Lukrative skatteaftaler, medlemslande, der lurepasser, og amputerede nationale myndigheder er efterhånden det, der kendetegner skattepolitikken i EU-landene.
På den ene side har vi skabt verdens største indre marked og globaliseret vores handels- og kapitalbevægelser. På den anden side står skattelovgivningen amputeret tilbage, fordi nationale regeringer og myndigheder er magtesløse overfor de hyperglobaliserede markedskræfter. Nationalt skal der strammes op, men vi skal også handle på EU-plan.
Hvis du troede, at skattelylande var eksotiske destinationer som Panama og Bermuda, så tager du fejl. Skattetænkning foregår også aggressivt indenfor EU’s egne grænser.
Lande som Irland og Holland har lavet sweet deals med virksomheder som Starbucks, Google, Apple og Facebook. Tag bare sagen om Irlands skatteaftale med Apple.
I den sag vurderede EU-Kommissionen, at Apple manglede at betale 100 milliarder kroner i skat. 0,005 procent betalte Apple i skat i årene fra 2003 til 2014.
EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, tabte sagen. Både medlemslandene og de multinationale giganter kan altså helt lovligt skattespekulere for milliarder af kroner.
Sagen udstiller en lovgivning, der mangler de afgørende muskler for at kunne stoppe skattespekulationen. Og den udstiller et politisk system, der ikke evner at tage et internt opgør med skattely i EU’s egen medlemskreds.
Legitimiteten er på spil
Herhjemme har vi siden 1995 sænket selskabsskatten fra 34 procent til i dag 22 procent.
Argumentet er, at Danmark risikerer at sende investeringer til nabolande med lavere skattesatser, hvis vi ikke følger med. Den argumentation er ikke forkert.
Men det er et ræs mod bunden, der i sidste ende vil koste vores velfærdssamfund dyrt. Det er kortsigtet, usolidarisk og ødelæggende for Danmark og andre EU-lande og i sidste ende for EU’s sammenhængskraft.
Men det er svært at forestille sig udviklingen vende uden en minimumssats for selskabsskat i EU. Desuden bør vi på EU-plan vedtage en fælles, ensartet beskatning af den digitaliserede økonomi, der beskatter aktiviteten, hvor den sker, og ikke hvor virksomheden har placeret sig.
Men bund under selskabsskatten er ikke nok. For et land som Danmark, hvor velfærden betales over skatten og ikke med brugerbetaling og forsikringer, er det fundamentalt for finansieringen af velfærden, at vi kan regne med, at borgere og virksomheder betaler den skat, som de skal – og at skattemyndighederne kommer efter dem, der ikke gør.
Det er legitimiteten i hele vores skattesystem, der er på spil – og i sidste ende tiltroen til retsstaten. Derfor er vi politisk ikke alene nødt til at skabe fælles satser for skat på den digitaliserede økonomi og bund under selskabsskatten, vi skal også give retsstaten evnen til at kontrollere skattesvindel og systematisk skattetænkning.
EU skal satse på hård lovgivning
40 procent af multinationale virksomheders overskud bliver i dag flyttet helt lovligt til skattelylande. Vi får intet ud af at appellere til de multinationale giganters moral i troen på, at der falder mere skat af til fællesskabet.
Apple begynder ikke at betale 22 procent, hvis de fuldt lovligt kan nøjes med 0,005 procent. Der skal hård lovgivning til, og den burde starte i EU, hvor vi har institutionerne og traditionerne for at samarbejde.
Vi skal have gjort op med vetoretten i skattepolitikken i EU. Når skattelylande som Holland og Irland har vetoret over EU’s skattepolitik, så svarer det til at lade ræven vogte får.
Kampen mod skattely er også en kamp for fair konkurrence i Europa. En sikkerhed for, at uanset om du er gigantiske Apple eller Fredericia Furnitures, så er vilkårene ens.
Det er i høj grad legitimiteten af det indre marked, der er på spil. Skattely og skattespekulation er ikke en naturlov. Selvom Lux Leaks og Panama Papers forarger og chokerer, så bør vi i virkeligheden rette forargelsen mod vores politiske system for tillade, at skatteunddragelsen stadig sker.
Bragt i Altinget d. 1/2 – 2021
