Indlægget blev bragt i Politiken den 12. september 2015
Lige nu forhandler EU og USA om en transatlantisk handels- og investeringsaftale, den såkaldte TTIP-aftale. I aftalen indgår bestemmelser om det, der i daglig tale kaldes ISDS: En særlig tvistbilæggelsesmekanisme mellem investorer og stater (investor-to-state dispute settlement).
Mekanismen giver udenlandske investorer mulighed for at anlægge sag mod et land helt uden om de nationale domstole, hvis investorerne mener, at lokale reguleringer strider i mod regler indskrevet i investeringstraktaten. Udenlandske investorer, som oftest store multinationale koncerner, kan i stedet gå direkte til en ikke-statslig voldgift bestående af tre voldgiftsmænd. De bestemmer suverænt, hvorvidt et givent land skal betale erstatning.
Alt dette kan forekomme kompliceret og teknisk. Og man må medgive, at det tager mere end et par linjer at forklare omstændighederne omkring ISDS. Det er helt sikkert en del af forklaringen på, at emnet stort set ikke har været synligt i den danske politiske debat.
Som en journalist-kontakt udtrykker det: Det virker for tørt, teoretisk og abstrakt.
ISDS-mekanismen kan være svær at forstå, og der er pt. ikke noget lokalt – såsom en kontroversiel sag i Danmark – at forholde sig til omkring den. Ikke desto mindre kan ISDS-mekanismen have konkrete og alvorlige konsekvenser, hvis princippet bliver gældende.
Vi kan allerede nu se adskillige eksempler på, hvad der kan blive virkeligheden i Danmark og resten af EU.
I Uruguay er staten eksempelvis blevet sagsøgt af tobaksfirmaet Phillip Morris for at indføre lovgivning, der begrænsede firmaets profit. Årsagen til striden var, at Uruguay ændrede størrelsen for de helbredsmæssige advarsler på cigaretpakkerne fra at udgøre 50 pct. af pakken til 80 pct. af pakken. En lignende sag verserer imod Australien.
Et lignende scenarie har udspillet sig i vores naboland Tyskland. Her opførte det svenske energiselskab Vattenfall et stort kulkraftværk på bredden af floden Elben. Lokal modstand betød imidlertid, at virksomheden skulle gennemføre en række miljøtiltag. Ifølge tyske myndigheder var miljøkravene i overensstemmelse med både europæisk og tysk lovgivning, og den var ikke anderledes end for andre virksomheder.
Alligevel udfordrede Vattenfall beslutningen. Med baggrund i Energichartertraktaten, der inkluderer ISDS-mekanismen, kunne Vattenfall tage den tyske regering direkte til en international voldgift, uden om tyske domstole. Vattenfall krævede mere end 6 milliarder kroner plus sagsomkostninger og renter. Den tyske regering valgte at fjerne miljøkravene for at undgå at skulle betale kompensation fra en ISDS-sag.
Eksemplerne viser med tydelighed de alvorlige konsekvenser af en ISDS-mekanisme: Såfremt Uruguay og Australien taber sagerne, skal de to lande betale en pris for at ville beskytte deres befolknings helbred. Tyskland gik på kompromis med deres miljøkrav af frygt for at skulle betale en enorm kompensation til en sagsøgende virksomhed.
Skal vi i Danmark risikere at betale enorme kompensationer til udenlandske koncerner, fordi vi vil passe på vores miljø og befolkningens helbred? Eller skal vi begynde at gå på kompromis med vores miljøstandarder eller forhold på arbejdsmarkedet, fordi det går imod udenlandske virksomheders interesser?
Nej, det ville stride mod al sund fornuft.
Lad os alligevel lege med tanken engang: Det franske energiselskab Total skabte tidligere på året røre ved at bore efter skifergas i Dybvad i Nordjylland. Lad os antage at Total havde fortsat deres boringer i Danmark, og at den danske regering vedtog strammere miljørestriktioner, som berørte Totals arbejde. På grund af Energichartertraktaten har Total måske mulighed for at sagsøge Danmark helt uden om de danske domstole. Det ville således være op til de tre internationale voldgiftsmænd at bestemme, hvorvidt og i hvilket omfang Danmark skulle betale kompensation til Total, fordi dansk lovgivning nu gjorde det sværere for selskabet at tjene penge i Danmark.
Uanset om ISDS-mekanismen kan fremstå teknisk og uhåndgribelig, kan det altså få konkrete og meget håndgribelige konsekvenser for Danmark at have den som del af investeringsaftaler. Det kan betyde, at vi i Danmark risikerer at skulle betale en pris for vores progressive miljøpolitik eller mister reel suverænitet over, hvordan vi indretter vores arbejdsmarked og velfærdsstat.
Derfor er der brug for en debat om ISDS og investorbeskyttelse herhjemme i Danmark.
