Der er andre veje end Lundbys liberalistiske reformvej

I en kommentar i Berlingske 9. november kritiserer Cepos’ cheføkonom, Mads Lundby Hansen, regeringens nye reform-kommission, der med professor Nina Smith i spidsen skal præsentere nye veje til at øge beskæftigelsen og produktiviteten i Danmark: De såkaldte 2. generationsreformer.

Siden 00ernes borgerlige regeringer har dansk økonomisk politik primært handlet om at sænke skatten, sænke de sociale ydelser og hæve pensionsalderen for at øge arbejdsudbuddet og dermed få danskerne til at arbejde mere. Førende økonomer som Nina Schmidt siger, at der ikke er meget mere at vride ud af de klassiske reformer. Alligevel kommer det ikke som nogen overraskelse, at Mads Lundby Hansen og Cepos sagtens kan se et potentiale i at fortsætte ad det spor. Men end ikke Mads Lundby kan vride en dråbe ud af en efterhånden knastør karklud.

Cepos vil have lavere dagpenge, men lavere dagpenge vil svække købekraften, øge den økonomiske utryghed og undergrave den danske flexicurity-model. Det vil gøre arbejdsmarkedet mindre fleksibelt, fordi virksomhederne vil holde igen med at hyre nye medarbejdere, når det bliver dyrere at fyre i krisetider. Det vil være katastrofalt for det danske arbejdsmarked. Forudsætningen for Cepos’ logik er, at de, der er på dagpenge, ikke gider at arbejde. Det er forkert. Denne gang er det covid-19, der har resulteret i, at flere danskere har mistet jobbet. Sidste gang var det finansmarkederne. Arbejdsløshed er et samfundsproblem.

Cepos vil sænke skatterne og helst fjerne topskatten. Det er ikke provenu-neutralt for statskassen, og det vil øge uligheden. Effekterne i form af mere arbejdsudbud er i øvrigt få, små og usikre. Der er ikke mange, der vil veksle deres fritid til arbejdstid. Og så vil det betyde, at vi vil have færre penge til børn, uddannelse, sundhed, omsorg, forskning, infrastruktur og alt det andet, vi er fælles om. Skat er ikke en velstandsdræber. Særligt ikke når høj skat også følges op af større offentlige investeringer. Vi er et af de rigeste samfund i verden, fordi vi har valgt at pulje noget af den velstand sammen og kollektivt investere i mennesker, uddannelse, omsorg, forskning og meget andet. Det understøtter markedet og gør det lettere at drive virksomhed i Danmark. Spørg bare Verdensbanken, Forbes og World Economic Forum. De er enige.

Det er ikke rigtigt, at der ikke er positive samfundsøkonomiske effekter af at investere i mennesker. Det er ikke folk med en uddannelse, der sidder fast i kontanthjælpssystemet. Hvis Cepos tror, at man ved at gøre folk fattigere og sænke skatten på arbejde kan trylle de bagvedliggende årsager til arbejdsløshed væk, tager Mads Lundby fejl. Der er eksempelvis kæmpe gevinster at hente, hvis flere ufaglærte får en erhvervsuddannelse.

Når regnebrættet gøres op, er det vigtigere for danske virksomheder, at vi investerer i velfærd, i uddannelse og teknologi, end at direktøren får endnu en topskattelettelse. I sidste ende gør det os alle sammen rigere.
De såkaldte 2. generationsreformerne er hverken nye eller ukendte. Det handler grundlæggende om at gøre mere af det, som har skabt velfærd og velstand i vores samfund gennem årtier. Investeringer i mennesker.

(Berlingske d.15 november 2020)

FORFATTER(E)

Alexander Grandt Petersen
41400033

DEL INDLÆG: