ATP er en klog ordning og en vigtig del af det danske pensionssystem.
Konstruktionen med skattebetalte offentlige pensioner og indtægtsbestemte tillæg for alle, ensartede og opsparingsbaserede ATP-udbetalinger for næsten alle, arbejdsmarkedspensioner for de mange og private, individuelle pensionsordninger for de relativt få er blandt verdens bedste og mest robuste pensionssystemer.
Det har vi Verdensbankens ord for. Men ATP’s rolle i nutidens pensionssystem kendte man ikke, da ATP blev skabt.
Som så meget andet godt her i livet er det danske pensionssystem ikke et resultat af en stor masterplan.
Da ATP blev skabt i 1964, diskuterede man, om indbetalingerne og de senere pensionsudbetalinger skulle være indkomstafhængige, sådan som man havde gjort det i Norge. Det blev ATP ikke. Indbetalingerne blev alene bestemt af, hvor mange timer man arbejdede, ikke hvad man tjente.
Visdommen i datidens valg kan man diskutere. I hvert tilfælde betød det, at man ikke før introduktionen af arbejdsmarkedspensioner i den private sektor i 1991, fik et pensionssystem, hvor de fleste gennem deres arbejdsmarkedspensioner sparer så meget op til tilværelsen som pensionist, at deres indtægter ikke falder dramatisk.
Alternativet ville være højere folkepension
Udbetalingerne fra ATP er et vigtigt bidrag til pensionen for de ca. 40 pct., der ellers ikke har andre indtægter end folkepensionen plus tillæg. For de pensionister, der har indbetalt hele livet, bidrager ATP med garanterede 1500-1800 kr. om måneden, indtil man dør.
Med udbygningen af arbejdsmarkedspensionerne vil andelen, der kun har ATP, falde i fremtiden, men der vil stadig være mange med ingen eller ganske små arbejdsmarkedspensioner.
Havde vi ikke ATP, ville indkomstuligheden blandt pensionister være betydeligt større end i dag. Alternativt – hvis vi ikke kunne leve med et stor antal fattige pensionister – ville vi skulle sætte folkepensionen op.
Det ville koste en bondegård, og hvis det var de indkomstafhængige tillæg, der blev forhøjet, ville det mindske incitamentet til at spare op til pension. ATP er derfor et vigtigt supplement til de øvrige søjler i pensionssystemet.
Dertil kommer, at ATP er god til at holde hus med pengene. Blandt andet fordi det er en obligatorisk ordning for alle lønmodtagere, er administrationsomkostningerne meget små. ATP har historisk set også været en dygtig investor og skaffet store afkast på de 20 pct. af indbetalingerne – det såkaldte bonuspotentiale, man har måttet investere frit.
Afkastet af investeringerne er vigtigt, hvis pensionsudbetalingerne skal kunne holde trit med pris- og lønudviklingen i en virkelighed præget af meget lave renter og stigende levealder. Hvis ATP skal bevare sin betydning for fremtidens pensionister, skal værdien af udbetalingerne bevares.
Behov for justering
I praksis har ATP sikret store afkast ved at geare sine investeringer højt og investere en større del af medlemmernes indbetalinger end de 20 pct. Hidtil med held og dygtighed. Men som CBS-forsker Henrik Ramlau-Hansen siger, er det langt fra givet, at ATPs “overnaturlige evner på investeringsområdet” kan fortsætte i al fremtid.
Hvis man vil sikre værdien af fremtidige ATP-udbetalinger, er der behov for at justere den særlige ATP-lovgivning og tillade, at en større andel end 20 pct. investeres. Alternativt – eller som et supplement – kan fagforeningerne og arbejdsgiverne vælge at øge ATP-bidraget med flere frie midler.
Måske skal man også se på reglerne om den garanterede pension, der i sin nuværende udformning binder mange midler, der ikke kan investeres frit.
ATP spiller også en stor rolle som forvalter af en række offentlige ydelser. Efterhånden administrerer ATP et hav af offentlige og overenskomstbestemte ydelser såsom feriepenge, boligstøtte og folkepension.
De seneste opgaver, der er kommet til, er administrationen af diverse hjælpepakker og sågar smitteopsporing af Covid-19. Det er ikke normalt, men heller ikke uset, at halv-offentlige institutioner administrerer offentlige ordninger. Vi kender det blandt andet fra landbruget, på boligområdet og fra a-kasserne.
Fokuser på kerneopgaven
ATP, og herunder bl.a. Udbetaling Danmark, har selvstændige bestyrelser, næsten på samme måde som man kender det fra den svenske forvaltningstradition. Den ansvarlige minister for en opgave har ikke instruktionsbeføjelse og kan derfor ikke blande sig direkte i ATP’s forvaltning.
Det kunne være nyttigt at diskutere, hvor mange offentlige opgaver og hvilke, der skal varetages af en organisation, der ikke er underlagt politisk styring og ansvar. Når ATP har fået ansvaret, skyldes det sikkert, at organisationen hidtil har løst både de aktuelle og tidligere opgaver effektivt. Men hvem har ansvaret, hvis ATP ikke magter endnu en opgave? Ledelsen, bestyrelsen eller ministeren?
Måske er det ved at være tid til, at ATP igen skal fokusere på sine kerneopgaver på pensionsområdet og sikre fremtidige pensionister en betydelig økonomisk håndsrækning i den tredje alder. For det har de været gode til indtil nu, deroppe i Hillerød.
Bragt i Finanswatch d. 31/3 – 2021
