Debat

Alle debatindlæg i denne kategori
27. September 2018

Fælleseje er guld værd i finanssektoren

I Europa som helhed var kooperative banker mere stabile under krisen og har generelt klaret sig bedre end alle andre typer af banker de sidste 10 år, viser analyser fra den europæiske investeringsfond. I Danmark viser branchens egen opgørelse, foretaget af Finans Danmark, at de fællesejede pengeinstitutter kom bedre gennem krisen. Der var 19 danske banker m.m., der blev afviklet eller fusioneret som følge af krisen. Af dem var 15 konventionelle banker, mens 4 var sparekasser. Det til trods for, at der før krisen var omtrent lige mange konventionelle banker og fællesejede pengeinstitutter. Læs indlægget om fordelene ved fællesejede pengeinstitutter

27. September 2018

Teenageoprøret fra generationen, der blev meget sent voksen

STORT SET ALLE reformer, der har justeret konkurrenceevne og arbejdsudbud og nedbragt trækket på de offentlige kasser uden undtagelse, har ramt yngre hårdere end ældre. Det er de unge, der skal blive på arbejdsmarkedet til de er 73 år. De er dem, der ikke fik efterløn, førtidspensionen kunne de ikke få, de har fået lavere ydelsesniveauer på dagpengene, kortere sikringsperioder. Der var SU-reform, vores boligpolitik beskytter deres forældres friværdi, men der er ingen betalelige boliger til unge osv. osv. Det skal ikke misforstås, som om at jeg er uenig i mange af de her reformer. Der er ingen grund til at pacificere så mange unge på førtidspension eksempelvis. Men alt andet lige er velfærdsstatens tilbud og sikring af unge danskere hel indiskutabelt ringere, end det deres forældre har kunnet regne med. Det ville jo ikke være unaturligt, hvis det havde kølnet de yngre generationers begejstring for vores samfundsmodel - al den tid at der både fordelingspolitisk og i velfærdsstaten er mere til deres forældre end til dem. Men det er ikke tilfældet. Læs indlægget på Avisen.dk

22. June 2018

7 ANBEFALINGER TIL EN GOD OG ATTRAKTIV OFFENTLIG SEKTOR

I Cevea er vi glade for det store arbejde, der er lagt i Ledelseskommissionens anbefalinger, og det at Regeringen tager den offentlige sektor alvorligt og inviterer gode folk med til at udvikle den. Vi synes bare, der manglede nogen. For ledere leder ikke alene. De samarbejder hver dag med medarbejdere, der står i fronten af velfærdssamfundet, har fingeren på pulsen og ved, hvordan forandringer virker i praksis. Derfor samlede vi på Folkemødet 2018 tre repræsentanter for den offentlige sektor i en midlertidig medarbejderkommission, der live på scenen sammen udviklede et sæt alternative og supplerende anbefalinger til fremtidens offentlige sektor. Medarbejderkommissions medlemmer var Rasmus Bredde, specialarbejder i Københavns Kommune og fællestillidsrepræsentant, Pia Henriksen, lærer og kredsstyrelsesmedlem i Danmarks Lærerforeningen i Albertslund og Jan Hoby, næstformand i LFS – Landsforbundet for Specialpædagoger. Opdraget til arbejdet i Medarbejderkommissionen var, at: Diskutere og nuancere debatten om den offentlige sektor i dag og i fremtiden Komme med konkrete anbefalinger til, hvordan vi sikrer en god og velfungerende offentlig sektor i fremtiden Komme med konkrete anbefalinger til, hvordan vi sikrer, at den offentlige sektor i fremtiden er en attraktiv arbejdsplads Kommissionens anbefalinger skulle ligeledes kunne realiseres inden for de nuværende økonomiske rammer.   Medarbejderkommissionen udviklede syv anbefalinger, der hver især og tilsammen skal sikre en retning, hvor vi bevarer og udvikler en offentlige sektor, der leverer god kvalitet og er en attraktiv arbejdsplads: Alle der arbejder i og med den offentlige sektor – ledere, medarbejdere, politikere og fagbevægelse – skal have den samme forståelse af kerneopgaven hele vejen rundt og op. Det er en fælles og ledelsesmæssig opgave at sikre sammenhæng mellem værdikæden, styringskæden og meningskæden. Der må ikke sættes nye forandringer i gang uden, at der er sikkerhed for, at de kan implementeres – og uden mål for, hvordan de bliver evalueret undervejs og efterfølgende. Politikerne skal lade være at udstikke one size-fits all krav til dokumentation og benchmarks – og lade de enkelte institutioner selv fastsætte mål. Politikerne skal have tillid til den offentlige sektor. Drop overstyringen og detaljeregler. Ledere og medarbejdere skal følges ad – med fælles, understøttende uddannelse og i den konkrete udvikling af løsningerne. Politikere og fagbevægelse skal understøtte, at medarbejdere og ledere engagerer sig professionelt i deres arbejde, deres fag og udviklingen af den offentlige sektor.  

21. June 2018

Du burde sikkert betale mere i skat

Synes du, at arveskatten skal væk og topskatten ned? Og at dem, der vil beskatte og omfordele mere, er misundelige og lidt dummere end dig? Så er du formentlig en af dem, der har nydt godt af opsvinget og den stigende ulighed. Regeringen har med succes fået sænket arveafgiften for familieejede virksomheder fra 15 til 5 pct. Så nu står arveskatten for alle andre også for skud. Enten skal den fjernes eller sættes markant ned, mener Konservative og Liberal Alliance. Det går stik imod anbefalingerne blandt internationale økonomer. Det kan derfor virke som lidt af et paradoks, at det er på dagsordenen netop nu. Men det er det ikke. For dagsordener er styret af følelser og psykologi snarere end af økonomisk videnskab. Det er derfor helt efter bogen, at de rigeste nu føler, at de skal slippe lettere i skat. Uligheden er stigende. Det er alle – også finansverdenen – enige om. Det har fået flere til at påpege, at øgede skatter for de rigeste er en del af recepten for en verden, der ellers kan ende i nye kriser og sociale konflikter. Økonomen Thomas Piketty har advokeret for en global formueskat. Det liberalistiske hoforgan The Economist har omfavnet arveskat som et middel til at skabe et mere lige udgangspunkt for alle. Og Den Internationale Valutafond har argumenteret for, at skatten på de højeste indtægter kan hæves i de fleste lande. Alligevel går vi i Danmark for tiden den modsatte vej. Topskatten er løbende blevet sat ned de seneste 15 år, og nu er arveskatten på samme vej. Uligheden er skam også steget herhjemme. Det viser alle statistikker. De økonomiske vismænd har sågar påpeget, at en stor del af stigningen skyldes øgede kapitalindtægter. Altså fordi de rige tjener mere på (bare) at være rige.  Men mens økonomien tilsiger, at vi burde øge beskatningen af de rigeste, er dagsordenen den modsatte. Det skyldes formentlig, at stigende ulighed typisk går hånd i hånd med, at dem, der havner på den grønne gren, mener, at de har fortjent at beholde en større del af den nye velstand selv. Det resultat ses i ny forskning og i en række eksperimenter inden for psykologi. Den amerikanske professor Keith Payne har eksempelvis fundet ud af, at folk, der føler sig rigere end resten af befolkningen, ønsker lavere skat og mindre omfordeling (også uafhængigt af hvad deres indtægt i virkeligheden er). Forsøgspersoner, der fik at vide, at de havde klaret sig bedre i et aktiespil end andre deltagere - uden at de dog reelt havde det - ønskede også mindre omfordeling. Samtidig vurderede ”vinderne”, at de deltagere, som havde klaret sig dårligere, var ”mere partiske og mindre rationelle” i skatte- og fordelingsmål. Des mere de mest velhavende stikker af fra resten af samfundet, des mere vil de mene, at de bliver brandbeskattet, og at det ikke bare er uretfærdigt, men også tosset. Og så er deres partier, De Konservative og Liberal Alliance, stik imod økonomisk sund fornuft hurtigt klar med en kampagne om, at afskaffelsen af arveskatten er et moralsk spørgsmål. Men det solide opsving, globalisering, disruption og udbredelsen af ny teknologi – og deraf højere lønvækst i toppen end i bunden – betyder altså ikke, at os, der betaler topskat, har fortjent flere skattelettelser. Snarere tværtimod.   Af direktør Kristian Weise. Bragt i Finans d. 1. juni 2018.

21. June 2018

Dansk Industri er fanget i en parallel erhvervsvirkelighed

Den kommune, der år efter år skaber flest nye job i nye virksomheder, er København. Alligevel ligger den i bunden i Dansk Industris årlige måling af erhvervsklimaet. Det giver nul mening. Dansk Industri gør sig for umage med ikke at forstå det arbejde, Cevea har lavet omkring hvilke kommuner, der har det stærkeste erhvervsliv. DI-direktør Kent Damsgaard skriver: »Problemet med Ceveas undersøgelse er, at de reelt ikke kårer den mest erhvervsvenlige kommune. De kårer den kommune med mest erhvervsaktivitet. De måler altså på resultatet og ikke indsatsen.« I stedet mener man i DI, at den spørgeskemaundersøgelse, man foretager blandt sine medlemsvirksomheder, giver et retvisende billede af hvilken indsats, der bliver gjort for erhvervslivet. Det er naturligvis interessant, hvad kommunerne gør for erhvervsudviklingen og jobskabelsen. Men der er ingen sammenhæng imellem de kommuner, som DI kårer som de mest erhvervsvenlige, og der hvor erhvervslivet klarer sig bedst. Derfor siger vi, at man er nødt til at interessere sig for den virkelighed, der kan konstateres økonomisk-statistisk, og ikke blot kortlægge følelserne i toppen af erhvervslivet for de forskellige kommuner. Lad os tage et eksempel: I en mindre kommune med et mindre antal virksomheder, vil kommunens erhvervschef, eller borgmesteren, formodentligt være personligt kendt af de fleste virksomhedsledere. Vil man her ikke være tilbøjelig til at have en bedre opfattelse af en kommunes erhvervsindsats end i en større kommune? Jo, formentlig. Men betyder det overhovedet noget for iværksætteri eller vækst? Når DI undersøger tilfredsheden med personskatterne, så finder man ud af, at de kommuner, hvor erhvervslivet er mest tilfreds med personskatterne, er Billund, Ikast-Brande og Hedensted. Men Billund har kun den 13. laveste kommuneskat, og de to andre kommuner er ikke blandt de 20 kommuner i Danmark med de laveste kommuneskatter. Helt overordnet er pointen, at der nok ikke er nogen sammenhæng mellem de ret små variationer der er i kommuneskatterne og erhvervsaktiviteten. Kommuner skal altid bestræbe sig på at være erhvervsvenlige, men de fleste kommuner har ikke ret meget indflydelse på erhvervsaktiviteten. Vi har lavet Ceveas undersøgelse for at forstå vilkårene for erhvervsaktivitet i forskellige dele af landet. Det er begrænset, hvad man bruge DI's undersøgelse til. Det er fordi, DI undersøger nogle ting, der kun delvist hænger sammen med eks. vækst, eksport og iværksætteri. Det bliver krystalklart, når man konstaterer, at den kommune, hvor der bliver skabt flest nye job i nye virksomheder er København. Men København ligger konstant i bunden af DI’s undersøgelser. Hvis den mest dynamiske kommune er den mindst erhvervsvenlige, er man nødt til at spørge sig selv, hvad man undersøger. Man kommer til at modsige virkeligheden. Her er et forslag: Hvad med at vi sammen laver et nyt indeks? Hvor vi både indtager erhvervslivets oplevelser, og samtidig tegner et billede af hvilke vækstforhold, der er afgørende, og i hvilket omfang en kommune kan arbejde med forhold, der faktisk vil have betydning? Vi giver gerne den første kop kaffe.     Af direktør Kristian Weise. Bragt i Finans d. 3. maj 2018.

21. June 2018

Nyt energiforlig kan underminere grøn vækst

Synspunkt. Hvis vi endelig skal skabe mere forbrug af noget, skal det så være elektricitet? Al energi koster penge at producere – også den grønne. Og selv om vi i Danmark er langt fremme med den grønne energi, vurderes det, at kun 42 procent af vores samlede energiforbrug i 2020 kommer til at stamme fra vedvarende energi. Den bedste energi er stadig den, vi ikke bruger, både klimamæssigt og økonomisk. Men regeringen er langt med planer, hvor den foreslår, at vi holder op med at spare på strømmen. Hvis vi endelig skal skabe mere forbrug af noget, skal det så være elektricitet? Efter at topskattekrigen blev tabt i det borgerlige Danmark, er det nu andre skatter, der står for skud. Helt aktuelt energibeskatningen, som regeringen varsler et stormløb mod i det forestående energiforlig. Der er to argumenter, som bruges i forhold til at sænke elafgiften. Det ene er, at det er en skattelettelse med en socialt forsvarlig profil, fordi lavtlønnedes el­regning udgør en større del af deres disponible indkomst end højtlønnedes. Det er rigtigt. Men det ændrer ikke ved, at samfundet ikke får noget for pengene. Pengene kunne bruges bedre, og der efterlades i stedet en regning i børne­værelset, for regeringen planlægger at hente de manglende indtægter i »råderummet«. Altså penge, der teoretisk kommer i kassen om mange år. Det andet argument – som er bedre – er, at så stor en del af strømmen er blevet grøn, at der ikke er nogen grund til at have så høje grønne afgifter, og at lavere elafgifter vil billiggøre elbiler og varmepumper. Her det dog vigtigt at huske, at der stadig er masser af sort strøm i systemet, og det vil der blive ved med at være. Bruttoforbruget af elektricitet er faktisk steget de seneste to år. Dertil kommer, at især forbruget af el forventes at stige på grund af planlagte datacentre fra Facebook, Apple og Google. Hvis Danmark skal bibeholde og forbedre sin internationale styrkeposition inden for grønne teknologier, kan vi ikke lade resten af den grønne omstilling gå i stå. Hvis vi dropper satsningen på at reducere elforbruget, kommer vi ikke i mål med klimamålene, og den grønne eksport, som vi har inden for andre områder, vil miste sit hjemme­marked. Det kan meget vel være resultatet af det forestående energiforlig. Kan man finde en model, hvor elektricitet til varmepumper samt elbiler, elbusser med mere gøres billige – hvor man altså erstatter olie og benzin – men hvor man i øvrigt beholder en fornuftig beskatning af elektricitetsforbruget, har man både en grøn beskatning, der virker i retning af, at vi nedbringer vores ressourceforbrug, og som samtidigt hænger sammen med en erhvervspolitik, der gavner andre end de danske elselskabers bundlinje. Selv om en stor del af vores energiforbrug er grønt, er vi stadig langt fra en bæredygtig model. Elselskaberne tjener deres penge på det danske hjemmemarked, hvorimod grønne teknologivirksomheder som Velux, Rockwool, Danfoss og Grundfoss tjener penge på verdensmarkedet til Danmark. Det gør de vel at mærke på teknologier fremelsket af en dansk politik, der har prioriteret energi­effektiviseringer og grøn energi samtidigt. Regeringen overser den betydning, dansk klimapolitik har haft for dansk erhvervslivs grønne førerposition. Det vil være et kolossalt tilbageskridt at opgive en klimapolitik og en grøn erhvervspolitik, der går på to ben. Vi skal ikke gøre den sorte strøm billigere og droppe ambitionerne om at sænke energiforbruget. På selve klimapolitikken må man sige, at vi er kommet langt med elektricitetsdelen, og selv om vi kan komme længere, mangler vi, at regeringen tager fat på de to udfordringer, hvor vi ikke er kommet ud af stedet: Landbruget og transportsektoren. Vi kan godt lave endnu mere grøn strøm, men der er helt uløste problemer. Måske regeringen skulle forsøge at løse de reelle udfordringer i stedet for at ødelægge en velfungerende dansk klima- og erhvervspolitik.   Af presse- og kommunikationschef Kasper Fogh. Bragt i Berlingske Business d. 21. april 2018.  

21. June 2018

Debat: Cepos ævler fejlagtigt løs om arveskatten

Den gik ikke med topskattelettelser. Så i forsøget på at begunstige de allermest velstillede er skytset nu rettet mod arveskatten. Helt uforståeligt er arveskatten blevet lettet for de allermest velhavendes børn: Efterkommere, der arver en virksomhed, skal nu kun betale fem pct. i skat af dens værdi. Alle andre skal betale 15 pct. af den arv, der overstiger ca. 300.000 kr. Samtidig hyler LA-koret om misundelses-Danmark, der tryner de mest initiativrige. Det gælder så i hvert fald ikke deres børn. Men hvorfor stoppe der? »Man kan også kalde arveafgiften for en trippel-beskatning,« piver Cepos’ Mads Lundby Hansen her i Berlingske. »Først betaler man indkomstskat af sin løn. Dernæst betaler man skat af renterne på sin opsparing. Og når man afgår ved døden, skal der betales skat en tredje gang, når ens opsparing skal videregives til børnene.«   Det postulat skal der ryddes op i. Det er nemlig meget lidt indkomst, der beskattes to eller flere gange. Indkomst beskattes én gang. Hvis den formue, man har, giver et afkast, beskattes den indkomst, man får på den formue, selvfølgelig. Der er intet dobbelt i det. Når børn arver fra deres forældre, er en stor del af arven i dag typisk en bolig eller en formue skabt på boligmarkedet. Det er som regel penge, der aldrig er betalt skat af. Overhovedet. Oftest vil der ikke være tale om dobbeltbeskatning af noget som helst. Indtil for nylig havde vi et temmelig rimeligt princip om at beskatte al arv over en bagatelgrænse med 15 pct. Og det bør man genindføre for alle. Også for Lego-familien. Nogle lande har ingen arveskat, f.eks. Sverige. Her mente man, at den var for dyr at opkræve. Bliver arveafgiften meget lavere end 15 pct., begynder det at blive for dyr en skat at opkræve. Derfor er en sænkelse til fem pct. reelt det samme som en afskaffelse.   Nej tak til amerikanske tilstande Vi har en stigende og arvelig formueulighed, som vokser meget mere end indkomstuligheden. Så man er nødt til at insistere på en arveskat, hvis ikke vi skal have amerikanske eller engelske tilstande. I Frankrig har man en progressiv arveafgift, der kan gå helt op til 45 pct. Noget tyder på, at det er for højt et niveau, da det ødelægger eller gældsætter mange virksomheder og landbrug ved generationsskift. Vi vil ikke vil have vores jord eller erhvervsliv samlet på for få hænder, eller i lommen på bankerne. Derfor skal arveskatten nok heller ikke være meget højere end 15 – 20 pct., som er det normale niveau i OECD-landene. Regeringen har ødelagt et rimeligt og afdæmpet arveskattesystem – også sammenlignet med resten af Europa – for at tækkes en lille håndfuld kisterige familier. Derfor er det godt, at oppositionen lover at genetablere en sund balance i dansk arvebeskatning. Indtil det sker, må nogen af os så gøre, hvad vi kan, for at vaccinere debatten mod decideret ævl, som f.eks. at der findes trippel-beskatning.   Af Kristian Weise. Bragt i Berlingske d. 12. april 2018.

2. March 2018

Højrefløjens ulighedsfornægtere skader dansk økonomi

Både de førende konsulenthuse, erhvervslivet og landets topøkonomer fokuserer på den voksende ulighed i verden. Men Løkke-regeringen gør nærmest grin med problemet. I toppen af det internationale erhvervsliv er man stærkt optaget af, at den økonomiske vækst for tiden ikke kommer alle til gode, og at uligheden dermed stiger. Det ses ved topmøder som World Economic Forum i Davos og i de økonomiske analyser, som diverse finansinstitutioner og konsulenthuse laver. Den samme opmærksomhed er ikke tilstede i toppen af dansk politik, hvis vi forstår den som dem, der for tiden er ved magten. Danske borgerlige benægter, at stigende ulighed er et problem, og lukker øre og øjne for den nye viden om hvorfor det er afgørende, at væksten er inkluderende. Erhvervslivets toprådgivere, de førende managementkonsulenthuse, har alle sammen sat fokus på den stigende ulighed og de risici, den indebærer: McKinsey har påpeget, at realindkomsten var »flad eller faldende for 65-70 pct. af befolkningen« i de rige lande mellem 2005 og 2014, og at denne udvikling har »ætsende sociale og økonomiske konsekvenser«. Boston Consulting Group har dokumenteret, at landes evne til at omsætte velstand til velvære og livskvalitet afhænger af, hvor lige og inkluderende deres økonomier er. Bain and Company stemmer i med en ny rapport, der understreger, at stigende ulighed vil være med til at »true væksten«, betyde »øget volatilitet« og at »middelklassemarkederne sandsynligvis svinder ind«. Når finanssektorens cheføkonomer – også de danske – udlægger forventningerne til den globale økonomi, tager de nu ligeledes højde for den stigende ulighed og de risici, som den indebærer for den økonomiske vækst og politiske stabilitet.  Og danske virksomheder lytter heldigvis. Flere og flere af dem ser det nu som en del af deres opgave at være med til at vende udviklingen. De lægger deres strategier op ad FN’s verdensmål (SDG’erne) og deltager aktivt i diskussionerne om at skabe inkluderende vækst. Erhvervslivet har altså forstået, at en ordentlig fordeling af velstanden, er godt for økonomien. Det er langt fra tilfældet for dem, der mener, at de er deres politiske repræsentanter i Danmark. Igen og igen skal vi høre fra særligt Liberal Alliance, men også Konservative og Venstre, at stigende ulighed ikke er et problem. Ja, borgerlige ministre møder sågar journalisters spørgsmål til fordelingseffekter af deres reformer med kommentarer som »stop jer selv«. Og når regeringens udsendte kommer hjem fra Davos, påstår de, at ulighed slet ikke var på dagsorden, og at det højst kan være politisk korrekthed, hvis det var. Den tilgang er dybt paradoksalt, når vi i Danmark er et af de lande, der har nydt bedst af en forholdsvis lige fordeling af indtægter, formue og livschancer. Og når vi har nogle af de bedste kort på hånden ift. at sikre, at det forbliver sådan. Ulighedsfornægterne snyder ikke bare sig. De risikerer også at svække dansk økonomi.   Af Kristian Weise. Bragt i Jyllands-Posten Finans d. 22. februar 2018. 

2. March 2018

Den stille afprivatisering sniger sig gennem Europa

Alt imens resten af Europa sadler om oven på 80’erne og 90’ernes fejlslagne privatiseringsbølge, overvejer den danske regering således i ramme alvor at forfølge en strategi, der temmelig enstemmigt betragtes som fejlslagen i de fleste andre europæiske lande. Nye vinde blæser over Europa. Siden årtusindeskiftet har en genkommunaliseringsbølge næsten ubemærket bredt sig over kontinentet. Her kan man i perioden 2000-2017 tælle over 800 tilfælde, hvor det offentlige – primært kommuner – har taget ejerskabet af selskaber, der tidligere var enten privatiserede, udliciterede eller overgået til et offentligt-privat partnerskab, tilbage. Udviklingen er ikke båret frem af en ideologisk dagsorden. Afprivatiseringstendensen, som primært gælder forsyningssektoren, har ikke nogen politiske bannerførere, som privatiseringsbølgen i 80’erne havde i neoliberalismen og Margaret Thatcher. Afprivatiseringen af vandværker, fjernvarmeværker og elforsyning foregår i stilhed, altovervejende på grund af økonomiske hensyn og ønsker om f.eks. grøn omstilling. Og oftest sker genkommunaliseringerne, når lange driftskontrakter med private operatører udløber. 80’ernes ideologiske privatiseringstogt førte mange steder – stik imod hensigten – til stigende priser, øget gældsættelse og faldende investeringer i kritisk infrastruktur og ny teknologi. Den indlysende sandhed er, at privatisering af offentlige servicer nogle gange er klogt. Andre gange er det knap så klogt. Der findes ikke noget ideologisk snit, der kan lægges ned over enhver produktion, så opgaverne konsekvent udføres bedst i offentligt eller privat regi; man er nødt til at forstå dynamikkerne inden for de forskellige områder. Særligt inden for forsyningssektoren – el, vand, varme og affald – er der naturlige monopoler og finansieringsfordele ved at være fællesejet. Det er også her, vi først og fremmest ser, at afprivatiseringen har taget fart. Uden for Danmark, vel at mærke. Herhjemme er der derimod interesser, der forsøger at skabe en debat om opgavetyveri; om, hvad der er naturligt offentlige og naturligt private opgaver. Det giver grundlæggende ikke mening. I et demokrati kan flertallet beslutte, hvad fællesskabet bør drive – samfundsinteresser og lovgivere står altid over markedsinteresser og private aktører – men hvis man skal tage den diskussion, bør man ikke gøre det ideologisk, men ud fra en nøgtern betragtning om, hvad der bevisligt skaber de bedste forudsætninger for forbrugere, virksomheder og samfundet. Og der må man bare erkende, som mange gør det uden for Danmark, at kommunalt og offentligt ejerskab langt hen ad vejen er bedre end sit rygte, og at en række produktionsområder ligger bedst i enten kommunalt eller reguleret fælleseje. Investorejet virksomhedsdrift med profit for øje er på en række områder uhensigtsmæssigt for samfundet: Priserne stiger, investeringerne falder, og reguleringen kommer til kort. Den erkendelse, der i de her år spreder sig i Europa, er, at vil man et integreret, sikkert, energieffektivt og billigt forsyningssystem, så er opskriften en form for fælleseje. Præcis som vi kender det fra den danske forsyningssektor, i øvrigt. I Danmark er vores vand, varme, el og affald i overvejende grad drevet og ejet af fællesskabet – af kommunerne, forbrugerne og staten. I fællesskab præsterer vi at drive en forsyningssektor, der er absolut førende, når det kommer til grundpriser, klimainvesteringer og forsyningssikkerhed. I udlandet kigger de da også med interesse til Danmark. Men trods førerpositionen er den danske forsyningssektor ikke fredet. Snarere er den under belejring; mange private investorer vil gerne ind i den sikre forretning, og regeringen vil iværksætte understøttende liberaliseringsinitiativer i håb om at høste effektiviseringsgevinster. Alt imens resten af Europa sadler om oven på 80’erne og 90’ernes fejlslagne privatiseringsbølge, overvejer den danske regering således i ramme alvor at forfølge en strategi, der temmelig enstemmigt betragtes som fejlslagen i de fleste andre europæiske lande. For få år tilbage tog berlinerne byens vandforsyning tilbage på offentlige hænder. Fem år efter at private investorer fik afgørende indflydelse i bestyrelsen, var vandpriserne i Berlinwasser Holding steget med 35 pct., og trods høj profit faldt geninvesteringerne i infrastrukturen. Vandforsyningsselskabet blev senere dømt for at have sat priserne urimeligt højt og blev pålagt at sænke prisen med 18 pct. En generel udfordring ved liberaliseringer og privatiseringer i forsyningssektoren er netop, at det ofte fører til manglende evne blandt myndigheder og kommuner til at regulere sektoren og vurdere rimeligheden af pris og aktivitet blandt de private udbydere. Hvad angår prisudviklingen, er eksemplet fra den tyske hovedstad ikke enestående. Fra hele Europa finder man eksempler på, at prisen på vand er steget efter udlicitering og privatisering af vandforsyningen. Dertil skal man så yderligere lægge, at erfaringer fra England og Tyskland viser, at private operatører ikke geninvesterer tilstrækkeligt i vandsektoren. Tendensen med højere priser og lavere investeringer går på tværs af forsyningssektorer. I Sverige oplevede man en stigning i varmeprisen, da privatiseringen af kommunale fjernvarmeværker tog fart i perioden 1995-2005. Undersøgelser af det danske marked maler samme billede: De billigste fjernvarmeleverandører er forbrugerejede. I Sverige er kommunerne begyndt at tilbagekøbe værker, som de privatiserede i årene omkring årtusindeskiftet. Også på elmarkedet er det svært at finde rygdækning for den påstand, at liberaliseringer fører til lavere forbrugerpriser. Forskningen tyder omvendt på, at offentligt ejede elselskaber i Vesteuropa har været enormt dygtige til at nedbringe priserne på elproduktion. En anden erfaret ulempe ved frasalg af elproduktionen er, at kommunernes eller statens mulighed for at påvirke produktionen i en mere bæredygtig retning bliver stærkt begrænset. Netop ønsket om at genvinde indflydelse på miljø- og klimapolitikken har været en vigtig motor bag genkommunaliseringsbølgen inden for forsyningen af el, f.eks. i Hamborg. Med erfaringerne fra udlandet in mente kan det undre, at liberalisering af den danske forsyningssektor pludselig blev et tema med regeringsgrundlaget i 2015. Så kan man selvfølgelig bilde sig selv ind, at man i Danmark er bedre til at regulere private operatører end f.eks. tyskerne og svenskerne. Den selvovervurdering er en desværre alt for hyppigt forekommende hybris i dansk forvaltning. De har også dygtige djøfere i Stockholm og Berlin, bør man huske. Under alle omstændigheder bør vi passe gevaldigt på, at vi ikke af ideologiske årsager kommer til at begå de samme fejl, som man gjorde i Tyskland, England, Sverige og Frankrig. Nogle opgaver er fællesskabet, det offentlige, simpelthen den bedste operatør af. Og i virkeligheden kan man se på privatisering af naturlige monopoler i forsyningssektoren som et opgavetyveri af naturligt fællesproducerede goder. Forsyningssektoren er blodårerne i ethvert samfund – usynlige, men livsnødvendige. I Danmark har fælleseje sikret os et integreret, sikkert, energieffektivt og billigt forsyningssystem. Vi leverer noget af det billigst producerede el, vand og varme. Fordi vi ikke privatiserede hovedløst som i f.eks. England, hvor man solgte samtlige vandværker i 1989 – kun med stigende priser til følge. Selvfølgelig er der ting, der kan gøres bedre alle steder. Men når vi ser på, hvad der sker i Europa, så skal man godt nok være modig, hvis man kasserer et enormt velfungerende fælleseje inden for forsyningssektoren. Bevisligt fungerer nogle ting bare dårligere i et privat ejerskab, selv om det kan bestrides ideologisk. Og her skal man huske, at meget af det, der præsenteres som økonomi, reelt er ideologi. Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Jyllands-Posten d. 18. februar 2018.

9. February 2018

Rød boligpolitik skal gøre op med ulighed

Det er vores lod i boliglotteriet, der afgør, om vi er formuende eller ej. Derfor skal boligpolitik tilbage på dagsorden hos centrum-venstre.  En bolig er ikke længere bare noget, man bor i. For mange mennesker er det blevet det mest afgørende forhold for, om de får opbygget en formue, og om de bliver del af den mest velhavende del af danskerne. Med alle de fordele og frihed, det giver. Vi har fået en boligadel i Danmark. Det er alle os, der har haft mulighed for at købe en ejerbolig i de steder af landet, hvor priserne stiger. Det er en rimelig bred adel, og på den måde er den meget anerledes end den historiske adel, vi havde under feudalismen. Men de boligprivilegerede har alligevel adelig træk. De ejer land, fordelene ved ejerskabet stiger over tid, og for mange går det i arv: Enten i form af et forældrekøb som indgangen til boligmarkedet eller som hjælp i forhold til udbetaling på den første ejerlejlighed. Boligejere har otte gange større formue Sådan en hjælpende hånd er ikke uden betydning. Boligejernes formue er i gennemsnit 8 gange større end ikke-boligejeres, viser tal fra Danmarks Statistik. Noget af det skyldes, at boligejere generelt har længere uddannelser og højere løn end lejere. Men boligejernes indkomst er kun cirka dobbelt så stor som lejernes. Og boligen i sig selv er dermed af afgørende betydning for, om man havner på den grønne formuegren eller ej. De store boliggevinster skyldes blandt andet, at boliger skattemæssigt er blevet begunstiget de seneste knap 20 år. En ny undersøgelse fra DREAM-gruppen konkluderer, at ”ejendomsværdiskatten i perioden siden årtusindeskiftet har været lavere end sit neutrale niveau” og at ”boligejerne har optjent en positiv skattegevinst (…) i størrelsesordenen 12.000 kr. årligt i årene 2000-15.” Langt mere end de ’historiske skattelettelser’ Anders Samuelsen og Co. har forhandlet om. Det skal kunne betale sig at arbejde, hører vi. Og skal vi kunne acceptere en vis grad af ulighed i vores samfund, må den – for at være retfærdig – bunde i forskelle i evner og indsats. Ingen af delene er tilfældet, når det er vores lod i boliglotteriet, der afgør om vi er formuende eller ej. Boligbeskatning skal tilbage på dagsordenen Boligpolitik må tilbage på dagsorden, særligt blandt partierne på centrum-venstre og venstrefløjen.  Og det må starte med boligskatten. Alle kan se, at det er skævt, at ejendomsværdiskatten har været fastfråsset i knap to årtier. Men ingen tør blinke først og gøre noget ved det. Det holder ikke og må ændres. Bedst vil det være, hvis boligskattesystemet gentænkes, så den løbende beskatning – grundskyld og ejendomsværdiskat – bliver sat ned, mens man til gengæld betaler skat af sin fortjeneste, hvis boligen sælges og man ikke geninvesterer pengene i en ny bolig. Det er ikke hensigtsmæssigt, at vi giver skattemæssige fordele til boliginvesteringer. Hvis man for eksempel investerer i en mindre virksomhed eller en stor en, der er på børsen, så skal man betale skat af den værdistigning, man får. Men det er ikke tilfældet med den værdistigning, der er i ens bolig. Det betyder, at hvis man har penge i banken, så er det væsentlig smartere at investere dem i en lejlighed til sit barn end at investere dem i arbejdspladser i erhvervslivet. Stemmer i boligpolitik Men det er ikke nok, at ændre boligbeskatningen. Det må også være en politisk prioritet at sikre flere gode boliger, der kan betales. Det at være lejer, skal ikke være lig med et liv på anden klasse boligkvalitetsmæssigt eller at man må betale ågerpriser i privat nybyggeri. Vi har i Danmark en stærk almen boligsektor. Den bør udbygges og understøttes politisk. Og det kan der oven i købet være stemmer i: I New Zealand gik socialdemokraten Jacinda Adern i efteråret til valg på at bygge 100.000 kvalitetsboliger, der er til at betale, og vandt en klar sejr over højrefløjen der. Det er da til at lade sig inspirere af.   Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i netavisen PioPio.dk d. 9. februar 2018.  

31. January 2018

Mads Lundby, du puster dine tal op som om de var et kolossalt badedyr

Man fik et chok, da man åbnede sin Berlinger for nylig. Der er 2,1 millioner danskere på offentlig forsørgelse. 2,1 millioner! På offentlig forsørgelse? Det er på den baggrund let at få det indtryk, at det er en helt urimelig stor del af danskerne, der ikke bidrager til samfundet. Og det virker derfor umiddelbart ganske rimeligt, når Cepos- cheføkonom Mads Lundby Hansen ønsker, at vi kunne få lidt flere af de her mennesker i arbejde. Men rimeligheden ophører allerede med Cepos- omgang med tal. Det er vildledende og misvisende, når Lundby Hansen bruger de 2,1 millioner uden skelen til, hvilke typer overførselsindkomster, der er tale om - og sammensætningen af modtagerne i øvrigt. Ud af de 2,17 millioner danskere, som Cepos refererer til, er 1,1 million eksempelvis folkepensionister - som Mads også nævner - og 63.000 er i »øvrig tilbagetrækning« , herunder på efterløn. Fælles for dem er, at de har et langt, og for nogen slidsomt, arbejdsliv bag sig. Der er grænser for, hvad man kan eller skal have ud af dem. Så der røg halvdelen af det store tal. 325.000 af de 2,17 millioner er studerende. Unge mennesker, der netop gør det, som politikerne har opfordret dem til: uddanner sig til fremtidens arbejdsmarked. Flere uddanner sig længere. Men også de kommer ud på arbejdsmarkedet. Endda lige om lidt og oven i købet dygtigere og mere produktive end før. 332.000 befinder sig så langt væk fra arbejdsmarkedet, at det for manges vedkommende ikke giver mening at tale om beskæftigelsespolitiske indsatser. 254.000 er i den ulykkelige situation, at de enten midlertidigt (sygedagpengemodtagere) eller permanent (førtidspensionister) er for syge til at arbejde, og yderligere 78.000 vurderes ikke-jobparate af helbredsmæssige eller andre sociale årsager. De er ikke raske nok. Desværre. Vi er nok nødt til at hjælpe dem, før de kommer til at batte det helt store i nationalregnskabet. Det er næppe et spørgsmål om manglende motivation - økonomiske incitamenter hjælper ikke alverden på helbredet, ligesom det ikke er nogen kur mod misbrug eller hjemløshed. Omvendt er det lykkelige omstændigheder, der ligger til grund for, at 48.000 danskere midlertidigt er på offentlig forsørgelse i form af barselsdagpenge. Heller ikke dem er der samfundsøkonomisk fidus i at røre ved. Når fremtidens skatteborgere er store nok til at komme i vuggestue, vender deres forældre formentlig tilbage til arbejdsmarkedet helt af sig selv. Til sidst står vi så med gruppen af ledige - en mindre del af det urovækkende tal 2,17 millioner. Ud af gruppen af ledige er 163.000 allerede aktiveret. De modtager vejledning og opkvalificering eller er i støttet beskæftigelse, som f.eks. jobtilskudsordninger. De foretager sig altså noget temmelig aktivt for at få et job. Vi kunne sikkert gøre det bedre her. Men karikaturen af den passive nyder af overførsler er ikke fair at tegne på de her menneskers bekostning. Den gruppe, som reelt kan træde ind på arbejdsmarkedet på den korte bane, er altså ca. 120.000 ledige, der enten er på dagpenge eller kontanthjælp. Heraf er kun en mindre del langtidsledige, og langtidsledigheden er på sit laveste siden 2009. Med til gruppen af de resterende 120.000 ledige hører også dem, der kun kortvarigt befinder sig i systemet. De er så at sige »i mellem job« , som en naturlig del af enhver økonomi, hvor folk skifter job og har overgange. Tager man dette faktum med, vil man også vide, at vi faktisk har en lav ledighed. Det er selvfølgelig irriterende, hvis man har levet af at sælge historien om dovne danskere lullet i søvn af velfærdsstaten. Men for os andre er det glædeligt. Cepos vil gerne have flere på arbejdsmarkedet, og foreslår derfor højere pensionsalder, afskaffelse af efterlønnen og en sænkelse af dagpengeniveauet. Det er reelt nok. Og her er vi ganske enkelt bare uenige om politikken. Jeg mener ikke, at vi skal svække det økonomiske sikkerhedsnet. Men er det seriøst konstant at ulejlige os med tal, der inkluderer hundredtusindvis af pensionister, der forlod arbejdsmarkedet for flere år siden, studerende samt barslende mødre og fædre? Ledighed er en stor tragedie, når det rammer et menneske og en familie. Også for samfundet. Derfor skal vi i den grad beskæftige os med at optimere arbejdsløshedsindsatsen. Og vi burde - både i Cevea og Cepos - bruge flere kræfter på at forstå, hvordan vi undgår, at så mange kommer til at stå uden for. At folk ender på førtidspension eller af anden årsag ikke får fodfæste på arbejdsmarkedet. Men i den debat hører sensationsoverskrifter om »2,17 mio. danskere på overførsel« bare ikke hjemme. Så lad være med at puste ledighedstallet op som et kolossalt badedyr med alle landets pensionister, syge og studerende. Det astronomiske tal spænder ben for en ærlig og saglig debat om en vigtig samfundsudfordring. Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Berlingske d. 30. januar 2018. 

22. January 2018

Drop privatiseringen - seerne skal eje TV 2

Lad danskerne i fællesskab eje TV 2. Det kan gøres via en fondsløsning, som vi kender det fra Novo Nordisk, A. P. Møller og Carlsberg. Det har i over 15 år været de borgerliges mål at privatisere TV 2. Nu skal det føres ud i livet, helst inden næste folketingsvalg. Det er som et barndomsminde, der dukker op, hver gang de har regeringsmagten. En automathandling uden grund. Privatiseringen er ingen folkesag. Danskerne er yderst tilfredse med tingenes tilstand. I 2016 brugte de danske tv-seere 38 pct. af deres tid på TV 2, hvilket gør TV 2-kanalerne til de mest populære, skarpt forfulgt af DR. Der er solid opbakning til public service-kanalerne, hvilket er unikt internationalt set. Alligevel er salget på dagsordenen. Det er svært at argumentere for, at TV 2 skal sælges, for at der kan laves bedre, eller i hvert fald mere populært, fjernsyn. Der er heller ingen grund til at tro, at kanalerne bliver billigere. TV 2 er finansieret af indtægter fra reklamer og abonnementsindtægter. Det er kun de regionale dele af TV 2, der får en bid af licenskronerne. Er det så, fordi de borgerlige mener, at man kan få ejere, der kan noget, som TV 2 ikke kan i dag? Måske. Men det ser ikke overbevisende ud. De oplagte købere er Egmont, MGT og Berlingske Media med sine belgiske ejere i ryggen. Egmonts norske udgave af TV 2 har droppet at levere public service på markedsvilkår, og den norske stat har nu tilbudt at kompensere dem med 135 mio. norske kr. hvert år de næste fem år for at tage den ambition til sig igen. MGT's danske TV3 opgav hurtigt at lave nyheder og satsede i stedet med succes på programmer som "Paradise Hotel", "Familien på Bryggen" og "Luksusfælden". Og selvom den Berlingske-ejede Radio24syv har moderniseret taleradio samt opfundet Kirsten Birgit og en kort radioavis, er det svært at se, at der her er idéer til et helt nyt TV 2. Uafhængig af staten Tilbage står et ideologisk argument. Det er ganske enkelt svært for liberalister at sluge, at staten dominerer mediemarkedet. Det får dem til at handle imod deres fornuft. Derfor vil jeg også gerne komme med en håndsrækning til dem: Hvis regeringen partout vil afhænde ejerskabet af TV 2, så gør det via en fondskonstruktion. Opret en fond, der er helt uafhængig af staten, og lad den eje TV 2. Dens formål skal være at drive TV 2 og lave godt tv, og public service-forpligtelsen kan skrives ind i dens fundats. Så vil TV 2 være privat, til evighed levere nyheder mm. og stadig være hele Danmarks kanal. Ja, man kan sågar have et repræsentantskab, der vælger bestyrelser mm., hvortil alle seerne - dvs. abonnenterne - kan have en stemme. Med en fondsløsning slipper vi for, at der skal hives overskud ud af TV 2, og sikrer, at danskerne får andet end bar hud, atypiske familieportrætter og diverse sangkonkurrencer at se på. Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Jyllands-Posten Finans d. 18. januar 2018.