Debat

Alle debatindlæg i denne kategori
26. October 2017

Fat modet, grib pennen, tag ordet

  Hey, kollega? Ja, dig! Dig, som tømmer skraldespandene for andre, reparerer og bygger op; bader en andens mormor og hjælper nogens oldefar. Dig, som arbejder med rengøring, service og håndværk. Dig, der opdrager og underviser vores børn. Får du også sved på panden og nervøse jobsikkerheds-trækninger, hvis nogen beder dig om at tage del i den offentlige debat og fortælle om dit syn på arbejdsmarkedet eller det danske samfund? Eller tænker du, at det med at ytre sig om samfundsforhold kun er for eksperter og folk inden for universitetsmurene? Måske tror du, kære kollega, at dine ord og dit perspektiv ikke betyder noget. Men det gør det. For det er i den offentlige debat, rammerne sættes for, hvor vi som samfund bevæger os hen. Det er i den offentlige debat, dagsordner, som har indflydelse på din og min hverdag, sættes og forhandles. I den debat har vi brug for mere end forskernes viden og kommentatorernes holdninger: vi har brug for praksiserfaringer og -indsigt fra os med fingrene i materien. Derfor er det på tide, at vi sætter os for at fatte modet, gribe pennen og tage ordet. Hvis ikke vi gør det, så er der bare nogle andre, der gør det. Vi står over for et heftigt politisk efterår med skattereform, finanslovsforhandlinger og et kommunalvalg, der har fået kommentatorer, meningsdannere og politikere til at fylde skuffen med veltilrettede holdninger. Vi frygter, at debatten i efteråret kommer til at ligne det, vi dagligt er vidne til: En grundlæggende, skævvredet offentlig debat, hvor dem med fingrene i materien har mindre taletid end dem med tunge titler og politisk magt. En debat, hvor udtalelser fra folk med lange uddannelser fylder langt mere end udtalelser fra folk med korte, mellemlange eller ingen uddannelse. En debat, hvor flere mænd end kvinder sidder på ordet. Tidligere i år lavede Tænketanken Cevea en undersøgelse blandt de landsdækkende dagblade, der viste, at selvom danskere med erhvervsrettet eller ufaglært baggrund udgør hele 56 pct. af befolkningen, så står de kun for 6-8 pct. af det trykte debatstof i aviserne. Til sammenligning står de blot 11 pct. akademikere og journalister i den danske befolkning for hele 73 pct. af det længere debatstof i de trykte aviser. Omend avisernes debatspalter ikke udgør hele billedet på den offentlige debat, som i den grad også har bevæget sig ud på de sociale medier, så tegner den et billede af en redigeret, selekteret og kvalitetstjekket debat, der i dag har fået en genoplivning i den evige strøm af holdninger. Det betyder, at vi, og ikke mindst beslutningstagerne, kommer til at mangle perspektiver i den fælles samtale. Som samfund får vi blinde pletter, der kan stå i vejen for at udvikle vores samfund. Det, mener vi, der skal laves om på. Det skal være et ønske og medføre aktiv handling fra politisk, uddannelsesmæssig, medie- og fagforeningsside at få flere med. Men det er ikke nok. Kære kolleger landet over, vi bliver nødt til at fatte modet, gribe pennen og tage ordet. Også selvom det kan virke som usikker grund at begive sig ud på. Det ved vi, som pædagog, gadefejer og uddannelseschef, der har beskæftiget os indgående med problematikken de senere år: Enten synes man slet ikke, at det at tage del i den offentlige debat er en mulighed eller for den sags skyld nødvendigt. Eller også ved man slet ikke, hvor man skal starte, hvis man skulle have lyst. Men ofte er der også tre andre forhold, der står i vejen for, at fagfolk som os blander sig i debatten: 1) Frygten: Selvom vi i Danmark bryster os af ytringsfrihed, oplever mange, at det er farligt at ytre sig: Det kan betyde sure opstød fra de mennesker, vi er tæt på. Det kan medføre skældsord og nedladende tilbagemeldinger fra folk, man end ikke kender. Og så kan det gøre chefen sur. Skidesur. I 2016 lavede FTF en undersøgelse blandt sine medlemmer, der viste, at hele 60 pct. frygtede negative konsekvenser af at ytre sig om kritisable forhold på arbejdspladsen. Heraf frygtede 47 pct. for deres ansættelse. Det var en stigning på 10 pct. siden 2010. Ytringsfrihed blandt ansatte er en dagsorden, den danske fagbevægelse har løftet op til flere gange. Men én ting er det formelle fokus på ytringsfrihed og fleres deltagelse i den offentlige debat. Noget andet er at få greb om den frygt, der i praksis har installeret sig i ansatte landet over og afholder folk fra at tage ordet. En frygt, som sociologen og forskeren Rasmus Willig har påpeget gennem en årrække, og som har betydet en udbredt selvcensur – godt hjulpet på vej af afvæbnende oneliners, ulovlige mundkurve og kammeratlige samtaler fra ledere. 2) Håbet: Uanset om det er praktikere, ledere eller organisationsfolk, så har de fleste fagfolk efterhånden oplevet så mange runder med nedskæringer, effektiviseringer, omstruktureringer og proforma-inddragelse, at de er gennemsyret af en følelse af, ”at det ikke nytter noget”. I 2016 foretog Dansk Sygeplejeråd en undersøgelse af sygeplejerskers ytringsfrihed. Her var hele 49 pct. enige i udsagnet, at “med de nuværende rammer i sundhedsvæsenet er det alligevel ikke muligt at forbedre de uholdbare forhold”. En sådan følelse af manglende håb er en hindring for aktiv deltagelse. Og hvad værre er: Den sætter sig i folk som et ønske om at komme væk fra det, de laver: Sygeplejersker, der ikke vil være sygeplejersker længere. Pædagoger, der ikke vil være pædagoger længere. Elektrikere, der ikke vil være elektrikere mere. 3) Den faglige selvtillid: En tredje barriere for mange af vores kolleger er manglende tro på værdien af egne erfaringer og indsigter. Vi tør vove at påstå, at 9 af 10 har den samme forståelse af, hvad der udgør en ekspert: Ekspertise er noget man får ved at være væk fra praksis; væk fra hverdagen. Ved at kigge på den fra afstand. Som forsker, kommentator eller bag et kommunalt eller ministerielt skrivebord. Vi har i Danmark opbygget et usundt hierarki af viden, hvor praksisviden har placeret sig i de nederste lag. Dét har efter mange år desværre plantet sig helt ind i vores inderste: Den faglige selvtillid. Vi har ladet det blive en del af os selv, og det betyder reelt, at vores ekspertise sjældent bliver bragt til bordet. Vi, Rikke, Rasmus og Kristian, har gennem flere år hørt forbeholdene for at ytre sig fra vores venner, bekendte, kolleger og familie: Mange holder igen med at kritisere eller tale åbent om forholdene på deres arbejde. Og de holder igen med idéer til nye forslag til, hvad der – set med en praktikers blik - skal til. Vi har brug for praktikernes praksisviden og -erfaringer. Hvad end det er lærere med hands-on-indsigt i elevens udvikling og læring, socialrådgivere med viden om kampen ud af armod, politifolk med indgående erfaringer om forebyggelse eller sosu-assistenter med viden om, hvordan velfærdsteknologi fungerer for de ældre. Fagfolk, der har dyrket deres område og besidder bunker af viden, vi som samfund har brug for i den fælles pulje. Derfor skal vi, kære kolleger, ranke ryggen. Vi kan ikke vente på, at politikere og debatredaktører i aviserne ændrer tingene og begynder selv at efterspørge vores stemme. Det indebærer en risiko at ytre sig offentligt. Man kan frygte konsekvenserne, også selvom man ikke bryder sin tavshedspligt: vil en leder have en medarbejder ud af butikken, så behøver lederen bare vente på den næste nedskæring, hvor endnu en af os skal fyres. Og man risikerer at stå helt alene. Men forestil dig, at vi alle sammen brugte vores ret til at ytre os. Hvis vi følte fællesskabets styrke som en medvind til at rette op på skævheden. Så ville det være sværere for chefen at true med, at man kunne miste sit arbejde ved at gøre det. Og det ville måske endda være sværere for politikerne at føre den ene nedskæring efter den anden igennem igen og igen. Vi, kolleger landet over, kan vælge at stå sammen – eller vi kan vælge at efterlade hinanden alene. Lad os tage os sammen! Lad os op bruge et heftigt politisk efterår til at stå sammen: Skrive et debatindlæg, arrangere et diskussionsmøde på arbejdspladsen, stille spørgsmål til valgkampen. Fatte modet, gribe pennen, tage ordet. Den offentlige debat er grundlæggende skævvredet. Det skal du og jeg, vi, sammen lave om på. Fordi samfundet også er vores ansvar. Af Rasmus Bredde, specialarbejder, Rikke Smedegaard Hansen, pædagog og Kristian Birk, uddannelseschef, Tænketanken Cevea. Bragt i Jyllands-Posten d. 3. oktober 2017. 

20. September 2017

Vi er nødt til at udvikle hele Danmark

Folketinget bør prioritere en samlet vision for, hvordan et Danmark i balance kan udvikles og forankres, sådan som man bl.a. har gjort det i Sverige.  Den geografiske ulighed i Danmark er både markant og stigende. Der er store forskelle på at bo i Holstebro og i hovedstaden. Hvis den udvikling skal vendes, kræver det politisk bevidsthed og vilje til at investere i en langsigtet indsats. En række indikatorer viser, at den geografiske ulighed i Danmark er markant. Lad os tage et par tal fra nogle af Ceveas seneste udgivelser: I Rudersdal Kommune i Nordsjælland var middellevetiden i 2014 5,4 år længere end på Lolland. I Gentofte Kommune var andelen af borgere med et dårligt fysisk helbred mere end 2,5 gange større end på Langeland. Siden 1981 er befolkningstallet steget i hovedstaden og i alle de nordsjællandske kommuner. I kommuner som Ærø og Læsø er befolkningstallet faldende. I Rudersdal Kommune svarede 89,3 pct. af børnene i en undersøgelse i 2014, at de var glade for at gå i skole. Det samme gjaldt kun for 70,1 pct. af børnene på Lolland. I Assens, Faxe og på Stevns var tallet mindre end to. Husejere på Frederiksberg opnåede en værdistigning på deres bolig på mere end 210.000 kr. om året fra 2009 til 2014, mens husejere i 41 andre kommuner slet ikke oplevede en prisstigning i samme periode. Der er altså væsentlig forskel på, om du bor i hovedstaden og omegn eller et sted, hvor der er lidt længere mellem husene. Bor du i storbyerne, lever du statistisk set længere og sundere, du har flere naboer og gode pasningsmuligheder, og skolevejen er ikke lang, når dine børn bliver store. Der er flere muligheder for at skifte job eller få et nyt, hvis du bliver ledig, og det er økonomisk rentabelt at købe bolig. Vi er nødt til at udvikle hele Danmark. Det kræver bl.a. investeringer i både fysisk og digital infrastruktur, og at vi sikrer flere uddannelser uden for de største byområder. Folketinget bør prioritere en samlet vision for, hvordan et Danmark i balance kan udvikles og forankres, sådan som man bl.a. har gjort det i Sverige. Her fremlagde alle otte partier – fra højre mod venstre – i den svenske Riksdag i januar 2017 en fælles politik, der skal gøre det attraktivt at bo, leve og arbejde i hele Sverige. Samme velvilje til at samarbejde på tværs af partierne ser vi meget gerne i Folketinget. Og så er det værd at huske på, at politik på mange forskellige parametre påvirker udviklingen i hele Danmark. Det gør det, når der formuleres skatteudspil, når der gennemføres nye boligpakker og indfases uddannelsesreformer. Den bevidsthed bør være en del af arbejdet med store politiske tiltag. Tænk, hvis vi benchmarkede alle reformer og ikke kun udvalgte lovforslag på, hvordan de påvirker den geografiske ulighed, sådan som man gør på eksempelvis klima- og miljøområdet? Af Kristian Weise, direktør i Tænketanken Cevea, og Jakob Fastrup, formand i Landsforeningen Danmark på Vippen. Bragt i Jyllands-Posten d. 20. september 2017.

14. September 2017

Din topskat gør dig velstående

Hvis du betaler topskat, så gør det med glæde og vær gerne stolt. Du er nemlig en af dem, der får mest ud af et fundament, du ikke selv har skabt. Den afgørende faktor for, hvor høj ens indtægt og formue er, er hvor man er født. Derfor er det ikke bare praktisk, at os med høje indtægter betaler mest i skat. Det er også det rigtige rent moralsk. Lad os starte med Microsofts stifter Bill Gates og Facebooks Mark Zuckerberg. De udviklede tidligt i deres liv evner, som har gjort dem i stand til at opbygge succesfulde virksomheder og blive nogle af verdens rigeste mennesker. Men de har ikke ene og alene selv været herrer over deres skæbne. Var de blevet født i Albanien, Afghanistan eller Angola ville de, selv hvis deres interesse for it og computere havde været den samme, formentlig leve et liv, hvor de tjente mindre end gennemsnitsdanskeren. I Bill Gates’ tilfælde er det endda blevet vist, at det at vokse op netop som mikroprocessorerne blev opfundet, og at have adgang til nogle af verdens første computere i sin skoletid, var helt afgørende for, at det blev ham, der revolutionerede vores brug af personlige computere. En pointe, Gates selv anerkender. Det mest afgørende for langt de flestes livsbane er hvor de fødes, den kontekst, de vokser op i, og dermed også den stat, der omgiver dem. Statistisk set er den stat, du er borger i, vigtigere for din livschancer end din uddannelse, dit job og din familie. Har du i dag et godt job og en pæn indkomst, som gør, at du betaler en god portion topskat, er det altså ikke kun dig selv, du kan takke. Det er i den grad de samfundsinstitutioner, der er skabt her i Danmark. De bidrager i stor grad til, at du er, hvor du er, og at dine evner kan bruges, som de kan. Nogle mennesker får endnu mere ud af et rigt samfund end andre. De får relativt set endnu mere ud af deres samfundsmæssige kontekst og vinder, når der eksempelvis er fremgang i økonomien. Derfor skal de også bidrage relativt mere. Det er det moralske fundament for et progressivt skattesystem. Alligevel er der flere og flere i Danmark, der stiller spørgsmål ved, om det er rimeligt, at os med høje indtægter også relativt set skal betale mere i skat end dem med gennemsnitslønninger. For det er jo »os«, der er »produktive«, og skal vi så virkelig »flås«? Det er en uhensigtsmæssig måde at tænke på og ikke særlig oplyst. Først og fremmest er vi sjældent produktive alene. Ingen enkeltperson kan tage æren for opbyggelsen af det økonomiske system, der gør, at Danmark i dag er et rigt og konkurrencedygtigt land. Det er sket i fællesskab – af det, vi normalt kalder samfundet. For det andet er der mere og mere af den politik, der bestemmer udviklingen af Danmark, der handler om at sikre, at vi fortsat er et velstående land. Deraf betegnelsen konkurrencestat. Og for det tredje vil digitaliseringen og den 4. industrielle revolution kun øge betydningen af samfundsskabt velstand. For det er samfundsinstitutioner, som uddannelsessystemet og håndhævelsen af intellektuelle ejedomsrettigheder, der sikrer, at vi udnytter produktivitetspotentialet i de nye teknologier.  Så betal din topskat med glæde og vær gerne stolt, mens du gør det. Du er en af dem, der får mest ud af et fundament, du ikke selv har skabt. Det er dit bidrag til det, der har gjort dig velstående. Af Kristian Weise, direktør, Tænketanken Cevea, bragt i Finans.dk d. 14. september 2017.

14. June 2017

Regeringen tabte: Varmeforsyningen bliver ikke et privat investeringsobjekt

Mange må droppe deres sultende blik på fjernvarmesektoren efter regeringens nederlag. Regeringen måtte i forrige uge opgive sine planer om at begynde en privatisering af den vigtigste del af den danske forsyningssektor, fjernvarmen. Socialdemokraterne fik sammen med bl.a. DF og SF fastholdt, at fjernvarmeforbrugernes penge bedst bruges på fjernvarme, og det bliver dermed ikke tilladt at trække fortjeneste ud af forsyningsvirksomhederne. Man kan ikke fortænke kapitalfonde, velpolstrede elselskaber og andre investorer i at se et guldrandet investeringsobjekt i de danske husstandes vand- og varmeforsyning. Men det ville have være helt uansvarligt at åbne op for profitmaksimering i forsyningssektoren. For når man først har kontrol over de naturlige monopoler, som vand- og varmeforsyning er, har man forbrugerne i sin hule hånd. Og staten vil altid blive den svage part i forsøget på at prisregulere sektoren. Regeringen havde ellers, endnu engang med McKinseys hjælp, udarbejdet en plan om, at den fællesejede forsyningssektor skulle gøres til investeringsobjekt og dermed gøre endeligt op med non-profit princippet. Et princip, der, i parentes bemærket, har udviklet en enestående stor, billig fjervarmesektor og været med til at sikre Danmark en førerposition i den grønne omstilling og grønne jobs. Men indsatsen fra oppositionen reddede reelt Danmark fra vand- og varmeregninger, der kunne vokse eksplosivt – som det har været tilfældet i andre lande, der har eksperimenteret med privatisering af essentielle forsyningsområder. Erfaringer fra vores nabolande viser, at det er utrolig svært at regulere sektoren, så virksomhederne ikke kan udnytte deres monopol. Borgerne i Berlin købte derfor for få år siden deres vandforsyning tilbage. For bare fem år efter, at dele af vandforsyningen var blevet solgt til private investorer, var priserne steget med 35 procent. Og overalt i den vestlige verden sker der store tilbagekøb af f.eks. vandressourcer til offentligt ejerskab. Mange havde kastet et sultent blik på den fjernvarmesektor, der opvarmer rekordmange huse i Danmark. Der er nemlig meget kapital, der savner et afløb, og de nemme investeringer er svære at få øje på. I april i år advarede flere kapitalfonde mod, at priserne på virksomheder, de kunne opkøbe, var på vej gennem taget. Og man får, når man taler med folk i branchen, også det indtryk, at der måske ikke er så mange oplagte danske familieejede virksomheder tilbage, som kapitalfondene kan professionalisere, vækste og afsætte igen. Blandt pensionskasserne skaber de lave renter også en permanent jagt på bedre investeringsobjekter. I stedet for at forsøge at sælge ud af vores fælles forsyningssektor burde regeringen (udover generelt at føre en sund erhvervs-, forsknings- og energipolitik), understøtte, at der bliver skabt flere nye virksomheder - samt at de kan vokse og skabe gode job. Af Kristian Weise, direktør, Tænketanken Cevea, bragt i Finans.dk d.14. Juni

10. June 2017

DR skal reddes. Også fra sig selv

At imødekomme private mediers ønske om at skære ned på DR og afskære mediehuset fra at distribuere netnyheder er en misforståelse af statens og demokratiets interesser. DR skal beskæres dramatisk, og DR må ikke tilbyde gratis journalistik på nettet. Det første vil være tåbeligt, det andet absurd. Men det er den nuværende dagsorden sat med et dygtigt lobbyarbejde fra de gamle klemte printmedier, og projektet er grebet af forvoksede liberalistisk ungdomsoprørere, der desperat leder efter bare et eller andet offentligt, de kan rive et ben af. Det er faretruende tæt på at lykkes. For DR's kalkulerede medieteknokrati har bragt DR derhen, hvor institutionen ikke har nogen venner tilbage. Dansk politik har i bund og grund i mindst et par hundrede år handlet om den danske sprogstammes overlevelse. Danmark er bare et lillebitte land; fladt som en pandekage og militært aldeles uforsvarligt. Vi har et utilstrækkeligt hjemmemarked, og vi ønsker derfor at være åbne for den verden, vi også vil have er åben for os og vores frembringelser. Når det er Danmarks grundvilkår, er en stærk kulturpolitik den eneste forsvarspolitik, der giver mening. I den kulturpolitik er public service det absolut vigtigste og DR fuldstændig afgørende. Uden public service var vores kulturpolitik en raritet uden reel berøring med andet end et undervældende fåtal. At DR distribuerer journalistik om samfundet på det internet, danskerne i stigende grad vil få deres nyheder fra, er selvfølgelig en nødvendighed. Stort set alle demokratiets oprindelige teoretikere fra Aristoteles til Rousseau forestillede sig demokrati realiseret i en bystat; fordi det var indlysende, at man havde brug for en fælles samtale for at kunne træffe fælles beslutninger. Store stater blev muliggjort af trykkekunsten, af aviserne - massemediet. Kvaliteten af vores fælles styre afhænger af kvaliteten i vores fælles samtale - i mediekvaliteten. Efter at internettet har torpederet den økonomi, der lå under aviserne, har vi mere end nogensinde brug for en fælles mediepolitik. Public service og mediestøtte er altså både demokratistøtte og eneste overlevelsesstrategi for Danmark som et velfungerende fællesskab med en dansk identitet. Hvis den danske overlevelses-og demokratipolitik skal give mening, skal den være stor og tilgængelig for alle danskere. Det betyder blandt andet, at public service skal rykke på nettet, i takt med at danskernes medievaner rykker samme sted hen. Men huset DR har ikke magtet at skabe et eget bud på fremtidens public service og er blevet det gamle syge dyr, konkurrenterne let har kunnet skille fra flokken. Det er lettere at få DR ned med nakken end at bide skeer med Google og Facebook, der reelt er dem, der har taget annoncekronerne fra aviserne. Seerkurverne begynder at ligne avisernes oplagskurver. De nye generationer har taget et afgørende skridt væk fra flow-tv. I 2011 så yngre danskere fjernsyn i mere end tre timer om dagen, i dag er det godt halvanden time. Derfor går det ikke at holde fast i, at fremtidens public service skabes på flowkanaler som DR 1 og DR 2; der skal skabes en public service-identitet på nettet. Derfor må vi revidere vores public service-politik. DR HAR DEFINERET sin succes ud fra monopoltidens dominerende stilling, og man har for enhver pris ønsket at vedblive at være størst - og alt for ofte kun sekundært fokuseret på at være bedst. DR har derfor bredt sig over mange kanaler og stationer og er på den måde endt i samme produktionslogik som de private medier; med at producere så meget opmærksomhed som muligt for så få penge som muligt, fordi man har villet lave alt for meget. I realiteten er DR's berettigelse i et marked mættet af støjende og billige tabloide medieprodukter at være det uomgængelige kvalitative overbud. Det har DR ikke i tilstrækkelig grad magtet. Måske en naturlig konsekvens af, at man tilsyneladende over flere ledelser mistede den faglige tyngde i toppen af organisationen til fordel for journalistisk/kulturelt ubemærkelsesværdige medieadministratorer. Men selv om det ser ud, som om kundskabens træ visnede oppefra i DR, er der al mulig grund til at slå en beskyttende ring om DR for alle, der vil det danske samfund det godt. Der er brug for et stærkt DR, for bundlinjen er den, at vi ikke kan have mindre ambitioner om at fastholde en betydelig kulturel og journalistisk produktion på dansk, der er tilgængelig for alle danskere. Ser man på den nyere danmarkshistorie, må man konstatere, at uanset om udfordringen var de tyske folks fremmarch mod Østersøen, russisk imperialisme eller at varetage vores egenart i globaliseringens malstrøm, går overlevelsen af den danske egenart forud for alt andet i dansk politik. Vores kulturelle identitet hviler på de ting, vi skaber på vores eget sprog. Og vores politiske kultur hviler på, at vi har en fælles samtale om vores udfordringer og værdier. Denne samtale baserer sig på en stor og tilgængelig journalistisk produktion, der ikke ekskluderer nogen. Så når de private medier vil begrænse DR på nettet, må man bide tænderne sammen i Folketinget og afvise den absurditet. Selvfølgelig skal DR ikke begrænses på nettet. Det vil kun være i den kortsigtede interesse for nogle tilfældige virksomheder, der når færre og færre danskere med deres gammeldags printprodukter og tilmed i stigende grad gør deres statsstøttede journalistik utilgængelig bag betalingsmure. At imødekomme de private mediers interesser her vil være en total misforståelse af den danske stats og det danske demokratis interesse. Som er at sikre let adgang til journalistik om samfundet og en vital og tilgængelig kulturel produktion. VI ER NØDT til at lave en ny public servicestrategi, og vi er nødt til at skabe et økonomisk fundament under den journalistik, vi har brug for. Når markedet ikke gør det, må fællesskabet tage vare på sig selv. I den forbindelse skal man anlægge den betragtning, at der har været en stor teknologisk udvikling, der har gjort meget medieproduktion billigere. Den dividende har man i DR beholdt og har brugt pengene til at udvide sine aktiviteter. Det vil være rimeligt at overføre nogle af de penge, teknologi har frigjort i DR, til at kompensere for de steder i medieverdenen, hvor teknologi har ødelagt produktionen; altså avisernes journalistik. Avishusene laver for færre penge i dag både print-og netmedier. Og der er ingen grund til, at DR har så mange kanaler og i øvrigt udkonkurrerer kulturpolitisk set uvigtige medier med uambitiøs underholdning, der fint kunne leve på private kanaler. Ideen om, at alt, hvad DR beslutter sig for at sende, i princippet er public service, er ved at vise sig ødelæggende for public service i det lange løb. Helt grundlæggende skal vores public service-strategi gendesignes til at skabe et stort, tilgængeligt og diversificeret udbud af journalistik, film, billeder og lyd til alle danskere igennem det internet, der vil blive den helt centrale distributionsteknologi. Som økonomien i medieverdenen ser ud i dag, vil det kræve, at staten beskytter sit fællesskab og spiller en større rolle, for markedet leverer i sig selv mindre. Mindre licens er slet ikke en mulighed - men den skal omfordeles og geninvesteres, især så DR, som vi får endnu mere brug for, kan få en ny tyngde. Der er ikke nogen af de private aktører, der vil kunne levere et kvalitativt overbud til et dygtigt DR på billede og lyd. Mister man en kulturinstitution som DR til at drive public service, kunne man i realiteten lige så godt opgive at have public service. Ideen, der trives i visse kredse, om, at man kan løfte public service-opgaven ved at indkøbe underholdningsprodukter stykvis fra en lang række mindre producenter, svarer til at indkøbe en række balletter og operaer fra snoldede småorkestre og obskure kompagnier i stedet for at have et Kongeligt Teater med kunstnerisk ledelse, orkester og trup til at lave den slags. Det vil stensikkert føre til et enormt kvalitetstab, og man vil lige så sikkert få væsentligt mindre for pengene. Man kunne anlægge den betragtning, at DR som minimum har sparet (mindst) 10 procent af sine produktionsomkostninger over de sidste årtier. Således kunne man overføre 10 procent af DR's budget (et beløb i omegnen af 370 mio. kr.) fra hovedsageligt DR, men også med bidrag fra TV 2' s regioner, til at støtte journalistik og medieproduktion på nettet fra andre aktører. Det kan være både til nye medier, og det kan være til at understøtte den journalistik på nettet, som de gamle bladhuse ikke kan skabe en forretning under, efter mange års forsøg. Den samlede mediestøtte er på 400 mio. kr. - hvis man signalerer en vilje til at fordoble den støtte med licensmidler, er det også klart, at danskerne skal have noget til gengæld: fri adgang til indholdet på avisernes sider. Det vil til gengæld forny licensens kontrakt med danskerne: Licensen vil gå fra at være et abonnement på DR (og TV 2' s regioner) til at blive et abonnement på en større, klogere, dybere - og smukkere - dansk samtale gjort mulig af mange mediehuse. Det kunne være fundamentet for en mediepolitik til internetalderen: licensen som hver eneste danskers personlige abonnement på internetdistribueret journalistisk og kulturel medieproduktion - fra et stort DR og fra de mange journalistiske medier, der (i forvejen) får statsstøtte. Når de private medier vil begrænse DR på nettet, må man bide tænderne sammen i Folketinget og afvise den absurditet.   Af Kasper Fogh, Bragt d. 10. juni i Politikken 

10. June 2017

Finansministeriet tør ikke gå nye veje

Vismændene har nu foreslået, at man indregner de dynamiske effekter af offentligt forbrug. Men det er åbenbart kryptonit for Finansministeriet. De økonomiske vismænd har i deres nye rapport om dansk økonomi gransket Finansministeriets regnemodeller. Konklusionen er, at modellerne er »ubalancerede«, fordi de favoriserer sænkning af skatter frem for investeringer i velfærdsstaten. Det skaber en spillebane for økonomisk politik, hvor venstre side af Folketinget starter alle kampe med at være bagud 3-0. Det har ikke altid været sådan. I 1990' erne brokkede daværende oppositionspolitiker Anders Fogh Rasmussen sig i pressen over regnemodellerne, der ikke tog højde for værdien af at »afregulere markeder og øge folks incitamenter til at arbejde«. Derfor kunne man lige så godt skrotte modellerne, som ifølge Fogh stred imod »sund fornuft«. Siden er der kommet nye boller på suppen, og regnemodellerne er blevet justeret, så de i stadig højere grad understreger fordelene i en mindre stat og et mere frit marked. INDEN FOR økonomisk teori kan man kalde justeringen af modellerne neoklassisk. Logikken består, som Fogh argumenterede for, i at skabe gode økonomiske incitamenter, så folk gerne vil arbejde og producere mere. I dette univers er staten som regel en forhindring, fordi den via skatter, afgifter og regulering skaber dårlige incitamenter, der gør, at dovne Robert og venner bliver hjemme på sofaen frem for at tage McDonald's-uniformen på og komme i sving. Problemet er, at økonomisk teori og økonomiske modeller sjældent er politisk neutrale. Neoklassisk økonomi understreger én side af sagen. Men som vismændene konkluderer i deres rapport, har staten også positiv indflydelse på vores økonomi. Et effektivt retsvæsen, et politi, der håndhæver loven, en infrastruktur, der gør det muligt at handle, er forudsætninger for, at markedsøkonomien fungerer. Gode sygehuse, børnehaver og skoler bidrager til, at vi kan tage på arbejde i stedet for at vente hjemme på operationer, eller fordi vores børn ikke kan blive passet. Og så videre. Skævheden i Finansministeriets modeller består bl. a. i, at de ikke har blik for positive effekter af offentligt forbrug. De har i dag derimod særdeles godt blik for, at man ved at justere skat og overførsler nedad kan øge udbuddet af arbejdskraft, som så igen bliver til beskæftigelse inden for en overskuelig årrække. Det er især inden for de sidste 15 år, at ministeriet for alvor har hældt kryptonit i regnemaskinen. I 2002 introducerede man to nye regler om såkaldte dynamiske effekter for henholdsvis overførselsindkomster og marginalskatter. Reglerne består i, at folk som følge af bedre incitamenter ændrer adfærd og arbejder mere, hvis der bliver større afstand mellem overførselsindkomst og arbejdsindkomst, eller hvis skatten på den sidst tjente krone bliver sat ned. Det giver flere jobs og mere økonomisk vækst. I 2006 og i 2014 introducerede man dynamiske effekter for uddannelsesniveau. Folk med højere uddannelse har højere erhvervsdeltagelse (men da de også bruger mere tid på at tage en uddannelse, går effekten cirka i nul) og højere produktivitet. Der er dog ingen sammenhæng mellem, hvor mange penge man bruger på uddannelsen, og disse effekter. Man kan for eksempel godt skære folkeskolens budget ned med halvdelen, uden at det har negative konsekvenser økonomisk. I 2010 indførte man en hurtigere tilpasningstid for økonomien end den, som Danmarks Statistik havde brugt hidtil. Tilpasningen sker cirka dobbelt så hurtigt som tidligere, og det vil sige, at mennesker, der sættes ned i ydelse eller sættes ud af for eksempel dagpengesystemet, i modellen hurtigere vil finde et job end tidligere. ALT I ALT betyder udviklingen, at hvis du har en økonomisk plan, der består i at begrænse statens størrelse, sænke skatter og sænke overførselsindkomster, bliver det siden 2001 stadig lettere at få et flot 12-tal, når Finansministeriet giver karakterer. Det så man for eksempel, da ministeriet i 2015 vurderede Liberal Alliances økonomisk plan. Samtidig bliver det stadig sværere for partier, der vil i retning af mere økonomisk lighed og flere investeringer i velfærdssamfundet. Det kræver som regel, at man omfordeler og kræver skatter ind. Og den slags er dårligt for økonomien. Her er vi så tilbage ved vismændenes pointe. Det er ikke nødvendigvis dårligt for økonomien at investere i fællesskabet. Og hertil kan man tilføje: Skævheden i regnemodellerne er ikke kun et økonomfagligt problem. Det er et politisk problem. Regnemodellerne fremmer en politisk agenda og afgør, hvilke politiske argumenter der er fornuftige, og hvilke der er uansvarlige. Det er hverken uskyldigt eller neutralt. Vismændenes forslag om at introducere nye regneregler for dynamiske effekter af offentligt forbrug bør overvejes seriøst. Alternativt kunne man simpelthen fjerne alle dynamiske effekter fra modellerne og acceptere, at deres svar er begrænsede, og at politikerne derfor må tænke selv. I Sverige og Norge regner man for eksempel som hovedregel ikke med dynamiske effekter af skattelettelser. Måske i erkendelse af, at ingen nuværende model kan rumme en brøkdel af verdens kompleksitet, og på trods af modellernes øgede antal variable er vi ikke blevet bedre til at forudsige udviklingen. af Niels Fuglsang, ph. d.-stipendiat ved CBS og analytiker ved Cevea. Bragt i Politikken d. 10.Juni 

13. May 2017

Havariet i Skat er gift for forholdet mellem danskerne og velfærdssamfundet

  Kan danskerne andet end at tro, at Christiansborgs politikere dækker over sig selv og hinanden, når de ikke vil medvirke til opklaringen af den største politiske skandale i nyere danmarkshistorie? Vi burde forbyde ordet milliard. Hvis vi blev tunget til at sige ét tusinde millioner i stedet, ville vi måske begynde at begribe omfanget af det havari, der er sket i Skat. Firs tusinde millioner er, hvad vi har opgivet at inddrive i gæld til fællesskabet. Der ligger en uafklaret sag med de ca. to hundrede femogtredive tusinde millioner, der udbetales fra Skat i negativ moms: Beløbet, der udbetales til tilsyneladende ret få virksomheder, er vokset pludseligt og eksplosivt. Der er de tolv tusinde tre hundrede millioner, der formentlig er blevet stjålet af en simpel svindler i Dubai. Og så er der de tyve tusinde millioner, Folketinget har måttet give i ekstraordinær skattelettelse til boligejere, fordi ejendomsvurderingerne har sejlet i årtier. Fantasiprojektet EFI har formentlig kostet op imod et tusinde millioner. Har jeg glemt noget? Nogle af de penge, man taler om i gæld, er ikke ' rigtig' gæld, så det reelle beløb for katastrofen i Skat er vel i nærheden af og nok ikke mindre end astronomiske halvtreds tusinde millioner. Baggrunden kender vi til hudløshed: VKO-regeringen gennemfører fra 2005 og frem en sammenlægning og nedskalering af organisationen Skat. Der er forsvundet ca. 5.000 stillinger i Skat. Måden, det er sket på, er den samme måde, som alle områder i Danmark reguleres: En kritisk budgetanalyse fra Finansministeriet følges op af konsulentrapporter med forskrevne konklusioner indkøbt af Finansministeriet, i dette tilfælde fra Boston Consulting og evige McKinsey. Rapporterne anviser typisk teoretiske besparelsespotentialer med benchmarkanalyser, men som er så utilgængelige, at ingen magter at debattere indholdet i de hundreder af kryptiske sider. På ti år har Skat haft ni ministre. Og alle sammen har de formentlig overhørt eller tilsidesat advarsler om det ene og andet. Nedskaleringen af organisationen skulle ske ved ' naturlig afgang' - hvilket lammer organisationen personalemæssigt i årevis, og mens fantasiprojektet strander, er der ingen ressourcer til at investere i bedre skatteinddrivelse. Vi ved alle sammen, hvordan det går virksomheder, der ikke investerer i udvikling og omstilling. Problemet er hvorfor? Hvorfor har politikere, der normalt har en monoman besættelse af egen karriere og omdømme, skubbet alle bekymringer til side og holdt kursen på et skib, hvor hele besætningen på skift kommer og beretter om læk, kritiske skader på skrog og rig og isbjerge forude. Det giver ikke mening. MARTIN KRASNIK, Lars Trier Mogensen og Radio24syvs satirejournalistiske wonderwoman, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, er omtrent de eneste i den danske presse, der fastholder et krav om, at der kommer en undersøgelse, og et ansvar placeres. Og hvis de gamle partier, der har leveret de ni ministre, vil sig selv det godt, så er der nødt til at komme en form for undersøgelse. Det er dobbelt uheldigt for det danske demokrati, at den stærke mand i Venstre i dag er Kristian Jensen, under hvis ledelse Skatteministeriet blev sat på katastrofekurs, og at den nuværende statsminister engang designede den strukturreform, der samlede skatteinddrivningen i én national enhed med et dramatisk besparelseskrav. For Venstre er det nok umuligt at designe en kommission, der uundgåeligt synes at ville blive et damoklessværd over fortællingen om personerne Lars Løkke og Kristian Jensen. Men de andre partier i Folketinget skal spørge sig selv: Kan vi have siddende på os, at vi lod dette passere og ikke tog ansvaret også for de fejl, der tydeligvis er begået? Kan danskerne andet end tro, at vi dækker over os selv og hinanden, når vi ikke vil medvirke til opklaringen af den største politiske skandale og røveri i nyere danmarkshistorie? Alle slags konspirationer, politikerlede og opgør med den politiske kultur ligger som skær under havoverfladen, hvis ikke de statsbærende partier viser vilje til at tage ansvaret på sig og rydde op. Havariet i Skat er gift for forholdet mellem danskerne og velfærdssamfundet; hvorfor slide og betale sit, når det helt åbenlyst og med komplet evidens kan betale sig at snyde og bedrage. Og hvorfor stemme på de gamle partier, hvis de er mere optagede af at beskytte sig selv end at repræsentere os? Der må komme en proces, der oplyser, hvem der fejede indvendingerne af bordet. Danskerne har krav på at vide, hvem af deres folkevalgte der lukkede øjnene for skærene forude og hvorfor. Men i realiteten er det hele den måde, vi har drevet Danmark på i 40 år, der kommer på anklagebænken. Staten fik sin omtrentlige størrelse engang i slutningen af 1980' erne, og siden har vi skaffet råderum til politikeres initiativer ved at rationalisere på driften af kerneydelserne. Centralt i den model står Finansministeriet med sine faste ' eksterne' rådgivere. På ethvert område har man rationaliseret; nogle steder er det gået godt. Andre steder - Skat - har det været katastrofalt. Men vi har vredet mange kroner ud af kernedriften på næsten hvert eneste område for at finansiere nye tiltag og skattelettelser. Vi har et af verdens absolut billigste sundhedssystemer, vi har gjort folkeskolen billigere, pædagoger passer flere børn, færre ældre får dyre ydelser, taxameterpriserne til gymnasieelever falder. Hvert eneste område i velfærdsstaten er i 40 år blevet slanket, så der var råd til nye initiativer eller skattelettelser. Der er meget sjældent blevet prioriteret opgaver ud af velfærdssamfundet. Smørret er spredt tyndere og tyndere ud. Og der er aldrig mere end to år til næste folketingseller kommunalvalg i Danmark, så der er konstant en jagt på rådighedsbeløb til politiske initiativer. Finansministeriet driver denne proces, der hele tiden finder penge til de politiske initiativer - uden denne proces er der ingen penge at realisere valgløfter for. Derfor har skatteminister efter skatteminister efter skatteminister holdt fast i roret og lukket øjne og ører. Men efter 40 år med løbende budgetanalyser efterfulgt af konsulentrapporter, der peger på besparelsespotentialer på område efter område på tur i loop, må eftertanken melde sig: Kan det blive ved, og hvornår går det galt igen? Det vil en undersøgelse af skibskatastrofen i Skat kunne gøre os klogere på. HVIS MAN BYGGER EN undersøgelseskommission, der alene skal forsøge at gøre et ministeransvar gældende, har man slet ikke forstået problemet. Man er i princippet nødt til at bygge en retssal, hvor den måde, man driver velfærdssamfundet på, kommer under anklage. Man må se på de politiske beslutningstagere; men det er kun halvdelen. Det vigtigste må være at evaluere måden, Finansministeriet og konsulentrapporterne har været brugt på i regeringerne, hvordan de faglige indvendinger fejes af banen og ekskluderes fra beslutningsprocessen gang på gang. Skat og Skatteministeriet selv har løbende påpeget problemer, f. eks. med ejendomsværdierne, men er blevet bedt om at klappe i og rette ind. Hvem har taget de beslutninger? I sidste ende er alt jo et politisk ansvar, men hvis man kun vil kølhale Kristian Jensen og Claus Hjort, bliver vi ikke klogere. En obduktion af Skat ville til gengæld kunne bringe velfærdsstaten videre. Lige nu er det tydeligt, at den måde, vi udvikler og forbedrer velfærdssamfundet på, ikke har fundet den rigtige balance mellem rationaliseringer og faglighed. Der er heller ikke balance mellem besparelser og investeringer - før katastrofen opstår, og pengene skal straksbevilges. Der findes ikke en balance mellem Finansministerium og fagministerier. Forstandige indvendinger og forslag kommer ikke igennem. En undersøgelse af Skat, der ville give klarhed, vil skulle tage et kritisk blik på magtforholdet mellem ministerier, brugen af konsulenter og hjemtagelsen af teoretiske besparelser. Havariet i Skat, kan man sige, lever op til ' Stalins lov om store tal'. Josef Stalin er (vistnok fejlagtigt i øvrigt) tillagt citatet: »Ét dødsfald er en tragedie. En million er statistik«. Den kyniske observation dækker over, at når tallene bliver store nok, slår menneskers empati simpelthen ikke til længere. Katastrofer bliver abstrakte, når de bliver for enorme. Vi kan harmes over en fusker som ' Dovne Robert' og aflive en minister for en rygekabine eller en naturfilm, men Skats havari er for enormt til, at nogen magter at handle på det. Uden i øvrigt at sammenligne Skats havari med den georgiske tyran, så er problemet med Skat, at tallene simpelthen er så store, at de undslår sig almindelige menneskers fatteevne. Og der er ikke noget quickfix. Halvtreds tusinde millioner er væk på grund af noget, som fundamentalt set er en systemfejl i hele designet af staten Danmark. Systemfejlen er, at faglige kulturer har tabt til managementkultur. Det er gået godt nogle steder. Vi har fået mere velfærdsstat for pengene i mange år. I Skat gik det helt, helt galt. Vi er dømt til at forsøge at få skabt en klarhed over, hvilke fejl der blev begået og af hvem. Ellers dømmer vi os selv til at gentage fejlene fra Skat, og vi vil sejle andre områder af samfundet i sænk på samme måde. For alle reformer i Danmark starter stadig med en budgetanalyse og et optimistisk løfte om besparelser fra McKinsey. Firs tusinde millioner er, hvad vi har opgivet at inddrive i gæld til fællesskabet. Bragt i Politikken d. 13 maj. 2017

10. May 2017

Katolicismen gør sit indtog i Finansministeriet

Finansminister Kristian Jensens (V) seneste argument for at sænke topskatten er bagvendt og bizart. Kvinders høje deltagelse på arbejdsmarkedet er noget, vi i årtier har brystet os af og som økonomer mm. normalt bruger til at forklare en del af succesen for vores økonomi og velfærdssamfund. Men nu har Finansministeriet i dets seneste publikation om arbejdudbud fundet ud af, at det i virkeligheden er et problem. For når mænd og kvinder deles om arbejdet, deles de også om familieforpligtelserne og tiden med børnene – og så falder den gennemsnitlige arbejdstid for dem, der er i beskæftigelse. Hvad gør man så, når man, som finansminister Kristian Jensen gerne vil have, at danskerne arbejder noget mere? Ja, man argumenterer selvfølgelig endnu en gang for lavere topskat. De mere arbejdsomme mænd skal have nogle incitamenter til at arbejde noget mere, så de ikke i lige så høj grad distraheres af samværet med deres børn. Vupti. På den måde bliver kvindefrigørelsen et argument for lavere topskat til mænd. For det er i altovervejende grad mænd, der betaler topskat. Men argumentationen er bagvendt og på mange måder bizar. Rige lande har lavere arbejdstid. Sådan er det bare. Typisk fordi folk er mere produktive og omsætter deres velstand til fritid. Derudover er ikke ret meget, der tyder på, at lavere topskat vil hæve arbejdstiden. Eksempelvis viser ministeriets egen analyse, at den effektive topskat er højere i Sverige samtidig med, at svenskerne arbejder mere end danskerne. Det burde jo være omvendt ud fra sænk-top-skatten-logikken. Alligevel påstår Kristian Jensen, med katolsk familiepolitisk underlægningsmusik, at skatten skal ned. For danskerne skal arbejde noget mere, hvis vi skal have råd til velfærden, må vi forstå. De mere arbejdsomme mænd skal have nogle incitamenter til at arbejde noget mere, så de ikke i lige så høj grad distraheres af samværet med deres børn. Vupti. På den måde bliver kvindefrigørelsen et argument for lavere topskat til mænd. Kristian Weise er direktør i centrumvenstre tænketanken Cevea. Men Finansministeren glemmer, at det er skatten, der er forudsætningen for, at vi har en velfærdsstat. Og at det er velfærdsstaten, der har gjort det muligt for kvinderne at gå på arbejde. På tværs af OECD-landene er der en klar sammenhæng mellem de familierettede investeringer og faktorer, der sikrer en stærk økonomi. Jo højere forbrug på børnepasning, jo højere bnp per indbygger, beskæftigelsesgrad og produktivitet.  Det er derfor bekymrende, at Danmark i dag investerer mindre på familie- og børneområdet end tidligere. Hvis børnene skal have en god hverdag, skal pædagogerne have tid til at tage sig af dem. Det betyder meget for, om danskerne vil have deres børn i institution, og dermed kan arbejde fuld tid. Frem for lavere skat burde vi måske sætte (en højere) pris på dem, der passer vores børn? Ja, gad vide, hvad bedre løn til kvindefag ville betyde for udbuddet af arbejdskraft blandt kvinder? Den aktuelle risiko er, at kvinderne – for det bliver kvinderne – vender tilbage til køkkenet og børnene, fordi velfærdsstatens kerneydelser udmarves. Det er en høj pris at betale for, at nogle få mænd kan slippe med lidt lavere skat   Bragt i Finans.dk den 10 maj. 2017

20. April 2017

Er den førstefødte den bedste til at lede virksomheden videre?

Er den førstefødte den bedste til at lede virksomheden videre? Det spørgsmål har bl. a. Dyne-Larsen stillet sig selv og er kommet frem til, at det ikke var bedst for virksomheden. Samme overvejelse om, hvad der egentlig er i virksomhedernes og samfundets interesse i forbindelse med generationsskifte, bør regeringen også gøre, inden den endnu en gang sænker skatten for nogle af dem, der allerede har mest. For det er, hvad regeringen lægger op til med sit forslag om en ændret beskatning af arv. I hvert fald hvis argumentet er, at det er for virksomhedernes skyld. Regeringen vil sænke arveafgiften for familieejede virksomheder. Lovforslaget vil, påstås det, sikre, at der er penge i virksomhederne til at skabe vækst og arbejdspladser. Det lyder jo meget godt. Problemet er bare, at det på ingen måde kommer til at løse problemerne med overdragelse af ejerskab for danske virksomheder, og at det i stedet vil skabe et skattehul, hvor mange private formuer vil blive placeret i virksomheder for at undgå arveskat. Dem, der har muligheden for at lægge arven i en virksomhed, vil så få en lavere arveskat - det vil betyde, at jo mere velhavende familien er, jo mindre betaler den i skat. Lovforslaget risikerer også reelt at blive startskuddet til, at virksomheder bliver givet videre til arvinger i stedet for at blive solgt til forretningsfolk, der kan være langt bedre kvalificerede, eller overdraget til ejerformer, der kan være langt mere hensigtsmæssige. Dermed kan det ende med rent faktisk at hæmme væksten og produktiviteten. Konkret vil regeringen sænke arveafgiften for familieejede virksomheder fra 15 til 5 pct. Det skal ske over de næste tre år. Forslaget vil koste statskassen 1 mia. kr. om året fra 2020. Og ikke nok med det. Det er regeringens mål, at arveafgiften helt skal fjernes i 2025. Forslaget skal udbedre de likviditetsudfordringer, som afgiften angiveligt giver arvingen ved et generationsskifte. Problemet med den argumentation er bare, at det i dag er muligt at betale arveafgiften løbende over 15 år. Den danske arveskat er sammenlignet med de øvrige OECD-landes i øvrigt også meget lav. Derfor er det svært at forestille sig, at afgiften river bunden ud af regnskabet i sunde familieejede eller ejerledede virksomheder. Og vi har da heller ikke set virksomheder dreje nøglen om på stribe. Problemet, regeringen vil løse, findes ikke. Tilbage til Lars Larsen. Han har besluttet, at dele af livsværket Jysk skal overdrages til en fond, når han ikke længere selv kan stå i spidsen for det. Han har sagt, at han ønsker, at en fondsbestyrelse, der ikke skal tage hensyn til familierelationer, sørger for, at det er de bedste, der sidder på de forskellige poster i virksomheden. Det lyder fornuftigt. Og som den bedste måde at sikre virksomhedens fremtid på. Socialdemokratiet har tidligere foreslået at fritage familieejede virksomheder for skat, hvis de vælger at overgå til fondseje i stedet for at blive videregivet til næste generation. Fondsejede virksomheder, som Novo Nordisk, Carlsberg og A. P. Møller delvist er, har vist sig at have flere fordele - bl. a. at have et mere langsigtet fokus og være mere knyttet til Danmark. Her er der således en overvejelse om, hvad det bedste ejerskab vil være, når virksomheder overgår til nye ejere. Derudover er der noget, der tyder på, at virksomheder med medarbejdermedeje også præsterer bedre. I givet fald bør man undersøge, hvordan man kan begunstige det. Regeringen bør tage udgangspunkt i, hvilket ejerskab der har de bedste overlevelseschancer og den mest hensigtsmæssige adfærd, og som vil skabe vækst og arbejdspladser. Uligheden vokser allerede i Danmark. Hvis man vil gøre Danmark endnu mere skævt uden at hjælpe erhvervslivet, skal man bare gøre, som regeringen foreslår med arveafgiften.   Bragt i Jyllandsposten d. 20. april 2017

11. April 2017

Luk landbrugets særministerium

 Det giver en erhvervspolitisk skævvridning, at et enkelt erhverv af historiske årsager har sit eget ministerium til at agitere for sine interesser. De mange problemer i Fødevareministeriet stiller spørgsmålet: Er det overhovedet fornuftigt at have et helt ministerium til et enkelt erhverv? Måske gav det mening, dengang Danmark var et landbrugsland. Vi havde også en fiskeriminister, dengang fiskeriet skabte liv ved landets kyster, men ingen forestiller sig længere en fiskeriminister. Engang var verden fuld af handelshindringer, og derfor havde vi handelsministre. Udviklingen har afskaffet den slags mere eller mindre permanent. I takt med at ny kommunikationsteknologi åbner verden, svinder også behovet for permanente repræsentationer rundt om i verden: Det er derfor logisk, at Udenrigsministeriet stille og roligt skrumper. Til gengæld bliver viden og teknologi vigtigere, og det er logisk, at forskning og udvikling har sit eget ministerium. Verden ændrer sig. Staten må ændre sig med den. I dag er fødevarernes nationaløkonomiske betydning for længst overhalet af andre erhverv. Vores vigtigste eksportvare er lægemidler, og vores serviceeksport er ført an af rederierne. De store danske fødevarevirksomheder klarer sig fint. Men fødevareområdet er et af de mest subsidierede erhverv. Det giver kun mening, hvis målet er at skabe liv på landet og liv ved kysterne. Beskæftigelsen er på retur i de etablerede fødevareerhverv, og de nye madjobs i Danmark skabes af dem, der skaber oplevelser med mad - restaurationsbranchen - som i parentes bemærket ikke modtager nogen offentlig støtte. IKKE DESTO mindre er landbrug og fiskeri i dag det eneste erhverv, der har sit eget ministerium. Det giver erhvervene særstatus på bekostning af andre erhverv. For tiden er Miljøministeriet tilmed helt enestående underlagt landbrugets interesser i en sammenlægning, der giver konstante problemer for den siddende regering. Landbruget er skam et vigtigt erhverv. Engang kom vi alle fra landet. Men i dag er landbruget trods alt kun ét erhverv blandt mange. Og ser man på landbrugets betydning for bnp og beskæftigelsen, er det i dag et af de mindre erhverv. AE-rådet tog et nøgternt kig på landbrugets betydning for et par år siden, og fødevaresektoren - defineret som landbrug, fiskeri og fødevareindustri - bidrog i 2013 til bnp med 50 mia. kr. Det er 2,6 pct. af Danmarks samlede bnp. Beskæftigelsen i sektoren var på 114.500 personer, hvilket svarer til 4,3 pct. af den samlede beskæftigelse. Så det er et vigtigt erhverv - men altså langtfra det største. Banker og forsikringsselskaber er en større del af økonomien. Landbrugsområdet udgør en relativt stor andel af vores eksport. Men forskellige dele af industrien og i særdeleshed lægemidler og rederier udgør som sagt en meget større andel. Life science er blevet det måske vigtigste erhvervsområde i Danmark. Var der ét erhverv, der skulle have sit eget ministerium, var det altså medicinal-og biotekbranchen. Men i stedet for at vi opretter ministerier for alle de vigtige erhverv, der så kan konkurrere med hinanden om fordele og bevillinger i skiftende regeringer, er det langt bedre, at man samler kompetencerne om erhvervsudvikling og -regulering i et stærkt erhvervsministerium, der kan vægte de nationale prioriteter. ET MINISTERIUMmed kun ét erhverv som ressort har desuden det problem, at det dårligt kan undgå at vokse sammen med dette erhverv. Evnen til at afveje samfundets interesser over for erhvervets går tabt. Mest tydeligt blev det ved afsløringen af problemerne med MRSA, hvor ministerium og styrelser først og fremmest tilgodeså svinebranchens kortsigtede økonomiske interesser på bekostning af danskernes sundhed. I den danske centraladministration kalder man Fødevareministeriet ' Lille Axelborg' med hentydning til de klare bånd, der er til landbrugets lobbyvirksomhed i (Store) Axelborg. Det, man skal spørge sig selv om, er, om Fødevareministeriet er i stand til at være den regulerende modspiller til et erhverv, hvis interesser det samtidig varetager. Kan Fødevareministeriet lede en styrelse, der har ansvar for danskernes fødevaresikkerhed, når man samtidig ser sig selv som en forlængelse af fødevarebranchens økonomiske interesser? Hvis der skulle være nogen tvivl om den uheldige sammenvoksning med erhvervet, kan man se på Fødevareministeriets rolle i hele det gennembrud for nordisk mad og gastronomisk og fødevaremæssig nytænkning, der vel har været den mest betydelige kulturelle omvæltning i Danmark efter årtusindskiftet. Madkultur er noget helt andet i dag end for 15 år siden. Det, der startede som en nordisk madrevolution, har betydet meget for historien om Danmark ude i verden og har skabt kolossal innovation og produktudvikling i erhvervet. Alt det er sket på trods af, absolut ikke på grund af Fødevareministeriet. Den udvikling er kommet nedefra og udefra. Aktuelt virker særministeriet som en bremse, ikke som en katalysator for denne udvikling med forsøget på at udvikle et dyrevelfærdsmærke til kødvarer, der ikke indebærer forbedret dyrevelfærd. ET SÆRMINISTERIUM for landbrug og fødevarer, skulle man mene, hang sammen med en ambition om at sikre beskæftigelse - også i de tyndt befolkede egne. Men effekten er mildest talt til at overse. Den nuværende ministers aktuelle problemer hænger sammen med Folketingets ønske om, at fiskekvotesystemet administreres sådan, at der kommer liv og beskæftigelse i de danske havne. Noget, der helt tydeligt er mislykkedes på trods af intentionerne i systemet. Vi har også set en voldsom konsolidering på landbrugsområdet og et tab af ligesom vi nu gør i fiskeriet med de såkaldte kvotekonger. Man kan spekulere over, hvorfor det er sådan. Er det et resultatet af en for ringe innovationsevne, hænger det i hvert fald ikke sammen med for lidt offentlig støtte. Under alle omstændigheder bliver et særministerium for et enkelt erhverv alt for let en forlænger af dette erhvervs kortsigtede interesser og kan have svært ved at beholde en nøgternhed og afstand til erhvervet. Det gør det svært at agere strategisk og langsigtet. Andre erhverv med mindre begunstiget position og støtte udvikler sig i hvert fald bedre. Danskernes sundhed og udgifterne til sundhedsvæsnet afhænger af fødevarekontrollen, og den bør man få organiseret væk fra landbrugets interesser. Får vi ikke styr på MRSA, kan udgifterne i sundhedsvæsnet eksplodere. En fremtidig organisering af Fødevareministeriets ressort bør lægge erhvervsudviklingen og tilskudsadministrationen ind under Erhvervsministeriet. Forskningen i fødevareudvikling bør reguleres under Forskningsministeriet. Og fødevarekontrollen skal ligge under Sundhedsministeriet, så sundheden kommer i første række. Sådan er det for alle andre erhverv. Fødevareproduktion er et vigtigt erhverv for Danmark. Men det giver en erhvervspolitisk skævvridning, at et enkelt erhverv af historiske årsager har sit eget ministerium til at agitere for sine interesser. Danskernes miljø og sundhed bør ikke være underlagt et enkelt erhvervs økonomiske interesser. For en stor del af danskerne kommer det til at fremstå, som om landbruget handler imod almindelige menneskers interesser. Det er hverken i landbrugets eller i landets interesse. Det bedste for landbruget ville være, at det fandt sin plads mellem alle de andre og større erhverv i Danmark. Danskernes miljø og sundhed bør ikke være underlagt et enkelt erhvervs økonomiske interesser.   Bragt i Politikken den 11. april. 

15. March 2017

Blå blok bør indse at velfærd skaber velstand

Højrefløjen ynder at fremstille den offentlige sektor i Danmark som et grådigt monster, men virkeligheden er at gode velfærdsinstitutioner er sunde investeringer, der ganske enkelt understøtter et højt velstandsniveau.  Af Kristian Weise, direktør, Tænketanken Cevea Vores fælles velfærdsinstitutioner er en del af fundamentet for den danske velstand. De skal ikke ses som en udgift finansieret af rigdom skabt andre steder, men i høj grad som en del af det, der gør at vi har en stærk økonomi i Danmark. Det er ellers blevet lidt en lidenskab for højrefløjens politikere, økonomer og øvrige meningsdannere at udbrede sig om, at den danske velfærdsstat er for stor, og at den danske økonomi som konsekvens ikke er konkurrencedygtig i internationalt perspektiv. Den offentlige sektor bliver ofte italesat som et monster, der hæmmer velstanden og produktiviteten i Danmark. Denne fortælling synes, desværre, i mange tilfælde at få lov til at stå uimodsagt. Det er sandt, at Danmark har en stor offentlig sektor. Men det er også vigtigt at forstå, hvad der har drevet denne udvikling, og hvad gevinsterne ved en veludbygget velfærdsstat er. For ud over de politiske prioriteter som velfærdsstaten er udtryk for, så er den også en sund økonomisk forretning. De fleste økonomer er enige om, at samfundsøkonomisk vækst og velstand primært drives af to faktorer: produktiviteten, dvs. hvor effektive man er og hvor meget værdi, man skaber, samt hvor meget, der arbejdes. Det sidste måles primært ift. beskæftigelsesfrekvensen – altså hvor mange, der er i arbejde – og antallet af timer de, som er i arbejde, arbejder. Det giver derfor mening at kigge nærmere på disse faktorer og hvordan de hænger sammen med et højt offentligt forbrug på velfærdsydelser, hvis man vil vurdere værdien af en stor offentlig sektor. Det har vi i Cevea gjort ved i en ny analyse at kortlægge sammenhængen mellem OECD-landenes forbrug på børne- og familieorienterede ydelser på den ene side og en række socioøkonomiske parametre på den anden. Det er tydeligt, at der er en klar statistisk sammenhæng mellem de lande, som har et højt investeringsniveau i børn og familier og de lande der klarer sig bedst på de økonomiske og sociale indikatorer, vi normalt måler på. Gode velfærdsinstitutioner understøtter ganske enkelt et højt velstandsniveau. De er investeringer, der giver et klart økonomisk afkast. Danmark havde med 3,7 procent af BNP det næsthøjeste niveau af investeringer i børnepasning og familierettede ydelser blandt OECD’s medlemslande, da OECD senest opgjorde det i 2013. Samtidig havde Danmark det femtehøjeste niveau for udbud af arbejdskraft blandt kvinder (75,6 procent) og den femtehøjeste beskæftigelsesgrad for kvinder (70 procent). Danmark havde også den femtehøjeste produktivitet per arbejdstime i 2013 og var sammen med Sverige det land med den højeste andel af børnefamilier, hvor begge forsørgere arbejdede fuldtid. Derudover er danske kvinders uddannelseslængde blandt OECD’s længste, ligesom lønforskellen mellem mænd og kvinder er blandt de laveste. De høje ambitioner for den danske velfærdsstats understøttelse af familierne har ikke kun betalt sig i et ligestillingspolitisk perspektiv, men også i en samfundsøkonomisk sammenhæng. Det er således blandt andet investeringer i børnepasning og familiepolitik, som har muliggjort, at mænd og kvinder på lige vilkår kan indgå på arbejdsmarkedet. Når højrefløjens politikere begrunder nedskæringer i det offentlige med, at sektoren har vokset sig for stor, er det derfor også værd at gøre opmærksom på gevinsterne ved de offentlige velfærdsinstitutioner. Og hvis vi slækker på det, i internationalt perspektiv, høje ambitionsniveau på det børne- og familiepolitiske område, er der en fare for, at vi udhuler centrale forudsætninger for den velstand, vi oplever i dag. Det er ikke bare gætterier. For det er ingen naturlov, at man altid vil have et højt beskæftigelsesniveau, bare fordi, man én gang har haft det – i USA er beskæftigelsesgraden således faldet de sidste 15 år.   Det samme kan ske i Danmark, hvis vi slækker på ambitionerne for de velfærdsinstitutioner, der får folks arbejds- og familieliv til at balancere   Bragt 14. marts på Altinget.dk

10. March 2017

Ligestilling: også en økonomisk mirakelkur

Kvindernes internationale kampdag handler i udgangspunktet om alt andet end økonomi. Den skal hverken forklares eller forsvares med beskæftigelsesgrader, BNP-tal eller timeproduktivitet. Ikke desto mindre er det værd at bemærke, at ligestillingen i Danmark og de velfærdsinstitutioner, der har gjort den mulig, også er lidt af en økonomisk mirakelkur. Og ikke mindst, at en svækkelse af den fælles velfærd kan ”sende kvinderne tilbage til kødgryderne” – til skade for både kvinders frihed og landets økonomi. Ved at investere i velfærdsinstitutioner som vuggestuer, børnehaver og ældrepleje har vi i Danmark muliggjort en samfundsindretning, hvor både mænd og kvinder kan indgå på arbejdsmarkedet, og samtidig nyde godt af et trygt familieliv. Selvom børneomsorg og familieliv mere generelt er et fælles ansvar, som burde betyde det samme for mænd og kvinder, er det et historisk faktum, at vi indtil for ikke så mange årtier siden havde et klart kønsopdelt arbejdsmarked, hvor det primært var kvinderne, der stod for arbejdet i hjemmet med alt hvad det tilhørte. Der skulle organiseret børnepasning til, før arbejdsmarkedsdeltagelse blev et muligt valg for mange kvinder. Sådanne velfærdsinstitutioner er ikke gratis at drive. Slet ikke hvis de skal være gode og sikre en både tryg og udviklende barndom. Derfor kommer de ofte også under angreb, når velfærdsstaten beskydes af borgerlige minimalstatsdrømmere. Men investeringer i børne- og familiepolitik – det der i praksis har vist sig at være fundamentet for ligestilling på arbejdsmarkedet – er formentlig noget af det bedste, vi kan lægge vores fælles ressourcer i. Danmark har et af de højeste offentlige forbrug på børnepasning og familierettede ydelser blandt OECD-landene. Men samtidigt har vi også et af de højeste niveauer for udbud af arbejdskraft, en af de højeste beskæftigelsesgrader, og en høj produktivitet. Danmark er, sammen med Sverige, det land, der har flest børnefamilier, hvor begge forældre arbejder fuld tid. Derudover er danske kvinders uddannelseslængde blandt OECD’s længste, ligesom lønforskellen mellem mænd og kvinder er blandt de laveste. Vigtigst af alt, når det anskues ud fra de økonomiske parametre: på tværs af OECD-landene er der en klar sammenhæng mellem de familierettede investeringer og de faktorer, der sikrer en stærk økonomi. Des højere forbrug på børnepasning, des højere beskæftigelsesgrad, færre familier, hvor en arbejder deltid etc.   En af de sikreste måder at sørge for et større, og bedre kvalificeret, udbud af arbejdskraft, er ganske enkelt velfærdsinstitutioner målrettet forældre. Derfor er det også vigtigt ikke at slække på ambitionerne eller hvile på laurbærrene. Det er nemlig ikke nogen naturlov, at kvinder, der én gang er kommet ind på arbejdsmarkedet ikke også kan træde ud af det igen. Det synes f.eks. at være udviklingstendensen i USA, hvor udbuddet af arbejdskraft blandt kvinder er faldet med 3,8 pct. siden år 2000. I det lys vækker det bekymring, at Danmark er begyndt at investere mindre på familie- og børneområdet. Ifølge OECD har Danmark i perioden fra 2010 til 2013 reduceret sine familieinvesteringer med 2 mia. kr. Til sammenligning er investeringerne på f.eks. ældreområdet forøget med ca. 13 mia. kr. i samme periode.  En veludviklet velfærdsstat, der understøtter ligestilling mellem kønnene, er ikke kun et anliggende for kvindekampssagen, men for hele samfundet. Og det er det endda også ud fra det, der synes at tælle allermest for landets politikere: væksten og de offentlige finanser. Så den nye kassemester, finansminister Kristian Jensen, burde være den første til at fejre 8. marts og knuselske de velfærdsinstitutioner, der har gjort ligestillingen på arbejdsmarkedet mulig.     Af Kristian Weise, direktør, Tænketanken Cevea   Bragt i Politikken d. 8 marts (Tilgængelig for abonnenter) http://politiken.dk/debat/profiler/kristianweise/art5862785/Ligestilling-er-faktisk-en-%C3%B8konomisk-mirakelkur