Debat

Alle debatindlæg i denne kategori
21. June 2018

Debat: Cepos ævler fejlagtigt løs om arveskatten

Den gik ikke med topskattelettelser. Så i forsøget på at begunstige de allermest velstillede er skytset nu rettet mod arveskatten. Helt uforståeligt er arveskatten blevet lettet for de allermest velhavendes børn: Efterkommere, der arver en virksomhed, skal nu kun betale fem pct. i skat af dens værdi. Alle andre skal betale 15 pct. af den arv, der overstiger ca. 300.000 kr. Samtidig hyler LA-koret om misundelses-Danmark, der tryner de mest initiativrige. Det gælder så i hvert fald ikke deres børn. Men hvorfor stoppe der? »Man kan også kalde arveafgiften for en trippel-beskatning,« piver Cepos’ Mads Lundby Hansen her i Berlingske. »Først betaler man indkomstskat af sin løn. Dernæst betaler man skat af renterne på sin opsparing. Og når man afgår ved døden, skal der betales skat en tredje gang, når ens opsparing skal videregives til børnene.«   Det postulat skal der ryddes op i. Det er nemlig meget lidt indkomst, der beskattes to eller flere gange. Indkomst beskattes én gang. Hvis den formue, man har, giver et afkast, beskattes den indkomst, man får på den formue, selvfølgelig. Der er intet dobbelt i det. Når børn arver fra deres forældre, er en stor del af arven i dag typisk en bolig eller en formue skabt på boligmarkedet. Det er som regel penge, der aldrig er betalt skat af. Overhovedet. Oftest vil der ikke være tale om dobbeltbeskatning af noget som helst. Indtil for nylig havde vi et temmelig rimeligt princip om at beskatte al arv over en bagatelgrænse med 15 pct. Og det bør man genindføre for alle. Også for Lego-familien. Nogle lande har ingen arveskat, f.eks. Sverige. Her mente man, at den var for dyr at opkræve. Bliver arveafgiften meget lavere end 15 pct., begynder det at blive for dyr en skat at opkræve. Derfor er en sænkelse til fem pct. reelt det samme som en afskaffelse.   Nej tak til amerikanske tilstande Vi har en stigende og arvelig formueulighed, som vokser meget mere end indkomstuligheden. Så man er nødt til at insistere på en arveskat, hvis ikke vi skal have amerikanske eller engelske tilstande. I Frankrig har man en progressiv arveafgift, der kan gå helt op til 45 pct. Noget tyder på, at det er for højt et niveau, da det ødelægger eller gældsætter mange virksomheder og landbrug ved generationsskift. Vi vil ikke vil have vores jord eller erhvervsliv samlet på for få hænder, eller i lommen på bankerne. Derfor skal arveskatten nok heller ikke være meget højere end 15 – 20 pct., som er det normale niveau i OECD-landene. Regeringen har ødelagt et rimeligt og afdæmpet arveskattesystem – også sammenlignet med resten af Europa – for at tækkes en lille håndfuld kisterige familier. Derfor er det godt, at oppositionen lover at genetablere en sund balance i dansk arvebeskatning. Indtil det sker, må nogen af os så gøre, hvad vi kan, for at vaccinere debatten mod decideret ævl, som f.eks. at der findes trippel-beskatning.   Af Kristian Weise. Bragt i Berlingske d. 12. april 2018.

2. March 2018

Højrefløjens ulighedsfornægtere skader dansk økonomi

Både de førende konsulenthuse, erhvervslivet og landets topøkonomer fokuserer på den voksende ulighed i verden. Men Løkke-regeringen gør nærmest grin med problemet. I toppen af det internationale erhvervsliv er man stærkt optaget af, at den økonomiske vækst for tiden ikke kommer alle til gode, og at uligheden dermed stiger. Det ses ved topmøder som World Economic Forum i Davos og i de økonomiske analyser, som diverse finansinstitutioner og konsulenthuse laver. Den samme opmærksomhed er ikke tilstede i toppen af dansk politik, hvis vi forstår den som dem, der for tiden er ved magten. Danske borgerlige benægter, at stigende ulighed er et problem, og lukker øre og øjne for den nye viden om hvorfor det er afgørende, at væksten er inkluderende. Erhvervslivets toprådgivere, de førende managementkonsulenthuse, har alle sammen sat fokus på den stigende ulighed og de risici, den indebærer: McKinsey har påpeget, at realindkomsten var »flad eller faldende for 65-70 pct. af befolkningen« i de rige lande mellem 2005 og 2014, og at denne udvikling har »ætsende sociale og økonomiske konsekvenser«. Boston Consulting Group har dokumenteret, at landes evne til at omsætte velstand til velvære og livskvalitet afhænger af, hvor lige og inkluderende deres økonomier er. Bain and Company stemmer i med en ny rapport, der understreger, at stigende ulighed vil være med til at »true væksten«, betyde »øget volatilitet« og at »middelklassemarkederne sandsynligvis svinder ind«. Når finanssektorens cheføkonomer – også de danske – udlægger forventningerne til den globale økonomi, tager de nu ligeledes højde for den stigende ulighed og de risici, som den indebærer for den økonomiske vækst og politiske stabilitet.  Og danske virksomheder lytter heldigvis. Flere og flere af dem ser det nu som en del af deres opgave at være med til at vende udviklingen. De lægger deres strategier op ad FN’s verdensmål (SDG’erne) og deltager aktivt i diskussionerne om at skabe inkluderende vækst. Erhvervslivet har altså forstået, at en ordentlig fordeling af velstanden, er godt for økonomien. Det er langt fra tilfældet for dem, der mener, at de er deres politiske repræsentanter i Danmark. Igen og igen skal vi høre fra særligt Liberal Alliance, men også Konservative og Venstre, at stigende ulighed ikke er et problem. Ja, borgerlige ministre møder sågar journalisters spørgsmål til fordelingseffekter af deres reformer med kommentarer som »stop jer selv«. Og når regeringens udsendte kommer hjem fra Davos, påstår de, at ulighed slet ikke var på dagsorden, og at det højst kan være politisk korrekthed, hvis det var. Den tilgang er dybt paradoksalt, når vi i Danmark er et af de lande, der har nydt bedst af en forholdsvis lige fordeling af indtægter, formue og livschancer. Og når vi har nogle af de bedste kort på hånden ift. at sikre, at det forbliver sådan. Ulighedsfornægterne snyder ikke bare sig. De risikerer også at svække dansk økonomi.   Af Kristian Weise. Bragt i Jyllands-Posten Finans d. 22. februar 2018. 

2. March 2018

Den stille afprivatisering sniger sig gennem Europa

Alt imens resten af Europa sadler om oven på 80’erne og 90’ernes fejlslagne privatiseringsbølge, overvejer den danske regering således i ramme alvor at forfølge en strategi, der temmelig enstemmigt betragtes som fejlslagen i de fleste andre europæiske lande. Nye vinde blæser over Europa. Siden årtusindeskiftet har en genkommunaliseringsbølge næsten ubemærket bredt sig over kontinentet. Her kan man i perioden 2000-2017 tælle over 800 tilfælde, hvor det offentlige – primært kommuner – har taget ejerskabet af selskaber, der tidligere var enten privatiserede, udliciterede eller overgået til et offentligt-privat partnerskab, tilbage. Udviklingen er ikke båret frem af en ideologisk dagsorden. Afprivatiseringstendensen, som primært gælder forsyningssektoren, har ikke nogen politiske bannerførere, som privatiseringsbølgen i 80’erne havde i neoliberalismen og Margaret Thatcher. Afprivatiseringen af vandværker, fjernvarmeværker og elforsyning foregår i stilhed, altovervejende på grund af økonomiske hensyn og ønsker om f.eks. grøn omstilling. Og oftest sker genkommunaliseringerne, når lange driftskontrakter med private operatører udløber. 80’ernes ideologiske privatiseringstogt førte mange steder – stik imod hensigten – til stigende priser, øget gældsættelse og faldende investeringer i kritisk infrastruktur og ny teknologi. Den indlysende sandhed er, at privatisering af offentlige servicer nogle gange er klogt. Andre gange er det knap så klogt. Der findes ikke noget ideologisk snit, der kan lægges ned over enhver produktion, så opgaverne konsekvent udføres bedst i offentligt eller privat regi; man er nødt til at forstå dynamikkerne inden for de forskellige områder. Særligt inden for forsyningssektoren – el, vand, varme og affald – er der naturlige monopoler og finansieringsfordele ved at være fællesejet. Det er også her, vi først og fremmest ser, at afprivatiseringen har taget fart. Uden for Danmark, vel at mærke. Herhjemme er der derimod interesser, der forsøger at skabe en debat om opgavetyveri; om, hvad der er naturligt offentlige og naturligt private opgaver. Det giver grundlæggende ikke mening. I et demokrati kan flertallet beslutte, hvad fællesskabet bør drive – samfundsinteresser og lovgivere står altid over markedsinteresser og private aktører – men hvis man skal tage den diskussion, bør man ikke gøre det ideologisk, men ud fra en nøgtern betragtning om, hvad der bevisligt skaber de bedste forudsætninger for forbrugere, virksomheder og samfundet. Og der må man bare erkende, som mange gør det uden for Danmark, at kommunalt og offentligt ejerskab langt hen ad vejen er bedre end sit rygte, og at en række produktionsområder ligger bedst i enten kommunalt eller reguleret fælleseje. Investorejet virksomhedsdrift med profit for øje er på en række områder uhensigtsmæssigt for samfundet: Priserne stiger, investeringerne falder, og reguleringen kommer til kort. Den erkendelse, der i de her år spreder sig i Europa, er, at vil man et integreret, sikkert, energieffektivt og billigt forsyningssystem, så er opskriften en form for fælleseje. Præcis som vi kender det fra den danske forsyningssektor, i øvrigt. I Danmark er vores vand, varme, el og affald i overvejende grad drevet og ejet af fællesskabet – af kommunerne, forbrugerne og staten. I fællesskab præsterer vi at drive en forsyningssektor, der er absolut førende, når det kommer til grundpriser, klimainvesteringer og forsyningssikkerhed. I udlandet kigger de da også med interesse til Danmark. Men trods førerpositionen er den danske forsyningssektor ikke fredet. Snarere er den under belejring; mange private investorer vil gerne ind i den sikre forretning, og regeringen vil iværksætte understøttende liberaliseringsinitiativer i håb om at høste effektiviseringsgevinster. Alt imens resten af Europa sadler om oven på 80’erne og 90’ernes fejlslagne privatiseringsbølge, overvejer den danske regering således i ramme alvor at forfølge en strategi, der temmelig enstemmigt betragtes som fejlslagen i de fleste andre europæiske lande. For få år tilbage tog berlinerne byens vandforsyning tilbage på offentlige hænder. Fem år efter at private investorer fik afgørende indflydelse i bestyrelsen, var vandpriserne i Berlinwasser Holding steget med 35 pct., og trods høj profit faldt geninvesteringerne i infrastrukturen. Vandforsyningsselskabet blev senere dømt for at have sat priserne urimeligt højt og blev pålagt at sænke prisen med 18 pct. En generel udfordring ved liberaliseringer og privatiseringer i forsyningssektoren er netop, at det ofte fører til manglende evne blandt myndigheder og kommuner til at regulere sektoren og vurdere rimeligheden af pris og aktivitet blandt de private udbydere. Hvad angår prisudviklingen, er eksemplet fra den tyske hovedstad ikke enestående. Fra hele Europa finder man eksempler på, at prisen på vand er steget efter udlicitering og privatisering af vandforsyningen. Dertil skal man så yderligere lægge, at erfaringer fra England og Tyskland viser, at private operatører ikke geninvesterer tilstrækkeligt i vandsektoren. Tendensen med højere priser og lavere investeringer går på tværs af forsyningssektorer. I Sverige oplevede man en stigning i varmeprisen, da privatiseringen af kommunale fjernvarmeværker tog fart i perioden 1995-2005. Undersøgelser af det danske marked maler samme billede: De billigste fjernvarmeleverandører er forbrugerejede. I Sverige er kommunerne begyndt at tilbagekøbe værker, som de privatiserede i årene omkring årtusindeskiftet. Også på elmarkedet er det svært at finde rygdækning for den påstand, at liberaliseringer fører til lavere forbrugerpriser. Forskningen tyder omvendt på, at offentligt ejede elselskaber i Vesteuropa har været enormt dygtige til at nedbringe priserne på elproduktion. En anden erfaret ulempe ved frasalg af elproduktionen er, at kommunernes eller statens mulighed for at påvirke produktionen i en mere bæredygtig retning bliver stærkt begrænset. Netop ønsket om at genvinde indflydelse på miljø- og klimapolitikken har været en vigtig motor bag genkommunaliseringsbølgen inden for forsyningen af el, f.eks. i Hamborg. Med erfaringerne fra udlandet in mente kan det undre, at liberalisering af den danske forsyningssektor pludselig blev et tema med regeringsgrundlaget i 2015. Så kan man selvfølgelig bilde sig selv ind, at man i Danmark er bedre til at regulere private operatører end f.eks. tyskerne og svenskerne. Den selvovervurdering er en desværre alt for hyppigt forekommende hybris i dansk forvaltning. De har også dygtige djøfere i Stockholm og Berlin, bør man huske. Under alle omstændigheder bør vi passe gevaldigt på, at vi ikke af ideologiske årsager kommer til at begå de samme fejl, som man gjorde i Tyskland, England, Sverige og Frankrig. Nogle opgaver er fællesskabet, det offentlige, simpelthen den bedste operatør af. Og i virkeligheden kan man se på privatisering af naturlige monopoler i forsyningssektoren som et opgavetyveri af naturligt fællesproducerede goder. Forsyningssektoren er blodårerne i ethvert samfund – usynlige, men livsnødvendige. I Danmark har fælleseje sikret os et integreret, sikkert, energieffektivt og billigt forsyningssystem. Vi leverer noget af det billigst producerede el, vand og varme. Fordi vi ikke privatiserede hovedløst som i f.eks. England, hvor man solgte samtlige vandværker i 1989 – kun med stigende priser til følge. Selvfølgelig er der ting, der kan gøres bedre alle steder. Men når vi ser på, hvad der sker i Europa, så skal man godt nok være modig, hvis man kasserer et enormt velfungerende fælleseje inden for forsyningssektoren. Bevisligt fungerer nogle ting bare dårligere i et privat ejerskab, selv om det kan bestrides ideologisk. Og her skal man huske, at meget af det, der præsenteres som økonomi, reelt er ideologi. Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Jyllands-Posten d. 18. februar 2018.

9. February 2018

Rød boligpolitik skal gøre op med ulighed

Det er vores lod i boliglotteriet, der afgør, om vi er formuende eller ej. Derfor skal boligpolitik tilbage på dagsorden hos centrum-venstre.  En bolig er ikke længere bare noget, man bor i. For mange mennesker er det blevet det mest afgørende forhold for, om de får opbygget en formue, og om de bliver del af den mest velhavende del af danskerne. Med alle de fordele og frihed, det giver. Vi har fået en boligadel i Danmark. Det er alle os, der har haft mulighed for at købe en ejerbolig i de steder af landet, hvor priserne stiger. Det er en rimelig bred adel, og på den måde er den meget anerledes end den historiske adel, vi havde under feudalismen. Men de boligprivilegerede har alligevel adelig træk. De ejer land, fordelene ved ejerskabet stiger over tid, og for mange går det i arv: Enten i form af et forældrekøb som indgangen til boligmarkedet eller som hjælp i forhold til udbetaling på den første ejerlejlighed. Boligejere har otte gange større formue Sådan en hjælpende hånd er ikke uden betydning. Boligejernes formue er i gennemsnit 8 gange større end ikke-boligejeres, viser tal fra Danmarks Statistik. Noget af det skyldes, at boligejere generelt har længere uddannelser og højere løn end lejere. Men boligejernes indkomst er kun cirka dobbelt så stor som lejernes. Og boligen i sig selv er dermed af afgørende betydning for, om man havner på den grønne formuegren eller ej. De store boliggevinster skyldes blandt andet, at boliger skattemæssigt er blevet begunstiget de seneste knap 20 år. En ny undersøgelse fra DREAM-gruppen konkluderer, at ”ejendomsværdiskatten i perioden siden årtusindeskiftet har været lavere end sit neutrale niveau” og at ”boligejerne har optjent en positiv skattegevinst (…) i størrelsesordenen 12.000 kr. årligt i årene 2000-15.” Langt mere end de ’historiske skattelettelser’ Anders Samuelsen og Co. har forhandlet om. Det skal kunne betale sig at arbejde, hører vi. Og skal vi kunne acceptere en vis grad af ulighed i vores samfund, må den – for at være retfærdig – bunde i forskelle i evner og indsats. Ingen af delene er tilfældet, når det er vores lod i boliglotteriet, der afgør om vi er formuende eller ej. Boligbeskatning skal tilbage på dagsordenen Boligpolitik må tilbage på dagsorden, særligt blandt partierne på centrum-venstre og venstrefløjen.  Og det må starte med boligskatten. Alle kan se, at det er skævt, at ejendomsværdiskatten har været fastfråsset i knap to årtier. Men ingen tør blinke først og gøre noget ved det. Det holder ikke og må ændres. Bedst vil det være, hvis boligskattesystemet gentænkes, så den løbende beskatning – grundskyld og ejendomsværdiskat – bliver sat ned, mens man til gengæld betaler skat af sin fortjeneste, hvis boligen sælges og man ikke geninvesterer pengene i en ny bolig. Det er ikke hensigtsmæssigt, at vi giver skattemæssige fordele til boliginvesteringer. Hvis man for eksempel investerer i en mindre virksomhed eller en stor en, der er på børsen, så skal man betale skat af den værdistigning, man får. Men det er ikke tilfældet med den værdistigning, der er i ens bolig. Det betyder, at hvis man har penge i banken, så er det væsentlig smartere at investere dem i en lejlighed til sit barn end at investere dem i arbejdspladser i erhvervslivet. Stemmer i boligpolitik Men det er ikke nok, at ændre boligbeskatningen. Det må også være en politisk prioritet at sikre flere gode boliger, der kan betales. Det at være lejer, skal ikke være lig med et liv på anden klasse boligkvalitetsmæssigt eller at man må betale ågerpriser i privat nybyggeri. Vi har i Danmark en stærk almen boligsektor. Den bør udbygges og understøttes politisk. Og det kan der oven i købet være stemmer i: I New Zealand gik socialdemokraten Jacinda Adern i efteråret til valg på at bygge 100.000 kvalitetsboliger, der er til at betale, og vandt en klar sejr over højrefløjen der. Det er da til at lade sig inspirere af.   Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i netavisen PioPio.dk d. 9. februar 2018.  

31. January 2018

Mads Lundby, du puster dine tal op som om de var et kolossalt badedyr

Man fik et chok, da man åbnede sin Berlinger for nylig. Der er 2,1 millioner danskere på offentlig forsørgelse. 2,1 millioner! På offentlig forsørgelse? Det er på den baggrund let at få det indtryk, at det er en helt urimelig stor del af danskerne, der ikke bidrager til samfundet. Og det virker derfor umiddelbart ganske rimeligt, når Cepos- cheføkonom Mads Lundby Hansen ønsker, at vi kunne få lidt flere af de her mennesker i arbejde. Men rimeligheden ophører allerede med Cepos- omgang med tal. Det er vildledende og misvisende, når Lundby Hansen bruger de 2,1 millioner uden skelen til, hvilke typer overførselsindkomster, der er tale om - og sammensætningen af modtagerne i øvrigt. Ud af de 2,17 millioner danskere, som Cepos refererer til, er 1,1 million eksempelvis folkepensionister - som Mads også nævner - og 63.000 er i »øvrig tilbagetrækning« , herunder på efterløn. Fælles for dem er, at de har et langt, og for nogen slidsomt, arbejdsliv bag sig. Der er grænser for, hvad man kan eller skal have ud af dem. Så der røg halvdelen af det store tal. 325.000 af de 2,17 millioner er studerende. Unge mennesker, der netop gør det, som politikerne har opfordret dem til: uddanner sig til fremtidens arbejdsmarked. Flere uddanner sig længere. Men også de kommer ud på arbejdsmarkedet. Endda lige om lidt og oven i købet dygtigere og mere produktive end før. 332.000 befinder sig så langt væk fra arbejdsmarkedet, at det for manges vedkommende ikke giver mening at tale om beskæftigelsespolitiske indsatser. 254.000 er i den ulykkelige situation, at de enten midlertidigt (sygedagpengemodtagere) eller permanent (førtidspensionister) er for syge til at arbejde, og yderligere 78.000 vurderes ikke-jobparate af helbredsmæssige eller andre sociale årsager. De er ikke raske nok. Desværre. Vi er nok nødt til at hjælpe dem, før de kommer til at batte det helt store i nationalregnskabet. Det er næppe et spørgsmål om manglende motivation - økonomiske incitamenter hjælper ikke alverden på helbredet, ligesom det ikke er nogen kur mod misbrug eller hjemløshed. Omvendt er det lykkelige omstændigheder, der ligger til grund for, at 48.000 danskere midlertidigt er på offentlig forsørgelse i form af barselsdagpenge. Heller ikke dem er der samfundsøkonomisk fidus i at røre ved. Når fremtidens skatteborgere er store nok til at komme i vuggestue, vender deres forældre formentlig tilbage til arbejdsmarkedet helt af sig selv. Til sidst står vi så med gruppen af ledige - en mindre del af det urovækkende tal 2,17 millioner. Ud af gruppen af ledige er 163.000 allerede aktiveret. De modtager vejledning og opkvalificering eller er i støttet beskæftigelse, som f.eks. jobtilskudsordninger. De foretager sig altså noget temmelig aktivt for at få et job. Vi kunne sikkert gøre det bedre her. Men karikaturen af den passive nyder af overførsler er ikke fair at tegne på de her menneskers bekostning. Den gruppe, som reelt kan træde ind på arbejdsmarkedet på den korte bane, er altså ca. 120.000 ledige, der enten er på dagpenge eller kontanthjælp. Heraf er kun en mindre del langtidsledige, og langtidsledigheden er på sit laveste siden 2009. Med til gruppen af de resterende 120.000 ledige hører også dem, der kun kortvarigt befinder sig i systemet. De er så at sige »i mellem job« , som en naturlig del af enhver økonomi, hvor folk skifter job og har overgange. Tager man dette faktum med, vil man også vide, at vi faktisk har en lav ledighed. Det er selvfølgelig irriterende, hvis man har levet af at sælge historien om dovne danskere lullet i søvn af velfærdsstaten. Men for os andre er det glædeligt. Cepos vil gerne have flere på arbejdsmarkedet, og foreslår derfor højere pensionsalder, afskaffelse af efterlønnen og en sænkelse af dagpengeniveauet. Det er reelt nok. Og her er vi ganske enkelt bare uenige om politikken. Jeg mener ikke, at vi skal svække det økonomiske sikkerhedsnet. Men er det seriøst konstant at ulejlige os med tal, der inkluderer hundredtusindvis af pensionister, der forlod arbejdsmarkedet for flere år siden, studerende samt barslende mødre og fædre? Ledighed er en stor tragedie, når det rammer et menneske og en familie. Også for samfundet. Derfor skal vi i den grad beskæftige os med at optimere arbejdsløshedsindsatsen. Og vi burde - både i Cevea og Cepos - bruge flere kræfter på at forstå, hvordan vi undgår, at så mange kommer til at stå uden for. At folk ender på førtidspension eller af anden årsag ikke får fodfæste på arbejdsmarkedet. Men i den debat hører sensationsoverskrifter om »2,17 mio. danskere på overførsel« bare ikke hjemme. Så lad være med at puste ledighedstallet op som et kolossalt badedyr med alle landets pensionister, syge og studerende. Det astronomiske tal spænder ben for en ærlig og saglig debat om en vigtig samfundsudfordring. Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Berlingske d. 30. januar 2018. 

22. January 2018

Drop privatiseringen - seerne skal eje TV 2

Lad danskerne i fællesskab eje TV 2. Det kan gøres via en fondsløsning, som vi kender det fra Novo Nordisk, A. P. Møller og Carlsberg. Det har i over 15 år været de borgerliges mål at privatisere TV 2. Nu skal det føres ud i livet, helst inden næste folketingsvalg. Det er som et barndomsminde, der dukker op, hver gang de har regeringsmagten. En automathandling uden grund. Privatiseringen er ingen folkesag. Danskerne er yderst tilfredse med tingenes tilstand. I 2016 brugte de danske tv-seere 38 pct. af deres tid på TV 2, hvilket gør TV 2-kanalerne til de mest populære, skarpt forfulgt af DR. Der er solid opbakning til public service-kanalerne, hvilket er unikt internationalt set. Alligevel er salget på dagsordenen. Det er svært at argumentere for, at TV 2 skal sælges, for at der kan laves bedre, eller i hvert fald mere populært, fjernsyn. Der er heller ingen grund til at tro, at kanalerne bliver billigere. TV 2 er finansieret af indtægter fra reklamer og abonnementsindtægter. Det er kun de regionale dele af TV 2, der får en bid af licenskronerne. Er det så, fordi de borgerlige mener, at man kan få ejere, der kan noget, som TV 2 ikke kan i dag? Måske. Men det ser ikke overbevisende ud. De oplagte købere er Egmont, MGT og Berlingske Media med sine belgiske ejere i ryggen. Egmonts norske udgave af TV 2 har droppet at levere public service på markedsvilkår, og den norske stat har nu tilbudt at kompensere dem med 135 mio. norske kr. hvert år de næste fem år for at tage den ambition til sig igen. MGT's danske TV3 opgav hurtigt at lave nyheder og satsede i stedet med succes på programmer som "Paradise Hotel", "Familien på Bryggen" og "Luksusfælden". Og selvom den Berlingske-ejede Radio24syv har moderniseret taleradio samt opfundet Kirsten Birgit og en kort radioavis, er det svært at se, at der her er idéer til et helt nyt TV 2. Uafhængig af staten Tilbage står et ideologisk argument. Det er ganske enkelt svært for liberalister at sluge, at staten dominerer mediemarkedet. Det får dem til at handle imod deres fornuft. Derfor vil jeg også gerne komme med en håndsrækning til dem: Hvis regeringen partout vil afhænde ejerskabet af TV 2, så gør det via en fondskonstruktion. Opret en fond, der er helt uafhængig af staten, og lad den eje TV 2. Dens formål skal være at drive TV 2 og lave godt tv, og public service-forpligtelsen kan skrives ind i dens fundats. Så vil TV 2 være privat, til evighed levere nyheder mm. og stadig være hele Danmarks kanal. Ja, man kan sågar have et repræsentantskab, der vælger bestyrelser mm., hvortil alle seerne - dvs. abonnenterne - kan have en stemme. Med en fondsløsning slipper vi for, at der skal hives overskud ud af TV 2, og sikrer, at danskerne får andet end bar hud, atypiske familieportrætter og diverse sangkonkurrencer at se på. Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Jyllands-Posten Finans d. 18. januar 2018.     

2. January 2018

Vi er ved at skabe en boligadel

Hjem, kære hjem. Glem uddannelse og hårdt arbejde. Det er dit lod i boliglotteriet, der afgør, om du bliver rig eller fattig. Boligen er den mest ulighedsskabende faktor i dagens Danmark, men der er stort set intet politisk fokus på det, mener Kristian Weise, direktør i tænketanken Cevea. Vi er et af de mest lige lande i verden, når man måler på vores indtægter. Men betragter man danskernes formuer, er vi langt mere ulige - og her er ejerskabet af en bolig det rigtige sted den afgørende faktor. Vi er ved at skabe en boligadel, som godt nok er en forholdsvis bred adel. Men de, der ikke er en del af den, står dårligt. Det bør vi som samfund være optaget af, for det betyder, at vores liv i forskellige dele af landet bliver meget forskellige«. Sådan siger Kristian Weise, der er direktør i centrum-venstre-tænketanken Cevea. Det er, påpeger han, mere eller mindre tilfældigt, hvor man ender på boligmarkedet - og dermed om man vinder eller taber i lotteriet. Med andre ord finder der en voldsom omfordeling sted, der i dag er uden for politisk kontrol.  ...   Læs hele interviewet med Ceveas direktør, Kristian Weise, der blev bragt i Politiken d. 24. december 2017. 

7. December 2017

Topcheferne fester, mens de fattige bliver fattigere

Dansk økonomi skal styrkes fra bunden, ikke ved at toppen stikker af fra resten. Det vil både øge væksten og styrke de offentlige finanser. De fattigste i Danmark er blevet fattigere. Fra 2015 til 2016 faldt grænsen for, hvad ens indkomst skal være, for at man tilhører landets 10 procent fattigste, viser nye tal. Samtidig steg antallet, der lever i lavindkomstfamilier med 35.028, så der nu er 317.277 af dem. Det er første gang siden kriseårene 2007 og 2011, at de fattigste 10 procent er blevet fattigere. Og det sker på et tidspunkt, hvor der ellers er godt gang i økonomien, og alle andre grupper oplever fremgang i deres indkomst. Det sker samtidig med, at toppen stikker fuldstændig af. Cheferne i de største danske virksomheder har eksempelvis fået lønstigninger på 60 pct. de seneste tre år. Det er så meget, at investorerne i de samme virksomheder begynder at sige stop og pointerer, at et eventuelt dansk lønefterslæb for topchefer ift. de lande, vi normalt sammenligner os med, er »fuldt ud indhentet og nogle steder måske endda mere end indhentet.« Der er givet nogen, der mener, at øgede lønninger i toppen skaber de rigtige incitamenter i danske virksomheder, og dermed er godt for økonomien. Det er en diskussion i sig selv – særligt da det ikke er klart, at alle topcheferne belønnes for egne præstationer. Men det er helt sikkert, at det vil styrke dansk økonomi mere, hvis bunden blev løftet. Det har nemlig konsekvenser, når de fattigste familier bliver fattigere. Især for børnene. Børn, der vokser op i fattige familier, lider sociale afsavn, må til tider undvære lægeordineret medicin, klarer sig dårligere i skolen, og rammes oftere af arbejdsløshed eller ender på permanente overførselsindkomster som førtidspension. Det koster samfundet dyrt. Mindst 15 mia. kr. om året, vurderer Rockwoolfonden. Penge, som kunne bruges på velfærden, styrke de offentlige finanser eller prioriteres til en sænkning af skatten. Derudover har OECD og andre organisationer slået fast, at stigende ulighed – selv fra et lavt niveau som det danske – hæmmer væksten. Det skyldes særligt, at fattige børn klarer sig dårligere i uddannelsessystemet i mere ulige lande. Den sociale mobilitet svækkes ganske enkelt, når uligheden stiger, og det koster på et lands humankapital. Så mens topcheferne kan smile over deres egne lønninger, burde også de bekymre sig om, at Danmarks økonomiske evner svækkes, når bunden hægtes af den økonomiske udvikling. Det er ikke tilfældigt, at det sker. En stor del af stigningen i lavindkomstgruppen skyldes nemlig kontanthjælpsloftet og genintroduktionen af integrationsydelsen. Det er således et politisk valg, at der nu er flere fattige i Danmark. Regeringen burde starte med at fjerne kontanthjælpsloftet og i stedet styrke det sociale sikkerhedsnet. Det ville ikke kun sikre dem uden arbejde, men også styrke lønudviklingen i bunden. Begge dele er god økonomisk politik. Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Jyllands-Posten Finans d. 7. december 2017.

13. November 2017

Stjerne eller vandbærer?

Kristian Weise, direktør for Tænketanken Cevea skriver, at den 4. industrielle revolution rummer muligheder for øget job- og livskvalitet. Bagsiden af medaljen er øget jobusikkerhed og ulighed. For cirka 150 år siden gik folk på én generation fra at arbejde med trækdyr i landbruget og transportere sig med hestevogne til at kunne rejse med tog og arbejde ved maskinbånd på fabrikker i hurtigt voksende byer, der både havde elektricitet og rindende vand.  En af de mest fascinerende perioder af menneskets historie at leve i, hvor forandringerne har begejstret de fleste, men nok også taget pusten fra mange. Der er meget, der tyder på, at vi i dag lever i en tid, der kan sammenlignes med den første industrialisering. En tid, hvor vi på få år vænner os til ny teknologi – som de smartphones og iPads, vi bruger i alle døgnets timer – som vi få år tidligere ville have haft svært ved at forestille os. Det er en brydningstid, kendt som den 4. industrielle revolution, der giver os helt nye muligheder for organiseringen af vores økonomi og arbejde. Men det er ikke forudbestemt, hvordan udfaldet bliver. På den ene side står vi med muligheder for at realisere et arbejdsliv, hvor ny teknologi og øget produktivitet skaber en ny balance mellem arbejde og fritid, øger meningsfuldheden ved vores arbejde og generelt løfter livskvaliteten. På den anden side er der en risiko for, at de samme dynamikker forstærker en udvikling, hvor flere mennesker får usikre arbejdsforhold med løs tilknytning til skiftende jobs og et svækket socialt sikkerhedsnet, og hvor uligheden stiger markant.  Det mest realistiske er, at vi havner midt imellem. At vi får et arbejdsmarked, der bliver mere attraktivt for de dygtigste og mest specialiserede, men også efterlader en stor gruppe af mennesker uden del i fremskridtene. Robotter som nye kolleger På advokatkontorer verden over er man gået i gang med at bruge kunstig intelligens til at lette sagsbehandlingen. Det er IBM’s ’Ross’, der på baggrund af et par klik kan undersøge, hvilke afgørelser der er truffet i tidligere sager, og som hurtigt erstatter en håndfuld fuldmægtige. I finansverdenen har der længe været algoritmestyrede programmer, der foretager analyser og aktiehandler, som det tidligere var økonomer, der stod bag, mens privatkunder nu også interagerer med ’robotrådgivere’.  Der er ingen tvivl om, at en stor del af de job, vi kender i dag, i fremtiden kan automatiseres. Og det er langtfra kun dem, der i dag varetages af faglærte og ufaglærte. Det er de rutineprægede kognitive job – dem hvor man primært trækker på sin hjernekraft – der i størst omfang kan erstattes af maskiner og kunstig intelligens. Det skyldes, at det er langt nemmere for computere og robotter at behandle data end det eksempelvis er for dem at gå oprejst på en ujævn overflade og arbejde med værktøj. I Cevea har vi lavet analyser, der viser, at op mod 1/3 af alle danske job er i høj risiko for at blive automatiseret, mens andre aktører som McKinsey og Co. har vurderet, at det er 40 procent af vores arbejdstimer, der kan det. Hvis det sker, uden at der opstår nye job, vil det selvsagt have meget omfangsrige konsekvenser for vores samfund, med massearbejdsløshed som et skrækscenarie. Det er dog langtfra sikkert, at automatiseringspotentialet bliver indløst på den måde. Historisk set har teknologiske fremskridt øget medarbejderes produktivitet, snarere end erstattet dem, og der må også i fremtiden forventes at opstå en masse job på ryggen af de nye teknologier. Samtidig vil der være funktioner, der givetvis er automatiseringsmodne, men som man foretrækker at beholde mennesker i. Når det er sagt, er der dog ingen tvivl om, at et af de afgørende samfundsmæssige spørgsmål i fremtiden bliver, om de teknologiske fremskridt kommer til at overflødiggøre menneskelig arbejdskraft eller ej. Vinderen tager det hele Digitaliseringen og mulighederne for automatisering er allerede godt i gang med at ændre den måde, vi arbejder på. Det falder sammen med, at flere er midlertidigt ansatte eller freelancer, og således skifter job langt oftere end tidligere. Noget der øger usikkerheden – særligt for dem, der egentlig gerne ville have en fast ansættelse på fuld tid, men ikke kan få det. I dag er det omkring 20 % af danskerne, der har sådanne atypiske ansættelser. Men med digitaliseringen kan det blive endnu flere. Og for mange vil det i fremtiden være med en arbejdsplatform som mellemled og i konkurrence med folk i hele verden. En anden tendens, som digitaliseringen er sammenfaldende med og ser ud til at forstærke, er øget lønspredning. I USA og store dele af Europa har de fleste lønmodtagere været vidne til, at deres lønninger stod stille, mens topchefernes og de mest eftertragtede specialisters steg til vejrs. Billedet er ikke helt det samme i Danmark, men her har løn-festen på chefgangen dog også været en realitet de senere år. Dynamikkerne bag den lønudvikling findes også i den 4. industrielle revolution. De teknologiske fremskridt er således drivere for en ’winner-takes-it- all’-økonomi. Markedsledere opnår større markedsandele, fortjenesten til ejerne af teknologierne når nye højder, og de mest succesfulde medarbejdere får en større bid af lønkagen. I fremtiden vil der komme flere superstjerner på arbejdsmarkedet. Og en del af dem vil være djøfere. I Google har man eksempelvis det princip, at det er ’retfærdigt at aflønne uretfærdigt’. Konkret betyder det, at man kan have to personer ansat til at lave det samme arbejde, men give den ene 10 gange mere i løn og bonus end den anden. Det er selvfølgelig attraktivt at kunne blive fyrsteligt belønnet, hvis man er en top-performer. Men lønsystemer som Googles er ikke til alles fordel. For den eneste måde, man kan få budgetterne til at passe, er ved at give mindre i løn til resten af de ansatte. Andre djøfere må dermed forvente at blive aflønnet som vandbærere.  Hvilket arbejdsmarked ønsker vi? Vi står i Danmark med nogle af de bedste muligheder for at drage fordel af den teknologiske udvikling og skabe en fremtid med bedre livsvilkår for de fleste. Men det kræver, at vi prioriterer og investerer i det rigtige: I virksomhedernes konkurrenceevne, i infrastruktur, i offentlig forskning, i kompetencer og i gode uddannelser – både ungdomsuddannelser, universiteter og efteruddannelse.  På samme tid må vi forholde os til, hvilket arbejdsmarked vi vil have i fremtiden. Et der kun er godt og attraktivt for de få eller også for de mange? Et hvor politikerne intet modsvar har til den stigende usikkerhed? Eller ét hvor de investerer i et styrket socialt sikkerhedsnet og de kompetencer, der skal til for at finde fodfæste i den digitale æra? Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Djøfbladet d. 7. november 2017.

13. November 2017

EU vil stramme grebet om techmonopolerne

It-giganternes støt stigende markedsdominans udfordrer den frie og fair konkurrence. I fredags steg værdien af Amazon, Google og Microsoft med 850 mia. kr. Sammen med Apple og Facebook udgør de tre teknologivirksomheder verdens fem mest værdifulde selskaber. Det er symptomatisk for vores digitale tidsalder, hvor data så at sige er den nye olie. Men it-giganternes støt stigende markedsdominans og virke udfordrer den frie og fair konkurrence. De er da også i stigende grad blevet ramt af negativ omtale og kritiske spørgsmål, ikke mindst i forlængelse af sagerne om fake news og udenlandsk propaganda på deres platforme. Det er dog ikke USA, men derimod EU, der truer med at sætte dem skakmat på det reguleringsmæssige område. It-giganterne er kommet i EU’s søgelys, fordi deres markedsposition medfører særligt fordelagtige konkurrencevilkår. Til ulempe for alle de andre virksomheder – og de europæiske samfund – er vurderingen i Bruxelles.  It-giganternes markedsdominans nærmer sig monopoltilstande. I den digitale tidsalder medfører det ikke blot en koncentration af økonomiske gevinster, men også af de data, som er fundamentet for den nye økonomi. Og det skaber en selvforstærkende proces, som konsoliderer deres magt- og markedsposition. Dertil kommer, at de stort set er sluppet for at betale skat. De vælger selv hvor i Europa og med hvor lidt, de vil lade sig beskatte. Ifølge lovgivningen er de primært skattepligtige i USA, men hjemtager ikke deres enorme udenlandske indtjeninger, som derfor ikke beskattes. Samtidig fortsætter lande og byer deres kurmageri til superstjernevirksomhederne. Trump overvejer helt at skattefritage deres udenlandske formuer, hvis bare de vil sende dem hjem fra f.eks. Irland og Luxembourg. Og flere byer i USA har tilbudt Amazon lempelig regulering og store skatterabatter for at vinde kampen om deres nye hovedkvarter og de 50.000 arbejdspladser, der forventes at følge med. EU er foreløbigt den eneste aktør, der for alvor har gjort noget ved problematikken. Konkurrencelovgivning er nemlig ikke et tema, når Washington for tiden med bulder og brag taler om it-giganterne. For USA nyder alle fordelene ved deres virke, mens EU står med sorteper. Virksomhederne har alle base i USA, hvor de skaber økonomisk aktivitet og (sparsom) beskæftigelse. Det er her, de sender aktieindeksene til tops og styrker fortællingen om USA som verdens teknologiske og økonomiske epicenter. Derimod oplever de europæiske lande, at deres virksomheder udkonkurreres, mens deres statskasser går glip af hårdt tiltrængte skatteindtægter. Derfor vil det være EU, der starter et globalt opgør med deres fordele. Og dét er formentlig den største trussel mod de it-giganter, som vi i dagligdagen alle er afhængige og ofte fascineres af, men som vil kunne lide samme skæbne som tidligere tiders monopolmastodonter. Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Jyllands-Posten Finans d. 2. november 2017.

1. November 2017

"Google-skat" handler om fair konkurrence

I Børsens leder 25. november erklærede Thomas Bernt Henriksen med jubel Macrons "Google-skat" for død. Sammen med Irland og Luxembourg stak Danmark, ifølge Bernt, "heldigvis" en kæp i hjulet på det franske forslag om en omsætningsskat, som løsningen på tech-giganternes shoppen rundt efter laveste skattesats.Overser det reelle problemDet var heldigt, må man forstå, fordi logikken bag skatten kunne blive en glidebane, der betyder, at Novo Nordisks danske skattebetaling kan kollapse.Børsen overser dog den reelle problemstilling: Betaler de store tech-virksomheder det rigtige i skat? Google og Facebook solgte alene i 2016 annoncer for 3,7 mia. kr. i Danmark. Men deres skattebetaling her til lands er endog meget begrænset og blot på et par millioner. Det skyldes, at annoncerne primært faktureres fra Irland, og overskuddet dermed opstår et andet sted end der, hvor "varen" leveres. Det er lidt på samme måde, som at Novo Nordisk også betaler den største del af deres selskabsskat i Danmark, selvom halvdelen af omsætningen ligger i USA.Men parallellen til Novo Nordisk er alligevel skudt ved siden af. For Novo sender rent faktisk sin indtjening hjem til Danmark, hvor den bliver beskattet.Tech-giganterne beholder derimod deres overskud og formuer i offshore finans-centre og betaler dermed ikke fuld skat af deres indtjening i deres hjemland. I Irland har Apple eksempelvis en formue svarende til landets bni stående og vente på Trumps repatrieringsskatterabat. I en verden, hvor produkter i stigende grad bliver virtuelle, og data så at sige er den nye olie, er det ikke uproblematisk, at de store amerikanske tech-virksomheder til en vis grad kan placere deres indtægter der, hvor skattesatserne er lavest. Det er reelt en underminering af andre virksomheders konkurrencevilkår. Derfor er der behov for at se på, hvordan vi skal beskatte multinationale virksomheder i fremtiden. Det erkender selv Google faktisk. Macrons omsætningsskat er ikke den rigtige løsning. Men det er status quo heller ikke. Også Børsen burde være optaget af at finde de nye svar. Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Børsen d. 1. november 2017.

31. October 2017

Nye dagpengeforringelser giver dødsstød til flexicurity

Det er rettidig omhu, når 3F og FOA laver en kampagne mod udhulingen af dansk flexicurity. Vi risikerer, at modellen bliver begravet før vi ved af det. I løbet af de seneste årtier er værdien af dagpenge, det der hedder deres kompensationsgrad, faldet med en femtedel. Dagpengesystemet er altså blevet 20 procent ringere på 20 år, som vi har vist i en Cevea-analyse. Og udviklingen fortsætter. For med skattereformen i 2012 vedtog et bredt politisk flertal en løbende beskæring af dagpengesatsen frem mod 2023. Forringelserne af det solidariske dagpengesystem bør bekymre alle, der kan se fordelene ved det den danske arbejdsmarkedsmodel. Ingen fleksibilitet uden sikkerhedFlexicurity-modellen har udmærket Danmark internationalt. Ifølge Eurostat er Danmark det land i EU, der er bedst til at få arbejdsløse hurtigt i job, og selvom de danske sociale ydelser ligger højt internationalt set, er den danske beskæftigelsesfrekvens i top. Økonomisk sikkerhed i tilfælde af arbejdsløshed er nøglen til den hæderkronede arbejdsmarkedsfleksibilitet. Virksomhederne kan hyre og fyre uden at de lønmodtagere, der er medlem af en A-kasse risikerer at gå fra hus og hjem. Det giver social tryghed, virker økonomisk stabiliserende, og skaber incitament til såvel at ansætte som at tage job – win-win for både stat, virksomheder og arbejdstagere. Men hvis dagpengeniveauet fortsætter med at falde, ophører modellen med at være gensidigt fordelagtig – og så smuldrer tilslutningen til den danske model. Dagpenge er en kollektiv forsikring, der skal være attraktivProblemet er, at værdien af dagpengene kan blive så lav, at det ikke længere er en tilstrækkelig erstatning for lønindkomsten for de lønmodtagere, der står uden job i en periode. Så er der mange, der enten helt vil droppe forsikringen mod arbejdsløshed, og stå med håret i postkassen, hvis de bliver arbejdsløse. Eller søge alternativer i form af private lønsikringer, der kommer ’ovenpå’ dagpengene. Kilde: Danmarks Statistik, Luxembourg Income Suirvey og Finansministeriet Lønsikring er ikke et gangbart alternativ til et stærkt dagpengesystem. For de private lønsikringer skævvrider lønmodtagernes stilling: Jo større risiko, der er for arbejdsløshed, desto dyrere er den private lønforsikring. Selv når de forhandles og udbydes af fagforeninger er det åbenlyst, at de lønmodtagere, der har det mest usikre arbejdsliv, skal betale mest for den ekstra lønsikring. Statsministeren har ret: Trygge mennesker tør…Det særlige ved dagpengesystemet er, at det både er et forsikringssystem og en kollektiv ordning. Det betyder på den ene side, at det ikke er almisser, der uddeles. De dagpengesikrede betaler et bidrag til forsikringen hver måned. Derfor skal den også være attraktiv. På den anden side, er det samtidig et kollektivt system. Statens finansiering af forskellen mellem medlemsbidrag og udbetaling af dagpenge, når der er høj arbejdsløshed, er med til at sikre, at systemet ikke straffer dem, der har mest brug for det. Vi har meget at tabe hvis vi giver slip på flexicurity-modellen og de iøjnefaldende fordele, som modellen har givet os. Hvad vi skulle have at vinde ved det er langt mere usikkert. Det er svært at sætte tal på gevinsten ved tryghed – også den tryghed, som et stærkt socialt sikkerhedsnet giver. Men som både LO’s formand og Statsministeren har sagt det, så er det klart at trygge mennesker tør. De tør skifte job eller branche, prioritere efteruddannelse og sågar komme med gode ideer til chefen. De besparelser, der ligger i forringelsen af dagpengesystemet, kan således vise sig meget dyrt købte. Af Kristian Weise, dirktør i Tænketanken Cevea. Bragt i Netavisen Pio d. 23. oktober 2017. Læs den her.