Der er mange, der har sagt, at de ikke kunne se den. Men nu er den lige braset gennem døren i den europæiske glasbutik. Det er elefanten der slukkede det engelske lys på den europæiske stjernehimmel, det er elefanten der kan lægge koderne til A-våbenarsenalet i lommen på Trump, og det er elefanten der overalt i den vestlige verden sender protestpartier, højre-nationalister, nye socialister eller populister af den ene eller anden slags til tops.
Elefanten er blevet så mægtig, at selv Deutche Bank, Bank of Amerika sammen med andre af verdens største banker og kapitalforvaltere, siger at Brexit er elefantens skyld og den egentlige fare for denne verdens fremtid.
Den blå elefant er grafen, der viser, at indkomstudviklingen er negativ for middel- og underklassen i de mest industrialiserede lande. Og at udviklingen for de mest velstillede i verden er uhyggelig stor.
Den blå elefant er de sidste 30 års skæve og ulige fordeling af vækst og velstand. I de sidste 30 år har de bedst stillede fået så meget, at de rigeste 61 mennesker ejer det samme som halvdelen af jordens befolkning. I det EU, som englænderne havde mistet troen på, har alle andre end de rigeste også tabt velstand siden starten af halvfemserne.
Elefanten er den usikkerhed og den økonomiske armod, den tidligere middelklasse i både USA og Europa nu mærker på deres liv og ser for deres børns fremtid. Derfor gør de oprør, søger retfærdighed, svar og muligheder. Og de sparker til det bestående. Hvis ikke de etablerede politikere kan dræbe elefanten, giver befolkningerne andre jægere chancen. Nigel Farage, Trump og Marine Le Pen er symptomer på et politisk problem der er vokset sig større og større, mens alle har kigget væk.
Det, man skal spørge alle politikere om efter Brexit, er: Tror du elefanten forsvinder af sig selv?
I Cevea har vi i 6 år arbejdet på at få gjort den blå elefant synlig. Progressive økonomer som Stieglitz, Krugman og Piketty har også forsøgt at udstille de åbenlyse konstruktionsfejl i den økonomiske tænkning, vi har fulgt i den vestlige verden. Efter Brexit er vi ikke længere alene. Andre ”ræverøde” institutioner som Deutche Bank, Bank of Amerika, OECD og IMF har nu meldt sig ind i kampen. Det er nyt, at verdens finanshuse direkte peger på ulighed og uretfærdighed som hovedansvarlig for de strømninger, der får demokratierne til at skælve.