Man kunne næsten få den opfattelse, at den borgerlig-liberale tænketank Cepos var stemplet ind i kampen for et mere lige samfund. De er nemlig kommet med en ny analyse af, hvad de sidste tre regeringers politik har betydet for uligheden. En analyse, som Politiken beskrev i detaljer forleden. Hovedpointen var, at uligheden er steget under Mette Frederiksen-regeringen. Akkurat som uligheden steg under Lars Løkke Rasmussen (V) og Helle Thorning-Schmidt (S).
Det er sådan nogle analyser, vi er optaget af i Cevea, fordi vi faktisk kæmper for et mere lige samfund. Og vi er ikke blege for at kritisere hverken borgerlige eller socialdemokratiske regeringer, hvis deres politik øger uligheden.
Men hvis Cepos skal bedømme politikken, så kræver det, at de gør regnebrættet ordentligt op. Og Cepos undlader behændigt at nævne en del af regeringens politik i sin analyse af uligheden, og hvorvidt den er steget eller ej.
Lad os starte med den første del: Cepos ignorerer regeringens coronahåndtering. Hverken lønkompensation, forlængede dagpenge eller hjælpepakkerne til f.eks. små selvstændige er med i analysen. Var de ikke blevet indført, ville coronakrisen have sendt mange flere ud i arbejdsløshed, og det ville få uligheden til at stige.
For det andet har en lempelig finanspolitik under krisen skabt historisk lav arbejdsløshed, hvor der er rift om arbejdskraften, dvs. et såkaldt stramt arbejdsmarked. Det er især kommet mennesker på overførselsindkomst til gode. Mange på kanten af arbejdsmarkedet er kommet i job, herunder mennesker, som tidligere slet ikke talte med i arbejdsstyrken. Som tidligere professor og socialminister Bent Rold Andersen påpegede igen og igen: Et stramt arbejdsmarked er den bedste socialpolitik, der findes. Men dén effekt laver Finansministeriet ikke lighedsberegninger på. Det ignorer Cepos i deres analyse.
For det tredje strømmer ikkevestlige indvandrere og kontanthjælpsmodtagere i disse måneder ud på arbejdsmarkedet som aldrig før. Tal fra Danmarks Statistik viser, at beskæftigelsen blandt ikkevestlige indvandrere er steget med godt 19.000 fuldtidspersoner, siden coronakrisen ramte. Det er især blandt indvandrerkvinderne, beskæftigelsen er steget. Stigningen i beskæftigelsen er faktisk endnu større, når vi ser på de ikkevestlige efterkommere. Det skyldes bl.a., at Danmark er det land i den vestlige verden, som er kommet bedst gennem coronakrisen.
Det er heller ikke med i lighedsberegningerne.
Den samme positive historie kan man fortælle om kontanthjælpsmodtagerne. Det er i høj grad de seneste mange års forringelser i kontanthjælpen, der har øget uligheden. Kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen, som blev indført i 2016, fik på en god dag 450 flere i beskæftigelse, mens 28.000 mennesker oplevede en indkomstnedgang på 12 procent. Nogle af samfundets fattigste blev altså fattigere. Blot for at man kunne få 450 i job. Til sammenligning viser tal fra AE-Rådet, at de seneste års opsving og stramme arbejdsmarked har sikret, at over 25.500 kontanthjælpsmodtagere er kommet i beskæftigelse.
Og det vel at mærke selv om regeringen og støttepartierne i 2019 forhøjede ydelserne til kontanthjælpsmodtagere med børn for at modvirke effekten af kontanthjælpsloftet. Hvilket i den gængse logik gør det mindre attraktivt at arbejde. Det træk kritiserede Cepos dengang.
Cepos har faktisk slet ikke den højere kontanthjælp til børnefamilierne med i deres analyse af uligheden.
Omkring 10.600 af de 25.500 kontanthjælpsmodtagere, der er kommet i arbejde under den nuværende højkonjunktur, talte ikke med i arbejdsstyrken og dermed heller ikke i ledighedsstatistikken. De var nemlig ikke jobparate eller klar til uddannelse. Men nu har de alligevel fået et job. Vi skal tilbage til før finanskrisen for at finde færre på kontanthjælp, end vi ser i dag. Hvis regeringen kan holde gang i hjulene, så vil endnu flere på kanten af arbejdsmarkedet komme i job. Det vil i den grad mindske uligheden og reducere Gini-koefficienten.
Når regeringens politik ifølge Cepos har øget uligheden, skyldes det især den øgede tobaksafgift. For folk med lave indkomster ryger mere end resten af befolkningen. Men højere tobaksafgifter vil beviseligt få færre unge til at begynde med at ryge. Nok især dem med lavere indkomst. Det vil øge ligheden i sundhed, selv om afgiften nu og her øger den økonomiske ulighed.
Vi er faktisk enige med Cepos i, at vi skal bruge skattesystemet til at øge beskæftigelsen. Progressiv arveskat og højere ejendomsskatter kan styrke ligheden og øge beskæftigelsen, hvis vi f.eks. bruger pengene på at sænke skatten i bunden. Vi mener også, at ydelserne for de svageste i kontanthjælpssystemet skal sikres, fordi al erfaring viser, at pisk og pæne ord ikke virker.
Finansministeriet laver ikke modelberegninger af, hvordan regeringens samlede økonomiske politik påvirker Gini-koefficienten. Hvad betyder det for uligheden, at folk får et arbejde? Og hvad betyder det på sigt, når man investerer i børn, sundhed og velfærd? Finansministeriet regner snævert på det, der er let at regne på: overførselsindkomsterne, skatter og afgifter. Det er f.eks. derfor, vi ved, at årtiers skattestop på ejendom har været en kæmpe motor for ulighed.
Den viden er vigtig, men det vil være klogt at udvikle en ny regnemaskine, der kan se på flere dele af den økonomiske politiks konsekvenser for ligheden i samfundet, så det ikke er den halve sandhed, der ligger til grund, når regnebrættet gøres op.
Bragt i Politiken d. 26-2-2022