Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten den 10. marts 2020
Vi skal ikke længere end en times kørsel fra hovedstaden, før man kan begynde at mærke konsekvenserne af den voldsomme uddannelsescentralisering, som Danmark har været igennem de seneste 20 år.
Der er blevet længere til ungdomsuddannelsen, erhvervsskolen, lærerseminariet eller erhvervsakademiet. Resultatet er, at de ressourcestærke unge flytter, og de svageste dropper at tage en uddannelse.
I de seneste tyve år har effektiviseringer i uddannelsessektoren betydet, at der er blevet taget større hensyn til stordriftsfordelene ved megainstitutioner, uden at skele til hvilken betydning institutionerne har for den lokale sammenhængskraft, erhvervslivets udvikling og kvaliteten i velfærden.
Derfor er undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils annoncering af et stop for flere fusioner i uddannelsessektoren tiltrængt, og derfor er det så bydende nødvendigt, at politikerne får gjort op med den markedslogik, der dræner byer for uddannelsespladser. Ifølge en opgørelse fra Boligministeriet steg antallet af videregående studiepladser i Danmark med knap 68.000 i perioden 2006-2018. Kun 4.884 af pladserne er oprettet uden for landets syv største uddannelsesbyer.
Tal fra Statens Byggeforskningsinstitut viser, at kun én af fem unge flytter tilbage til deres opvækstområde efter endt uddannelse. Dermed er uddannelsescentraliseringen en af de væsentligste årsager til den skæve befolkningsudvikling i Danmark. Vi er nødt til at opfatte uddannelsesinstitutionerne som en lige så vital del af den danske infrastruktur, som vores veje, jernbaner, el- og telenet. Uden uddannelser dør lokalsamfundene.
Tager vi ikke problemet alvorligt, får vi svært ved at rekruttere medarbejdere i store geografiske områder af landet, der år efter år har sagt farvel til unge initiativrige og virkelystne mennesker, der kunne have været drivkraften i videreudviklingen af et Danmark i geografisk balance. Det gælder skolelærere, pædagoger og sygeplejersker, men også håndværkere og andre faglærte, som vi uddanner alt for få af i Danmark.
Overlader vi det til den rene markedslogik at fastlægge uddannelsesudbuddet, vil vi, i takt med at ungdomsårgangene bliver mindre, opleve en eskalering af den skæve udvikling. Vi ved, at det har store samfundsøkonomiske omkostninger, når vores unge ikke får en uddannelse. Derfor er det alt for kortsigtet kun at forholde sig til økonomiske effektiviseringer af de enkelte uddannelsesinstitutioner, når længere afstande betyder større frafald.
Fusionsstoppet er en start, men det er ikke nok. Det er på tide, at vi griber mere ind i det statslige selveje og får en national strategi for uddannelsesudbuddet.
Der skal kapacitetsloft på flere gymnasiale institutioner, så institutionerne ikke udkonkurrerer hinanden. Erhvervsskolerne skal forpligtes til at oprette flere skoler, så der ikke er så langt til en faglært uddannelse, som tilfældet er i dag. Og så skal vi se alvorligt på, dækningen af vigtige velfærdsuddannelser, så vi ikke ødelægger rekrutteringsgrundlaget for vores folkeskoler, daginstitutioner, plejehjem og sygehuse.
