Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten Finans den 5. januar 2016
Al Gore, den tidligere amerikanske vicepræsident, er på en ny mission. Efter at han i nullerne var med til at gøre indsatsen overfor klimaforandringer populær, vil han nu skabe en ny version af kapitalismen, skriver magasinet the Atlantic. Intet mindre.
Målet er at vise, at det bedst kan betale sig for virksomheder at gøre det ’rigtige’ og ’gode’. Særligt at reducere de miljømæssige, sociale, politiske og til tider langsigtede økonomiske problemer, som ikke-bæredygtige forretningsstrategier medfører.
Midlet er et investeringsselskab, Generation, der skal sikre et højere afkast end markedet og andre kapitalforvaltere ved kun at investere i selskaber, der lever op til en række bæredygtighedskrav. Og det ser ud til at kunne lade sig gøre.
Efter 10 års investeringer har Generation præsenteret deres resultater: Et årligt afkast på 12,1 pct. siden 2005. I samme periode har verdensindekset MSCI givet et afkast på ca. 7 pct., mens det gennemsnitlige afkast blandt globale kapitalforvaltere var på 7,7 pct. før gebyrer ifølge analysefirmaet Mercer.
Al Gore er dog langt fra alene, når det kommer til at tro på, at socialt- og miljømæssigt bæredygtige virksomhedsstrategier giver de bedste økonomiske resultater. Faktisk ridder han mest af alt på en bølge, der startede længe inden hans egen interesse for sagen, og som kun tager til i størrelse og styrke.
Flere og flere investorer – ikke mindst pensionskasser – tager miljømæssige og social hensyn i betragtning, når de placerer deres penge. De fleste undersøgelser viser da også, at det kan betale sig:
Et studie fra Oxford University og Arabesque Asset Management konkluderer, at 88 pct. af forskningen på området viser, at bæredygtighedshensyn forbedrer de enkelte virksomheders resultater, og at 80 pct. af viser, at det positivt påvirker de enkelte virksomheders aktiekurs.
Utallige øvrige undersøgelser, bl.a. fra Nykredit, konkluderer også, at de virksomheder, der klarer sig bedst ift. bæredygtighed ligeledes er dem, der klarer sig bedst økonomisk.
Det naturlige spørgsmål er dog, om det blot er de allerede succesfulde virksomheder, der har råd til at opføre sig godt? Eller om det er den gode opførsel, der giver bedre resultater?
Logikken der kan udledes fra Al Gore og Co’s forreting er dog simpel nok. Hvem vil investere i sodavand og fastfood, når verdens fedmeepidemi kun synes at vokse og kalde på handling? Eller satse på olie og kul, når ekstremt vejr og naturkatastrofer presser selv de mest skeptiske politikere til at tage klimaforandringerne alvorligt?
De mest oplyste investorer lader til at have set lyset. Mange af de virksomheder, der har den bedste indflydelse på verden, vil på sigt også klare sig bedst.
Men der er ingen grund til, at vores politikere ikke også hjælper dem på vej ved at stille ambitiøse krav til deres forretningspraksis.
