Indlægget blev bragt i Berlingske den 25. september 2015
Deleøkonomi dækker over den transaktionelle aktivitet, der foregår mellem private husholdninger. Men denne økonomiske aktivitet indregnes ikke i de almindelige opgørelser over et lands økonomi, hvilket kan skævvride billedet af den økonomiske situation.
Et eksempel er realvæksten i de private husholdningers forbrug i BNP, der som vist i figuren var 1,5 pct. fra 2013 til 2014.
På venstre Y-akse i figuren kan man dels aflæse hysholdningernes forbrug i BNP samt husholdningernes samlede forbrug, der består af BNP-forbruget tillagt deleøkonomien, fra 2008 til 2015.
Højre y-akse viser et estimat af udviklingen i deleøkonomien i samme periode.
Estimatet for deleøkonomien er beregnet ud fra tal fra Den Blå Avis (DBA), der er en af de største danske platforme for deleøkonomi. DBA anslår, at private brugere har omsat for lidt mere end 50 mia. kr. i 2014 via DBA. Tjenesten anslår samtidig på baggrund af trafikstatistikker, annonceantal samt brugerundersøgelser gennemført af YouGov, at tjenesten har en markedsandel på 43 pct.
Et konservativt kvalificeret bud udregnet på den baggrund er, at deleøkonomien i 2014 udgjorde 100 milliarder i Danmark, og at den i 2015 kan ligge mellem 115-130 mia. kr.
Hvis disse estimater indregnes, er den samlede vækst i forbruget fra 2013 til 2014 ikke 1,5 pct. men omtrent 2,9 pct.
Regulering af »uberficeringen«
Det er store tal, og tallene er stigende. Det betyder, at deleøkonomien fremover bør regnes med i vurderinger af den samlede økonomi. Det betyder også, at politikerne er nødt til at vurdere, hvordan deleøkonomien kan reguleres.
Her er det nødvendigt at skelne mellem forskellige »kategorier« i deleøkonomien, som oftest blandes sammen i den offentlige debat. Der er gensalgsøkonomi, hvor forbrugere køber brugte genstande af hinanden til en lavere pris end den oprindelige. Pointen med reguleringen er ikke at dræbe et godt initiativ med et administrativt tungt og unødvendigt system. Mere genbrug betyder mindre spild, hvilket må siges at være positivt og bør understøttes.
Den anden form, lad os kalde den »Uberøkonomien«, er fundamentalt anderledes. Her køber og sælger »private« serviceydelser, f.eks. overnatninger og transport gennem tjenester som Uber og Airbnb. Den form for økonomisk transaktion lider af de problematikker, vi i dag kender fra sort arbejde. Her udføres et stykke arbejde, men hverken sælgeren eller køberen har de rettigheder, der normalt aftales i forbindelse med udførelsen af et stykke arbejde – forsikring mod fejl, arbejdsskader, løn under sygdom etc. Sort arbejde er ydermere kendetegnet ved, at fortjenesten går uden om resten af samfundet og dermed ikke bidrager til de fælles udgifter, som samfundet står med.
I modsætning til gensalgsøkonomien bør »Uber-økonomien« derfor reguleres både for at sikre de involveredes rettigheder og for at sikre, at der betales skat af de fortjenester, som sælgerne har ved deres sideerhverv. Selv om det direkte salg af ydelser foregår via nye digitale platforme som Uber og Airbnb, er der en reel fortjeneste, som bør kunne beskattes, nøjagtigt som det er tilfældet med alle andre fortjenester ved salg af ydelser.
Selv om det er nærmest umuligt at gisne om beløbets størrelse, så vil der givetvis være noget at hente ved rent faktisk at beskatte deleøkonomiske initiativer som Uber og Airbnb på lige fod med andre taxa- og hotelservices. Ydermere er der næppe tvivl om, at politikerne vil stå i kø med forslag til, hvordan et par ekstra milliarder kan bruges.
