Brevvekslingen mellem Per Michael Jespersen og Martin Ågerup blev bragt i Politiken den 6. januar 2020
Hvordan kan det dog være, at en liberalist på vej ind i et nyt årti ikke udviser en lille smule nysgerrighed, hvad angår den offentlige sektors åbenlyse styrker i forhold til samfundsøkonomien? Det undrer mig. For det er jo helt vildt, hvad den offentlige sektor og den begavede regulering af markedet udretter i den danske økonomi.
Alligevel hænger liberalister fast i en forvrænget ideologisk forestilling om, at den offentlige sektor er en klods om benet på det driftige erhvervsliv, og at dynamikken holdes tilbage af ’velfærdskoalitionen’ af offentligt ansatte og overførselsmodtagere. Come on! Det giver jo slet ingen mening!
En ting er, at liberalister ikke ser en sammenhæng mellem den store offentlige sektor og det forhold, at Danmark ligger i verdenseliten i forhold til tillid mellem mennesker, social mobilitet, livstilfredshed etc. Det faktum vifter liberalisten væk, som var det en flue, der havde sat sig på næsen. Lad det nu ligge
Det, der burde interessere liberalister, er, at Danmark også ligger i verdenseliten, når det gælder evnen til at skabe et stærkt erhvervsklima og en stærk samfundsøkonomi. For se bare: På den ene internationale rangliste efter den anden over erhvervsklima kommer Danmark ud i toppen. Og vi kan det der med ’stærk samfundsøkonomi’ og ’velstand’. Småirriterende fakta, når man mener, at en stor offentlig sektor mest er i vejen.
Men det er jo ikke så underligt, at det hænger sådan sammen. Det helt unikke ved den danske samfundsmodel er, at den offentlige sektor skaber en stor og veluddannet og motiveret arbejdsstyrke, som er guf for virksomhederne.
Hvor skal jeg starte? Daginstitutionerne, der frisætter forældre til arbejdsmarkedet? Skoler og uddannelser, der kvalificerer arbejdskraften til arbejdsmarkedet? Sundhedsvæsenet, der sørger for at hjælpe de syge tilbage til hverdagen? Flexicuritymodellen, der bl.a. gør det nemt og billigt for virksomhedsledere at hyre og fyre?
Lad os dog få alle de åbenlyse fordele ved investeringer i mennesker ind i de økonomiske regnemodeller, hvor det i dag først og fremmest er skattelettelser, der tæller som noget, der skaber dynamiske effekter. Og lad os frem for alt gøre op med 10’ernes spareiver og smalkost i forhold til den offentlige sektor.
Formentlig er liberalistens anakronistiske tilgang til det moderne samfund stærkt medvirkende til, at liberalismen ikke er i nærheden af at få et politisk og folkeligt gennembrud i Danmark og i dag må betragtes som stendød.
Hvert årti har sine kendetegn: de glade 60’ere, krise-70’erne, fattig-80’erne med Reagan og Thatcher, 90’erne, hvor verden åbnede sig efter Murens fald, 00’erne med værdikampe og overforbrug og 10’erne, der stod i finanskrisens og sparepolitikkens tegn. Mit håb er, at 20’erne bliver årtiet, hvor vi får styrket den offentlige sektor og dens rolle i samfundsøkonomien, og at det lykkes den nye centrum-venstre-koalition at sikre det gennembrud.
I stedet for at gå middelmådighedens vej ved at barbere alt det unikke væk, som løfter Danmark op i verdenseliten i forhold til det gode liv, sammenhængskraft og evnen til at få de brede smil frem hos erhvervsledere, burde vi da styrke det, ikke? Det undrer mig, at liberalister ikke kan se det, Martin.
