fbpx

Praktikanter søges til kommunikation

Tænketanken Cevea søger handlekraftige, formidlingslystne og kreative praktikanter til vores kommunikationsafdeling. Du kommer til at arbejde med vores eksterne formidling i bred forstand. Det vil sige, at du som praktikant vil prøve kræfter med alt fra at udvikle nye kommunikationsstrategier til at lave politisk og journalistisk kommunikation på de forskellige sociale mediekanaler.

Praktikperioden løber fra 1. februar 2024 til 30. juni 2024.

 

Om stillingen

Som kommunikationspraktikant i Cevea vil du beskæftige dig med formidling. Som en del af Ceveas daglige presse- og kommunikationsarbejde er du med til at levere argumenter fra et centrum-venstre perspektiv i den offentlige debat fx igennem debatindlæg, opslag på sociale medier og pressemeddelelser.

Du vil være med til at udvikle, nytænke og styrke Ceveas kommunikationsstrategier og samarbejde med resten af kontoret om annoncering og pressehåndtering i forbindelse med vores konferencer og andre aktiviteter.

Du får mulighed for selv at påvirke dit praktikforløb på en måde, hvor du kan bidrage med det, du selv synes er sjovest at arbejde med. Der er også mulighed for at prøve kræfter med vores uddannelser og events.

 

Dit udbytte

Ethvert praktikforløb er forskelligt og i fællesskab skal vi sikre, at forløbet bliver en læringsproces. Som praktikant hos Cevea vil du:

  • Få direkte adgang til den politiske arena.
  • Være med til at præge den offentlige debat og den politiske dagsorden.
  • Udvikle dit politiske refleksionsniveau samt skærpe din samfundsmæssige viden.
  • Udvikle dine kommunikative evner og få konkrete redskaber til at arbejde med presse, sociale medier, hjemmeside, fundraising og undervisning.
  • Sætte dit personlige aftryk på en innovativ politisk organisation med en flad organisationsstruktur, højt til loftet og fart over feltet.

 

Dine kvalifikationer

Som praktikant hos Cevea forventer vi, at du har:

  • Selvstændighed og vilje til at tage ansvar.
  • Kendskab til det politiske system i Danmark.
  • En skarp pen og evnen til at formidle komplicerede budskaber.
  • Interesse for samfundet, politik og formidling.
  • Gå-på-mod og engagement.
  • Sympati for tænketankens grundlæggende værdier.

 

Din ansøgning

Ansøgning, CV samt eventuelle anbefalinger skal sendes til [email protected]. Vi afholder løbende samtaler og ansætter, når vi finder den rigtige kandidat til praktikken.

Tænketanken Cevea opfordrer alle uanset køn, alder, religion og etnisk baggrund til at søge den opslåede stilling. Praktikken er som udgangspunkt en akademisk praktik for studerende, der skal være meritgivende og have en arbejdsuge svarende til 37 timer. Praktikanten modtager en økonomisk erkendtlighed.

 

Yderligere oplysninger

Cevea er en uafhængig tænketank, der siden 2008 har haft til formål at udvikle progressive idéer for at fremme et samfund baseret på frihed, lighed og fællesskab gennem analyse, uddannelse og debat.

Arbejdsområderne er velfærd, arbejdsmarked, økonomisk ulighed og demokratisk deltagelse. Vi er ca. 12 medarbejdere i sekretariatet, hvoraf halvdelen arbejder med kommunikation, uddannelse og organisation. Du kan læse mere om tænketanken og vores arbejde på cevea.dk, vores Facebook, Instagram eller Twitter.

 

Har du spørgsmål til praktikforløbet, er du velkommen til at ringe og få en uformel snak med Kommunikationskonsulent Karl Murray Mikkelsen på +45 21 53 37 36 eller sende en mail til [email protected].