkomster, der får gavn af den økonomiske indsprøjtning. Især hvis vi samtidig kan mindske deres angst og deres bekymring for at blive fyret. Og økonomisk holde hånden under dem, hvis de alligevel bliver arbejdsløse.​ Folketinget kan forlænge lønkompensationen til virksomheder, der ikke fyrer deres ansatte og supplere ordningen med et midlertidigt løntilskud til virksomheder, som ansætter flere medarbejdere. Målrettet vores unge kan vi sætte tilskuddet til virksomheder, der opretter praktik- og lærepladser markant op, så flere får en praktikplads, og vi kan forhøje SU’en i en periode. Indefrosne feriepenge kan komme til udbetaling her og nu, og for at styrke forbrugslysten hos vores ældre kan Folketinget sætte ældrechecken midlertidigt op. Uanset tiltagene vil der komme flere ledige. Her burde Folketinget, som det også er foreslået af 3F og Dansk Metal, i en periode give et coronatillæg oven på arbejdsløshedsdagpengene for at holde hånden under forbruget. Man kan også øge optaget på landets uddannelsesinstitutioner for at minimere ledigheden blandt unge. ​ Ligesom investeringer er forbrug i høj grad drevet af følelser og forventninger til fremtiden. Bekymring for at miste sit job og sin indkomst er gift for forbrugslysten. Hvis vi kan skabe optimisme blandt danskere med lave indkomster og minimere de økonomiske konsekvenser ved arbejdsløshed, så vil det gå hurtigere med at få gang i hjulene på den anden side af coronakrisen.

17. april 2020

Vanopslaghs nyliberalistiske samfundsfortælling er kollapset

Af Alexander Grandt Petersen, kommunikationschef i Cevea (Indlægget blev bragt på Netavisen Pio den 17. april 2020) Der er få argumenter tilbage i liberalisternes arsenal mod velfærdssamfundet. Corona-krisens konsekvenser viser, hvor afhængig vi er af hinanden. Ingen er sin egen lykkes smed. Alle er vi totalt afhængige af hinanden. Fra den lille frisør på gadehjørnet til tøj-giganter på den jyske hede med fabrikker i Fjernøsten. Direktøren tjener ingen penge, hvis rengøringsassistenten ikke kan få lov til at gå på arbejde. Når pædagogerne sendes hjem, og skolelærerne må klare undervisningen over skype-forbindelsen, så falder aktiekurserne. Alligevel prøver liberalistiske politikere og debattører krampagtigt at holde fast i en unuanceret, forsimplet og nu også forældet samfundsfortælling om, at den private sektor skaber værdierne, og den offentlige sektor klatter dem væk. Staten spiller en helt afgørende rolle Det kom senest til udtryk i Politiken, hvor Alex Vanopslag i indlægget ”Erhvervslivet skylder ikke politikerne noget for hjælpepakkerne” argumenterer for, at hjælpepakkerne mest af alt er en håndsrækning til velfærdsstaten, og at pakkerne i sidste ende er betalt af landets virksomheder gennem privat foretagsomhed. ”Det er den private sektor med hele værdikæden; investorer/aktionærer, ejere, direktioner, medarbejdere i top og bund, som finansierer velfærdsfesten i Danmark. ” skriver Vanopslagh. Men velfærdssamfundet er ikke blot et gode, der er nice to have. Det er i den grad need to have også for en privat sektor, der er dybt afhængig af, at vi har en god, professionel og dygtig offentlig sektor. Corona-krisen udstiller, at den nyliberalistiske forståelse af værdikæden bygger på en fejlslutning om, at der ikke skabes værdi i den offentlige sektor. I den liberalistiske samfundsfortælling står den offentlige sektor i evig gæld til den private. Men det står med den nuværende krise lysende klart, at det er forkert. Og det gælder ikke kun for de klassiske velfærdsopgaver som uddannelse, sundhed, pleje og pasning. Staten spiller lige nu en helt afgørende rolle i at understøtte virksomhederne gennem øget økonomiske aktivitet, kompensationer og lånemuligheder. Det er helt afgørende for medarbejderne, men også for ejerne. Ville Vanopslagh turde gå den ideologiske planke ud Heldigvis er det få erhvervsdrivende, der selv befinder sig helt ude på den liberalistiske højrefløj. Mange kan godt se, at de er dybt afhængige af det omkringliggende samfund. Særligt i et land som Danmark med mange små og mellemstore virksomheder. Lige fra den lille iværksættervirksomhed til Københavns Lufthavn med tusindvis af medarbejdere har velfærdssamfundet evnet at træde til og afhjælpe de økonomiske konsekvenser af corona-krisen. Havde Mette Frederiksen været minimalstatsliberalist og laissez faire økonom, så havde hun nok afvist, at der skulle politiske initiativer til for at understøtte virksomhederne og skabe økonomisk tryghed. Spørgsmålet er om liberalister som Vanopslagh selv ville turde at gå den ideologiske planke ud og lade stå til, hvis han selv havde ansvaret, eller om også Vanopslag havde grebet til den samme socialdemokratiske værktøjskasse som Mette Frederiksen? Det er godt for Danmark, at vi aldrig får svaret på det spørgsmål. Det handler ikke om taknemmelighed. Men hvis regnebrættet skal gøres op, som Vanopslagh foreslår, er det åbenlyst, at et sundt og levedygtigt erhvervsliv forudsætter en sund og stærk offentlig sektor.

7. april 2020

Markedet svigter ikke kun under coronakrisen

Af Asbjørn Sonne Nørgaard, vicedirektør i Cevea (Indlægget blev bragt i Berlingske den 7. april 2020) Det spontane marked, hvor udbud møder efterspørgsel, er en effektiv koordinationsmekanisme. Politikere bør ikke blande sig i, hvordan markedet imødekommer efterspørgslen efter dagligvarer, eller hvem og hvor mange der ansættes på et hotel. Men for en lang række udfordringer er markedet ikke svaret, hverken under coronakrisen eller i normale tider. I de situationer er politiske løsninger eneste mulighed. Private forsikringer er markedets svar på, hvordan vi sikrer os mod risici. Det virker, når vi har at gøre med bilen eller uforudsete ulykker, så længe hændelser, der udløser udbetaling, er uafhængige af hinanden. Selskaber puljer risici, og så længe vi ikke alle totalskader vores bil på samme tid, løber forretningen rundt. Men private forsikringer kan ikke håndtere risici, der rammer alle på samme tid, og hvor vores risiko er afhængig af hinanden. Så må fællesskabet, som coronakrisen viser, træde til. Risikoen for, at man bliver smittet og skal i behandling, er betinget af andres risiko. Omkostningerne er massive og kan ikke håndteres af markedet. De fleste markedsoptimister er enige så langt: Der er helt ekstraordinære situationer, som markedet ikke kan håndtere. Økonomer kalder det »missing markets«. Men de situationer er slet ikke så unormale. Det er én af grundene til, at vi har en velfærdsstat. Arbejdsløshedsforsikring er et godt eksempel. Ledighed rammer mange på samme tid i nedgangstider. Risikoen for at blive ledig er ikke uafhængig af andres risiko. Hvis ledigheden er langvarig, bliver det rigtig dyrt. Prisen på private ledighedsforsikringer i Danmark steg med 70 pct. efter finanskrisen, og dækningen faldt med 19 pct. Sikring mod arbejdsløshed forudsætter offentlig medvirken. Sundhedssikring egner sig heller ikke til markedet. Også i normale tider er der sygdomme, som det private marked har svært ved at håndtere. For alle vil helst undgå at forsikre dem med de dyreste sygdomme – dem der har mest brug for det. Alle der har købt fast ejendom er blevet spurgt, om banken mod en ekstra betaling skal rentesikre lånet. Men når afkastet på en investering er usikkert og langt ude i fremtiden, er markedet ofte fraværende. Også selv om investeringen er helt afgørende. En frivillig »forsvarsforsikring« mod fremmede magters aggression? Nej, vel? Et effektivt marked for fremtidens klimaløsninger er også uhyre svært at etablere. Usikkerheden er enorm, og mange investeringer vil ikke bære frugt. Læg dertil behovet for, at alle lande bidrager. Det er der heller ikke en markedsløsning på. Offentlig forskning og udvikling, støtteordninger og regulering er nogle af de politiske værktøjer, der kan sikre investeringer i fremtidens udfordringer. Vi skal håndtere markedets sideeffekter Nogle markedsaktiviteter har negative sideeffekter, fx forurening. Derfor regulerer vi virksomhederne. Der kan også være positive sideeffekter, fx uddannelse, der giver et personligt afkast og derudover et afkast til samfundet og erhvervslivet, som får let adgang til dygtige medarbejdere. Afkastet af øget uddannelse er i øvrigt størst for dem med mindst uddannelse. Både for at sikre os mod de negative sideeffekter og for at understøtte de positive, er der brug for regulering. Hvad der anses for positive og negative effekter er en politisk vurdering. Markedet forholder sig ikke til, hvad der forbedrer klimaet eller øger ligheden. Markedet for optimisme, når alle er nede i kulkælderen, findes heller ikke. Normalt responderer markedet effektivt på forbrugernes købelyst. Det er værre, når købelysten svigter, for markedet reagerer på samme måde som forbrugerne: med pessimisme. Coronakrisen har ramt både udbud og efterspørgsel. Offentlige investeringer er et effektivt instrument mod kriser og efterspørgselssvigt. Efter finanskrisen var den politiske villighed til at sætte gang i hjulene ikke stor nok. Det kostede. Politisk lederskab er nødvendigt, når markedet svigter eller slet ikke findes. Især når fremtiden ser dyster ud. Entusiasme og optimisme er nemlig et knapt gode, som markedet ikke kan levere, når vi har allermest brug for det.

4. april 2020

»Lur mig, om ikke vi snart vil høre den borgerlige sang om, at nu skal livremmen strammes«

Af Per Michael Jespersen, direktør i Cevea (Indlægget blev fra i Politiken den 4. april 2020) Coronakrisen har sat store tykke streger under, at den private sektor er fuldstændig og aldeles afhængig af den offentlige sektor. Der er ikke den liberalist i Cepos og omegn eller borgerlige politiker, som ikke bifalder hjælpepakkerne til erhvervslivet. Og med rette. For hjælpen er klog og velanbragt. Begavet regulering i verdensklasse. Velfærdsstaten i endnu en stjernestund. Men hvad vil der ske med selvsamme velfærdsstat, når vi kommer på den anden side af coronaen? Når regningen skal betales på den lange bane? Jeg har mine bange anelser. Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, var klar i mælet, lang tid før der overhovedet var nogen, som havde hørt ordet ’corona’. Her gav han nemlig udtryk for, at det økonomiske råderum udelukkende skal bruges til at investere i klimaomstilling. Altså ingen penge til velfærd. Og hvad nu, hvor coronaregningen også blander sig sammen med den bundne opgave om en klimaomstilling med 70 procent CO2-reduktion i 2030? Lur mig, om ikke vi snart vil høre den borgerlige sang om, at tiden er kommet til, at livremmen skal strammes over for de offentlige velfærdsudgifter – i krisepolitikkens navn. Som tak for hjælpen. Det var præcis det, der skete efter finanskrisen i hele Europa, hvor takken til velfærdsstaternes krise-ambulancetjeneste var en stram sparepolitik, der gjorde ledighedskøerne længere og kvalte enhver økonomisk optimisme. Men kan partierne bag forståelsespapiret så ikke bare ignorere Jakob Ellemann-Jensen, Søren Pape og Alex Vanopslagh og insistere på, at der skal være råd til både corona, klima og velfærd? Problemet er, at det næppe er dér, de radikale er. Partiet er mere optaget af klima end af velfærd, og når nu coronakrisen kræver penge, mange penge, kan alt komme i spil for en radikal politiker. Også de fint afstemte balancer med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten i et forståelsespapir. Og det kan gå ud over velfærden. Nu var der lige dækket op til klimaomstilling og velfærdsløft, og så kan vi risikere, at hele spisestellet bliver trukket ned på gulvet. Lad det ikke ske. Please! Hvis resultatet af coronakrisen bliver en aflysning af velfærdsløftet, og at livremmen strammes markant i de offentlige budgetter, vil det sende samfundet ud i en helt unødvendig krise. Politisk. Socialt. Og økonomisk. Først velfærden: Folketingsvalget 2019 var ifølge samfundsforskeren Jørgen Goul Andersen et velfærdsvalg, som handlede om, at mange danskere var frustrerede over en nedslidt og forringet offentlige service – daginstitutioner, skoler, ældreforsorg, sundhed. Med god grund. Jørgen Goul Andersen har for Mandag Morgen lavet en analyse, der viser, at det offentlige forbrug per indbygger fik et dramatisk knæk i 2010’erne. I 1990’erne og 00’erne voksede de offentlige udgifter med 1,8 procent om året per borger i gennemsnit, men i 10’erne var der tale om nulvækst. Det er selve samfundsmodellen, der er sat under pres. Og det går hurtigt i disse år. Andelen af danskerne, der vælger private alternativer, når det gælder sundhed, daginstitutioner, skoler, ældreforsorg mv., er voksende, og hvis først de privilegerede går egne veje og fravælger fælles løsninger, vil det underminere den brede opbakning til samfundsmodellen. Derfor er det så vigtigt med et løft til velfærden – som minimumsnormeringer, tidlig tilbagetrækning, flere penge til uddannelse mv. er udtryk for. Og derfor er det et problem, hvis en strammet livrem kvæler velfærdsløftet. Og så er der de negative økonomiske konsekvenser af at skære ned i offentlige udgifter. Samfundsøkonomien er ikke en husholdningsøkonomi. Og hvis man reagerer på en dårlig økonomi ved at sige »Nu skal der spares«, vil samfundet glide ind i en recession, hvor alt falder: forbruget, beskæftigelsen, optimismen og lysten til at investere. Det vil være et argument for flere nedskæringer. En ond cirkel. Erfaringen viser, at det især vil gå ud over de svageste. Heldigvis er der et alternativ til svækket offentlig velfærd, recession og arbejdsløshed. Læren fra kriser – 30’ernes ikke mindst – er, at hvis man vil trække den kapitalistiske økonomi væk fra afgrunden, skal man give den offentlige sektor en nøglerolle i økonomien og turde kaste sig ud i offentlige investeringer, der kan sætte gang i forbruget og optimismen. Og det bliver ikke svært at finde egnede områder for investeringer i denne tid. For ud over at finansiere den forbigående corona står vi jo netop over for et stort behov for offentlige investeringer i mennesker, velfærd og den nødvendige klimaomstilling. Disse investeringer vil på én og samme tid kunne styrke vores samfundsmodel og holde recessionen for døren. Men der er også en anden økonomisk gevinst, som har været undervurderet alt for længe. Den handler om, at offentlige investeringer er selve forudsætningen for en produktiv og stærk privat sektor på langt sigt. Sagen er, at den offentlige sektor tilvejebringer dét, som er vigtigt for danske virksomheder: en stor, veluddannet, topmotiveret og loyal arbejdsstyrke. Hver dag frisætter daginstitutionerne mor og far til arbejdsmarkedet. Hver dag kvalificerer skoler og uddannelser børn og unge til fremtidens jobs. Hver dag hjælper sundhedsvæsenet syge mennesker, så de kan blive klar til at arbejde. Hver dag holder dagpengene hånden under mennesker, så de ikke ryger ud i social deroute, og så arbejdsgiverne kan profitere af fleksible afskedigelsesregler osv. osv. Genialt. Er det mærkeligt, at Danmark ligger i toppen af verdensranglister, når det gælder konkurrenceevne og erhvervsklima? Nej, vel? Derfor er det klogt at prioritere offentlige investeringer – corona eller ej. Og vi har rigtig gode muligheder for at kunne gøre det på en balanceret og økonomisk ansvarlig måde, fordi de offentlige finanser er kernesunde, fordi gælden ikke er et problem, fordi vi har en høj kreditværdighed, og fordi renterne er lave. Men hvad med EU’s Vækst- og Stabilitetspagt? Den vil blive en udfordring. På den korte bane har coronakrisen godt nok ført til en suspendering af pagtens stramme budgetkrav, men hvad sker der, når smitten er drevet over, og krisepakkerne er udløbet? Så begynder den politiske kamp om, hvordan vi genopretter den europæiske økonomi. Her må Danmark insistere på, at Europa løsner de alt for stramme finanspolitiske tøjler. Danmark er på rette vej politisk, og coronaen ændrer intet ved det. Medmindre altså at borgerlige kræfter får held til at sende regningen for coronakrisen videre til de svageste i form af udsultet offentlig velfærd, arbejdsløshed og svækket social sammenhængskraft. Så har vi intet lært. Og så er der for alvor dømt krise.